Kapitel 21
Edens have genoprettes — på hele jorden
1. (a) Som hvad vil Edens have blive genoprettet, og hvorfor skal den ikke kun dække en lille del af kloden? (b) Hvad vidner Jesu ord til forbryderen om?
EDENS HAVE var „et glædens paradis“, og dette paradis vil blive genoprettet. (1 Mosebog 2:8, Douay) Det oprindelige paradis dækkede kun et begrænset område af jorden. Men det var Jehovas hensigt at den voksende menneskeslægt skulle udvide dets grænser indtil det dækkede hele jorden med sin naturskønhed. (1 Mosebog 1:26-28; 2:8, 9, 15) Jesu ord til den medfølende forbryder der døde ved siden af ham på Golgata forsikrede denne mand om at han ville blive oprejst fra de døde når genoprettelsen af Paradiset var godt i gang, og han vil da få at se hvilken herlig forandring der er sket på jorden. (Lukas 23:43) Hvordan vil der være i det genoprettede paradis? I hvilke henseender vil det adskille sig fra den oprindelige Edens have?
2. (a) Hvad fandtes der i den oprindelige Edens have som ikke vil være at finde i det jordomspændende paradis? (b) Hvorfor er det utænkeligt at Gud vil prøve menneskenes lydighed ved hjælp af et enkelt træ?
2 I de betagende profetier om de herlige forhold der venter os, ser vi at der er noget der mangler i det genoprettede, jordomspændende paradis. Hvad er det? Det er „træet til kundskab om godt og ondt“, som stod „midt i haven“. (1 Mosebog 2:17; 3:3) Det ville være utænkeligt at der i Mellemøsten, midt i den genoprettede, jordomspændende Edens have, skulle være et sådant enkelt træ som var behæftet med et forbud fra Guds side. Det ville jo kræve at man måtte rejse fra den ene ende af jorden til den anden for at komme i nærhed af træet og have mulighed for at spise af dets frugt i ulydighed mod den højeste Gud.
3. Hvad vil der heller ikke være i det genoprettede paradis?
3 Der vil heller ikke være en talende slange som opfordrer dem der nærmer sig træet, til at smage dets tiltalende frugt i trods mod Guds bud. Og der vil ikke være nogen usynlig ond åndeskabning til at gøre brug af en sådan slange og få det til at lyde som om den taler og opfordrer iagttageren til at gøre oprør mod Gud ved at følge en kurs der går imod Skaberens vilje, med ulykkelige konsekvenser for den pågældende.
4. Hvorfor vil Satan Djævelen ikke være til stede i Fredsfyrstens tusindårsrige?
4 Nej, den usynlige åndeskabning der stod bag den „talende“ slange i Edens have vil ikke være til stede i Fredsfyrstens, Jesu Kristi, tusindårsrige. Denne onde engel, Satan Djævelen, vil blive berøvet al frihed efter Harmagedon. Åbenbaringen 20:2, 3 fortæller at Fredsfyrsten vil gribe „slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan,“ og binde ham og kaste ham i afgrunden for tusind år.
Sand fred og sikkerhed i det genoprettede paradis
5. Hvorfor vil der være sand fred og sikkerhed over hele jorden i det genoprettede paradis?
5 Dette medfører en fred og sikkerhed uden lige. Satan vil ikke længere kunne påvirke og beherske menneskene som „verdens hersker“. (Johannes 14:30) Da Satans dæmonhorder også vil være kastet i afgrunden, vil jorden omsider være fri for spiritisme, okkultisme, sort magi — ja, enhver form for dæmonisme, som Jehova afskyr. — 5 Mosebog 18:10-12.
6, 7. (a) Hvorfor vil dyrene ikke være nogen trussel for menneskene? (b) Hvilken profeti om dette vil få en bogstavelig opfyldelse?
6 Dyrene vil hverken skade eller være nogen trussel for dem der bor i det genoprettede paradis. Gud vil gengive disse lavere skabninger det mål af frygt for menneskene som de måtte have mistet. Vi kan altså forvente at den betagende beskrivelse af dyrelivet som findes i Esajas 11:6-9, vil få en bogstavelig opfyldelse under Fredsfyrstens tusindårige herredømme:
7 „Ulven skal holde til hos vædderlammet, og leoparden vil ligge hos kiddet, og kalven og ungløven og fedekvæget er sammen; og det er en lille dreng der fører dem. Og både koen og bjørnen vil græsse; deres unger ligger sammen. Og løven æder halm som kvæget. Og det diende barn leger over brilleslangens hul, og barnet der er vænnet fra, rækker sin hånd ud over giftsnogens lysåbning. De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“
