Sandheden gennemvæder byen med de mange vande
MEGET besynderligt! Det viser sig at et land der er kendt for sine mange vande er tørstigt! Et område hvor der er meget vand viser sig at være tørt og udpint! Det er imidlertid en tørst der kun kan stilles med sandhedens vand fra Guds ord, Bibelen. Det drejer sig om den lille by Rahbeh. Den har 2200 indbyggere og ligger i bjergene i den nordlige del af Libanon, cirka 130 kilometer fra Beirut.
På arabisk betyder Rahbeh „et rummeligt sted“, og det kommer af en semitisk rod der betyder „udstrakt, bredt ud“. Meget passende er byen bredt ud over to bakketoppe der ligger 600 meter over havets overflade. Om vinteren og foråret kan man mod øst se sneen på bjergtoppene, hvilket giver dem et præg af fornemhed. Men først og fremmest er Rahbeh en by med mange vande. Der er 360 vandkilder, store og små, i området. De giver dyrebar væde til de frugtbare marker med hvede, abrikoser, pærer, ferskner og druer der ligger i de omgivende dale.
Fortid og nutid mødes i Rahbeh
På mange områder er forholdene i Rahbeh forblevet som de var på Bibelens tid. Husene i byen ligger tæt. Smalle, snoede gader med et mylder af trafik — af æsler og køer. Der er enkelte motorkøretøjer, men dyrene har forkørselsret. Det er meget almindeligt at dyrenes ejere belæsser dem med materialer i bjergene og sender dem hjem på egen hånd. Lastdyrene følger så de smalle stier og kæmper sig forbi de trange steder til de når hjem. Mon det var en lignende situation Esajas tænkte på da han sagde: „En okse kender sin køber, og et æsel sin ejers krybbe“? — Esajas 1:3.
Rahbeh er også et modsætningernes sted. Her finder man studenter, men også bønder der aldrig har været i en større by. Der er villaer omgivet af haver, men der er også små hytter med husdyr gående omkring. Elektriske installationer findes i næsten hvert eneste hjem, men det er ikke altid at der er strøm. Derfor har mange en generator i hjemmet. De største gader i byen er brolagte, men de fleste af de stier der fører op til markerne er ujævne jordveje. Den eneste mulighed for transport af markens afgrøder er ved hjælp af de husdyr man har. Man kan endda se et æsel bære en generator ud til marken for at give strøm til landbrugsmaskinerne som arbejder side om side med trækdyrene.
Livet i byen har heller ikke ændret sig meget. Hvis man overnatter i byen, kan man blive vækket af hanegal klokken to eller tre om natten/morgenen. Den daglige rutine begynder tidligt, så man skal ikke blive forbavset hvis man hører folk der råber til hinanden i mørket mens de gør dyrene klar. Ved daggry kan man se mange af beboerne, med pakkede lastdyr, på vej til marken eller til markedet for at sælge deres varer.
Som dagen skrider frem kommer små drenge og piger ud for at lege på gader og torve. Deres råb og latter fylder luften på samme måde som i det gamle Jerusalem, ifølge profeten Zakarias’ beskrivelse: „Byens torve vil være fyldt med drenge og piger der leger på dens torve.“ (Zakarias 8:5) Man vil også finde ud af at beboerne er meget venlige og nysgerrige. Det forventes at man hilser på hver eneste beboer man møder, og de vil gerne have at vide hvem man er, hvor man kommer fra, hvorfor man er der og hvor man skal hen bagefter. Jo, man lærer hinanden at kende.
Sandhedens vand når til Rahbeh
I sådan et lille fast sammentømret samfund spredes nyheder hurtigt. Sådan gik det også da Asaad Younis vendte tilbage til Rahbeh fra De Forenede Stater i 1923. Hans ven Abdallah Blal, der spekulerede på om Asaad mon var blevet rig i Amerika, tog hen og besøgte ham. I stedet for at tale om penge gav Asaad ham et eksemplar af bogen Guds Harpe og sagde: „Her er virkelige rigdomme.“ Abdallah, der var tidligere protestant, læste denne bibelske publikation, og den gjorde et dybt indtryk på ham. Asaad gjorde ikke meget ud af at forklare tingene, men alligevel blev Abdallah meget begejstret for det han lærte og bekendte åbent at han havde fundet sandheden.
Nogen tid senere flyttede Abdallah til Tripoli, den betydeligste by i det nordlige Libanon. Her lykkedes det ham at komme i kontakt med adskillige bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt, og han gjorde yderligere fremskridt i sit studium af Bibelen. Senere flyttede han tilbage til Rahbeh for at udbrede den gode nyhed han havde lært. Han talte med nogle af beboerne om emner som treenigheden, den udødelige sjæl, helvede og præsteskabet, om at gå til messe og om brugen af billeder, og viste dem hvad Bibelen egentlig lærer om disse ting.
Nogle af beboerne viste interesse. Tre eller fire af dem tog sammen med Abdallah del i forkyndelsesarbejdet. Så begyndte de at afholde møde om søndagen. Det foregik på den måde at de lyttede til et foredrag der var indspillet på plade, eller en oplæsning fra Bibelen, hvorefter de drøftede det de havde hørt. Senere brugte man nogle bibelstudiehåndbøger, som for eksempel Guds Harpe, Rigdom og „Gud Maa Være Sanddru“. Der var ikke mere end ti til stede, og de fleste var mere nysgerrige end interesserede. Det virkede endda som om nogle kom udelukkende på grund af det måltid mad der blev serveret efter hvert møde.
