BABYLON
(Baʹbylon) [forvirring].
1. Det senere navn på byen Babel. Denne berømte oldtidsby lå ved Eufratfloden på Sinears sletter, ca. 870 km øst for Jerusalem og 80 km syd for det nutidige Baghdad. Ruinerne af Babylon dækker et stort område der har form som en trekant, og der ligger flere ruinhøje i området. Det gamle navn er bevaret i Tell Babil (Mujelibe), der ligger i trekantens nordlige del, ca. 10 km nord for Hille i Irak. — Se BABYLON, 2; SINEAR.
Byen lå på begge sider af Eufratfloden, og den var omgivet af et dobbelt mursystem som gjorde den tilsyneladende uindtagelig.
Det indre fæstningsanlæg var opført af ubrændte lersten og bestod af to mure. Den indre mur var 6,5 m tyk. Den ydre mur, der lå 7 m derfra, var omkring 3,5 m tyk. Begge mure var forsynet med forsvarstårne, der også tjente til at forstærke murværket. Omkring 20 m fra den ydre mur lå en kaj af brændte teglsten lagt i asfalt. Uden for ydermuren løb også en voldgrav, der var forbundet med Eufratfloden nord og syd for byen. Den tjente både som vandforsyning og til beskyttelse mod fjendtlige hære. Ifølge babyloniske dokumenter var der otte porte som førte ind til den indre by. Indtil nu har man fundet og udgravet fire af portene.
Det ydre fæstningsanlæg øst for Eufrat blev tilføjet af Nebukadnezar II (der ødelagde Salomons tempel), som derved indesluttede en stor del af sletten nord, øst og syd for byen hvortil folk kunne flygte i tilfælde af krig. Dette ydre fæstningsanlæg bestod også af to mure. Den indre mur, der var bygget af ubrændte lersten, var ca. 7 m tyk og forsynet med forsvarstårne. Ca. 12 m uden for denne lå den ydre mur af brændte lersten, sammensat af to dele som var forbundet af tårne: den ene del næsten 8 m tyk og den anden omkring 3,5 m tyk.
Nabonid forbandt det ydre fæstningsanlægs frie ender ved at opføre en mur langs flodens østbred. Denne mur var omkring 8 m bred og var forsynet med tårne, og foran den lå en 3,5 m bred kaj.
Den græske historiker Herodot, der levede i det 5. århundrede f.v.t., fortæller at Eufratfloden på begge sider var flankeret af en gennemgående kaj som var adskilt fra selve byen af mure med porte. Ifølge hans opgivelser var bymurene omkring 90 m høje, 26,5 m brede og ca. 95 km lange. Dette lader dog til at være stærkt overdrevet. Arkæologiske undersøgelser har vist at byen var langt mindre, og at det ydre fæstningsanlæg var både kortere og lavere end Herodot hævder. Der er heller ikke fundet vidnesbyrd om et kajanlæg på flodens vestbred.
De gader der førte gennem byen, udgik fra portene i de massive mure. Processionsgaden, hovedboulevarden, var brolagt, og murene langs den dekoreret med løver. (BILLEDE, bd. 2, s. 323) Nebukadnezar II istandsatte og udvidede det gamle palads og byggede et nyt sommerpalads omkring 2 km nordligere. Han opførte også et omfattende terrasseanlæg med hvælvinger, kendt som De Hængende Haver og berømmet som et af „den gamle verdens underværker“.
Denne storby, der bredte sig på begge sider af Eufratfloden, spillede en betydningsfuld rolle i verdenshandelen. Den var ikke blot et vigtigt produktionscenter, men også udgangspunkt for handel mellem folkeslagene i øst og vest, både til lands og til vands. Dens flåde havde således adgang til Den Persiske Bugt og derfra til fjerne have.
Historie. Nimrod, der levede i anden halvdel af det 3. årtusind f.v.t., grundlagde Babylon som hovedstad i det første politiske imperium på jorden. Opførelsen af byen gik dog pludselig i stå på grund af sprogforvirringen. (1Mo 11:9) Skiftende generationer byggede videre på byen. Hammurabi udvidede og styrkede den og gjorde den til hovedstad i et babylonisk storrige under semitisk herredømme.
Under det assyriske verdensrige var Babylon jævnlig skueplads for kampe eller opstande, og da Assyrerriget forfaldt, grundlagde kaldæeren Nabopalassar et nyt dynasti i Babylon omkring 645 f.v.t. Hans søn Nebukadnezar II fuldendte byens genopbygning og sagde pralende: „Er dette ikke det store Babylon som jeg har bygget?“ (Da 4:30) Under ham opnåede byen sin største pragt, som den bevarede som hovedstad i det tredje verdensrige indtil natten den 5. oktober 539 f.v.t. (ifølge den gregorianske kalender), da Babylon faldt for de medo-persiske hære under Kyros den Store.
