Kapitel tre

„Lad os få afgjort sagerne“

Esajas 1:10-31

 1, 2. Hvem sammenligner Jehova Jerusalems og Judas fyrster og befolkning med, og hvorfor er sammenligningen velbegrundet?

INDBYGGERNE i Jerusalem har sikkert gerne villet retfærdiggøre sig efter at have hørt anklagen i Esajas 1:1-9. De ville uden tvivl stolt pege på alle de ofre de har bragt Jehova. Men i versene 10 til 15 afviser Jehova dem skarpt med ordene: „Hør Jehovas ord, I Sodoma-førere. Lyt til vor Guds lov, I Gomorra-folk.“ — Esajas 1:10.

² Sodoma og Gomorra blev ødelagt ikke alene på grund af indbyggernes perverse handlinger, men også på grund af deres hovmod og hårdhjertethed. (1 Mosebog 18:20, 21; 19:4, 5, 23-25; Ezekiel 16:49, 50) Esajas’ tilhørere må have været dybt chokerede over at høre at de blev sammenlignet med indbyggerne i disse byer, som var blevet dømt til undergang.a Men Jehova ser sit folk nøjagtig som det er, og Esajas svækker ikke budskabet for at ’kildre deres ører’. — 2 Timoteus 4:3.

 3. Hvad mener Jehova når han siger at han har „fået nok“ af folkets ofre, og hvad er grunden til dette?

³ Læg mærke til hvad Jehova mener om sit folks formalistiske gudsdyrkelse. „’Hvad gavner jeres mange slagtofre mig?’ siger Jehova. ’Jeg har fået nok af vædderbrændofre og fedekvægs fedt; og i blod af tyre og vædderlam og bukke har jeg ikke fundet behag.’“ (Esajas 1:11) Folket havde glemt at Jehova ikke var afhængig af dets ofre. (Salme 50:8-13) Han behøvede ikke menneskers ofre. Hvis de troede at de gjorde Jehova en tjeneste med deres halvhjertede ofre, tog de fejl. Jehova bruger et meget talende billede. Udtrykket „jeg har fået nok af“ kunne også gengives „jeg er mæt af“. Kender du den fornemmelse at man kan være så mæt af mad at man ikke kan tåle synet af mere? Sådan havde Jehova det med disse ofre. Han følte lede ved dem!

 4. Hvordan afslører Esajas 1:12 hvordan det virkelig forholdt sig med folkets tilstedeværelse i templet i Jerusalem?

⁴ Jehova fortsætter: „Når I kommer ind for at se mit ansigt, hvem har da krævet dette af jeres hånd, at nedtræde mine forgårde?“ (Esajas 1:12) Men er det ikke Jehovas egen lov der siger at folket ’skal komme og se hans ansigt’, det vil sige komme til templet i Jerusalem? (2 Mosebog 34:23, 24) Jo, men de kom der blot rent formelt. De deltog helt mekanisk i de handlinger der var forbundet med den rene tilbedelse, uden at have det rette motiv. Deres talrige besøg i hans forgårde var for Jehova ikke andet end ’en nedtrædning’ af dem. De førte ikke til andet end at tempelpladsen blev trådt ned, slidt!

 5. Hvilke handlinger hørte med til jødernes gudsdyrkelse, og hvorfor var de blevet „en belastning“ for Jehova?

⁵ Det er ikke så mærkeligt at Jehova nu bruger endnu stærkere ord: „I skal ikke komme med flere værdiløse kornofre. Røgelse — det er en vederstyggelighed for mig. Nymåne og sabbat, indkaldelse til stævne — jeg kan ikke fordrage påkaldelse af onde magter sammen med højtidsstævne. Jeres nymåner og jeres festtider hader min sjæl. De er blevet en belastning for mig; jeg er blevet træt af at bære dem.“ (Esajas 1:13, 14) Kornofre, røgelse, sabbatter og højtidsstævner var alt sammen foreskrevet i Guds lov til Israel. Med hensyn til nymånedagen gav Loven blot nogle enkle forskrifter for hvordan den skulle overholdes, men i tidens løb var flere udmærkede skikke kommet til. (4 Mosebog 10:10; 28:11) Dagen blev betragtet som en månedlig sabbatsdag hvor folket hvilede fra det daglige arbejde og samledes for at blive undervist af profeterne og præsterne. (2 Kongebog 4:23; Ezekiel 46:3; Amos 8:5) Disse tilføjelser var ikke forkerte. Det forkerte lå i at man deltog i ceremonierne for et syns skyld. Desuden påkaldte man „onde magter“, det vil sige øvede spiritisme, samtidig med at man formelt overholdt Guds lov.b Deres gudsdyrkelse var blevet „en belastning“ for Jehova.

