Hvem er de åndelige drankere?
„Ve Efraims drankeres højhedskrone.“ — ESAJAS 28:1.
1. Hvilken optimisme har mange næret, og vil deres forventninger blive opfyldt?
DET er spændende tider vi lever i. Mange er begejstrede over de dramatiske politiske forandringer der har fundet sted rundt omkring i verden, og over De Forenede Nationers større engagement. I december 1989 kunne man i Detroit Free Press læse: „Nu hvor verden går ind i 1990’erne, er freden brudt ud.“ Et sovjetisk blad forkyndte: „Vi er begyndt at smede sværd til plovjern,“ og FN’s generalsekretær erklærede: „Den kolde krig er forbi.“ Ja, forhåbningerne har været store, og der er næppe nogen tvivl om at verdensscenen er ved at skifte. For nylig har Golfkrigen vist hvor hurtigt verdenssituationen kan forandre sig. Men vil den nuværende verden nogen sinde opleve en tid med virkelig fred og sikkerhed, og alle de fordele dette vil medføre? Svaret er nej. I virkeligheden lurer der en alvorlig krise som vil ryste verden i dens grundvolde — en krise hvori religionen er dybt involveret!
2. Hvilken situation i fortidens Israel og Juda finder sin parallel i dag?
2 Denne krise blev forudskildret ved nogle begivenheder i det gamle Israel og Juda i det ottende og det syvende århundrede før vor tidsregning. Dengang troede folk også at de havde opnået fred. Men Gud advarede gennem profeten Esajas om at denne fred blot var en illusion som snart ville briste. I dag advarer Jehova, gennem sine Vidner, mennesker om at de bedrager sig selv hvis de mener at de kan opnå varig fred ved menneskelige bestræbelser. Lad os læse Jehovas profetiske advarsel og se hvordan den gælder i dag. Den findes i Esajas’ Bogs 28. kapitel og blev skrevet før år 740 f.v.t., sandsynligvis mens den ugudelige kong Peka herskede i Israel og den egensindige kong Akaz regerede i Juda.
’Efraims drankere’
3. Hvilken rystende fordømmelse fremsatte Esajas?
3 Kapitel 28 indledes med en rystende erklæring: „Ve Efraims drankeres højhedskrone og dets hæders falmende blomst der sidder som prydelse på den frugtbare dals hoved, hos dem der er overvældet af vin!“ Det må have chokeret israelitterne at høre denne svidende fordømmelse! Hvem var ’Efraims drankere’? Hvad var deres „højhedskrone“? Hvad skildrede „den frugtbare dals hoved“? Og endnu vigtigere: Hvad betyder disse ord for os i dag?
4. (a) Hvad betegner „Efraim“ og „den frugtbare dals hoved“? (b) Hvorfor følte Israel sig trygt?
4 Eftersom Efraim var den største af Israels ti stammer, blev navnet „Efraim“ somme tider brugt som en betegnelse for hele Nordriget. ’Efraims drankere’ var derfor i virkeligheden Israels drankere. Israels hovedstad var Samaria, der lå på et højdedrag inderst i en frugtbar dal. Udtrykket „den frugtbare dals hoved“ sigter til Samaria. Da disse ord blev skrevet, var nordriget Israel meget fordærvet i religiøs henseende. Desuden havde det indgået en politisk alliance med Aram vendt mod Juda og følte sig nu trygt. (Esajas 7:1-9) Men tingene skulle ændre sig. En alvorlig krise var i vente. Det var derfor Jehova forkyndte ve over „Efraims drankeres højhedskrone“.
5. (a) Hvori bestod Israels „højhedskrone“? (b) Hvem var ’Efraims drankere’?
5 Hvori bestod denne „højhedskrone“? En krone er et symbol på kongelig myndighed. Efraims „højhedskrone“ var derfor Israels stilling som et selvstændigt kongedømme, uafhængigt af Juda. Der skulle ske noget som ville gøre ende på Israels selvstændighed som kongedømme. Hvem var så ’Efraims drankere’? Der var uden tvivl bogstavelige drankere i Israel, eftersom Samaria var et center for tøjlesløs afgudsdyrkelse. Men Bibelen taler om en værre form for drukkenskab. I Esajas 29:9 læser vi: „De er berusede, men ikke af vin; de raver, men ikke af stærke drikke.“ Der var her tale om en form for åndelig drukkenskab, en åndeligt uren beruselse der var dødbringende. Israels ledere — især dets religiøse ledere — lå tydeligvis under for en sådan åndelig beruselse.