Denne skæbnesvangre nat holdt Belsazzar en fest i Babylon for tusind af sine stormænd, men Nabonid selv var ikke til stede og så den ildevarslende skrift på væggen: „MENE, MENE, TEKEL og PARSIN.“ (Da 5:5-28) Han var blevet slået af perserne og havde trukket sig tilbage mod sydvest til byen Borsippa. Jehovas profet Daniel var imidlertid til stede i Babylon denne nat, den 5. oktober 539 f.v.t., og han forklarede betydningen af skriften på væggen. Kyros’ soldater lå ikke og sov i deres stillinger rundt om Babylons tilsyneladende uindtagelige mure. De var travlt beskæftiget. Kyros havde udtænkt en fantastisk strategi, og hans ingeniørtropper var i færd med at aflede den mægtige Eufratflod fra sit sædvanlige løb gennem byen. Da vandet sank, gik perserne ned i flodlejet, ind langs kajen, og trængte gennem portene og overrumplede byen. De skyndte sig gennem gaderne, dræbte alle som gjorde modstand, indtog paladset og dræbte Belsazzar. Dermed var det hele overstået. På én nat var Babylon faldet; århundreders semitisk overherredømme var forbi; Babylon var nu blevet underlagt arisk herredømme, og Jehovas profetiske ord var gået i opfyldelse. — Es 44:27; 45:1, 2; Jer 50:38; 51:30-32; se BILLEDE, bd. 2, s. 325; KYROS.
Fra dette mindeværdige år, 539 f.v.t., aftog byens betydning, og dens pragt begyndte at blegne. To gange gjorde den oprør mod perserkongen Darius I (Hystaspes), og anden gang det skete, blev den ødelagt. Den delvis genopbyggede by gjorde oprør mod Xerxes I og blev plyndret. Alexander den Store ønskede at gøre Babylon til sin hovedstad, men døde pludselig i 323 f.v.t. Seleukos Nikator indtog byen i 312 f.v.t. og flyttede en stor del af dens byggematerialer til Tigrisflodens bredder, hvor han opførte sin nye hovedstad, Seleukia. Babylon fandtes dog stadig på de første kristnes tid, hvor apostelen Peter besøgte byen på grund af dens jødiske befolkning. (1Pe 5:13) Der er fundet inskriptioner i byen som viser at templet for Bel eksisterede så sent som i år 75 e.v.t. Omkring det 4. århundrede lå byen i ruiner, og til sidst forsvandt den fuldstændigt. Den endte med at blive til „stenhobe“. — Jer 51:37.
I dag er der ikke andet tilbage af Babylon end jordhøje og ruiner, en ødemark. (BILLEDE, bd. 2, s. 324) Bogen Archaeology and Old Testament Study oplyser: „Disse omfattende ruiner, hvoraf der trods Koldeweys arbejde kun er blevet udgravet en lille del, er i de forgangne århundreder blevet voldsomt plyndret for byggematerialer. Delvis som følge af dette frembyder overfladen nu mange steder et så kaotisk billede at det vækker stærke mindelser om profetierne i Es. xiii. 19–22 og Jer. l. 39f.; det trøstesløse indtryk forstærkes yderligere af den tørhed der kendetegner store dele af ruinområdet.“ — Redigeret af D. W. Thomas, Oxford 1967, s. 41.
Religion. Babylon var en meget religiøs by. Udgravninger og gamle tekster viser at der fandtes over 50 templer i den. Byens hovedgud var Marduk, i Bibelen kaldet Merodak. Nogle har forbundet Marduk med den guddommeliggjorte Nimrod, men forskernes meninger om hvilke mennesker de forskellige guder kan identificeres med, er delte. Treheder af guddomme spillede også en fremtrædende rolle i den babyloniske religion. En af dem bestod af to guder og en gudinde: måneguden Sin, solguden Shamash, og Ishtar; de blev regnet for at være dyrekredsens herskere. En anden trehed bestod af djævlene Labartu, Labasu og Akhkhazu. Overalt var der vidnesbyrd om afgudsdyrkelse. Babylon var i sandhed „et land med billedstøtter“ og „uhumske guder“. — Jer 50:1, 2, 38.
Babylonierne troede på menneskesjælens udødelighed. — The Religion of Babylonia and Assyria af M. Jastrow, jun., 1898, s. 556.