 6. I hvilken betydning var Jehova blevet „træt“?

⁶ Men hvordan kunne Jehova blive „træt“? Han er jo i besiddelse af en ’vældig styrke’ og bliver ikke „træt eller mat“. (Esajas 40:26, 28) Jehova bruger et meget talende billede for at vi kan forstå hvordan han havde det. Hvis vi nogen sinde har prøvet at bære noget tungt så længe at vi til sidst var helt udmattede og kun længtes efter at blive befriet for byrden, har vi en idé om hvordan Jehova følte den belastning som hans folks hykleriske tilbedelseshandlinger var for ham.

 7. Hvorfor var Jehova holdt op med at lytte til sit folks bønner?

⁷ Jehova retter nu opmærksomheden mod den mest personlige og fortrolige af alle tilbedelseshandlinger. „Når I breder jeres håndflader ud, skjuler jeg mine øjne for jer. Selv om I beder mange bønner, hører jeg ikke efter; jeres hænder er fulde af udgydt blod.“ (Esajas 1:15) At brede hænderne ud mod himmelen mens man stod eller knælede med oprakte arme, var en stilling man indtog under bøn. I Jehovas øjne var denne stilling helt uden mening, for dette folks hænder var fulde af udgydt blod. Landet var fyldt med vold, og undertrykkelse af de svage var en daglig foreteelse. At så korrupte og selviske mennesker bad til Jehova og anmodede om hans velsignelse, var fuldstændig malplaceret. Intet under at Jehova sagde: ’Jeg hører ikke efter’!

 8. Hvilken fejl begår kristenheden i dag, og hvordan er nogle som tidligere hørte til den kristne menighed, blevet fanget i den samme snare?

⁸ Det samme gør sig gældende i kristenheden i dag. Det er ikke muligt at opnå Guds gunst og velsignelse ved at gentage intetsigende bønner og udføre andre religiøse gerninger. (Mattæus 7:21-23) Det er af største betydning at vi ikke bliver fanget i den samme snare. Det sker at en kristen gør sig skyldig i en alvorlig synd og fortsætter med den, men at han ræsonnerer at hvis blot han skjuler det han gør, og til gengæld øger sin tjeneste i den kristne menighed, vil det råde bod på hans overtrædelse. Sådanne gerninger der gøres for et syns skyld, har ikke Jehovas behag. Der findes kun ét middel mod åndelig sygdom, hvilket fremgår af de følgende vers hos Esajas.

Midlet mod åndelig sygdom

 9, 10. Hvor vigtigt er det at vores tilbedelse af Jehova er ren?

⁹ Jehova, den medfølende Gud, anlægger nu en anden tone og fortsætter mere indtrængende og appellerende: „Vask jer; rens jer; fjern jeres onde handlinger fra mine øjne; hold op med at handle ondt. Lær at gøre godt; søg efter ret; tilrettevis undertrykkeren; fæld retfærdig dom for den faderløse; før enkens sag.“ (Esajas 1:16, 17) Her findes en række bydemåder, eller befalinger, ni i alt. De fire første er negative i den forstand at de drejer sig om at fjerne synd; de fem sidste er positive handlinger der vil føre til Jehovas velsignelse.

¹⁰ At vaske og rense sig har altid været en vigtig del af den rene tilbedelse. (2 Mosebog 19:10, 11; 30:20; 2 Korinther 7:1) Men Jehova vil at renselsen skal gå dybere end den udvendige renselse; den skal nå ind til selve hjertet. Det vigtigste er den moralske og åndelige renhed, og det er den Jehova taler om. De to første befalinger i vers 16 siger ikke det samme. En hebraiskkyndig fremsætter den tanke at det første udtryk, „vask jer“, drejer sig om den indledende renselse, mens det andet udtryk, „rens jer“, drejer sig om den vedvarende bestræbelse for at bevare den rene tilstand.