I 1940’erne fik Abdallah Blal ansvar for at føre tilsyn med gruppen i Rahbeh. Han viste sig at være en nidkær og loyal tjener for Jehova, en der satte et godt eksempel for de andre. En af disse, broder Mattar, mindes hvordan de udførte forkyndelsesarbejdet: „Da vi ikke havde nogen biler dengang, gik broder Blal og jeg til fods for at forkynde i de nærliggende landsbyer. Jeg bar grammofonen, og broder Blal førte ordet. Sædvanligvis var vi af sted i to eller tre dage før vi kom hjem igen.“ Broder Blal tjente trofast Jehova indtil sin død i 1979, i en alder af 98 år.
Fremgang medfører modstand
Efterhånden som arbejdet havde fremgang begyndte brødrene at møde modstand. I 1950 blev der, på foranledning af den lokale præst, indledt en kampagne med forfølgelse af brødrene. Præsten anklagede brødrene for helligbrøde og for at krænke kirken. Nogle af byens beboere blev så ophidsede at de stenede brødrene, og nogle brødre blev arresteret og sat i fængsel. En efterfølgende undersøgelse viste dog at beskyldningerne var falske. Alligevel måtte brødrene blive i fængselet i nogle dage.
En anden modstander forsøgte at få indbyggerne, hvoraf nogle ikke læste særlig godt, til at skrive under på en skrivelse der rettede en del anklager mod brødrene, for eksempel at de forstyrrede folk ved at blive ved med at komme til dørene. For at få flere til at skrive under sagde han at formålet med underskriftindsamlingen var at få en bestemt arbejder flyttet tilbage til byen. Da folk fandt ud af at det i virkeligheden var en anklage mod forkynderne, annullerede de deres underskrifter. Sådanne hændelser førte til at der blev aflagt et godt vidnesbyrd for mange embedsmænd i området.
Ud over denne direkte modstand mødte brødrene også en anden forhindring. I en lille by hvor alle kender alle er ordene i Ordsprogene 29:25 særlig aktuelle: „At skælve for mennesker leder i snare.“ Det krævede mod af brødrene at forkynde for deres naboer, venner og slægtninge der konstant kritiserede og spottede dem. Her så man virkelig betydningen af Jesu ord i Mattæus 10:36: „En mand vil få medlemmer af sin egen husstand til fjender.“ Men som ordsproget fra før (29:25) fortsætter: „Den der stoler på Jehova beskyttes.“ Brødrenes tro og udholdenhed har ført til enestående resultater.
Sandheden gennemvæder Rahbeh
Som årene er gået er indbyggerne kommet til at værdsætte brødrenes gode adfærd, og mange har taget imod sandheden. Brødrene var overstrømmende glade da de i 1969 fik oprettet endnu en menighed. Men de fortsatte med at arbejde hårdt. Mange tog heltidstjenesten op, og nogle flyttede endda ud hvor behovet var større, for eksempel til Beirut. Jehova velsignede deres store indsats, og en tredje menighed kunne oprettes i Rahbeh i 1983. Samtidig udvandrede flere brødre eller flyttede til andre byer. Væksten fortsatte, og en fjerde menighed blev oprettet i Rahbeh i 1989, og en femte i 1990.
På dette tidspunkt havde næsten alle familier i byen en slægtning eller ven der var Jehovas vidne. Den modstand der engang havde været, var nu forsvundet. Folk lærte forkynderne bedre at kende. Faktisk blev udtryk som ’ældste’, ’pioner’, ’kredstilsynsmand’, ’stævne’ og ’Harmagedon’ en del af indbyggernes ordforråd. Ved særlige lejligheder, som for eksempel ved kredstilsynsmandens besøg eller mindehøjtiden, var gaderne tomme og rigssalene helt fyldte. Nogle menigheder satte endda højttalere op på balkonen for naboernes skyld.
Der er nu over 250 forkyndere i Rahbeh. Det svarer til cirka én forkynder for hver otte personer i byen! En menighed med 51 forkyndere har et distrikt med 76 huse, og de bliver besøgt hver uge. Forestil dig så hvordan det var i marts og april sidste år da 98 af de 250 forkyndere meldte sig som hjælpepionerer, sammen med de 13 almindelige pionerer der er i Rahbeh. Distriktet blev gennemgået mange gange hver uge. Det var ikke usædvanligt at to eller tre par forkyndere kom til det samme hus i løbet af den samme dag eller endda samtidig. De fleste af indbyggerne er blevet vant til besøgene. Men da en mand alligevel beklagede sig sagde en forkynder: „Når du tager imod vores tilbud om et bibelstudium, så kommer vi kun én gang om ugen.“ Derudover taler de med alle de møder på markerne — folk der pløjer, sår, vander eller rider på æsel.
Ja, sandhedens vand har virkelig gennemvædet Rahbeh, byen med de mange vande. Men det er ikke alt. Ligesom Rahbeh har været kilden til frisk vand for mange af de omliggende landsbyer, sådan har den også sørget for livgivende vand i form af Bibelens sandheder. Forkyndere fra Rahbeh besøger folk i de nærliggende landsbyer til fods og organiserer at grupper tager af sted i biler og på heldagsture for at forkynde i landsbyer der ligger længere væk. Nogle forkyndere flytter for at kunne tjene i andre byer. Med Jehovas velsignelse vil der fortsat være vækst til pris for vor himmelske Fader, Jehova Gud.
[Illustration på side 26]
En scene fra gaden i Rahbeh