Neutralitet

Definition: Den stilling man indtager hvis man ikke tager parti for eller yder støtte til den ene af to eller flere stridende parter. Det fremgår klart af både den ældre og den nyere historie at sande kristne i enhver nation og under alle forhold har søgt at holde sig fuldstændig neutrale i verdslige konflikter. De blander sig ikke i om andre deltager i patriotiske ceremonier, gør tjeneste i de væbnede styrker, tilslutter sig et politisk parti, stræber efter et politisk embede eller deltager i valg. Men personligt tilbeder de kun Jehova, Bibelens Gud; de har uforbeholdent indviet deres liv til ham, og deres fulde støtte går til hans rige.

Hvilke skriftsteder har haft afgørende betydning for sande kristnes holdning til verdslige øvrigheder?

Rom. 13:1, 5-7: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder [verdslige herskere], for der er ingen myndighed uden af Gud . . . Det er derfor nødvendigt at man underordner sig, ikke alene for vredens men også for samvittighedens skyld. . . . Giv alle hvad der tilkommer dem, ham der kræver skat, skat; ham der kræver afgift, afgift; ham der kræver frygt, frygt; ham der kræver ære, ære.“ (Ingen regering kan eksistere uden Guds tilladelse. Uanset hvordan enkelte embedsmænd opfører sig, har sande kristne vist dem respekt på grund af det embede de beklæder. For eksempel har tilbedere af Jehova ærligt betalt deres skat til gengæld for tjenester som alle har gavn af, uden hensyn til hvordan regeringen ellers bruger skattepengene.)

Mark. 12:17: „Så sagde Jesus: ’Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.’“ (Derfor har kristne altid anerkendt at de ikke blot skulle ’tilbagebetale’ penge i form af skatter til den verdslige øvrighed, men også skulle opfylde de overordnede forpligtelser de har over for Gud.)

Apg. 5:28, 29: „[En talsmand for den jødiske højesteret] sagde: ’Vi har udtrykkelig forbudt jer [apostlene] at fortsætte med at undervise på grundlag af dette navn [Jesus Kristus], og dog, se! I har fyldt Jerusalem med jeres lære, og I er besluttede på at bringe dette menneskes blod over os.’ Som svar sagde Peter og de andre apostle: ’Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.’“ (Når der har været en direkte konflikt imellem de befalinger som menneskelige herskere udsteder og de krav som Gud stiller, har sande kristne fulgt apostlenes eksempel ved først og fremmest at være lydige mod Gud.)

Hvilke skriftsteder har altid haft afgørende betydning for sande kristnes holdning til at deltage i krigsførelse?

Matt. 26:52: „Da sagde Jesus til ham: ’Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.’“ (Kunne der have været nogen ædlere sag at kæmpe for end at forsvare Guds søn? Dog viste Jesus her at disciplene ikke skulle gribe til bogstavelige våben.)

Es. 2:2-4: „I de sidste dage vil bjerget med Jehovas hus blive grundfæstet over bjergenes top . . . Og han vil fælde dom mellem nationerne og afgøre sager vedrørende mange folkeslag. Og de skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ (Det er enkeltpersoner fra alle nationer der personligt må afgøre hvilken handlemåde de vil vælge. De der retter sig efter Jehovas afgørelse viser at han er deres Gud.)

2 Kor. 10:3, 4: „Selv om vi vandrer i kødet, fører vi ikke krig efter hvad vi er i kødet. Vor krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige, men mægtige ved Gud til nedrivning af fæstningsværker.“ (Paulus giver her udtryk for at han aldrig benyttede kødelige våben, midler som falsk tale og imponerende sprogbrug, eller bogstavelige våben, for at beskytte menigheden mod falsk lære.)

Luk. 6:27, 28: „Jeg [Jesus Kristus] siger til jer som hører efter: Bliv ved med at elske jeres fjender, at gøre godt mod dem der hader jer, at velsigne dem der forbander jer, at bede for dem der fornærmer jer.“

Er det ikke sandt at Jehova tillod det gamle Israel at føre krig?

