NAZARÆER

[sandsynligvis af hebr. neʹtsær, „skud“].

Et beskrivende tilnavn som blev brugt om Jesus og senere om hans disciple. Betegnelsen „nazaræer“ må ikke forveksles med „nasiræer“, for selv om ordene ligner hinanden på dansk, er de afledt af to forskellige hebraiske ord med hver sin betydning. — Se NASIRÆER.

Der var ikke noget usædvanligt i at Jesus blev omtalt som Nazaræeren, da han som tømrerens søn havde tilbragt sin barndom (fra før treårsalderen) i Nazaret, der lå ca. 100 km nord for Jerusalem. Det var ganske almindeligt at man dengang føjede hjemstavnsbetegnelsen til folks egennavne. — 2Sa 3:2, 3; 17:27; 23:25-37; Na 1:1; Apg 13:1; 21:29.

Jesus blev vidt forskellige steder og af alle slags mennesker omtalt som Nazaræeren. (Mr 1:23, 24; 10:46, 47; 14:66-69; 16:5, 6; Lu 24:13-19; Joh 18:1-7) Han accepterede navnet og brugte det selv. (Joh 18:5-8; Apg 22:6-8) På den tavle Pilatus lod sætte på marterpælen, stod der på hebraisk, latin og græsk: „Jesus Nazaræeren, jødernes konge.“ (Joh 19:19, 20) Fra og med pinsedagen i år 33 omtalte apostlene og andre ham ofte som Nazaræeren eller som værende fra Nazaret. — Apg 2:22; 3:6; 4:10; 6:14; 10:38; 26:9.

Profetisk. Ifølge Mattæus var det forudsagt at betegnelsen „nazaræer“ skulle være et af de mange tegn på at Jesus var den lovede Messias. Han henledte læsernes opmærksomhed på dette i beretningen om hvordan Josef vendte tilbage fra Ægypten med Maria og barnet efter Herodes’ død. „Da [Josef] desuden i en drøm fik en guddommelig advarsel,“ skrev Mattæus, „rejste han væk til landsdelen Galilæa, og da han var kommet dertil, bosatte han sig i en by som hed Nazaret, så dét kunne opfyldes som var udtalt gennem profeterne: ’Han skal kaldes nazaræer.’“ — Mt 2:19-23.

Nazaret nævnes ikke i De Hebraiske Skrifter, og nogle hævder derfor at Mattæus henviste til nogle bortkomne profetiske bøger eller til mundtlige overleveringer. Men udtrykket „udtalt gennem profeterne“ bruges kun af de kristne bibelskribenter i forbindelse med henvisninger til den hebraiske kanon som vi kender den i dag. Nøglen til forståelsen består øjensynlig i at der er en forbindelse mellem nazaræer og ovennævnte ord neʹtsær, der betyder skud.

På baggrund heraf kan man slutte at Mattæus sigtede til Esajas’ profeti (11:1) om Messias: „Der skal komme en kvist ud af Isajs stub; og et skud [weneʹtsær] fra hans rødder vil bære frugt.“ Andre profeter benyttede et andet hebraisk ord med tilsvarende betydning om Messias, nemlig tsæʹmach, der gengives med „spire“. I den forbindelse er det værd at bemærke at Mattæus brugte flertal da han sagde at „profeterne“ havde omtalt det „skud“ (eller den „spire“) der skulle komme. For eksempel skrev Jeremias om „en retfærdig spire“ der skulle fremspire for David (Jer 23:5; 33:15), og Zakarias talte om en kongepræst „hvis navn er Spire“ i en profeti der kun kan handle om den store åndelige tempelbygger, Jesus Nazaræeren. — Zak 3:8; 6:12, 13.