Babylonierne udviklede astrologien for at kunne læse menneskenes fremtid i stjernerne. (Se ASTROLOGER.) Magi, trolddom og astrologi spillede en væsentlig rolle i deres religion. (Es 47:12, 13; Da 2:27; 4:7) Mange himmellegemer, som for eksempel planeterne, blev opkaldt efter babyloniske guder. Spådomskunst var stadig en grundlæggende bestanddel af den babyloniske religion på Nebukadnezars tid; denne konge benyttede spådom for at træffe afgørelser. — Ez 21:20-22.
Israels ærkefjende. Bibelen taler ofte om Babylon, første gang i Første Mosebog, hvor den oprindelige by, Babel, nævnes. (1Mo 10:10; 11:1-9) Blandt det bytte Akan tog i Jeriko, var „en embedsklædning fra Sinear“. (Jos 7:21) Efter nordriget Israels fald i 740 f.v.t. blev folk fra Babylon og andre områder ført dertil for at bosætte sig i landet i stedet for de landflygtige israelitter. (2Kg 17:24, 30) Ezekias begik den fejl at vise nogle sendebud fra Babylon skattene i sit hus; disse skatte samt nogle af hans „sønner“ blev senere ført til Babylon. (2Kg 20:12-18; 24:12; 25:6, 7) Kong Manasse (716-662 f.v.t.) blev også ført som fange til Babylon; men fordi han ydmygede sig, lod Jehova ham vende tilbage til tronen. (2Kr 33:11) Kong Nebukadnezar førte de kostbare redskaber fra Jehovas hus til Babylon sammen med tusinder af fanger. — 2Kg 24:1–25:30; 2Kr 36:6-20.
De Kristne Græske Skrifter oplyser at Jekonja (Jojakin), der blev ført som fange til Babylon, var et led i slægtslinjen der førte frem til Jesus. (Mt 1:11, 12, 17) Apostelen Peter skrev sit første kanoniske brev i Babylon. (1Pe 5:13; se PETERS BREVE.) Dette „Babylon“ var byen ved Eufratfloden, og ikke Rom, som nogle hævder.
Se også BABYLON DEN STORE.
2. Det babyloniske rige blev også kaldt med navnet på dets hovedstad, Babylon. Dets magtcentrum lå i den nedre del af den mesopotamiske dal. — KORT, bd. 2, s. 321.
Historikere deler undertiden Babylonien op i en nordlig del, som kaldes Akkad, og en sydlig, som kaldes Sumer eller Kaldæa. Oprindelig blev området i Bibelen betegnet som „Sinears land“. (1Mo 10:10; 11:2; se SINEAR.) Da de dominerende herskere senere gjorde Babylon til deres hovedstad, blev det kendt under navnet Babylonien. Eftersom det undertiden var kaldæiske dynastier der sad inde med magten, blev det også kaldt „kaldæernes land“. (Jer 24:5; 25:12; Ez 12:13) Blandt oldtidsbyerne i Babylonien må nævnes Adab, Akkad, Babylon, Borsippa, Erek, Kish, Lagash, Nippur og Ur. Det babyloniske verdensrige strakte sig naturligvis ud over Mesopotamien og indbefattede Syrien og Israels land ned til grænsen til Ægypten.
I første halvdel af det 8. århundrede f.v.t. var Babylonien underlagt en assyrerkonge ved navn Tiglat-Pileser III (Pul). (2Kg 15:29; 16:7; 1Kr 5:26) Senere blev en kaldæer ved navn Merodak-Bal’adan konge over Babylon, men efter 12 års forløb blev han fordrevet af Sargon II. Sargons efterfølger, Sankerib, blev konfronteret med en ny babylonisk opstand under anførsel af Merodak-Bal’adan. Efter Sankeribs forgæves forsøg på at indtage Jerusalem i 732 f.v.t. sendte Merodak-Bal’adan udsendinge til Ezekias af Juda, muligvis for at søge støtte mod Assyrien. (Es 39:1, 2; 2Kg 20:12-18) Senere blev han fordrevet af Sankerib, der lod sig krone til hersker over Babylon, en stilling han beholdt indtil sin død. Sankeribs søn Asarhaddon genopbyggede byen. Babylonierne samledes nu om Nabopalassar og gjorde ham til konge. Dette blev begyndelsen til det nybabyloniske dynasti, der fortsatte indtil Belsazzar. Dette dynasti fra Nabopalassars søn Nebukadnezar til Belsazzar er på den profetiske billedstøtte i Nebukadnezars drøm fremstillet ved hovedet af guld (Da 2:37-45), og i et af Daniels nattesyner ved en løve der havde ørnevinger og et menneskehjerte. — Da 7:4.
