Kapitel otteogtyve
Et genoprettet paradis!
1. Hvorfor fremholder mange religioner håbet om liv i et paradis?
„PARADISNOSTALGIEN lader til at være en af de stærkeste nostalgier der har hjemsøgt menneskene. Måske er det den stærkeste og mest vedholdende af dem. En længsel efter paradiset findes på alle niveauer af det religiøse liv.“ Sådan siger et religionsleksikon. (The Encyclopedia of Religion ved Mircea Eliade, 1987) Denne nostalgi er meget naturlig, for Bibelen fortæller at menneskene til at begynde med levede i et paradis — en smuk have, hvor der ikke fandtes sygdom eller død. (1 Mosebog 2:8-15) Det er derfor ikke overraskende at mange af verdens religioner fremholder håbet om liv i et paradis af den ene eller anden art.
2. Hvor kan vi finde det sande håb om et fremtidigt paradis?
2 Mange steder i Bibelen kan vi læse om det sande håb om et fremtidigt paradis. (Esajas 51:3) Den del af Esajas’ profeti der findes i kapitel 35, beskriver for eksempel hvordan ørkenområder omdannes til parklignende haver og frugtbare marker. De blinde får synet igen, de stumme kan tale, og de døve kan høre. I dette lovede paradis er der ingen sorg eller suk, et tegn på at selv døden ikke findes mere. Hvilket vidunderligt løfte! Hvordan skal disse ord forstås? Rummer de et håb for os i dag? En nøjere undersøgelse af dette kapitel hos Esajas vil besvare disse spørgsmål.
Et land der er lagt øde, glæder sig
3. Hvordan vil landet blive forvandlet ifølge Esajas’ profeti?
3 Esajas’ inspirerede profeti om et genoprettet paradis begynder med disse ord: „Ørkenen og det udtørrede land skal glæde sig, og ørkensletten juble og blomstre som krokusen. Den skal visselig blomstre, ja endog juble med fryd og glade råb. Libanons herlighed skal gives den, Karmels og Sarons pragt. De vil komme til at se Jehovas herlighed, vor Guds pragt.“ — Esajas 35:1, 2.
4. Hvornår og hvordan kom jødernes hjemland til at se ud som en ørken?
4 Esajas skrev disse ord omkring år 732 f.v.t. Cirka 125 år senere ødelagde babylonierne Jerusalem, og Judas befolkning blev ført i landflygtighed. Deres land lå derefter øde og ubeboet hen. (2 Kongebog 25:8-11, 21-26) På denne måde gik Jehovas profeti om at Israels folk ville blive ført i landflygtighed hvis det ikke overholdt hans bud, i opfyldelse. (5 Mosebog 28:15, 36, 37; 1 Kongebog 9:6-8) Mens jøderne var fanger i et fremmed land, lå deres marker og frugthaver hen i 70 år uden at blive dyrket og vandet og blev som en ørken. — Esajas 64:10; Jeremias 4:23-27; 9:10-12.
5. (a) Hvordan blev landet genrejst så der blev paradisiske tilstande i landet? (b) Hvordan så folket „Jehovas herlighed“?
5 Imidlertid forudsagde Esajas’ profeti at landet ikke ville ligge øde for bestandig. Det ville blive genrejst og blive som et paradis. „Libanons herlighed“ og „Karmels og Sarons pragt“ ville blive givet det.a Hvordan? Da jøderne vendte tilbage fra landflygtigheden, kunne de igen dyrke og vande deres marker, og landet blev frugtbart som før. Æren herfor tilkom alene Jehova. Kun fordi det var hans vilje, og kun med hans støtte og velsignelse blev det muligt for jøderne at komme til at opleve sådanne paradisiske tilstande. Når de erkendte at det var Jehovas hånd som havde udvirket denne forbløffende forvandling af deres land, så de „Jehovas herlighed, [deres] Guds pragt“.
6. Hvilken betydningsfuld opfyldelse af Esajas’ ord erfarede man?
6 Ikke desto mindre finder man i det genrejste Israel en mere betydningsfuld opfyldelse af Esajas’ ord. I åndelig forstand havde Israel i mange år befundet sig i en ørkenlignende tilstand. Mens de landflygtige befandt sig i Babylon, var den rene tilbedelse underkastet stærke begrænsninger. Der var intet tempel, intet alter og intet organiseret præsteskab. Der fandtes ingen daglige ofre. Nu profeterede Esajas at der ville ske en forandring. Anført af mænd som Zerubbabel, Ezra og Nehemias vendte repræsentanter for alle 12 stammer tilbage til Jerusalem, genopbyggede templet og tilbad Jehova i frihed. (Ezra 2:1, 2) Det var virkelig et åndeligt paradis!
