Som følge af at Kyros således var udpeget på forhånd, blev han kaldt Jehovas „salvede“ (hebr.: masjīʹach, messias; gr.: christosʹ, kristus). (Es 45:1) At Gud ’kaldte ham ved navn’ (Es 45:4) på dette tidlige tidspunkt, betød ikke at han gav Kyros dette navn da han blev født, men at han på forhånd vidste at en mand af dette navn ville fremstå, og at han ikke kaldte ham uden at kende hans navn, men kaldte ham specielt, med navns nævnelse.

Uden at Kyros, der sandsynligvis var hedning og tilhænger af Zarathustras lære, var sig det bevidst, havde Jehova Gud billedligt talt ’grebet hans højre hånd’ for at føre og styrke ham, spænde hans bælte og ruste ham og bane vejen for ham så han kunne fuldbyrde den guddommelige hensigt: erobringen af Babylon. (Es 45:1, 2, 5)

Hvordan ledte Kyros Eufratflodens vande bort?

Profetierne om Kyros’ erobring af Babylon lod forstå at floderne ville være udtørrede og portene ikke være lukkede, at byen pludselig ville blive invaderet, og at Babylons krigere ikke ville gøre modstand. (Es 44:27; 45:1, 2; Jer 50:35-38; 51:30-32) Herodot fortæller at Babylon var omgivet af en dyb og bred voldgrav, og at man kom ind i byen gennem talrige bronze- (eller kobber-)porte i de mure der løb langs Eufratfloden, som delte byen i to dele. Efter at have lagt sig i stilling omkring byen indtog Kyros den på følgende måde: „Han ledte ved en gennemgravning floden ind i det sumpede søbassin [den kunstige sø som efter sigende var anlagt af dronning Nitokris] og gjorde det derved muligt at vade gennem det gamle flodleje, når vandet sank. Da dette var gennemført, og vandet sunket så meget, at det kun gik en mand til midt op på låret, trængte de persere, der var opstillet netop med dette for øje, gennem Eufrats flodleje ind i Babylon. Hvis babylonierne havde været underrettet i forvejen eller havde fundet ud af, hvad det var Kyros gjorde, kunne de roligt have ladet perserne komme ind i byen og dér have beredt dem en frygtelig undergang. Ved at lukke alle portene, der vender ud mod floden, og ved selv at bemande de mure, der løber langs flodens bredder, kunne de nemlig have fanget dem som i en fiskeruse. Men nu var perserne over dem, inden de anede noget. Efter hvad folk, der bor dér siger, er byen så stor, at da yderkvartererne var erobret, anede de babyloniere, der bor midt i byen, ikke, at det allerede var ude med dem. Da de netop fejrede en fest, fortsatte de med at danse og more sig, lige til de så også fik det til gavns at vide. [Jf. Da 5:1-4, 30; Jer 50:24; 51:31, 32.] Således var Babylon for første gang faldet i fjendehånd.“ — Herodots historie, oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø, 1979, I, 191.

Xenofons beretning er i hovedtrækkene den samme som Herodots, men han giver lidt andre enkeltheder. Han fortæller at Kyros anså det for næsten umuligt at storme Babylons vældige mure, hvorefter han belejrede byen og ledte vandet i Eufratfloden bort ved hjælp af grøfter; og mens byen festede, sendte han sine tropper gennem flodlejet forbi byens mure. Under anførsel af Gobryas og Gadatas overraskede tropperne vagterne og trængte frem til og ind i paladset gennem dets porte. På én nat blev byen indtaget og kongen dræbt, og de babyloniske soldater der holdt citadellerne besat, overgav sig den følgende morgen. — Cyropaedia, VII, v, 33; jf. Jer 51:30.