11. Hvad skal man gøre, og hvad skal man ikke gøre for at komme synden til livs?

¹¹ Man kan ikke skjule noget for Jehova. (Job 34:22; Ordsprogene 15:3; Hebræerne 4:13) Befalingen „fjern jeres onde handlinger fra mine øjne“ kan derfor kun betyde én ting: at man skal holde op med at handle ondt. Det betyder naturligvis ikke at man skal prøve at skjule alvorlige synder, for det ville være en synd i sig selv. Ordsprogene 28:13 advarer: „Den der dækker over sine overtrædelser får ikke held, men den der bekender dem og opgiver dem, vises der barmhjertighed.“

12. (a) Hvorfor er det vigtigt at ’lære at gøre godt’? (b) Hvorfor er det især vigtigt for ældste at følge befalingerne om at ’søge efter ret’ og at ’tilrettevise undertrykkeren’?

¹² Der er meget man kan lære af de positive handlinger som Jehova påbyder i vers 17 i Esajas, kapitel 1. Læg mærke til at han ikke blot siger ’gør godt’, men „lær at gøre godt“. Der skal et personligt studium af Guds ord til hvis man skal forstå hvad der er godt i Guds øjne, og hvis man skal ønske at gøre det. Jehova siger heller ikke blot: ’døm efter det der er ret’, men „søg efter ret“. Selv erfarne ældste må foretage et grundigt studium af Guds ord, må ’søge’ i det, for at finde og dømme efter det der er ret i en given sag. Det er også deres pligt og ansvar at ’tilrettevise undertrykkeren’, som den næste befaling lyder. Det er vigtigt for kristne hyrder i dag at følge disse retningslinjer, for de skal beskytte hjorden mod „undertrykkende ulve“. — Apostelgerninger 20:28-30.

13. Hvordan kan vi i dag følge de påbud der blev givet i forbindelse med den faderløse og enken?

¹³ De to sidste befalinger vedrører nogle af de mest sårbare blandt Guds folk — faderløse og enker. Verden viger desværre ikke tilbage for at udnytte denne gruppe, men det må ikke ske blandt Guds folk. Kærlige ældste ’fælder retfærdig dom’ for de faderløse drenge og piger i menigheden ved at hjælpe dem til at få hvad de har ret til, og til at blive beskyttet i en verden der vil udnytte og fordærve dem. Ældste ’fører enkens sag’, eller, som det hebraiske udtryk også kan betyde, ’strider’ for hende. Ja, alle kristne vil ønske at yde de nødlidende i menigheden hjælp, beskytte dem og skaffe dem deres ret, for de er dyrebare i Jehovas øjne. — Mika 6:8; Jakob 1:27.

14. Hvilket positivt budskab fremsættes i Esajas 1:16, 17?

¹⁴ Jehova lader et klart, utvetydigt og positivt budskab lyde gennem disse ni befalinger. Undertiden sker det at de der synder, overbeviser sig selv om at de simpelt hen ikke magter at gøre det der er rigtigt. Sådanne tanker er nedslående. De er også forkerte. Jehova véd — og han ønsker også at vi skal vide — at en hvilken som helst synder med hans hjælp kan ophøre med sin syndige adfærd, vende om og gøre det der er ret.

En medfølende og berettiget opfordring

15. Hvordan er udtrykket „lad os få afgjort sagerne imellem os“ undertiden blevet misforstået, og hvad betyder det egentlig?

