3. del — Det mægtige Babylon — bibelhistoriens tredje verdensrige

Fortidens Babylon nåede sit højeste under Nebukadnezar. Det lod sin religion gå i arv til hele verden, og det blev indtaget på én nat. Et yderligere kendskab til denne by vil styrke din tillid til Bibelens nøjagtighed og den usvigelige sikkerhed hvormed dens forbløffende profetier går i opfyldelse.

DET mægtige Babylon, som lå ved Eufratfloden i det sydlige Mesopotamien, kaldes i Bibelen for „rigernes pryd“. (Esajas 13:19) Det var et religiøst, kommercielt og militært midtpunkt med stor velstand, enestående bygningsværker og verdensberømte haver. Babylon var datidens verdensrige!

Trods dette blev Jehovas profet Jeremias inspireret til at skrive: „Babylon skal blive til stenhobe, sjakalers bolig, noget man forfærdes over og noget man fløjter undrende ad, uden indbyggere.“ — Jeremias 51:37.

Skulle denne store by lægges fuldstændig i ruiner? Hvem kunne forestille sig noget sådant? Men i dag er det fordums stolte Babylon ikke andet end en øde og trist ruinhob. Det der er tilbage af det ligger omkring 80 kilometer syd for Baghdad i det sydøstlige Irak. Hvad førte til Babylons fald?

Babylon, der er en af verdens ældste byer, blev grundlagt af Noas oldesøn Nimrod, en mægtig jæger i opposition til Jehova. (1 Mosebog 10:8-10) Den periode der har størst interesse for os fulgte dog længe efter Nimrods tid. Det var efter at både Ægypten og Assyrien havde været verdensriger.

Babylon på Nebukadnezars tid

For cirka 2600 år siden, i 632 f.v.t., blev Assyrerriget omstyrtet af babylonierne og deres forbundsfæller, hvorefter Babylon fremstod som bibelhistoriens tredje verdensrige.a

Nebukadnezar der overtog magten i dette nybabyloniske imperium, var ikke blot en stor erobrer — han var også en vældig bygherre. Byen Babylons mægtige mure og imponerende bygningsværker kan i det store og hele tilskrives ham. Man har fundet store mængder sten der bærer navnet „Nebukadnezar“ — navnet på den hersker der så ofte omtales hos Jeremias og i Daniels bog i Bibelen, den Nebukadnezar der i Bibelen citeres for pralende at have sagt: „Er dette ikke det store Babylon som jeg har bygget?“ — Daniel 4:30.

Byen blev omkranset af to mure hvorimellem der var fyldt op med murbrokker, sådan at murene tilsammen dannede en barriere der var over 24 meter bred. Udenfor var der anlagt en voldgrav med en bredde på mellem 20 og 80 meter, hvis side ind mod byen var belagt med sten. Her sejlede der skibe af enhver slags.

Hovedvejen fra nord løb igennem den 12 meter høje Isjtarport og mundede ud i byens hovedfærdselsåre, Processionsgaden. Nebukadnezars palads lå til højre for Isjtarporten. Den enorme tronsal målte 17 gange 52 meter. Portene og murene der førte til paladset var udsmykket med smukt glaserede, kulørte teglsten der forestillede løver, tyre og drager. En af løverne er i dag udstillet på Louvre i Paris.

Den babyloniske religion

Det hebraiske navn for byen, Babel, betyder „forvirring“, mens byens navn på sumerisk og akkadisk betyder „Guds port“. I begge betydninger forbindes Babylon med dens religion. Nogle lærde mener at den babyloniske gud Marduk (i Bibelen kaldet Merodak) er den guddommeliggjorte Nimrod. Den babyloniske religion havde også flere triader, det vil sige treheder af guder. En sådan trehed bestod af Sin (måneguden), Sjamasj (solguden) og Isjtar (frugtbarheds- og kærlighedsgudinden).

Astrologi var også meget fremherskende i Babylon. Babylonierne opkaldte de fem dakendte planeter efter deres fem mest fremtrædende guder og gudinder. Et historisk værk fra vor tid oplyser: „Vi benævner disse planeter med deres romerske navne. Romerne havde imidlertid blot antaget de babyloniske navne for planeterne og gengivet dem med navnene på de tilsvarende romerske guder. Planeten Isjtar, opkaldt efter frugtbarhedsgudinden, blev kaldt Venus, og planeten Marduk fik navneforandring til Jupiter.“b Betegnelsen „kaldæer“, der blev brugt om babylonierne, blev med tiden næsten synonym med „astrolog“.

