Kapitel atten
Følgerne af troløshed
1. Hvordan har det i fortiden været at befinde sig i en by der var under belejring?
FORESTIL dig hvordan det har været i gamle dage at befinde sig i en by under belejring. Uden for murene befinder fjenden sig. Han er stærk og hensynsløs. Andre byer er allerede blevet indtaget, og du véd at fjenden er besluttet på også at erobre din by og at voldtage og dræbe dens indbyggere. De fjendtlige styrker er for overmægtige til at de belejrede vil vove at indlade sig i direkte kamp. Du kan kun håbe på at murene vil være stærke nok til at holde dem ude. Når du kaster et blik ud over murene, kan du se fjendens belejringstårne. De har også belejringsmaskiner som kan slynge store kampesten mod byens fæstningsværker. De har stormbukke og stormstiger, bueskytter og stridsvogne, horder af soldater. Et skræmmende syn!
2. Hvornår indtraf den belejring der er beskrevet i kapitel 22 i Esajas’ Bog?
2 I kapitel 22 i Esajas’ Bog læser vi om en sådan belejring — en belejring af Jerusalem. Hvornår fandt den sted? Det er svært præcist at sige hvilken belejring der er tale om, og hvornår alle de ting der nævnes, fandt sted. Øjensynlig forstås profetien bedst som en altomfattende beskrivelse af de belejringer Jerusalem ville blive udsat for, en generel advarsel om hvad der var i vente.
3. Hvad gør indbyggerne i Jerusalem i betragtning af den belejring Esajas beskriver?
3 Hvad gør indbyggerne i Jerusalem i betragtning af den belejring Esajas beskriver? Råber de som Guds pagtsfolk til Jehova og beder ham frelse dem? Nej, de har en meget uklog indstilling, som ligner den man finder i dag hos mange som påstår at de tilbeder Gud.
En by under belejring
4. (a) Hvad er „synets dal“, og hvad er begrundelsen for dette navn? (b) Hvordan var den åndelige tilstand blandt Jerusalems indbyggere?
4 I kapitel 21 i Esajas’ Bog blev de tre domsbudskaber hver for sig indledt med ordene „Budskabet om . . .“. (Esajas 21:1, 11, 13) Kapitel 22 begynder på samme måde: „Budskabet om synets dal: Hvad går der dog af dig, siden du, hele byen, er gået op på tagene?“ (Esajas 22:1) „Synets dal“ er Jerusalem. Byen kaldes en dal, for selv om den ligger højt, er den omgivet af højere bjerge. Den kaldes „synets dal“ fordi der blev givet mange syner og åbenbaringer her. Derfor burde byens indbyggere give agt på Jehovas ord. Men de har ladet hånt om ham, har forladt tilbedelsen af ham og er gået over til at dyrke afguder. Fjenderne der belejrer byen, er det redskab Jehova vil benytte til at eksekvere sin dom over det afvegne folk. — 5 Mosebog 28:45, 49, 50, 52.
5. Hvorfor gik folk sandsynligvis op på tagene?
5 Læg mærke til at ’hele byen er gået op på tagene’. Tagene på israelitternes huse var flade, og her samledes familien ofte. Esajas fortæller ikke hvorfor de gik derop netop nu, men tonen er misbilligende. Folk er sandsynligvis gået op på tagene for at anråbe deres falske guder. Det gjorde de i årene op til Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. — Jeremias 19:13; Zefanias 1:5.
6. (a) Hvordan var forholdene i Jerusalem? (b) Hvorfor jublede nogle, men hvad ventede der dem?