Brændende i ånden
7, 8. Hvorfor havde de landflygtige jøder brug for at have en positiv indstilling, og hvilken opmuntring gav Esajas’ ord dem?
7 Esajas’ ord i kapitel 35 genlyder af glæde. Profeten forkynder en lys fremtid for det angrende folk. Han taler med overbevisning og optimisme. Da de landflygtige jøder to hundrede år senere stod på tærskelen til deres genrejsning, havde de brug for den samme overbevisning og optimisme. Gennem Esajas fik de profetisk følgende opfordring af Jehova: „Styrk de slappe hænder og gør de vaklende knæ faste. Sig til de forskræmte hjerter: ’Vær stærke. Vær ikke bange. Se! Jeres Gud, han kommer med hævn, ja med gengæld kommer Gud. Han kommer selv og frelser jer.’“ — Esajas 35:3, 4.
8 Efter den lange landflygtighed var tiden nu inde til handling. Perserkongen Kyros, som Jehova havde brugt til at udøse sin hævn over Babylon, havde forkyndt at tilbedelsen af Jehova skulle genoprettes i Jerusalem. (2 Krønikebog 36:22, 23) Tusinder af hebraiske familier måtte nu træffe forberedelser og gøre sig klar til at foretage den farefulde rejse fra Babylon til Jerusalem. Efter deres ankomst hertil måtte de opføre de nødvendige boliger og træffe forberedelser til det formidable arbejde at genopbygge templet og byen. Disse udsigter har måske virket afskrækkende på nogle af jøderne i Babylon. Men tiden var ikke inde til at være svag eller bange. Jøderne måtte styrke hinanden og have tillid til Jehova. Han forsikrede dem om at han ville føre dem frelst igennem.
9. Hvilket storslået løfte fik de jøder der vendte hjem?
9 De der blev udfriet fra fangenskabet i Babylon, havde god grund til at glæde sig, for ved hjemkomsten til Jerusalem ventede der dem en storslået fremtid. Esajas siger i profetien: „Da åbnes de blindes øjne, og de døves ører lukkes op. Da springer den halte som hjorten, og den stummes tunge råber af glæde.“ — Esajas 35:5, 6a.
10, 11. Hvorfor måtte Esajas’ ord gælde en åndelig helbredelse for de hjemvendte jøder, og hvad betød de?
10 Øjensynlig havde Jehova her sit folks åndelige tilstand i tanke. Det var blevet straffet med 70 års landflygtighed for dets tidligere frafald, men han havde ikke tugtet jøderne ved bogstaveligt at gøre dem blinde, døve, halte eller stumme. Derfor var der ikke tale om nogen helbredelse for fysiske handicap i forbindelse med folkets genrejsning. Jehova genoprettede det der var gået tabt, nemlig den åndelige sundhed.
11 De angrende jøder blev helbredt ved at de i åndelig henseende fik deres sanser tilbage. De fik i åndelig forstand deres syn og deres evne til at høre og adlyde Jehovas ord og deres evne til at tale det tilbage. De blev klar over at de måtte holde sig nær til Jehova. Ved deres gode adfærd ’råbte’ de af glæde og lovpriste deres Gud. Den tidligere „halte“ blev ivrig og energisk i tilbedelsen af Jehova. Billedligt talt ’sprang han som hjorten’.
Jehova slukker sit folks tørst
12. I hvilken udstrækning ville Jehova velsigne landet med vand?
12 Man kan vanskeligt forestille sig et paradis uden vand. Der var rigeligt med vand i det første paradis i Eden. (1 Mosebog 2:10-14) I det land israelitterne fik, var der også rigeligt med vand; det var „et land med regnflodsdale med vand, med kilder og vand dybt nede“. (5 Mosebog 8:7) Meget passende fremsætter Esajas da også dette løfte: „I ørkenen er vand brudt frem, og regnfloder på ørkensletten. Og den afsvedne jord er blevet som rørbevoksede damme, og den tørstige jord som vandkilder. På sjakalers bosted — deres hvilested — er der grønt græs med rør og papyrusplanter.“ (Esajas 35:6b, 7) Når israelitterne igen kom til at dyrke deres land, ville de øde områder, som plejede at være tilholdssted for sjakaler, være dækket af en grøn og frodig plantevækst. Tør og afsvedet jord ville være ’sumpede steder’ hvor der voksede papyrus og andre vandplanter. — Job 8:11.