¹⁵ Jehova fortsætter nu i en endnu mere indtrængende og medfølende tone: „’Kom nu her, og lad os få afgjort sagerne imellem os,’ siger Jehova. ’Om så jeres synder skulle være som skarlagen, vil de blive gjort hvide som sne; om så de skulle være røde som højrødt klæde, vil de blive som uld.’“ (Esajas 1:18) Den opfordring som dette smukke vers indledes med, misforstås ofte. For eksempel siger den danske autoriserede bibeloversættelse af 1992: „Kom, lad os gå i rette med hinanden“ — som om begge parter må gøre indrømmelser for at nå til enighed. Men sådan forholder det sig ikke! Der er ingen fejl på Jehovas side, og slet ikke i hans forhold til hans oprørske og hykleriske folk. (5 Mosebog 32:4, 5) Der er ikke tale om en forhandling mellem ligestillede hvor parterne hver især firer på deres ret, men der er tale om et retsmøde hvor en sag skal afgøres. Det er som om Jehova her opfordrer Israel til at få sagen afgjort ved en domstol.

16, 17. Hvordan ved vi at Jehova vil tilgive selv alvorlige synder?

¹⁶ Tanken virker måske skræmmende, men Jehova er den mest barmhjertige og medfølende dommer man kan tænke sig. Hans villighed til at tilgive er uden lige. (Salme 86:5) Han alene kunne fjerne Israels synder, der var „som skarlagen“, og gøre dem „hvide som sne“. Ingen menneskelige bestræbelser, ingen forskriftsmæssige gerninger, ofre eller bønner kan fjerne den skamplet som synder efterlader. Kun Jehovas tilgivelse kan vaske synder bort, en tilgivelse han giver på de betingelser han sætter, blandt andet ægte og dybtfølt anger.

¹⁷ Denne sandhed er så vigtig at Jehova gentager den med et andet poetisk udtryk — ’højrøde’ synder vil blive som ny, hvid, ufarvet uld. Jehova ønsker at vi skal vide at han virkelig tilgiver selv meget alvorlige synder, så længe han finder at vi nærer oprigtig anger. De der har svært ved at tro at det også gælder i deres tilfælde, kunne tænke på hvad der skete med Manasse. Han gjorde sig gennem mange år skyldig i de mest forfærdelige synder. Alligevel fik han tilgivelse da han angrede. (2 Krønikebog 33:9-16) Jehova ønsker at vi alle — også de der har begået alvorlige synder — skal vide at det ikke er for sent ’at få sagerne afgjort’ med ham.

18. Hvilket valg stiller Jehova sit opsætsige folk over for?

¹⁸ Jehova minder sit folk om at det må træffe et valg. „Hvis I er villige og hører efter, vil I komme til at æde det gode i landet. Men hvis I vægrer jer og er opsætsige, vil I blive opædt af sværdet; for Jehovas mund har talt.“ (Esajas 1:19, 20) Jehova understreger her betydningen af at have en bestemt indstilling, og dertil bruger han et andet malende billede. Han stiller Juda over for et valg: At æde eller selv blive opædt. Hvis de har en villig indstilling og hører efter og adlyder Jehova, vil de komme til at spise landets gode afgrøder. Men hvis de fortsat er opsætsige, vil de blive opædt — af deres fjenders sværd! Man kan næsten ikke forestille sig at et folk vil vælge at falde for fjendens sværd frem for at erfare en tilgivende Guds barmhjertighed og gavmildhed. Ikke desto mindre var det hvad Jerusalem valgte, sådan som de følgende vers hos Esajas viser.

En klagesang over den elskede by

19, 20. (a) Hvordan giver Jehova udtryk for at han følte sig bedraget? (b) På hvilken måde havde ’retfærdigheden haft til huse i Jerusalem’?

¹⁹ I Esajas 1:21-23 ser vi det daværende Jerusalems ondskab og ugudelighed i al sin gru. Esajas fremfører et inspireret digt i form af en klagesang: „Hvor er den trofaste stad dog blevet utugtig! Den var fuld af ret; retfærdigheden havde til huse i den, men nu er det mordere.“ — Esajas 1:21.

²⁰ Byen Jerusalem er sunket dybt! Den by der engang var en trofast hustru, er nu blevet utugtig, en skøge. Hvad kunne bedre skildre at Jehova følte sig bedraget og skuffet? „Retfærdigheden havde til huse“ i denne by. Hvornår havde den det? Allerede før Israel blev til, på Abrahams tid, eksisterede denne by, der da hed Salem. En mand der var både konge og præst, herskede over den. Hans navn, Melkizedek, betyder „Retfærdighedskonge“, og det passede øjensynlig til ham. (Hebræerne 7:2; 1 Mosebog 14:18-20) Omkring 1000 år efter Melkizedeks tid nåede Jerusalem sit højeste under kongerne David og Salomon. „Retfærdigheden havde til huse i den,“ især når kongerne satte eksemplet ved at vandre på Jehovas veje. Men på Esajas’ tid var dette kun blevet et fjernt minde.

