„Hvor skønt et syn på bjergene: til fods kommer . . . den som forkynder fred.“ — ESAJAS 52:7.

 1, 2. (a) Hvilken god nyhed skal forkyndes som forudsagt i Esajas 52:7? (b) Hvad betød Esajas’ profetiske ord for fortidens Israel?

DER er godt nyt at forkynde! Det er en nyhed om fred — sand fred. Det er et frelsesbudskab, og det har at gøre med Guds rige. I Esajas’ Bog, kapitel 52, vers 7, kan vi læse hvad profeten Esajas skrev om det for mange år siden: „Hvor skønt et syn på bjergene: til fods kommer den som bringer godt nyt, den som forkynder fred, den som bringer godt nyt om noget bedre, den som forkynder frelse, den som siger til Zion: ’Din Gud er blevet konge!’“

² Jehova inspirerede sin profet Esajas til at nedskrive disse ord til gavn for datidens Israel og til gavn for os i dag. Hvad betyder ordene? Da Esajas nedskrev dem, var Nordriget, Israel, måske allerede ført i fangenskab af assyrerne. Senere skulle indbyggerne i Sydriget, Juda, føres som fanger til Babylon. Det var en tid med sorg og omvæltninger for landets indbyggere fordi de ikke havde været lydige mod Jehova og derfor ikke havde fred med ham. Jehova gjorde dem opmærksomme på at deres syndige adfærd havde skilt dem fra ham. (Esajas 42:24; 59:2-4) Men gennem Esajas forudsagde Jehova at Babylons porte til den fastsatte tid ville åbne sig. Guds folk ville få lov til at vende tilbage til deres hjemland og genopbygge Jehovas tempel. Zion ville blive genrejst, og tilbedelsen af den sande Gud skulle atter foregå i Jerusalem. — Esajas 44:28; 52:1, 2.

 3. Hvordan var løftet om Israels genoprettelse også en profeti om fred?

³ Dette løfte om udfrielse var også en profeti om fred. At jøderne kunne vende tilbage til det land Jehova havde givet dem, ville være et vidnesbyrd om Guds barmhjertighed og om at de havde ændret sind. Det ville vise at de havde fred med Gud. — Esajas 14:1; 48:17, 18.

„Din Gud er blevet konge“

 4. (a) I hvilken forstand kunne det i 537 f.v.t. siges at ’Jehova var blevet Konge’? (b) Hvordan ledede Jehova senere hen begivenhedernes gang til gavn for sit folk?

⁴ Da Jehova i 537 f.v.t. udfriede sit folk, kunne man med rette sige til Zion: „Din Gud er blevet konge!“ Jehova er naturligvis „evighedens Konge“. (Åbenbaringen 15:3) Men da han udfriede sit folk, blev hans suverænitet fremhævet på ny. Her var et tydeligt bevis for at Jehova har langt større magt end selv de mægtigste jordiske regimer. (Jeremias 51:56, 57) Ved Jehovas ånds virke blev også andre sammensværgelser mod hans folk forpurret. (Ester 9:24, 25) Gang på gang greb Jehova ind for at få de medo-persiske konger til at medvirke til at hans egen suveræne vilje kunne blive gennemført. (Zakarias 4:6) De storslåede begivenheder der dengang fandt sted, er beskrevet i Bibelen af profeterne Ezra, Nehemias, Haggaj og Zakarias, samt i Esters Bog. Det er meget trosstyrkende læsning.

 5. Hvilke betydningsfulde begivenheder hentydes der til i Esajas 52:13–53:12?

⁵ Men det der fandt sted i 537 f.v.t. og derefter, var kun begyndelsen. Umiddelbart efter genoprettelsesprofetien i kapitel 52 skrev Esajas om Messias’ komme. (Esajas 52:13–53:12) Gennem Messias, der viste sig at være Jesus Kristus, ville Jehova udsende et budskab om udfrielse og fred af langt større betydning end det der skete i år 537 f.v.t.

14. I hvilken forstand kan man sige at fødderne på dem der forkyndte den gode nyhed, var skønne?

¹⁴ Det var selvfølgelig ikke alle der tog venligt imod de kristne forkyndere. Men de ord som Paulus citerede fra Esajas 52:7, viste sig ikke desto mindre at være sande. Efter at have spurgt: „Hvordan kan nogen forkynde hvis ikke de sendes ud?“ tilføjer Paulus: „Som der står skrevet: ’Hvor skønt et syn: til fods kommer de som forkynder godt nyt om gode ting!’“ Ordret står der: „Hvor skønne er fødderne på dem som forkynder godt nyt.“ Det er nok de færreste af os der betragter vore fødder som skønne eller smukke. Hvad kan det da betyde? Det er normalt ved hjælp af fødderne man bevæger sig rundt i forkyndelsen. Fødderne repræsenterer derfor personen. Og det er givet at mange af dem som hørte den gode nyhed af apostlene og andre af Jesu disciple i det første århundrede, syntes at disse første kristne var et skønt syn. (Apostelgerninger 16:13-15) Desuden var de dyrebare i Guds øjne.