I 632 f.v.t. blev Assyrien undertvunget af dette nye kaldæiske dynasti og dets mediske og skytiske forbundsfæller. I 625 f.v.t. sejrede Nabopalassars ældste søn, Nebukadnezar (II), over den ægyptiske farao Neko i slaget ved Karkemisj, og samme år overtog han styret. (Jer 46:1, 2) Under Nebukadnezar tjente Babylon som „et guldbæger“ i Jehovas hånd hvormed der blev udgydt vrede over det troløse Juda og Jerusalem. (Jer 25:15, 17, 18; 51:7) I 620 f.v.t. tvang han Jojakim til at betale tribut, men efter ca. tre års forløb gjorde Jojakim oprør. I 618 f.v.t., i Jojakims tredje år som tributpligtig konge, drog Nebukadnezar mod Jerusalem. (2Kg 24:1; 2Kr 36:6) Jojakim døde imidlertid før babylonierne nåede at få fat i ham. Han blev efterfulgt af sønnen Jojakin, der hurtigt overgav sig og sammen med andre fremtrædende personer blev ført til Babylon i 617 f.v.t. (2Kg 24:12) Derefter blev Zedekias indsat som konge over Juda, men han gjorde også oprør, og i 609 f.v.t. belejrede babylonierne igen Jerusalem og gennembrød til sidst byens mure i 607 f.v.t. (2Kg 25:1-10; Jer 52:3-12) Dette år, 607 f.v.t., hvori Jerusalem blev lagt øde, var et betydningsfuldt år i forbindelse med udregningen af tiden indtil universets suveræne Hersker, Jehova, ville overdrage kongemagten til sin egen udvalgte verdenshersker. — Se NATIONERNES FASTSATTE TIDER (Nedtrædningen begynder).
Der er fundet en kileskrifttavle som omtaler et felttog mod Ægypten i Nebukadnezars 37. år (588 f.v.t.). Det kan være ved den lejlighed at det mægtige Ægypten blev underlagt babylonisk herredømme, som det blev forudsagt af profeten Ezekiel, øjensynlig i 591 f.v.t. (Ez 29:17-19) Efter at Nebukadnezar havde regeret i 43 år, hvor han både havde underlagt sig mange nationer og havde udført et storslået byggeprogram i Babylonien, døde han i 582 f.v.t. og blev efterfulgt af Awel-Marduk (Evil-Merodak). Denne nye hersker behandlede den fangne kong Jojakin venligt. — 2Kg 25:27-30.
Om Neriglissar, der øjensynlig efterfulgte Evil-Merodak, og om Labashi-Marduk foreligger der kun få oplysninger. Derimod har man fyldigere oplysninger om Nabonid og hans søn Belsazzar, der åbenbart deltes om magten ved tiden for Babylons fald.
Under Kyros den Stores kommando var mederne og perserne nu på march for at underlægge sig Babylonien og blive det fjerde verdensrige. Om natten den 5. oktober 539 f.v.t. (ifølge den gregorianske kalender) blev Babylon indtaget og Belsazzar dræbt. I sit første år efter erobringen af Babylon udstedte Kyros sit berømte dekret, hvorved en gruppe på 42.360 israelitter foruden mange trælle og professionelle sangere fik mulighed for at vende tilbage til Jerusalem. Omkring 200 år senere endte det persiske herredømme over Babylonien da Alexander den Store i 331 f.v.t. indtog Babylon. I midten af det 2. århundrede f.v.t. var Babylonien underlagt partherne under kong Mithradates I.
Eftersom der var blomstrende jødiske samfund i landet, tog apostelen Peter til Babylon, hvorfra han skrev i det mindste ét af sine inspirerede breve. (Ga 2:7-9; 1Pe 5:13) Jødiske ledere i disse østlige samfund udformede Den Babyloniske Targum, også kaldet Targum Onkelos, og lavede en del afskrifter af De Hebraiske Skrifter. Et bemærkelsesværdigt håndskrift er Petersborg-profetkodeksen fra 916 e.v.t., som indeholder en blanding af østlige (babyloniske) og vestlige (tiberiske) læsemåder.
[Kort på side 200, 201]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Oldtidens Babylon
Nystaden
Kanal
Sommerpalads
Ishtarporten
Hængende Haver
Bypalads
Ziggurat
Flodport
Flodmur
Eufratfloden
Byens indre muranlæg
Kanal
Nebukadnezars ydre muranlæg
Kanal