8. Hvad menes der med at slangen skal æde „støv“?
8 Det ville være inkonsekvent af Gud at inspirere en sådan profeti hvis den kun skulle have en åndelig betydning og ikke opfyldes på de bogstavelige forhold på jorden. I en tilsvarende profeti siges der: „Ulven og lammet græsser sammen, og løven æder halm som kvæget; men slangen får støv som brød.“ (Esajas 65:25) Vil det sige at alle slanger skal udryddes i den jordomspændende Edens have? Nej, profetien om at slangen skal æde „støv“ betyder at medlemmerne af denne krybdyrfamilie aldrig igen vil true menneskenes liv og helbred. De må bøje sig for at menneskene er deres herrer som hersker over alt hvad der kryber eller rører sig på jorden, ligesom Adam var herre i Edens have da han uden frygt gav dyrene navne. — 1 Mosebog 2:19, 20; Hoseas 2:18.
9, 10. Hvad forudsiger Salme 65 og Esajas 25:6 om jorden under Fredsfyrstens herredømme?
9 Skønheden og frugtbarheden i den jordomspændende Edens have vil overstige vor fatteevne. Bibelen giver os dog en profetisk beskrivelse af den i den 65. salme, som er henvendt til Gud. Denne salme siger blandt andet: „Du har taget dig af jorden, så du kan skænke den overflod; du gør den meget rig. Strømmen fra Gud er fuld af vand. Du bereder deres korn, for sådan bereder du jorden.“ Der vil ingen tørke være, men „rigelige regnskyl“. (Salme 65:1, 9-13) Der vil være rigeligt med føde til alle jordens indbyggere.
10 Denne overflod er også forudsagt i Esajas 25:6: „Hærstyrkers Jehova vil på dette bjerg berede et festmåltid for alle folkeslagene med retter der er rige på olie, et festmåltid med vellagrede vine.“ Indbyggerne i det genoprettede paradis vil nyde nærende retter der styrker hjertet og lader ansigtet stråle. De vil drikke vellagret vin der fryder hjertet. (Salme 104:14, 15) Der vil ikke være nogen fødevaremangel i Fredsfyrstens tusindårsrige, men derimod „overflod“. — Salme 72:16.
Sproglige og vejrmæssige forandringer
11. Hvilken sprogmæssig forandring vil finde sted, og hvordan vil den berøre menneskene?
11 Vil der være nogen sprogforvirring i det jordomspændende paradis? Nej, for Fredsfyrsten kaldes også „Vældig Gud“. (Esajas 9:6) Han er derfor i stand til at gøre det modsatte af det der skete ved Babelstårnet og bringe den sprogforvirring som begyndte dengang, til afslutning. (1 Mosebog 11:6-9) Hvilket sprog vil alle den evige Faders jordiske børn da tale? Vil det være det oprindelige sprog som den første Adam talte, det sprog Jehova udrustede ham med? Sandsynligvis. I hvert fald vil alle sprogskranker blive nedbrudt. Man vil kunne rejse hvor som helst og være i stand til at tale med folk overalt hvor man kommer frem. Vi vil forstå dem, og de vil forstå os. Hele menneskeheden vil have ét og samme sprog, og det ville være meget passende om hele Bibelen forelå på dette sprog. (Jævnfør Zefanias 3:9.) Ved hjælp af dette sprog vil hele jorden blive fyldt med kundskab om Jehova „som vandene dækker havets bund“. — Esajas 11:9.
12. Hvordan vil Zakarias 14:9 gå i opfyldelse?
12 Da vil Zakarias 14:9 være opfyldt: „På den dag skal Jehova være én og hans navn ét.“ Jehova alene vil blive tilbedt som den sande Gud. På „den dag“, under Jehovas rige ved Fredsfyrsten, vil Gud åbenbare den nøjagtige udtale af sit navn. Da vil alle på jorden udtale dette hellige navn på samme måde. Hans navn vil være ét.
13. Hvorfor vil vejr, vand og vind ikke være nogen trussel for jordens indbyggere?
13 De der glæder sig til Fredsfyrstens jordomspændende paradis er også dybt interesseret i hvilke vejrmæssige og miljømæssige forandringer der vil ske. Én ting er sikker: Uanset hvor man bor på jorden vil det blive vidunderligt. Paradiset vil aldrig nogen sinde blive forstyrret af ødelæggende uvejr, tornadoer, tidevandsbølger, orkaner eller tyfoner. Vind, vand og vejr vil adlyde Fredsfyrsten. (Markus 4:37-41) Der vil være fuld kontrol over vejret i den jordomspændende Edens have. Hele jorden vil blive et glædens paradis hvor det er alle menneskers lykkelige lod at bo trygt til evig tid.