6. Hvad var det der gjorde det gamle Israel beruset?
6 Men hvad var årsagen til Israels åndelige drukkenskab? Det var dybest set dets alliance med Aram som gav dets ledere en behagelig følelse af tryghed. Denne åndelige beruselse bevirkede at Israel havde mistet sin realitetssans. Som en bogstavelig dranker var nationen optimistisk skønt der ikke var nogen grund til det. Desuden bar Israel sin berusende alliance med Aram med stolthed, som en smuk blomsterkrans. Men som Esajas siger, var det en falmende krans der ikke ville holde meget længere.
7, 8. Hvad ville fortidens Israel komme til at opleve, trods sin optimisme?
7 Esajas understreger dette i kapitel 28, vers 2: „Se, Jehova har én parat der er stærk og kraftfuld. Som et tordenvejrs hagl, en ødelæggende storm, som et tordenvejrs mægtige, rivende vande, vil han kaste det til jorden med kraft.“ Hvem var det der var „stærk og kraftfuld“? På Israels tid var det det mægtige Assyrerrige. Dette grusomme, skånselsløse verdensrige ville komme imod Israel som et tordenvejr med mægtige, rivende vandstrømme. Med hvilket resultat?
8 Esajas fortsætter: „Med fødderne vil Efraims drankeres højhedskrone blive trådt ned. Og dets hæders falmende blomst, der sidder som prydelse på den frugtbare dals hoved, skal blive som den tidlige figen før sommer, som han der ser den, vil sluge så snart han har den i hånden.“ (Esajas 28:3, 4) Israels hovedstad, Samaria, var i Assyriens øjne som en moden figen der var rede til at blive plukket og spist. Israels prydelseslignende alliance med Aram ville blive trådt ned. Den ville ikke have nogen værdi når regnskabets time oprandt. Selv dets højhedskrone, dets uafhængighed, ville blive trådt under fode af den assyriske fjende. Hvilken katastrofe!
’Præst og profet faret vild’
9. Hvorfor havde Juda måske ventet et bedre budskab fra Jehova end det Israel modtog?
9 Et frygteligt opgør ventede Israel, og nøjagtig som Jehova Gud advarende havde sagt, kom dette opgør i året 740 f.v.t. da Samaria blev ødelagt af Assyrien og Nordriget ophørte med at eksistere som en selvstændig stat. Som vi skal se er det der skete med fortidens Israel en alvorlig advarsel for nutidens troløse, falske religion. Men hvordan med Israels søsterrige, Juda, mod syd? På Esajas’ tid fungerede Jehovas tempel stadig i Jerusalem, Judas hovedstad. Præsteskabet gjorde stadig tjeneste dér, og profeter som Esajas, Hoseas og Mika talte i Jehovas navn. Hvilket budskab havde Jehova da til Juda?
10, 11. Hvilken afskyelig situation herskede der i Juda?
10 Esajas beretter videre: „Men også disse [det vil sige præsterne og profeterne i Jerusalem] er faret vild på grund af vin og raver om på grund af stærke drikke. Præst og profet er faret vild på grund af stærke drikke.“ (Esajas 28:7a) Judas religiøse ledere var åbenbart også drukne. Som i Israel var der sikkert nogle som var drankere rent bogstaveligt, hvilket var meget vanærende. Guds lov forbød udtrykkeligt jødiske præster at drikke alkohol mens de gjorde tjeneste i templet. (3 Mosebog 10:8-11) Bogstavelig beruselse i Guds hus ville have været en grov overtrædelse af Guds lov.
11 Den åndelige drukkenskab i Juda var imidlertid endnu mere alvorlig. Ligesom Israel havde allieret sig med Aram, søgte Juda sikkerhed ved at indgå forbund med Assyrien. (2 Kongebog 16:5-9) Til trods for at Juda havde Guds tempel og hans profeter, stolede det altså på mennesker mens det burde have sat sin lid til Jehova. Og på grund af de ukloge alliancer det havde indgået, følte lederne sig lige så ubekymrede og sorgløse som deres åndeligt berusede naboer mod nord. Men deres ansvarsløse indstilling vakte Jehovas afsky.