6 Esajas fortsætter: „Du var fuld af larm, en brusende by, en jublende stad. Dine slagne er ikke slået med sværdet og ikke døde i kamp.“ (Esajas 22:2) Folk var strømmet til byen i tusindvis, og den var fuld af larm. De var støjende og bange. Nogle jublede dog, måske fordi de følte sig sikre eller mente at faren ville drive over.a Men det var tåbeligt at juble på dette tidspunkt. Mange af dem der befandt sig i byen, ville dø på en måde der var langt mere grusom end at blive dræbt med sværd. En belejret by ville være afskåret fra at få forsyninger udefra. Byens forråd ville blive opbrugt. Hungersnøden og mængden af mennesker ville medføre epidemier. Mange i Jerusalem ville dø af sult og pest. Dette skete både i 607 f.v.t. og i år 70 e.v.t. — 2 Kongebog 25:3; Klagesangene 4:9, 10.b
7. Hvad gjorde de ledende i Jerusalem under belejringen, og hvad skete der med dem?
7 Hvilket eksempel satte de ledende i Jerusalem under denne krise? Esajas svarer: „Alle dine førere er løbet bort på én gang. Uden brug af bue er de taget til fange. Alle hos dig som er blevet fundet, er taget til fange sammen. Langt bort var de flygtet.“ (Esajas 22:3) Alle de førende mænd og krigerne ville løbe bort, men de ville blive indhentet og taget til fange. Uden at nogen bue blev spændt, ville de blive taget til fange og ført bort. Dette skete i 607 f.v.t. Efter at Jerusalems mur var blevet gennembrudt, flygtede kong Zedekias om natten sammen med sine mænd. Det fik fjenden nys om, satte efter dem og indhentede dem på Jerikos sletter. Kongens mænd blev spredt, og Zedekias selv blev pågrebet, blindet, lagt i kobberlænker og ført til Babylon. (2 Kongebog 25:2-7) Det var de sørgelige følger af hans troløshed!
Forfærdelse over katastrofen
8. (a) Hvilket indtryk gør profetien om den kommende ulykke på Esajas? (b) Hvordan vil situationen være i Jerusalem?
8 Profetien gør et dybt indtryk på Esajas. Han siger: „Vend jeres blik bort fra mig. Jeg må græde bittert. I må ikke presse på for at trøste mig fordi man har hærget mit folks datter.“ (Esajas 22:4) Esajas sørgede over Moabs og Babylons forudsagte skæbne. (Esajas 16:11; 21:3) Men hans sorg og forfærdelse bliver endnu større ved tanken om den ulykke der vil ramme hans eget folk. Han er utrøstelig. „For det er forvirringens og nedtrædelsens og bestyrtelsens dag som den suveræne Herre, Hærstyrkers Jehova, har i synets dal. Hør murbrækkeren og nødråbet til bjerget.“ (Esajas 22:5) Der vil være vild forvirring i Jerusalem. Folk vil være panikslagne og vil flakke om i gaderne uden mål og med. Når fjenden begynder at bryde igennem byens mure, vil der lyde ’et nødråb til bjerget’. Vil det sige at byens indbyggere vil råbe til Gud i hans hellige tempel på Morijas Bjerg? Måske. Men i betragtning af deres troløshed betyder det sikkert slet og ret at deres rædselsslagne råb giver genlyd i de omliggende bjerge.
9. Beskriv den hær der truede Jerusalem.
9 Hvem er det der truer Jerusalem? Esajas siger: „Elam har løftet pilekoggeret, i stridsvogn med mand og stridsheste; og Kir har taget dækket af skjoldet.“ (Esajas 22:6) Fjenden er fuldt udrustet. Der er bueskytter hvis pilekoggere er fyldt med pile. Krigerne gør deres skjolde klar til brug. Der er stridsvogne og kamptrænede heste. I hæren er der soldater fra Elam, et land der lå nord for det der nu hedder Den Persiske Golf. Der er også soldater fra Kir, der sandsynligvis lå i nærheden af Elam. Navnene viser at angriberne ville komme langvejsfra. De viser også at der muligvis var elamitiske bueskytter i den hær der truede Jerusalem på Ezekias’ tid.