21, 22. Hvad skildres ved slaggerne og det fortyndede øl, og hvad var grunden til at Judas ledere fortjente denne beskrivelse?

²¹ Det lader til at folkets ledere bar en stor del af skylden for de dårlige forhold. Esajas fortsætter sin klagesang: „Dit sølv er blevet til afskummede slagger. Dit hvedeøl er fortyndet med vand. Dine fyrster er genstridige og partnere med tyve. Hver eneste elsker bestikkelse og løber efter gaver. En faderløs fælder de ikke retfærdig dom for; og en enkes sag når ikke frem til dem.“ (Esajas 1:22, 23) To ordbilleder danner optakten til det efterfølgende. Smeden ved sin esse skummer slaggerne af det smeltede sølv og smider dem væk. Israels fyrster og dommere var som slaggerne, ikke sølvet. De måtte kasseres. De var ikke til større nytte end øl der er blevet fortyndet med vand og har mistet sin smag. Det er kun tjenligt til at blive hældt ud!

²² Vers 23 viser hvorfor lederne fortjente at blive beskrevet sådan. Moseloven forædlede Guds folk ved at adskille det fra andre folkeslag. Den påbød for eksempel at faderløse og enker skulle beskyttes. (2 Mosebog 22:22-24) Men på Esajas’ tid kunne den faderløse kun gøre sig ringe håb om at få en retfærdig behandling i retten. Og enken kunne ikke engang få nogen til at tage sig af hendes sag, endsige yde hende retshjælp. Nej, folkets dommere og ledere havde for travlt med at tjene deres egne interesser — at tage imod bestikkelse, at løbe efter gaver, at være partnere med tyve. Øjensynlig beskyttede de forbryderne, mens de lod ofrene lide. Og værre var det at de var „genstridige“, forhærdede i deres onde gerninger. En meget sørgelig tilstand!

Jehova vil lutre sit folk

23. Hvilke følelser over for sine modstandere giver Jehova udtryk for?

²³ Jehova vil ikke for bestandig tolerere et sådant misbrug af magt. Esajas fortsætter: „Derfor lyder udsagnet fra den sande Herre, Hærstyrkers Jehova, Israels Mægtige: ’Ha! Jeg befrier mig for mine modstandere, og jeg vil hævne mig på mine fjender.’“ (Esajas 1:24) Jehova betegnes her på tre måder som understreger hans retmæssige herredømme og hans uforlignelige magt. Udråbet „Ha!“ tilkendegiver sandsynligvis at Jehovas medfølelse nu er forbundet med beslutningen om at han vil udøse sin vrede. Det er der også grund til.

24. Hvilken lutringsproces har Jehova til hensigt at lade sit folk gennemgå?

²⁴ Jehovas eget folk havde gjort sig selv til hans fjender. De fortjente til fulde Guds hævn. Jehova ville ’befri sig’ for dem. Betød det en fuldstændig og permanent udslettelse af det folk hans navn var nævnt over? Nej, for han fortsætter: „Og jeg vil igen lade min hånd komme over dig, og jeg smelter dine afskummede slagger bort som med lud, og jeg vil fjerne alle dine affaldsprodukter.“ (Esajas 1:25) Jehova bruger her lutringsprocessen som en illustration. Datidens metalsmeltere tilsatte ofte lud under smeltningen for bedre at kunne skille slaggerne fra det ædle metal. På samme måde vil Jehova, der ikke ser sit folk som helt igennem ondt, ’tugte det i passende omfang’. Han vil kun fjerne ’affaldsprodukterne’ — de genstridige, uønskede elementer som ikke vil tage ved lære og adlyde.c (Jeremias 46:28) Med disse ord fik Esajas den forret at nedskrive historie på forhånd.