12. Hvad ville Judas åndelige drukkenskab medføre?
12 Esajas siger videre: „De er blevet forvirrede som følge af vinen, raver om som følge af de stærke drikke; de er faret vild i deres syner, vakler når de afsiger domme. For alle borde er fulde af ækelt bræk — intet sted er rent.“ (Esajas 28:7b, 8) Sandsynligvis har nogle af de bogstaveligt drukne kastet op i templet. Men værre var det at de præster og profeter der skulle have givet åndelig vejledning, udspyede åndeligt bræk. Med undtagelse af nogle få trofaste, fejlbedømte profeterne forholdene og forudså ikke hvordan det virkelig ville gå nationen. Jehova ville straffe Juda for denne åndelige urenhed.
Vore dages åndelige drankere
13. Hvilken parallel til situationen i Juda og Israel, en parallel som også ses i dag, fandtes i det første århundrede?
13 Blev Esajas’ profetier kun opfyldt på det gamle Israel og Juda? Nej! Både Jesus og apostelen Paulus citerede hans ord om åndelig drukkenskab og anvendte dem på datidens religiøse ledere. (Esajas 29:10, 13; Mattæus 15:8, 9; Romerne 11:8) Også i dag er der opstået en situation som den på Esajas’ tid — denne gang i kristenheden, en verdensomspændende religiøs organisation der hævder at repræsentere Gud. I stedet for at tage et fast standpunkt for sandheden og stole på Jehova, sætter kristenheden, både protestanter og katolikker, sin lid til verden. Den raver usikkert om, ligesom drankerne i Israel og Juda. De åndelige drankere i disse nationer i fortiden er således et udmærket billede på de åndelige ledere i nutidens kristenhed. Lad os se hvordan.
14. I hvilken forstand er kristenhedens religiøse ledere lige så drukne som lederne i fortidens Samaria og Jerusalem?
14 Ligesom Samaria og Jerusalem har kristenheden forsynet sig med rigelige mængder af de politiske alliancers vin. I 1919 var kristenheden blandt Folkeforbundets ivrigste støtter. Skønt Jesus sagde at de kristne ikke skulle være en del af verden, plejer kristenhedens ledere omgang med de politiske ledere. (Johannes 17:14-16) Denne aktivitet er for de gejstlige som en symbolsk, styrkende vin. (Jævnfør Åbenbaringen 17:4.) De nyder at blive rådspurgt af politikere og at omgås verdens stormænd. Som følge heraf er de ikke i stand til at give sand åndelig vejledning. De udspyr urenheder i stedet for at tale sandhedens rene sprog. (Zefanias 3:9) Deres udsyn er sløret og forvirret, og de er ikke sikre vejledere for menneskeheden. — Mattæus 15:14.
„Påbud på påbud“
15, 16. Hvordan reagerede Esajas’ samtidige på hans advarsler?
15 I det ottende århundrede f.v.t. afslørede Esajas den forkerte kurs som især Judas åndelige ledere fulgte. Hvordan reagerede de? De hadede at blive afsløret! Da Esajas trofast blev ved med at forkynde Guds advarsler, svarede de: „Hvem vil man oplære i kundskab, og hvem vil man gøre det hørte forståeligt for? De som lige er blevet vænnet fra mælken, de som netop er taget fra brysterne?“ (Esajas 28:9) Troede Esajas måske at det var spædbørn han talte til? Jerusalems religiøse ledere anså sig selv for at være voksne mænd, der nok selv skulle vide at træffe afgørelser. De behøvede ikke at lytte til Esajas’ plagsomme påmindelser.
16 De religiøse ledere gjorde endda nar af Esajas’ forkyndelse. De messede ad ham: „Det er jo ’påbud på påbud, påbud på påbud, målesnor på målesnor, målesnor på målesnor, lidt her, lidt dér’.“ (Esajas 28:10) ’Esajas bliver ved med at gentage sig selv,’ påstod de. ’Han bliver ved med at sige: „Sådan lyder Jehovas befaling! Sådan lyder Jehovas befaling! Sådan er Jehovas norm! Sådan er Jehovas norm!“’ I den hebraiske grundtekst er Esajas 28:10 et rim med gentagelser, meget lig et børnerim. Det var sådan de religiøse ledere opfattede Esajas’ tale — ensformig og barnlig.