Forsøg på et forsvar
10. Hvilken udvikling i situationen varsler om ulykke for byen?
10 Esajas beskriver hvordan situationen udvikler sig: „Og de bedste af dine lavninger skal fyldes med stridsvogne, og stridshestene vil helt sikkert tage opstilling ved porten, og man fjerner Judas værn.“ (Esajas 22:7, 8a) Stridsvogne og heste trænges i lavningerne uden for Jerusalem og tager opstilling til angreb på byens porte. Hvad er „Judas værn“ som man fjerner? Sandsynligvis er det en af byens porte der bliver erobret, et varsel om ulykke for forsvarerne.c Når dette værn er fjernet, vil byen være åben for angriberne.
11, 12. Hvilke forholdsregler tager indbyggerne i Jerusalem for at kunne modstå belejringen?
11 Esajas retter nu opmærksomheden mod folkets forsøg på at forsvare sig. Deres første tanke er — våben! „Du vil på den dag se hen til skovhusets våbenarsenal, og revnerne i Davidsbyen skal I se, for der er mange af dem. Og I vil opsamle den nedre dams vand.“ (Esajas 22:8b, 9) Der var oplagret våben i skovhuset, en bygning som Salomon havde opført. Da den var bygget af cedertræ fra Libanon, blev den kaldt „Libanonskovhuset“. (1 Kongebog 7:2-5) Revnerne i muren bliver undersøgt. Der opsamles vand — en vigtig forholdsregel som forberedelse til en belejring. Indbyggerne må have vand for at opretholde livet. Uden vand kan en by ikke holde stand. Men læg mærke til at der intet siges om at man ser hen til Jehova efter udfrielse. De stoler på sig selv. Den fejl må vi ikke begå! — Salme 127:1.
12 Hvad kan der gøres ved revnerne i bymuren? „Jerusalems huse skal I tælle. Og I vil bryde husene ned for at gøre muren utilgængelig.“ (Esajas 22:10) Man vil vurdere husene for at se hvilke af dem man kan bryde ned for at skaffe materialer til at reparere revnerne i muren med. Det skal forhindre fjenden i at bryde igennem muren.
Et folk uden tro
13. Hvordan prøver man at sikre sig en forsyning af vand, men hvem ser man ikke hen til?
13 „Og I skal lave et opsamlingsbassin mellem de to mure, til vandet fra den gamle dam. Men I vil ikke se hen til Ham som frembragte det, og Ham som dannede det for længe siden vil I ikke se.“ (Esajas 22:11) Bestræbelserne for at samle vand, som er beskrevet både her og i vers 9, minder os om hvad Ezekias gjorde for at beskytte byen mod assyrerne der nærmede sig. (2 Krønikebog 32:2-5) Men de indbyggere der er beskrevet i denne profeti af Esajas, er helt uden tro. Til forskel fra Ezekias skænker de ikke Skaberen en tanke mens de arbejder på at forstærke byen.
14. Hvilken uklog indstilling har Jerusalems indbyggere trods Jehovas opfordring?
14 Esajas fortsætter: „Den suveræne Herre, Hærstyrkers Jehova, vil på den dag opfordre til gråd og til klage og til at man rager sig skaldet og til at man binder sækkelærred om sig. Men se, der er glæde og fryd, der dræbes kvæg og slagtes får, der spises kød og drikkes vin: ’Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.’“ (Esajas 22:12, 13) Jerusalems indbyggere giver ikke udtryk for nogen anger over at de har gjort oprør mod Jehova. De græder ikke, rager ikke håret af eller klæder sig i sæk som tegn på anger og omvendelse. Hvis de havde gjort det, ville Jehova sikkert have skånet dem for de kommende rædsler. Men nu overgiver de sig til en uafvendelig skæbne og kaster sig ud i sanselige nydelser. Samme indstilling har mange i dag som ikke tror på Gud. Da de ikke har noget håb, hverken om en opstandelse fra de døde eller om liv på en paradisisk jord, søger de at tilfredsstille deres egne selviske ønsker idet de siger: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.“ (1 Korinther 15:32) Hvor kortsynet! Hvis blot de ville sætte deres lid til Jehova, ville de have et sikkert håb. — Salme 4:6-8; Ordsprogene 1:33.