Jehova gav det gamle Israel besked på at bruge våbenmagt for at tage det land i besiddelse som han selv havde bestemt skulle være deres arvelod, og for at udrydde nogle folk hvis fordærvede skikke og trodsige holdning mod den sande Gud fik Jehova til at fælde den dom at de ikke længere fortjente at blive i live. (5 Mos. 7:1, 2, 5; 9:5; 3 Mos. 18:24, 25) Dog blev der vist barmhjertighed mod Rahab og gibeonitterne fordi de viste at de havde tro på Jehova. (Jos. 2:9-13; 9:24-27) I Lovpagten gav Gud retningslinjer for en krigsførelse han kunne godkende, om regler for fritagelse for militærtjeneste og om på hvilken måde der skulle føres krig. Der var virkelig tale om hellige krige for Jehova. Det samme kan ikke siges om nogen nations brug af våbenmagt i dag.

Da den kristne menighed blev oprettet, opstod der en ny situation. Kristne er ikke underlagt Moseloven. Kristi disciple skulle gøre disciple af folk fra alle nationer, og derfor ville der med tiden findes tilbedere af den sande Gud i alle disse nationer. Og med hvilket motiv fører disse nationer deres krige? Ud fra ønsket om at lade Guds, jordklodens retmæssige Ejers, vilje blive gennemført, eller ud fra nationalistiske interesser? Hvis sande kristne i én nation gik i krig mod en anden nation, ville de komme til at kæmpe mod medtroende, mod mennesker der opsendte bønner om hjælp til den samme Gud som de selv gjorde. Det var derfor med god grund at Kristus befalede sine disciple at nedlægge sværdet. (Matt. 26:52) En dag ville han selv, herliggjort i himmelen, eksekvere dødsstraffen over dem der trodsede den sande Gud og hans vilje. — 2 Thess. 1:6-8; Åb. 19:11-21.

Hvad viser historien om de første kristnes holdning til at udføre militærtjeneste?

„En omhyggelig gennemgang af alt det materiale der er til rådighed, viser at helt op til Marcus Aurelius’ tid [romersk kejser fra år 121 til 180] var der ingen kristen der blev soldat; og ingen soldat der blev kristen, forblev i militærtjenesten.“ — The Rise of Christianity (London, 1947), E. W. Barnes, s. 333.

„Vi der var optaget af krig, indbyrdes myrderi og enhver form for ondskab, har hver især i hele verden lavet vore krigsvåben om — vore sværd til plovjern og vore spyd til landbrugsredskaber — og vi opdyrker fromhed, retfærdighed, menneskekærlighed, tro og håb, hvad vi får fra Faderen selv gennem ham som blev korsfæstet.“ — Justinus Martyr i „Samtale med jøden Tryfon“ (2. århundrede), oversat fra The Ante-Nicene Fathers (Grand Rapids, Michigan; genoptryk af Edinburgh-udgaven fra 1885), redigeret af A. Roberts og J. Donaldson, bd. I, s. 254.

„De nægtede at tage nogen som helst aktiv del i den borgerlige administration eller i det militære forsvar af riget. . . . det var umuligt at de kristne kunne påtage sig at være soldater, embedsmænd eller fyrster uden at give afkald på en mere hellig tjeneste.“ — History of Christianity (New York, 1891), Edward Gibbon, s. 162, 163.

Hvilke skriftsteder har altid haft afgørende betydning for sande kristnes holdning til at engagere sig i politiske spørgsmål og aktiviteter?

Joh. 17:16: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg [Jesus] ikke er en del af verden.“

Joh. 6:15: „Jesus vidste at de [jøderne] stod i begreb med at komme og gribe ham for at gøre ham til konge, og derfor trak han sig igen tilbage til bjerget, helt alene.“ Senere sagde han til den romerske landshøvding: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Joh. 18:36.

Jak. 4:4: „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, gør sig derfor til fjende af Gud.“ (Hvorfor er dette så alvorligt? Fordi, som Første Johannesbrev 5:19 siger, „hele verden ligger i den ondes magt“. I Johannes 14:30 omtalte Jesus Satan som „verdens hersker“. Hvis herredømme kommer man da til at stå under, uanset hvilken verdslig interessegruppe man støtter?)

Hvad siger historikere om de første kristnes holdning til at engagere sig politisk?