25. (a) Hvordan lutrede Jehova sit folk i 607 f.v.t.? (b) Hvornår lutrede Jehova sit folk i vor tid?

²⁵ Jehova lutrede virkelig sit folk og fjernede de afskummede slagger i form af fordærvede ledere og andre oprørere. Længe efter Esajas’ tid, i 607 f.v.t., blev Jerusalem ødelagt og dens indbyggere ført i landflygtighed til Babylon, hvor de skulle være i 70 år. Dette danner i visse henseender en parallel til noget Gud gjorde langt senere. Profetien i Malakias 3:1-5, som er skrevet længe efter landflygtigheden i Babylon, viser at Gud igen ville foretage en lutring. Den pegede frem til et tidspunkt da Jehova Gud ville komme til sit åndelige tempel ledsaget af „pagtens sendebud“, Jesus Kristus. Dette skete øjensynlig hen imod den første verdenskrigs afslutning. Jehova inspicerede da alle som hævdede at være kristne, og skilte de sande fra de falske. Hvad blev resultatet?

26-28. (a) Hvornår og hvordan blev Esajas 1:26 opfyldt første gang? (b) Hvordan er denne profeti blevet opfyldt i vor tid? (c) Hvordan kan profetien være til gavn for ældste i dag?

²⁶ Jehova svarer: „Jeg vil igen give dig dommere som tidligere, og rådgivere som førhen. Derefter skal du kaldes Retfærdighedens By, Den Trofaste Stad. Med ret skal Zion løskøbes, og med retfærdighed de af hendes børn der vender om.“ (Esajas 1:26, 27) Fortidens Jerusalem erfarede den første opfyldelse af denne profeti. Efter at de landflygtige var vendt tilbage til deres elskede by i 537 f.v.t., var der igen trofaste dommere og rådgivere som i tidligere tider. Profeterne Haggaj og Zakarias, præsten Josua, den skriftlærde Ezra og landshøvdingen Zerubbabel tjente alle som vejledere for den trofaste rest der var vendt hjem, og sørgede for at den forblev på Jehovas vej. Men profetien har fået en endnu mere betydningsfuld opfyldelse i det 20. århundrede.

²⁷ I 1919 kom Jehovas nutidige folk ud af en prøvelsens tid. Det blev udfriet fra åndelig trældom under det store Babylon, den falske religions verdensimperium. Forskellen mellem den trofaste salvede rest og kristenhedens frafaldne præsteskab sås tydeligt. Gud velsignede igen sit folk, ’gav det igen dommere og rådgivere’ — trofaste mænd der vejledte Guds folk i overensstemmelse med hans ord og ikke i overensstemmelse med menneskers overleveringer. Der findes i dag tusinder af sådanne mænd blandt den „lille hjord“, som bliver stadig mindre, og blandt dens medarbejdere, skaren af „andre får“, som stadig øges og nu tæller millioner. — Lukas 12:32; Johannes 10:16; Esajas 32:1, 2; 60:17; 61:3, 4.

²⁸ De ældste er klar over at de undertiden må fungere som „dommere“ i menigheden for at holde den moralsk og åndeligt ren og irettesætte dem der handler forkert. Det er dem magtpåliggende at følge Guds eksempel og efterligne hans barmhjertige og ligevægtige form for retfærdighed. Som oftest virker de dog som „rådgivere“. Der er naturligvis stor forskel på at være rådgivere og at være fyrster eller tyranner, og de bestræber sig for aldrig på nogen måde at ’spille herrer over dem der udgør Guds arv’. — 1 Peter 5:3.

29, 30. (a) Hvad ville der ske med dem der ikke ville underkaste sig lutringsprocessen? (b) Hvordan ville de blive beskæmmede over deres træer og haver?

²⁹ Hvad så med de „slagger“ der nævnes i Esajas’ profeti? Hvad sker der med dem der ikke vil underkaste sig Guds lutringsproces? Esajas fortsætter: „Men sammenbrud for oprørere og for syndere skal komme samtidig, og de der forlader Jehova skal møde deres endeligt. For de vil blive skamfulde over de vældige træer som I begærede, og I vil blive beskæmmede over haverne som I valgte.“ (Esajas 1:28, 29) De der gjorde oprør og syndede mod Jehova, idet de ignorerede hans profeters advarselsbudskab indtil det var for sent, erfarede virkelig et „sammenbrud“ og ’mødte deres endeligt’. Det skete i 607 f.v.t. Men hvad er det for „vældige træer“ og ’haver’ der tales om?