15. (a) Hvad går Jehovas dom over Jerusalem ud på, og hvem bruger han til at eksekvere den? (b) Hvorfor vil kristenheden lide samme skæbne som Jerusalem?
15 Jerusalems belejrede indbyggere kan ikke føle sig trygge. Esajas siger: „For mine ører har Hærstyrkers Jehova åbenbaret sig: ’„Denne misgerning vil ikke blive sonet for jer før I dør,“ har den suveræne Herre, Hærstyrkers Jehova, sagt.’“ (Esajas 22:14) På grund af folkets hårdhjertethed kan der ikke være tale om nogen tilgivelse. De vil dø. Det er helt sikkert. Den suveræne Herre, Hærstyrkers Jehova, har sagt det. Som en opfyldelse af Esajas’ profetiske ord rammer katastrofen det utro Jerusalem to gange. Byen bliver ødelagt af den babyloniske hær og senere af den romerske. På samme måde vil ulykken ramme den utro kristenhed, som hævder at den tilbeder Gud, men fornægter ham med sine gerninger. (Titus 1:16) Kristenhedens synder har „hobet sig op, helt op til himmelen“. Det samme er tilfældet med de synder verdens øvrige religioner har begået, og som også er en hån mod Guds retfærdige veje. Ligesom det frafaldne Jerusalems misgerning er deres misgerning for stor til at den kan sones. — Åbenbaringen 18:5, 8, 21.
En selvisk hushovmester
16, 17. (a) Hvem modtager nu et advarselsbudskab fra Jehova, og hvad er grunden? (b) Hvad vil der ske med Sjebna på grund af hans store ambitioner?
16 Profeten vender nu sin opmærksomhed fra et utro folk til en utro person. Esajas skriver: „Således har den suveræne Herre, Hærstyrkers Jehova, sagt: ’Gå, gå ind til denne hushovmester, til Sjebna, som forestår huset: „Hvad har du her, og hvem har du her, siden du her har udhugget dig et gravsted?“ På et højdedrag udhugger han sit gravsted; i et klippebjerg udhuler han sig en bolig.’“ — Esajas 22:15, 16.
17 Sjebna var „hushovmester“ og ’forestod huset’, hvilket antagelig var kong Ezekias’ hus. Som sådan havde han en betydningsfuld stilling; han rangerede lige under kongen. Der forventedes meget af ham. (1 Korinther 4:2) Men skønt han først og fremmest burde tage sig af de statslige anliggender, søger han sin egen ære. Han er ved at få et prægtigt gravsted udhugget til sig selv — et som var en konge værdigt — højt oppe på et klippebjerg. Jehova, der ser dette, inspirerer Esajas til at advare den utro hushovmester: „Se, Jehova kaster dig ned med et voldsomt kast, du våbenføre mand, og griber dig med magt. Han vil helt sikkert rulle dig tæt sammen, som en bold der kastes til et vidtstrakt land. Dér dør du, og dér bliver din herligheds stridsvogne til vanære for din herres hus. Og jeg vil støde dig bort fra din stilling; og fra din post river man dig ned.“ (Esajas 22:17-19) På grund af sin selvoptagethed vil Sjebna ikke engang få et almindeligt gravsted i Jerusalem. Som en bold vil han blive kastet til et fjernt land og vil dø dér. Heri ligger der en advarsel til alle der har fået et ansvar betroet blandt Guds folk. Misbrug af magt vil føre til at man mister sin stilling, og muligvis til at man helt fjernes.
18. Hvem vil træde i stedet for Sjebna, og hvad betyder det at han vil blive iført Sjebnas embedsdragt og får overdraget nøglen til Davids hus?
