Jehova er ’den der bringer os i sikkerhed’
„Jehova vil hjælpe dem og bringe dem i sikkerhed.“ — SL. 37:40.
1, 2. Hvilken grundlæggende sandhed om Jehova er til trøst og styrke for os?
DE SKYGGER der fremkommer på grund af Solen, ændrer sig ustandselig. Jordens rotation bevirker at skyggerne hele tiden flytter sig og ændrer form. Skaberen af Jorden og Solen forandrer sig imidlertid ikke. (Mal. 3:6) „Hos ham er der ikke forandring som følge af omdrejning og skygge,“ siges der i Bibelen. (Jak. 1:17) Denne grundlæggende sandhed om Jehova er til trøst og styrke for os, især når vi kommer ud for svære prøvelser og udfordringer. Hvorfor?
2 Som det fremgik af den foregående artikel, var det Jehova der bragte sine tjenere i sikkerhed på Bibelens tid. (Sl. 70:5) Eftersom han ikke forandrer sig og altid holder ord, har hans tjenere i dag al mulig grund til at stole på at han også vil „hjælpe dem og bringe dem i sikkerhed“. (Sl. 37:40) Hvordan har Jehova bragt sine tjenere i sikkerhed i nyere tid? Hvordan kan han gøre det for os personligt?
Udfriet fra modstandere
3. Hvorfor kan vi være sikre på at modstandere ikke vil kunne hindre Jehovas folk i at forkynde den gode nyhed?
3 Uanset hvor stor modstand Satan udsætter Jehovas Vidner for, vil han aldrig kunne hindre dem i at give Jehova den udelte tilbedelse han fortjener. I Guds ord finder vi denne forsikring: „Intet våben der dannes imod dig vil du’, og enhver tunge som rejser sig imod dig i retten vil du få kendt skyldig.“ (Es. 54:17) Modstandere har uden held forsøgt at hindre Guds folk i at forkynde. Lad os se på to eksempler.
4, 5. Hvilken modstand kom Jehovas folk ud for i 1918, og hvad blev resultatet?
4 I 1918 kom Jehovas folk ud for en bølge af forfølgelse anstiftet af præsteskabet i den hensigt at standse forkyndelsen. Den 7. maj udstedte den amerikanske forbundsdomstol en arrestordre mod J.F. Rutherford, der dengang førte tilsyn med det verdensomspændende forkyndelsesarbejde, og mod flere andre på hovedkontoret. Mindre end to måneder senere blev broder Rutherford og hans medarbejdere idømt lange fængselsstraffe på grundlag af falske anklager for undergravende virksomhed. Var det lykkedes modstanderne permanent at få standset forkyndelsen ad rettens vej? Nej, naturligvis ikke!
5 Husk på hvad Jehova har lovet: „Intet våben der dannes imod dig vil du’.“ Den 26. marts 1919 — ni måneder efter at broder Rutherford og hans medarbejdere var blevet dømt — tog begivenhederne en dramatisk vending, og de fængslede brødre blev løsladt mod kaution. Året efter, den 5. maj 1920, blev anklagerne mod dem frafaldet. Brødrene brugte deres frihed til at forkynde flittigt. Hvad blev resultatet? Den fantastiske vækst vi har set siden da! Al ære for dette udfald tilkommer ’den der bringer os i sikkerhed’. — 1 Kor. 3:7.
6, 7. (a) Hvilken kampagne mod Jehovas Vidner blev iværksat i Nazityskland, og hvordan gik det? (b) Hvad viser Jehovas folks historie i nyere tid?
6 Lad os nu se på et andet eksempel. I 1934 svor Hitler at han ville udrydde Jehovas Vidner i Tyskland. Det var ikke nogen tom trussel, for den blev efterfulgt af en bølge af arrestationer og fængslinger. Tusinder af Jehovas Vidner blev mishandlet, og flere hundrede døde i koncentrationslejre. Lykkedes det Hitler at udrydde Jehovas Vidner? Fik han standset al forkyndelse af den gode nyhed i Tyskland? Overhovedet ikke! Mens forfølgelsen stod på, forkyndte brødrene under jorden. Da nazistyret var faldet, brugte de deres frihed til at fortsætte med at forkynde. I dag er der over 165.000 forkyndere i Tyskland. Endnu en gang har ’den der bringer os i sikkerhed’ vist at han holder sit løfte: „Intet våben der dannes imod dig vil du’.“
7 Jehovas Vidners historie i nyere tid viser tydeligt at Jehova aldrig vil tillade at hans tjenere udslettes som folk betragtet. (Sl. 116:15) Men hvordan så med os som enkeltpersoner? Hvordan bringer Jehova hver enkelt af os i sikkerhed?
Beskyttes vi mod fysisk overlast?