Bibelen omtaler Babylon som „et land med billedstøtter“ og med „uhumske guder“. (Jeremias 50:2, 38) Ikke desto mindre kom dets religiøse ideer til at danne grundlag for andre religioner i hele verden. Professor Morris Jastrow skriver i bogen The Religion of Babylonia and Assyria: „I oldtidens verden, før kristendommen kom ind i billedet, erfarede Ægypten, Persien og Grækenland den babyloniske religions indflydelse.“ Senere er mange af Babylons falske religiøse ideer også blevet antaget og forkyndt i kristenhedens kirker. Derfor kalder Bibelen den falske religions verdensimperium for „Babylon den Store“. — Åbenbaringen 17:3-5.

Babylon indtager Jerusalem

Profeten Esajas levede mens Assyrien herskede som verdensrige. Han blev inspireret af Gud til at profetere at Jerusalem ville blive udslettet, ikke af de dengang så stærke assyrere, men af babylonierne. (Esajas 39:6, 7) Gik denne profeti i opfyldelse? Lad os se hvad der skete.

Der gik et hundrede år efter Esajas’ tid inden Babylon og dets allierede besejrede Assyrien og Babylon blev det nye verdensrige. I 617 f.v.t. tog Nebukadnezar Jerusalems konge, Jojakin, til fange og førte ham og andre af „landets ledende mænd“ som fanger til Babylon. Nebukadnezar gjorde derefter Mattanja til konge i Jerusalem og „ændrede hans navn til Zedekias“. — 2 Kongebog 24:11-17.

Babyloniernes egne optegnelser, som arkæologer har fundet, bekræfter denne begivenhed. Den Babyloniske Krønike, der består af gamle lertavler med optegnelser af de vigtigste begivenheder, siger at Babylons konge „belejrede Judas by [Jerusalem], og . . . indtog byen og tog kongen til fange. Han indsatte dernæst sin egen konge, modtog byens store tribut og sendte (dem) til Babylon“.

Bibelen nævner endvidere at Jojakin fik tildelt en vis mængde fødevarer til sit underhold mens han befandt sig i eksil i Babylon. (2 Kongebog 25:27-30) Arkæologer har interessant nok fundet dokumenter fra Babylon der netop henviser til den ration af fødevarer som „kong Jojakin“ og „Judas konges sønner“ modtog.

Skønt Jerusalems indbyggere befandt sig i et pagtsforhold til Jehova Gud, blev de ved at være stivnakkede og nægtede fortsat at følge Guds retningslinjer og lytte til hans profeter. Jehova sagde at de havde „gjort deres nakke stiv for ikke at adlyde [hans] ord“. Gennem Jeremias sagde han advarende: „Hele Juda vil jeg give i Babylons konges hånd, og han skal føre dem i landflygtighed til Babylon og slå dem ned med sværdet.“ — Jeremias 19:15; 20:4.

Da Zedekias gjorde oprør mod Nebukadnezar, vendte babylonierne tilbage og belejrede Jerusalem. De gennembrød byens mure den 9. tammuz i år 607 f.v.t. De nedbrændte templet, nedbrød bymurene og førte Zedekias og størsteparten af indbyggerne i fangenskab i Babylon. Jehovas ord gik i opfyldelse til punkt og prikke: „Og hele dette land skal blive et øde sted, noget man forfærdes over, og disse nationer skal tjene Babylons konge i halvfjerds år.“ — Jeremias 25:11.

Billedstøtten i Nebukadnezars drøm

På et senere tidspunkt modtog kong Nebukadnezar, verdensriget Babylons daværende overhoved, nogle usædvanlige oplysninger. I en drøm gav Gud ham et syn af en vældig billedstøtte. Drømmen afslørede verdenshistoriens forløb fra Nebukadnezars tid og op gennem de efterfølgende verdensriger Medo-Persien, Grækenland og Romerriget, ja, den rakte endog længere frem end til vor tid — nemlig helt frem til det tidspunkt hvor alle menneskeskabte regeringer for bestandig vil blive erstattet af Guds rige. Guds profet Daniel sagde til Nebukadnezar: „Den store Gud har ladet kongen vide hvad der herefter skal ske. Og drømmen står fast, og tydningen af den er pålidelig.“ — Daniel 2:28-45.

Nebukadnezar måtte selv på en yderst håndfast måde erfare at Gud kan øve indflydelse på verdensforholdene — at „den Højeste er hersker over menneskenes rige og giver det til hvem han vil“. — Daniel 4:25.