18 Men hvordan vil Sjebna blive fjernet fra sin stilling? Gennem Esajas forklarer Jehova: „Og på den dag kalder jeg på min tjener Eljakim, Hilkijas søn. Og jeg vil give ham din lange kjortel på, og dit skærf binder jeg fast om ham, og dit herredømme giver jeg i hans hånd; og han skal blive en fader for Jerusalems indbyggere og for Judas hus. Og jeg vil lægge nøglen til Davids hus på hans skulder, og han skal lukke op så ingen lukker i, og han skal lukke i så ingen lukker op.“ (Esajas 22:20-22) Eljakim vil blive iført hushovmesterens embedsdragt i stedet for Sjebna og vil få overdraget nøglen til Davids hus. I Bibelen bruges ordet „nøgle“ som symbol på magt, myndighed og herredømme. (Jævnfør Mattæus 16:19.) I fortiden havde en konges rådgiver, som fik nøglerne til de kongelige gemakker betroet, overopsynet med disse gemakker og kunne oven i købet bestemme hvem der skulle træde i kongens tjeneste. (Jævnfør Åbenbaringen 3:7, 8.) Hushovmesteren havde altså et vigtigt embede, og man forventede meget af ham. (Lukas 12:48) Muligvis var Sjebna dygtig, men Jehova ville sætte en anden i hans sted fordi han var utro.
To symbolske knager
19, 20. (a) Hvordan vil Eljakim blive til velsignelse for sit folk? (b) Hvad vil der ske med dem der fortsat stoler på Sjebna?
19 Jehova bruger til slut et billede for at beskrive at han vil overføre Sjebnas magt til Eljakim. Han siger: „’Jeg vil slå ham [Eljakim] ind som en knage på et sikkert sted, og han skal blive som en herlighedstrone for sin faders hus. Og de skal hænge al herligheden der hører til hans faders hus, på ham, efterkommerne og sideskuddene, alle de små kar, karrene af størrelse som skåle såvel som alle karrene der hører til de store krukker. På den dag,’ lyder udsagnet fra Hærstyrkers Jehova, ’vil knagen [Sjebna] der er slået ind på et sikkert sted, blive fjernet, ja, den skal hugges af og falde ned, og byrden som hænger på den, skal udryddes, for Jehova har selv udtalt det.’“ — Esajas 22:23-25.
20 Den første knage der nævnes i disse vers, er Eljakim. Han vil blive som „en herlighedstrone“ for sin fars, Hilkijas, hus. Til forskel fra Sjebna vil han ikke vanære dette hus eller dets omdømme. Han vil være en holdbar knage for husets kar, de øvrige som står i kongens tjeneste. (2 Timoteus 2:20, 21) Den anden knage som nævnes, er Sjebna. Selv om han ser ud til at være en holdbar knage, vil han blive fjernet. Enhver som stoler på ham, vil „falde ned“.
21. Hvem er i vor tid blevet fjernet fra sin plads ligesom Sjebna, hvad er grunden, og hvem er trådt i stedet?
21 Dette billede minder os om at de der har en særlig stilling blandt dem der hævder at de tilbeder Gud, bør bruge den til gavn for andre og til ære for Gud. De bør ikke misbruge den for at berige eller ære sig selv. For eksempel har kristenheden længe fremhævet sig selv som en udnævnt tjener, eller husholder, der var Jesu Kristi stedfortræder på jorden. Men ligesom Sjebna vanærede sin far ved at søge sin egen ære, har kristenhedens ledere vanæret Skaberen ved at søge rigdom og magt til fordel for sig selv. I 1918, da tiden var inde til at ’dommen begyndte med Guds hus’, fjernede Jehova derfor kristenheden fra dens plads. En anden husholder blev udpeget — „den trofaste husholder, den kloge“ — og sat over Jesu jordiske husstand. (1 Peter 4:17; Lukas 12:42-44) Denne husholderskare har vist sig værdig til at skuldre det ansvar at bære den kongelige ’nøgle til Davids hus’. Den har vist sig at være en solid „knage“ som alle de forskellige „kar“, de salvede kristne med forskellige ansvarsopgaver, har kunnet ’hænge på’, det vil sige modtage støtte fra i form af åndelig føde. De „andre får“ er også, ligesom „den fastboende udlænding“ inden for Jerusalems porte, afhængige af denne „knage“, den nutidige Eljakim. — Johannes 10:16; 5 Mosebog 5:14.
