ASAF

(Aʹsaf) [han [Gud] har samlet].

1. En af Levis efterkommere gennem Gersjom. (1Kr 6:39, 43) I kong Davids regeringstid (1077-1038 f.v.t.) blev Asaf af levitterne udpeget til forsanger og til at akkompagnere med cymbel i det festoptog der skulle ledsage pagtens ark da den blev ført op fra Obed-Edoms hus til „Davidsbyen“. (1Kr 15:17, 19, 25-29) Derefter tjente Asaf sammen med Heman og Etan som ledere af musikken og sangen foran teltboligen. (1Kr 6:31-44) Ligesom Heman og Jedutun (øjensynlig den samme som Etan) betegnes han som en „seer“ der „profeterede med lyre“. — 1Kr 25:1-6; 2Kr 29:30; 35:15.

Asafs sønner udgjorde til stadighed en særlig gruppe i orkesteret og koret og indtog en fremtrædende plads ved templets indvielse og arkens flytning fra Zion til templet (2Kr 5:12), under kong Ezekias’ reformer (2Kr 29:13-15) og under den store påske der blev fejret i kong Josias’ regeringstid. (2Kr 35:15, 16) Nogle af hans efterkommere var også med i den første gruppe der vendte tilbage til Jerusalem fra det babyloniske fangenskab. — Ezr 2:1, 41; Ne 7:44.

I overskrifterne til Salme 50 og 73 til 83 tilskrives disse sange Asaf. Det lader dog til at navnet her står for det hus eller den slægt der nedstammede fra ham, eftersom nogle af salmerne (Sl 79, 80) beskriver begivenheder der indtraf efter Asafs tid.

2. En efterkommer af Levis søn Kehat. Hans efterkommere tjente som dørvogtere ved teltboligen på kong Davids tid. — 1Kr 26:1; 4Mo 16:1.

3. Fader til en af kong Ezekias’ (745-717 f.v.t.) embedsmænd, der omtales som „kansleren Joa, Asafs søn“. (2Kg 18:18, 37; Es 36:3, 22) I Cyclopædia of Biblical Literature (1880, bd. I, s. 233) af John Kitto opfattes ordet ’kansler’ som møntet på Asaf, (pga. ordstillingen på hebraisk: Joa ben-Asaf(,) kansleren). De fleste forskere mener dog at betegnelsen gælder Joa. Eftersom ordet „søn“ ofte anvendes i betydningen „efterkommer“, mener nogle at denne Asaf er den samme som nr. 1.

4. Den ’der vogtede parken’ for kong Artaxerxes da Nehemias (i 455 f.v.t.) vendte tilbage til Jerusalem. (Ne 2:8) Parken var et skovområde, måske i Libanon, som også var under persisk herredømme. At parkvogteren havde et hebraisk navn, kan betyde at embedet var beklædt af en jøde, ligesom Nehemias havde haft den ret betydningsfulde stilling som kongens mundskænk. — Ne 1:11.