13. Hvordan ville der være rigeligt med åndeligt vand til det genrejste folk?
13 Større betydning havde dog det åndelige vand, sandhedens vand, som de hjemvendte jøder ville have rigeligt af. Jehova ville sørge for kundskab, trøst og opmuntring gennem sit ord. Desuden ville trofaste ældste og fyrster være „som vandstrømme i et ørkenland“. (Esajas 32:1, 2) Mænd der fremmede den sande tilbedelse, som for eksempel Ezra, Haggaj, Jesjua, Nehemias, Zakarias og Zerubbabel, ville være levende vidnesbyrd om opfyldelsen af Esajas’ profeti. — Ezra 5:1, 2; 7:6, 10; Nehemias 12:47.
„Hellighedens Vej“
14. Beskriv hvordan det var at rejse mellem Babylon og Jerusalem.
14 Men før de landflygtige jøder kunne glæde sig over sådanne bogstavelige og åndelige paradisiske tilstande, måtte de foretage den lange og risikable rejse fra Babylon til Jerusalem. Hvis de tog den direkte vej, betød det en rejse på 800 kilometer gennem et regnfattigt og ugæstfrit område. Tog de en mindre krævende vej, betød det en rejse på 1600 kilometer. Uanset hvilken vej de valgte, betød det at de måtte være flere måneder undervejs og ville være udsat for det skiftende vejrlig og faren for at møde både vilde dyr og rovgriske mennesker. Men de der troede på Esajas’ profeti, var ikke unødigt bekymrede. Hvorfor ikke?
15, 16. (a) Hvilken beskyttelse sørgede Jehova for på de trofaste jøders hjemrejse? (b) I hvilken anden forstand sørgede Jehova for at jøderne kom til at vandre på en sikker vej?
15 Gennem Esajas havde Jehova givet følgende løfte: „Der skal blive en banet vej dér, ja en vej; og Hellighedens Vej skal den kaldes. Den urene skal ikke færdes på den. Men den vil være for den der vandrer på vejen, og ingen dårer flakker om på den. Der vil ingen løver være dér, og rovdyr kommer ikke op på den. De vil ikke findes dér; men de genløste skal vandre på den.“ (Esajas 35:8, 9) Jehova havde udfriet sit folk! De var hans „genløste“, og han garanterede dem en sikker rejse hjem. Var vejen fra Babylon til Jerusalem bogstaveligt banet, anlagt og beskyttet med hegn eller gærde? Nej, men Jehovas beskyttelse på rejsen var lige så sikker som befandt hans folk sig på en sådan vej. — Jævnfør Salme 91:1-16.
16 Jøderne var også beskyttet mod åndelige farer. Vejen blev billedligt kaldt „Hellighedens Vej“. De som ikke nærede respekt for det hellige, eller som var åndeligt urene, ville ikke få lov til at færdes på den. De var uønskede i det genrejste land. De som blev kendt værdige, havde det rette motiv. De vendte ikke tilbage til Juda og Jerusalem på grund af national stolthed eller for at søge deres egne interesser. De åndeligsindede forstod at hovedformålet med at de vendte tilbage, var at de skulle genoprette den rene tilbedelse af Jehova i landet. — Ezra 1:1-3.
Jehovas folk glæder sig
17. Hvordan har Esajas’ profeti været til trøst for trofaste jøder under den lange landflygtighed?
17 Kapitel 35 i Esajas’ profeti beskriver til sidst den glæde som fylder de hjemrejsende jøder: „De der er løskøbt af Jehova skal vende tilbage og komme til Zion med glædesråb; og en varig fryd vil være over deres hoved. Glæde og fryd opnår de, men sorg og suk skal flygte.“ (Esajas 35:10) De tilfangetagne jøder som havde set hen til denne profeti efter håb og trøst i landflygtigheden, havde uden tvivl spekuleret på hvordan de forskellige dele af den ville blive opfyldt. Sandsynligvis har mange ting været dunkle for dem. Men én ting har de været klar over: de skulle „vende tilbage og komme til Zion“.