14, 15. (a) Hvilket løfte som findes nedskrevet i Åbenbaringen 21:3, 4 vil blive opfyldt? (b) Hvordan vil Guds „telt“ være hos menneskene? (c) Hvilken slags tårer vil blive visket bort for evigt?
14 Ingen vil behøve at fælde tårer af sorg til den tid. Jehovas profetiske ord forsikrer os: „Guds telt er hos menneskene og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.“ — Åbenbaringen 21:3, 4.
15 Himmelen er Guds trone, og jorden er hans fodskammel. (Esajas 66:1) Gud kan derfor ikke bogstaveligt bo på jorden. Men hans „telt“ vil være hos menneskene. I tusindårsriget vil han „bo“ blandt menneskene ved sin herliggjorte Søn, Jesus Kristus. Hvor er det passende at Jehovas nærhed bliver repræsenteret ved hans Fredsfyrste! Det leder tanken hen på ordene i Esajas 7:14 om det navn der knyttes til Messias, nemlig Immanuel. Dette navn betyder „Med os er Gud“. (Mattæus 1:23) Det er i sandhed en betagende tanke at Gud vil „bo“ blandt menneskene ved sin elskede søn! Når vi ser de storslåede mirakler der udføres af denne ’Vældige Gud’, især når vore afdøde kære i opstandelsen føres tilbage til livet under paradisiske forhold, vil vi sikkert få tårer i øjnene af glæde. (Apostelgerninger 24:15) Sådanne mirakler vil være et storslået vidnesbyrd om at Gud er hos menneskene og at han tørrer alle sorgens tårer af vore øjne for evigt.
En juvel i verdensrummet
16. Behøver de dødes opstandelse at vente med at begynde indtil Paradiset dækker hele kloden? Forklar.
16 Den første Adam fik besked på at begynde at udbrede Paradiset derfra hvor han befandt sig, fra Edens have. Denne oprindelige hensigt — at Paradiset efterhånden skulle omslutte hele jorden — vil blive gennemført. Men behøver opstandelsen af de døde at vente med at begynde indtil Paradiset dækker hele jorden? Nej. De der får en tidlig opstandelse kan udmærket blive oprejst de steder på jorden hvor de overlevende efter Harmagedonkrigen befinder sig og er begyndt at skabe paradisiske forhold. Efterhånden som opstandelsen af menneskeheden i almindelighed skrider frem, vil disse paradisiske områder så blive udvidet indtil de når sammen og udgør et jordomspændende paradis.
17. Hvordan beskrives det jordomspændende paradis?
17 Det kommende paradis vil overgå alle de skønne haver og naturparker der findes i dag. Hele jorden vil blomstre som et strålende smukt og fredfyldt paradis, et paradis der ikke alene fryder menneskers øjne men også Skaberens. Det vil blive en jordomspændende Edens have prydet med træer og andre planter som er indbydende at se på og som frembringer føde til opretholdelse af liv i fuldkommenhed. Jorden vil for evigt være en juvel i Jehovas uendelige univers. Og hele den forenede menneskehed vil for evigt have den forret og pligt at bevare Jordens skønhed.
18. Hvordan ved vi at alle, både mænd og kvinder, vil bo fredeligt sammen som brødre og søstre?
18 Alle i denne gudfrygtige menneskeslægt vil bo fredeligt sammen som brødre og søstre i al renhed, for de vil i virkeligheden være børn af den evige Fader, Fredsfyrsten. Mændene vil derfor ikke arrogant herske over kvinderne, deres søstre, og de fuldkommengjorte kvinder vil være hvad Jehova Gud beslutter, ligesom han i fortiden besluttede at Eva skulle være „en medhjælp“ for sin fuldkomne mand, Adam. — 1 Mosebog 2:18; se også Første Petersbrev 3:7.
19. Hvordan vil den paradisiske jord tage sig ud for dem der bor i de usynlige himle?
19 Da jorden i sin tid blev skabt, ’råbte morgenstjernerne sammen af glæde og alle gudssønnerne brød ud i hyldestråb’. (Job 38:7) Men den paradisiske jord som er befolket med fuldkomne mænd og kvinder vil være et endnu smukkere og endnu mere storslået syn for dem der bor i de usynlige himle. Til den tid vil den højeste Gud, Jehova, fuldt ud være hævdet som den hvis herlige hensigt aldrig slår fejl. Al ære og pris går til ham!
[Illustration på side 172, 173]
Hele Guds fodskammel, Jorden, vil blive smykket med et bogstaveligt paradis