17. Hvordan reagerer mange i dag på det advarselsbudskab som Jehovas vidner forkynder?
17 I det første århundrede e.v.t. lød Jesu og hans disciples forkyndelse lige så ensformig og ulærd. De jødiske religiøse ledere betragtede Jesu disciple som uskolede bondeknolde, ulærde og almindelige mennesker. (Johannes 7:47-49; Apostelgerninger 4:13) I dag bliver Jehovas vidner ofte betragtet på samme måde. De har ikke gået på kristenhedens præsteseminarier og bruger ikke klingende titler eller en teologisk terminologi som gejstligheden. Derfor ser de store i kristenheden ned på Jehovas vidner og mener at de burde kende deres plads og vise disse religiøse ledere lidt mere respekt.
18. Hvad overser vore dages religiøse ledere?
18 Men der er noget de religiøse ledere overser. Selv om de store på Esajas’ tid afviste hans budskab, talte han sandhed, og hans advarsler viste sig at være sande. De advarsler Jehovas vidner forkynder i dag, er også sande. De er solidt baseret på Guds sandhedsord, Bibelen. (Johannes 17:17) Derfor vil de gå i opfyldelse.
Regnskabets time
19. Hvordan blev Juda tvunget til at lytte til fremmede der talte et stammende sprog?
19 I Esajas 28:11 læser vi: „For ved nogle med stammende læber og med et andet tungemål vil han tale til dette folk.“ Esajas’ tale lød fremmed, som volapyk, i judæernes ører. De overlevede ganske vist det assyriske angreb som gik ud over Israel, men til sin fastsatte tid sendte Jehova en anden udlænding mod dem, nemlig Nebukadnezar. (Jeremias 5:15-17) Det babyloniske sprog lød hårdt og stammende i hebræernes ører. Men de blev tvunget til at lytte til det da Jerusalem og templet blev ødelagt i 607 f.v.t. og indbyggerne blev ført i landflygtighed i Babylon. På samme måde i dag: Kristenheden vil snart komme til at bøde for at den, ligesom fortidens Juda, vender det døve øre til Jehovas formaninger.
20, 21. Hvad forkynder Jehovas vidner uophørligt, og hvad nægter kristenhedens ledere at gøre?
20 Profetien siger om disse: „Dem til hvem han har sagt: ’Dette er hvilestedet. Giv den trætte hvile. Og dette er stedet med ro,’ men som ikke ville høre. Og for dem skal Jehovas ord blive ’påbud på påbud, påbud på påbud, målesnor på målesnor, målesnor på målesnor, lidt her, lidt dér’, så de går hen og snubler og falder bagover og kvæstes og gribes af snaren og fanges.“ — Esajas 28:12, 13.
21 Ligesom Esajas talte Guds ord, fortæller Jehovas vidner uophørligt kristenheden at den bør sætte sit håb til Jehovas ord. Men kristenheden nægter at lytte. Det forekommer den at Jehovas vidner plaprer på et fremmed sprog. De taler et sprog den ikke forstår. Kristenheden nægter at ’give den trætte hvile’ ved at fortælle om Guds rige og den nye verden der skal komme. Den er beruset af sit forhold til denne verden. Den foretrækker at støtte politiske løsninger på menneskehedens problemer. Ligesom jøderne på Jesu tid har den undladt at søge Rigets hvilested og forsømt at fortælle andre om det. — Mattæus 23:13.
22. Hvad gør Jehova kristenhedens ledere opmærksomme på?
22 Esajas’ profetiske ord underretter altså gejstligheden om at Jehova ikke vil blive ved med at tale til kristenheden gennem sine harmløse vidner. Snart vil han lade sit „påbud på påbud“, sin „målesnor på målesnor“, træde i kraft, og resultatet vil blive skæbnesvangert for kristenheden. Dens religiøse ledere og deres hjorde vil „kvæstes og gribes af snaren og fanges“. Ja, ligesom fortidens Jerusalem vil kristenhedens religiøse systemer blive ødelagt i bund og grund. Hvilken chokerende, uventet udvikling! Og hvilket skræmmende resultat af at gejstligheden har foretrukket åndelig drukkenskab i stedet for at lytte til Jehovas advarsler!
Spørgsmål til repetition
◻ Hvem var Efraims drankere, og hvad gjorde dem berusede?
◻ Hvordan blev Efraims drankeres højhedskrone trådt ned?
◻ Hvilken vanærende situation i Juda afslørede Esajas?
◻ Hvor findes der åndelig drukkenskab i dag?
◻ Hvorfor burde kristenheden give agt på det der skete med fortidens Juda?