³⁰ Afgudsdyrkelsen var et vedvarende problem blandt judæerne. Træer, haver og lunde omtales ofte sammen med deres nedværdigende afguderiske skikke. De der dyrkede Ba’al og hans hustru, Astarte, troede at de to guddomme under sommerens tørke lå døde og begravede. For at tilskynde dem til at vågne op og forene sig seksuelt og derved gøre jorden frugtbar samledes afgudsdyrkerne under „hellige“ træer i lunde eller haver og udførte seksuelle handlinger under tøjlesløse sexorgier. Når regnen så kom, og jorden bar frugt, fik de falske guder æren for det, og afgudsdyrkerne følte at de havde fået deres tro bekræftet. Men da Jehova lod sammenbruddet ramme de oprørske afgudsdyrkere og de mødte deres endeligt, var der ingen afguder som beskyttede dem. Oprørerne blev beskæmmede over disse magtesløse træer og haver.

31. Hvordan ville afgudsdyrkerne opleve noget som var værre end skam?

³¹ De afgudsdyrkende judæere ville dog opleve noget som var værre end skam. Jehova bruger nu en ny illustration og sammenligner afgudsdyrkeren selv med et træ. „I skal blive som et stort træ hvis løv er ved at visne, og som en have der ikke har vand.“ (Esajas 1:30) I Mellemøstens varme og tørre klima er denne sammenligning meget træffende. Intet træ og ingen have ville kunne klare sig længe uden vand. Og de visnede og indtørrede planter ville blive et let bytte for ild. Derfor følger illustrationen i vers 31 naturligt efter.

32. (a) Hvem er „den kraftfulde“ der tales om i vers 31? (b) Hvordan ville han blive som „blår“, hvilken „gnist“ ville sætte ham i brand, og hvad ville resultatet blive?

³² „Den kraftfulde skal blive til blår, og hans værk til en gnist; og de skal begge gå op i flammer samtidig, og der er ingen til at slukke ilden.“ (Esajas 1:31) Hvem er „den kraftfulde“? Det hebraiske udtryk indeholder betydningen styrke og velstand. Der tænkes sandsynligvis på de velstående og selvsikre afgudsdyrkere. På Esajas’ tid var der, ligesom i vor tid, ingen mangel på dem der forkastede Jehova og tilbedelsen af ham. Nogle syntes oven i købet at have lykken med sig. Jehova advarer disse om at de ville blive som „blår“, grove hørfibre der er så tørre og skrøbelige at de rives over når blot de „lugter ild“, som der siges et andet sted. (Dommerne 16:8, 9) Afgudsdyrkerens værk — enten hans afguder eller hans rigdom eller noget andet han tilbad i stedet for Jehova — ville være den „gnist“ der satte ham i brand. Både gnist og blår ville blive fortæret, udslettet, af en ild som ingen kunne slukke. Ingen magt i universet kan omstøde Jehovas fuldkomne domme.

33. (a) Hvordan er Guds advarsler om en kommende dom et vidnesbyrd om hans barmhjertighed? (b) Hvad giver Jehova nu menneskene mulighed for, og hvordan berører det os alle?

³³ Er dette sidste budskab ikke i modstrid med budskabet om barmhjertighed og tilgivelse i vers 18? Nej! Jehova har netop ladet sådanne advarsler nedskrive og overbringe af sine tjenere fordi han er barmhjertig, fordi „han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. (2 Peter 3:9) Alle sande kristne har i dag den forret at forkynde Guds advarselsbudskaber for folk så de der lytter til advarselen og vender om, kan få gavn af Guds tilgivelse, som han gavmildt giver, og opnå evigt liv. I sin kærlighed og godhed giver Jehova således alle mennesker mulighed for at „få afgjort sagerne“ med ham før det er for sent.

[Fodnoter]