En verden uden krig er nær
LAD os igen se på bibelprofetien i Esajas, hvor der siges: „De skal smede deres sværd om til plovjern, og deres spyd til vingårdsknive; folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal heller ikke mere lære krig.“ Ud fra sammenhængen kan man se at det er „mange folk“ der smeder deres sværd om til plovjern, fordi de ikke mere skal „lære krig“, men i stedet vandre på Guds stier. (Esajas 2:2-4, King James-oversættelsen) Det betyder at disse mennesker tilbeder Jehova Gud og adlyder hans love. Hvem er de?
Der må være tale om et multinationalt folk der ikke blot nægter at gå i krig, men som også arbejder på at fjerne den indstilling og de tilbøjeligheder i deres sind og hjerte som fører til strid og kamphandlinger. (Romerne 12:2) De slår ikke deres næste ihjel, men elsker ham i stedet. (Mattæus 22:36-39) Kender du et folk der lever op til dette?
Måske har du hørt at Jehovas Vidner er et internationalt brodersamfund og at de nægter at bære våben og slå andre ihjel. Tænk hvis alle på jorden var af samme opfattelse! Så ville vores planet allerede være et fredeligt og trygt sted!
Men sådan forholder det sig desværre ikke. Det er som kong Salomon skrev for omkring 3000 år siden: „Jeg vendte tilbage og så al den undertrykkelse der begås under solen, og se! de undertryktes tårer, men ingen trøstede dem; nej, det var deres undertrykkere der havde magten.“ — Prædikeren 4:1.
Opfordring til alle fredselskende
Vil der nogen sinde komme en verden uden krig? Ja. Vil det være et resultat af menneskers bestræbelser? Nej. Vil det ske gennem en masseomvendelse til sand religion? Nej. Salmernes Bog i Bibelen siger: „Kom og betragt hvad Jehova har gjort . . . Han standser krige indtil jordens ende.“ — Salme 46:8, 9.
Hvordan vil Jehova Gud gøre dette? I Ordsprogene 2:21, 22 står der: „Det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige skal udryddes fra jorden, og forræderne skal rives bort fra den.“
En væsentlig årsag til at Gud endnu ikke har grebet ind i forholdene, er at han ønsker at give folk mulighed for at lære om hans veje, så de kan vandre på hans stier. Apostelen Peter skrev: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter det som langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ (2 Peter 3:9) Det er grunden til at Guds folk uselvisk hjælper andre til at lære Jehova at kende. Som Esajas udtrykte det, siger de: „Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg . . . og han vil lære os sine veje.“ — Esajas 2:3.
„De sidste dage“
Skriftstedet fra Esajas forudsiger også at det ville være i „de sidste dage“ at folk skulle oplæres til at være fredselskende. (Esajas 2:2) Vi lever nu i „de sidste dage“, hvilket ironisk nok bliver understreget af dette århundredes krige.
Da Jesu disciple spurgte ham om hvad der ville kendetegne afslutningen på tingenes ordning, forudsagde han „store jordskælv, og det ene sted efter det andet tilfælde af pest og hungersnød“. (Lukas 21:11; Mattæus 24:3) Han sagde også: „Når I hører om krige og uroligheder, så bliv ikke opskræmte. For disse ting må nødvendigvis først indtræffe, men enden kommer ikke straks.“ Derefter fortsatte han med at sige til dem: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige.“ — Lukas 21:9, 10.
I årtusinder er der blevet udkæmpet krige; men dette århundrede har været vidne til to verdenskrige, og, ifølge nogle beregninger, i hundredvis af mindre krige. Det er forfærdende at der alene i dette århundrede er blevet dræbt millioner i krige. Ifølge tidsskriftet World Watch tog det, i de 2000 år forud for det 20. århundrede, i gennemsnit 50 år før én million var blevet dræbt i krig. I vort århundrede er tallet én million om året.
En verden uden krig
De frygtelige krige i vort århundrede viser, sammen med mange andre forhold der er beskrevet i Bibelens profetier, at Guds nye verden er nært forestående. Denne gamle verdensordning vil blive fjernet og erstattet af en „ny jord“ med fred. (2 Peter 3:13) Guds ord siger: „De onde udryddes nemlig, men de der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse. Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:9, 11.
I dag er der på verdensplan utallige millioner som længes efter en verden uden krig. For at vise at Gud helt sikkert vil opfylde sit løfte om at skabe en sådan verden, skrev en af Guds profeter for mange år siden: „Synet rækker frem til den fastsatte tid, og det iler af sted mod enden, og det lyver ikke. Hvis det tøver, da bevar forventningen om det; for det skal nok komme. Det vil ikke være forsinket.“ — Habakkuk 2:3.
Stol derfor trygt på Gud, så du kan erfare opfyldelsen af hans løfte: „Gud selv vil være hos [sit folk]. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:3, 4.
[Ramme/illustrationer på side 9, 10]
Hvad Bibelen lover angående den nye verden:
Ingen kriminalitet, vold eller ondskab
„[Gud] standser krige indtil jordens ende.“ — Salme 46:9.
„De onde udryddes . . . Og om kort tid, da er den ugudelige ikke mere.“ — Salme 37:9, 10.
Menneskeheden vil leve i fred
„Et barn er født os, en søn er givet os; og det fyrstelige herredømme skal hvile på hans skulder. Og hans navn skal være . . . Fredsfyrste. På det fyrstelige herredømmes omfang og på freden vil der ingen ende være.“ — Esajas 9:6, 7.
Jorden vil blive et paradis
Jesus sagde: „Du skal være med mig i Paradiset.“ — Lukas 23:43.
„De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:29.
Et kærligt verdensomspændende brodersamfund
„Gud [er] ikke partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ — Apostelgerninger 10:34, 35.
En opstandelse af de døde
„Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre [Jesu] røst og komme ud.“ — Johannes 5:28, 29.
Ingen sygdom, alderdom eller død
„Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4.