18. På hvilken måde blev sorg og suk i Babylon erstattet af glæde og fryd i det genrejste land?
18 Omkring 50.000 mænd (heri medregnet godt 7000 trælle) sammen med kvinder og børn foretog derfor i 537 f.v.t. den fire måneder lange rejse tilbage til Jerusalem i fuld tillid til Jehova. (Ezra 2:64, 65) Nogle få måneder senere var Jehovas alter rejst som det første led i genopbygningen af templet. Esajas’ 200 år gamle profeti var blevet opfyldt. Folkets sorg og suk i Babylon var blevet erstattet af glæde og fryd i det genrejste land. Jehova havde opfyldt sit løfte. Både det bogstavelige og det åndelige paradis var blevet genoprettet!
En ny nations fødsel
19. Hvorfor må man sige at Esajas’ profeti kun fik en begrænset opfyldelse i det 6. århundrede f.v.t.?
19 Opfyldelsen i det 6. århundrede før vor tidsregning af kapitel 35 i Esajas’ Bog var naturligvis kun en mindre opfyldelse, og den var begrænset. De paradisiske tilstande som de hjemvendte jøder oplevede, varede ikke ved. Falsk religiøs lære og nationalisme vandt indpas og besmittede den rene tilbedelse. I åndelig henseende oplevede jøderne igen sorg og suk. Til sidst forkastede Jehova dem som sit folk. (Mattæus 21:43) På grund af ulydighed varede glæden ikke ved. Alt dette tydede på at der måtte komme endnu en opfyldelse af Esajas 35.
20. Hvilket nyt Israel blev til i det første århundrede efter vor tidsregning?
20 Da Jehovas tid var inde, blev et nyt Israel, et åndeligt Israel, til. (Galaterne 6:16) Jesus beredte vejen for dette nye Israels tilblivelse under sin jordiske tjeneste. Han genoprettede den rene tilbedelse, og med hans lære begyndte sandhedens vand igen at strømme. Han helbredte syge, både fysisk og åndeligt. Der lød et glædesråb med forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Syv uger efter sin død og opstandelse oprettede den herliggjorte Jesus den kristne menighed — et åndeligt Israel som bestod af jøder og andre der var blevet genløst ved Jesu udgydte blod, avlet som Guds åndelige sønner og Jesu brødre og salvet med hellig ånd. — Apostelgerninger 2:1-4; Romerne 8:16, 17; 1 Peter 1:18, 19.
21. Hvilke begivenheder i forbindelse med den kristne menighed i det første århundrede kan betragtes som en opfyldelse af visse dele af Esajas’ profeti?
21 I et af sine breve til medlemmer af det åndelige Israel henviser apostelen Paulus til ordene i Esajas 35:3 idet han siger: „Ret derfor de slappe hænder og de svækkede knæ.“ (Hebræerne 12:12) Esajas 35 fik altså en opfyldelse dengang, i det første århundrede. Helt bogstaveligt gav Jesus og hans disciple mirakuløst blinde og døve synet og hørelsen igen. Halte kom til at gå, og stumme genvandt talens brug. (Mattæus 9:32; 11:5; Lukas 10:9) Men endnu vigtigere var det at retsindige slap fri af falsk religion og kunne glæde sig over at befinde sig i et åndeligt paradis i den kristne menighed. (Esajas 52:11; 2 Korinther 6:17) Som jøderne der vendte tilbage fra Babylon, blev de klar over at det var vigtigt at være positive og modige. — Romerne 12:11.
22. Hvordan gik det til at oprigtige, sandhedssøgende kristne i vor tid kom i babylonisk fangenskab?
22 Hvordan forholder det sig i dag? Får Esajas’ profeti også en opfyldelse i vor tid, en mere fuldstændig opfyldelse på den kristne menighed i dag? Ja. Efter apostlenes død svandt antallet af sande salvede kristne stærkt ind, og falske kristne, ’ukrudt’, bredte sig i verden. (Mattæus 13:36-43; Apostelgerninger 20:30; 2 Peter 2:1-3) Selv da oprigtige og sandhedssøgende kristne i det 19. århundrede begyndte at skille sig ud fra kristenheden for at finde frem til den rene tilbedelse, var deres forståelse stadig besmittet af ubibelske lærdomme. I 1914 blev Jesus indsat på den himmelske trone som messiansk konge, men kort efter så det sort ud for disse sandhedssøgende kristne. Som en opfyldelse af profetien førte nationerne ’krig mod dem og sejrede over dem’, og deres bestræbelser for at forkynde den gode nyhed blev bremset. De kom billedligt talt i babylonisk fangenskab. — Åbenbaringen 11:7, 8.