„Urkristendommen mødte kun lidt forståelse og blev betragtet med ringe velvilje af den hedenske verdens herskere. . . . De kristne nægtede at opfylde visse pligter som var pålagt romerske borgere. . . . De ville ikke modtage politiske embeder.“ — On the Road to Civilization, A World History (Philadelphia, 1937), A. Heckel og J. Sigman, s. 237, 238.

„De kristne stod over for staten som en præstelig og åndelig slægt, og kristendommen syntes kun at kunne gribe ind i det borgerlige liv på den måde — som ganske vist også er den reneste — at den søgte at udbrede et mere og mere helligt sindelag blandt statens borgere.“ — Allgemeine Geschichte der christlichen Religion und Kirche (Gotha, 1863), dr. August Neander, 4. oplag, bd. I, s. 347.

Hvilke skriftsteder har altid haft afgørende betydning for sande kristnes holdning til ceremonier der gjorde brug af flag og nationalsange?

1 Kor. 10:14: „Flygt fra afgudsdyrkelsen.“ (Se også Anden Mosebog 20:4, 5.)

1 Joh. 5:21: „Børnlille, vogt jer for afguderne.“

Luk. 4:8: „Som svar sagde Jesus til ham: ’Der står skrevet: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“’“

Se også Daniel 3:1-28.

Har sådanne patriotiske symboler og ceremonier virkelig en religiøs betydning?

„[Historikeren] Carlton Hayes har for længe siden påpeget at ritualet med flaghilsen og edsaflæggelse i amerikanske skoler er en religiøs handling. . . . Og at disse daglige ritualer er af religiøs natur er omsider blevet stadfæstet af højesteret i en række sager.“ — The American Character (New York, 1956), D. W. Brogan, s. 163, 164.

„De første flag var næsten udelukkende af religiøs natur. . . . Englands nationale banner i århundreder — det røde Skt. Georgskors — var religiøst; det ser faktisk ud til at man altid har søgt religionens bistand for at give nationale flag hellighed, og mange kan spores tilbage til et religiøst banner.“ — Encyclopædia Britannica (1946), bd. 9, s. 343.

Hvad siger historien om de første kristnes holdning til patriotiske ceremonier?

„Kristne nægtede at . . . ofre til kejserens genius — hvad der stort set svarer til i dag at nægte at hilse flaget eller aflægge troskabsed. . . . Det var kun ganske få af de kristne der afskrev deres tro, og det skønt man almindeligvis havde et alter hvorpå der brændte en ild, stående i arenaen til deres afbenyttelse. Det eneste fangen skulle gøre, var at kaste lidt røgelse på ilden, hvorefter han fik et offercertifikat og blev løsladt. Man forklarede ham også omhyggeligt at han ikke derved tilbad kejseren — han anerkendte blot kejserens guddommelighed i dennes egenskab af overhoved for den romerske stat. Alligevel benyttede næsten ingen af de kristne sig af denne chance til at blive fri.“ — Those About to Die (New York, 1958), D. P. Mannix, s. 135, 137.

„Det at tilbede kejseren bestod i at drysse en lille smule røgelse eller at stænke nogle få dråber vin på et alter som stod foran et billede af kejseren. Nu, så mange år senere, vil vi måske ikke lægge mere i denne handling end i . . . det at løfte hånden for at hilse flaget eller en fremtrædende hersker, som et udtryk for høflighed, respekt og patriotisme. Mange i det første århundrede betragtede det måske på denne måde, men det gjorde de kristne ikke. De anså handlingen for at være en religiøs tilbedelse, det samme som at anerkende kejseren som guddommelig og derfor at være illoyal mod Gud og Kristus, og de nægtede at gøre det.“ — The Beginnings of the Christian Religion (New Haven, Connecticut; 1958), M. F. Eller, s. 208, 209.

Har de kristnes neutrale holdning betydet at de ikke interesserer sig for deres medmennesker?

Afgjort ikke. De både kender og søger samvittighedsfuldt at efterleve budet som Jesus gentog: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Matt. 22:39) Også det råd som apostelen Paulus skrev: „Lad os da gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“ (Gal. 6:10) De er blevet overbevist om at det bedste de kan gøre for deres medmennesker, er at dele den gode nyhed om Guds rige med dem, for dette rige vil varigt løse menneskehedens problemer og giver dem der tager imod det et storslået håb om evigt liv.