For at producere vin i større mængder måtte de israelitiske vinavlere tage sig godt af deres vinstokke. I Esajas’ Bog beskrives hvordan en typisk israelitisk vinavler gav sig til at grave i jorden på en bjergskråning og rydde den for store sten før han plantede den til med sin ’udsøgte røde vin’. Muligvis opførte han en stenmur af de sten han havde gravet op af jorden. En sådan mur ville forhindre at vingården blev trampet ned af kvæg, og kunne også beskytte mod ræve, vildsvin og tyve. Vinavleren udhuggede måske også en vinperse og byggede et lille tårn der kunne tjene som et køligt opholdssted i høsttiden, hvor der skulle holdes særligt opsyn med vinstokkene. Efter alt dette forarbejde kunne han forvente at få en god druehøst. — Esajas 5:1, 2.a

Esajas sammenlignede „Israels hus“ med en vingård som efterhånden bar „vilde druer“, eller „stinkende (rådne) bær“. (Esajas 5:2, 7; fodnote) Vilde druer er væsentlig mindre end dyrkede; de består mest af kerner og har meget lidt frugtkød. De er uegnede til at spise og til fremstilling af vin og er således et passende symbol på den frafaldne nation, hvis frugter var „retsbrud“ og ikke „retfærd“.