PLØJNING

Teorierne om hvilken form for plov de hebraiske landmænd brugte på Bibelens tid, er baseret på gamle tegninger af de plove man brugte i Israels nabolande, og af plove brugt i nyere tid af arabiske landmænd. Nogle plove bestod af et enkelt, tilspidset stykke træ, måske med en metalspids, fastgjort til en bjælke og trukket af et eller flere dyr. En plov af denne type skar sikkert kun furer i jordens overflade uden at vende jorden. Eftersom der ikke findes direkte vidnesbyrd, kan det dog ikke udelukkes at man brugte mere komplicerede plove i Israel.

Da sommersolen udtørrede jorden og gjorde den hård, pløjede man først når efterårs- eller vinterregnen havde blødgjort jorden. Efter pløjningen kunne man begynde at så. I pløjetiden holdt den flittige landmand sig ikke hjemme fra marken på grund af køligt, ubestandigt vejr eller truende skyer, hvorimod den dovne benyttede disse ting som en undskyldning for ikke at arbejde. Hans naboer ville derfor ikke have nogen grund til at nære medfølelse med ham når han senere ikke havde nogen høst at bringe i hus. (Ord 20:4; Præ 11:4) Selv i pløjetiden skulle de israelitiske landmænd imidlertid huske at holde sabbat. — 2Mo 34:21.

En okse og et æsel måtte ikke spændes for samme plov, uden tvivl fordi de ikke var lige stærke og lige hurtige. (5Mo 22:10) Ploven blev ofte trukket af et par okser. (Lu 14:19; Job 1:14) Flere mænd med hver sit okseforspand kunne arbejde sammen, idet de gik skråt bag hinanden og pløjede parallelle furer. Som nævnt i 1 Kongebog 19:19 pløjede Elisa som den 12. og sidste mand i en sådan gruppe og kunne derfor standse uden at afbryde de andre i deres arbejde. Han forlod marken, brugte oksernes træktøj som brændsel og bragte okserne som et slagtoffer. (1Kg 19:21) I bogen The Land and the Book (revideret af J. Grande, 1910, s. 121) fortæller W. M. Thomson at en enkelt sædemand let kunne tilså den jord en hel gruppe kunne pløje.

Brugt billedligt. Det velkendte pløjearbejde blev ofte brugt i billedtale. Da filistrene havde overtalt Samsons hustru til at lokke løsningen på hans gåde ud af ham, sagde Samson at de havde ’pløjet med hans kvie’, det vil sige at de havde benyttet sig af en der skulle have tjent ham. (Dom 14:15-18) Man pløjer ikke på klippebjerge, og som Amos viser, var det lige så fornuftstridigt at Israels ledere bøjede retten og øvede uretfærdighed og dog forventede at deres handlinger ville gavne dem. (Am 6:12, 13) I Hoseas 10:11 skal pløjningen (et langt hårdere arbejde for en kvie end tærskning) uden tvivl betegne et møjsommeligt trællearbejde som det frafaldne Juda ville blive sat til at udføre, sandsynligvis af fremmede undertrykkere. Hvad Juda og Israel burde gøre, var ifølge Jeremias 4:3, 4 og Hoseas 10:12, 13 at ændre deres levevis og — ligesom når man pløjer jorden og fjerner tornene — berede, blødgøre og rense deres hjerter (jf. Lu 8:5-15) så de i stedet for at spilde kræfterne på urette handlinger der kun ville bringe en dårlig høst, kunne høste velsignelser fra Gud.

Landmandens planmæssige, målbevidste og velovervejede arbejde med at pløje, harve, så og tærske bruges i Esajas 28:23-29 til at beskrive hvordan Jehova handler, han som er „underfuld i det han beslutter, storslået i praktisk visdom“. Ligesom man kun pløjer og harver for en tid som en forberedelse til såningen, sådan bliver Jehova ikke ved med at tugte eller straffe sit folk, men tugter det hovedsagelig for at blødgøre det så det bliver modtageligt for hans råd og vejledning, der vil medføre velsignelser for det. (Jf. He 12:4-11.) Jordens hårdhed afgør hvor grundigt den skal bearbejdes med ploven, og kornsorten bestemmer hvilket redskab og hvilken styrke der skal tærskes med for at skille avnerne fra. Dette bruges som et billede på den visdom hvormed Gud renser sit folk for alt hvad der er uønsket, idet han afpasser sin behandling efter behov og omstændigheder. — Jf. Es 21:10; 1:25.

At en by var „pløjet som en mark“, ville sige at den var omstyrtet og lagt øde. (Jer 26:18; Mik 3:12) Når Israel sagde: „På min ryg har plovmænd pløjet; de har gjort deres furer lange,“ var det uden tvivl en beskrivelse af folkets lidelser under dets mange fjender, der grusomt og nådeløst faldt over det og mishandlede det mens Israel ’gjorde sin ryg som jorden for dem der gik over’. (Sl 129:1-3; Es 51:23; jf. Sl 66:12.) Af genoprettelsesprofetien i Amos 9:13-15 fremgår det at Jehova vil velsigne sit folk så det bliver som en frugtbar mark der bærer så rigeligt at man stadig vil være i gang med høsten når det er tid at pløje forud for næste sæson. — Jf. 3Mo 26:5.

Ligesom Jesus havde sagt til sine disciple at de skulle tage imod føde og husly hos dem de forkyndte for, da „den der arbejder er sin løn værd“, understregede apostelen Paulus at de der arbejdede i den kristne tjeneste, havde ret til at modtage materiel støtte af andre, ligesom den der pløjer, gør det i et berettiget håb om at få del i den høst som han med sit arbejde bidrager til. Paulus selv afstod dog fra at benytte sig af denne ret (og havde selv verdsligt arbejde) fordi han gerne ville „fremholde den gode nyhed uden omkostninger“ for dem han betjente. — Lu 10:7; 1Kor 9:3-10, 15, 17, 18.

Jesus brugte arbejdet med at pløje for at understrege hvor vigtigt det er at man af hele sit hjerte går ind for at være en discipel af ham. Da en mand gav udtryk for at han gerne ville være en discipel, men stillede den betingelse at han skulle have lov til først at tage afsked med dem der var i hans husstand, svarede Jesus: „Ingen som har lagt sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er velegnet for Guds rige.“ (Lu 9:61, 62) Hvis en landmand lod sig distrahere under pløjningen, ville han lave skæve furer. På samme måde vil en der bliver indbudt til at være en Kristi discipel, men lader noget afholde ham fra at varetage de pligter der følger med, være uegnet for Guds rige. Som det fremgår af Jesu eget eksempel, er selv de nærmeste familiebånd mindre væsentlige end dét trofast at gøre Guds vilje. — Mr 3:31-35; 10:29, 30.