22. (a) Hvordan kan man sige at udskiftningen af Sjebna som hushovmester skete på det rette tidspunkt? (b) Hvordan kan man sige at indsættelsen af „den trofaste husholder, den kloge,“ i nyere tid skete på det rette tidspunkt?
22 Eljakim trådte i stedet for Sjebna da Sankerib og hans hær truede Jerusalem. Svarende hertil er „den trofaste husholder, den kloge,“ blevet udnævnt til at tjene i endens tid, der vil nå sin afslutning når Satan og hans hærskarer retter deres sidste angreb mod „Guds Israel“ og deres medarbejdere, de „andre får“. (Galaterne 6:16) Som på Ezekias’ tid vil dette angreb ende med at retfærdighedens fjender går til grunde. De der holder fast ved ’knagen’ der er slået ind „på et sikkert sted“, nemlig den trofaste husholder, vil overleve, ligesom de indbyggere i Jerusalem der havde tro, overlevede den assyriske invasion i Juda. Det vil derfor være klogt ikke at stole på kristenhedens forkastede „knage“.
23. Hvad skete der til sidst med Sjebna, og hvad kan vi lære heraf?
23 Hvad skete der med Sjebna? Der fortælles intet om hvordan profetien om ham i Esajas 22:18 blev opfyldt. Han danner en parallel til kristenheden ved at han søgte sin egen ære og derefter blev vanæret. Dog er det muligt at han tog ved lære af den tugt han fik. Her holder ligheden med kristenheden op. Da assyreren Rabsjake forlangte at Jerusalem skulle overgive sig, anførte Ezekias’ nye hushovmester, Eljakim, den delegation der gik ud for at møde ham. Men Sjebna var med som statsskriver, som kongens sekretær. Åbenbart forblev Sjebna i kongens tjeneste. (Esajas 36:2, 22) De som mister deres tjenesteopgave i Guds organisation, kan lære noget heraf. De gør klogt i fortsat at tjene Jehova på en hvilken som helst post han måtte sætte dem, og ikke blive bitre og føle sig krænkede. (Hebræerne 12:6) Så vil de ikke gå til grunde som kristenheden, men vil i al evighed kunne glæde sig over Guds gunst og velsignelse.
[Fodnoter]
a I år 66 e.v.t. jublede mange jøder da de romerske legioner som belejrede Jerusalem, trak sig tilbage.
b Ifølge den jødiske historiker Josefus fra det første århundrede var hungersnøden i Jerusalem i år 70 så streng at folk spiste læder, plantestængler og hø. I ét tilfælde vides det at en mor stegte og fortærede sin egen søn.
c „Judas værn“ kan også være noget andet der beskyttede byen, for eksempel de fæstninger hvor man oplagrede våben, og hvor soldaterne havde deres kvarter.
[Billede på side 231]
Da Zedekias flygtede, blev han taget til fange og blindet
[Billede på side 232, 233]
Udsigterne var dystre for de jøder der var indesluttede i Jerusalem
[Billede på side 239]
Eljakim blev af Ezekias gjort til ’en knage slået ind på et sikkert sted’
[Billede på side 241]
Ligesom Sjebna har mange af kristenhedens ledere vanæret Skaberen ved at berige sig selv
[Billeder på side 242]
I vor tid er en trofast husholderskare blevet sat over Jesu husstand