Babylons ødelæggelse forudsagt

Babylons store grusomhed mod Jehovas folk ville ikke forblive ustraffet. Gennem Jeremias havde Gud sagt: „Og jeg vil gengælde Babylon og alle Kaldæas indbyggere al deres ondskab som de har øvet på Zion for jeres øjne.“ Og gennem Esajas havde han forudsagt: „Imod dem ægger jeg mederne.“ — Jeremias 51:24; Esajas 13:17.

Omkring to hundrede år før det skete forudsagde Jehova tilmed navnet på den hersker der skulle forvolde Babylons fald og befri Guds folk, nemlig Kyros, kendt som Kyros den Store. Ifølge profetien om Kyros ville Jehova „åbne de tofløjede døre foran ham så end ikke portene lukkes“. (Esajas 44:26-45:1) Men skete det virkelig? Vi vil lade historien svare.

Babylon omstyrtes!

Da afslutningen på jødernes halvfjerdsårige fangenskab som forudsagt nærmede sig, var mederne og perserne i offensiven. Babylons konge Nabonid var allerede flygtet for Kyros på slagmarken. Den græske historiker Herodot fortæller at babylonierne var udrustet så de kunne modstå en langvarig belejring. Desuden havde de åbenbart stor tillid til Babylons vældige mure.

Som Bibelen beretter holdt Belsazzar natten mellem den 5. og den 6. oktober 539 f.v.t. en stor fest i Babylon hvor han spiste og drak sammen med tusind fornemme gæster. (Daniel 5:1-4) Herodot bekræfter at der blev festet i Babylon den nat. Han siger at byens indbyggere „dansede og morede sig“. Uden for byen havde Kyros imidlertid ladet Eufratflodens vande, der løb lige igennem byens centrum, lede bort. Da vandstanden faldt kunne hans hær vade op gennem flodlejet, forbi de tårnhøje mure, og komme ind i byen gennem hvad Herodot kalder „de små porte der fører ned til floden“, nogle porte som babylonierne havde ladet stå åbne.

Mange år i forvejen havde profeten Jeremias givet en malende beskrivelse af Babylons fald: „Babylons vældige krigere er holdt op med at kæmpe. . . . Én løber iler en anden løber i møde, og ét bud iler et andet bud i møde, for at fortælle Babylons konge at hans by er indtaget fra ende til anden, og at endog vadestederne er erobret, og sivbådene har man brændt i ild.“ — Jeremias 51:30-32.

Nabonids Krønike, der i dag findes på British Museum, bekræfter denne beskrivelse. Den siger at „Kyros’ hær [drog] ind i Babylon uden kamp“.

Jehovas profeti går i opfyldelse

Babylon faldt på én nat. Bibelhistoriens tredje verdensrige havde pludselig mødt sit endeligt. På et kileskriftdokument kendt som Kyros-cylinderen kunne Kyros pralende skrive: „Jeg er Kyros, verdens konge, den store konge, den mægtige konge, konge af Babylon, konge af Sumer.“ Kort tid efter udstedte Kyros sit berømte dekret, og omkring 50.000 jødiske fanger vendte hjem for at genopbygge Jerusalem og Jehovas tempel. De nåede netop frem ved slutningen af de forudsagte halvfjerds års fangenskab. — Ezra 1:1-11.

Århundreder senere kom apostelen Peter til Babylon for at undervise i det blomstrende jødiske samfund der fandtes her, og det var herfra at Peter skrev mindst ét af sine inspirerede breve. (1 Peter 5:13) Med tiden gik profetien imidlertid i opfyldelse: „Og det skal gå Babylon, rigernes pryd, kaldæernes stolthed og hæder, som da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra.“ — Esajas 13:19, 20.

I dag er det mægtige Babylon ikke andet end en øde stenhob, ruiner i et ørkenland — et tavst men talende vidnesbyrd om at Jehovas profetiske ord altid taler sandt. — Jeremias 51:36, 37.

[Fodnoter]

[Kort på side 31]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DET BABYLONISKE RIGES UDSTRÆKNING

DET STORE HAV

Eufratfloden

Babylon

MEDIEN

Jerusalem

[Kildeangivelse]

Udarbejdet efter kort fra Pictorial Archive (Near Eastern History) Est. and Survey of Israel

[Illustrationer på side 31]

Rekonstruktion af Isjtarporten i Babylon (til højre)

[Kildeangivelse]

Museum for Vestasiatisk Oldtidshistorie, Østberlin, DDR

Ruinerne af Babylon i dag (nedenfor)