23, 24. På hvilke måder er Esajas’ ord blevet opfyldt blandt Guds folk siden 1919?
23 Men situationen ændrede sig i 1919. Jehova førte dem ud af dette fangenskab. De begyndte at rense ud i de falske lærdomme der tidligere havde besmittet deres tilbedelse. Som følge heraf erfarede de en helbredelse. De kom til at befinde sig i et åndeligt paradis, der den dag i dag er i færd med at brede sig til hele jorden. I åndelig forstand lærer de blinde at se og de døve at høre, idet de til stadighed er vågne for Guds hellige ånds virke og for at holde sig nær til Jehova. (1 Thessaloniker 5:6; 2 Timoteus 4:5) Sande kristne, som ikke længere er stumme i åndelig forstand, „råber“ nu, ivrige efter at forkynde Bibelens sandheder for andre. (Romerne 1:15) De der var åndeligt kraftesløse, „halte“, er nu fyldt af glæde og nidkærhed. Billedligt talt „springer den halte som hjorten“.
24 Disse genrejste kristne vandrer på „Hellighedens Vej“. Denne „Vej“, der fører ud af det store Babylon og ind i et åndeligt paradis, er åben for alle som vil tilbede Gud i åndelig renhed. (1 Peter 1:13-16) De kan være sikre på at Jehova vil beskytte dem, og at Satan ikke vil få held med sine rovdyrlignende forsøg på at rydde den sande tilbedelse af vejen. (1 Peter 5:8) De der er ulydige, og de der er rovlystne som vilddyr, får ikke lov til at fordærve dem som vandrer på Guds hellige vej. (1 Korinther 5:11) I disse trygge omgivelser finder Jehovas genløste — både de salvede og de „andre får“ — glæde ved at tjene den eneste sande Gud. — Johannes 10:16.
25. Vil der finde en bogstavelig opfyldelse sted af kapitel 35 i Esajas’ Bog? Forklar nærmere.
25 Hvordan med fremtiden? Vil Esajas’ profeti nogen sinde få en bogstavelig opfyldelse? Ja. De mirakuløse helbredelser som Jesus og hans apostle udvirkede i det første århundrede, er et bevis på at Jehova både ønsker og er i stand til at udvirke sådanne helbredelser i stort format i fremtiden. Salmernes Bog taler om evigt liv i fredfyldte omgivelser her på jorden. (Salme 37:9, 11, 29) Jesus gav løfte om liv i Paradiset. (Lukas 23:43) Lige fra første til sidste bog fremholder Bibelen håbet om et bogstaveligt paradis. Til den tid vil de blinde, døve, halte og stumme blive helbredt helt bogstaveligt og varigt. Sorg og suk vil flygte. Glæde og fryd vil vare ved til fjerne tider, ja, for evigt. — Åbenbaringen 7:9, 16, 17; 21:3, 4.
26. Hvordan styrker Esajas’ ord kristne i dag?
26 Sande kristne venter på genoprettelsen af det bogstavelige jordiske paradis, men allerede nu glæder de sig over velsignelserne i det åndelige paradis. De ser trængsler og prøvelser i møde med optimisme. Med urokkelig tillid til Jehova opmuntrer de hinanden idet de følger formaningen: „Styrk de slappe hænder og gør de vaklende knæ faste. Sig til de forskræmte hjerter: ’Vær stærke. Vær ikke bange.’“ De nærer fuldstændig tillid til den profetiske forsikring: „Se! Jeres Gud, han kommer med hævn, ja med gengæld kommer Gud. Han kommer selv og frelser jer.“ — Esajas 35:3, 4.
[Fodnote]
a I Bibelen beskrives fortidens Libanon som et frugtbart land med frodige skove og majestætiske cedre, en Edens have. (Salme 29:5; 72:16; Ezekiel 28:11-13) Saron var kendt for sine vandløb og egeskove, Karmel for sine vingårde, frugthaver og blomsterdækkede skråninger.
[Helsides billede på side 370]
[Billeder på side 375]
Ørkener bliver til vandrige steder med rør og papyrusplanter
[Billede på side 378]
Jesus helbredte syge, både åndeligt og bogstaveligt