8, 9. (a) Hvordan ved vi at vi ikke umiddelbart kan forvente at blive beskyttet mod fysisk overlast? (b) Hvad må vi være realistiske og erkende?
8 Vi er klar over at vi som enkeltpersoner ikke kan forvente at blive beskyttet mod at lide fysisk overlast. Vi har samme holdning som de tre trofaste hebræere gav udtryk for da de nægtede at bøje sig for kong Nebukadnezars guldbilledstøtte. Disse gudfrygtige unge mænd tog det ikke for givet at Jehova mirakuløst ville beskytte dem mod at lide fysisk overlast. (Læs Daniel 3:17, 18). Nu viste det sig imidlertid at Jehova rent faktisk udfriede dem fra den brændende ildovn. (Dan. 3:21-27) Men selv på Bibelens tid var mirakuløs udfrielse undtagelsen snarere end regelen. Mange af Jehovas trofaste tjenere døde for modstanderes hånd. — Hebr. 11:35-37.
9 Hvordan er det så i dag? Som ’den der bringer os i sikkerhed’ er Jehova afgjort i stand til at udfri enkeltpersoner fra farlige situationer. Kan vi med sikkerhed sige om Jehova greb ind eller ikke greb ind i bestemte situationer? Nej. Det kan ikke desto mindre være at en der er undsluppet en farlig situation, føler at det var Jehova der greb ind. Det vil ikke være rigtigt af andre at bestride denne opfattelse. Samtidig må vi være realistiske og erkende at mange trofaste kristne er døde på grund af forfølgelse, for eksempel i nazitiden. Andre er omkommet under tragiske omstændigheder. (Præd. 9:11) Vi kunne spørge: „Når trofaste Vidner dør i en alt for tidlig alder, er det så et tegn på at Jehova har brudt sit løfte om at bringe sine tjenere i sikkerhed?“ Nej, sådan kan det ikke hænge sammen.
10, 11. Hvorfor står mennesket magtesløst over for døden, men hvad kan Jehova gøre?
10 Tænk engang over dette: Vi står magtesløse over for døden, for intet menneske kan „bringe sin sjæl i sikkerhed for Sheols hånd“, det vil sige undgå Hades, menneskehedens fælles grav. (Sl. 89:48) Men kan Jehova ikke gøre det? En søster der overlevede nazitidens terror, husker hvad hendes mor, der var et af Jehovas Vidner, engang sagde for at trøste hende efter at de havde mistet nogle de holdt af, i koncentrationslejrene: „Hvis døden holdt mennesker fanget for evigt, var den stærkere end Gud, ikke?“ Døden har naturligvis ikke større magt end livets Kilde, der er almægtig! (Sl. 36:9) Alle der befinder sig i Sheol, eller Hades, er i Jehovas hukommelse, og han vil bringe hver eneste af dem i sikkerhed. — Luk. 20:37, 38; Åb. 20:11-14.
11 Men indtil da er Jehova direkte involveret i sine trofaste tjeneres liv i dag. Lad os nu betragte tre måder hvorpå han ’bringer os i sikkerhed’.
Åndelig beskyttelse
12, 13. Hvorfor er det vigtigst at vi beskyttes åndeligt, og hvordan sørger Jehova for det?
12 Jehova beskytter os åndeligt, og det er det allervigtigste. Som sande kristne forstår vi at der findes noget mere værdifuldt end vores nuværende liv. Det mest dyrebare vi ejer, er det personlige forhold til Jehova. (Sl. 25:14; 63:3) Uden det ville vores nuværende liv ikke have megen værdi, og vi ville ikke have noget håb for fremtiden.
13 Lykkeligvis giver Jehova os al den hjælp vi behøver for at kunne bevare et nært forhold til ham. Vi kan få hjælp gennem hans ord, hans hellige ånd og hans verdensomspændende menighed. Hvordan kan vi udnytte denne hjælp bedst muligt? Ved regelmæssigt og flittigt at studere hans ord vil vi styrke vores tro og forny vores håb. (Rom. 15:4) Ved oprigtigt at bede om hans ånd vil vi få hjælp til at modstå fristelser til at gøre noget der kunne skade vores forhold til ham. (Luk. 11:13) Ved at følge den vejledning trælleskaren giver gennem bibelske publikationer og ved møder og stævner, næres vi af åndelig „mad i rette tid“. (Matt. 24:45) Disse foranstaltninger beskytter os åndeligt og hjælper os til at holde os nær til Gud. — Jak. 4:8.
14. Fortæl en oplevelse der viser hvordan Jehova beskytter os åndeligt.
14 Som et eksempel på hvordan Jehova beskytter os åndeligt, kan vi tænke på det forældrepar der omtales i indledningen til den foregående artikel. Nogle få dage efter at deres datter, Theresa, var blevet meldt savnet, fik de en dybt tragisk meddelelse: Hun var blevet myrdet.a Faderen fortæller: „[Jeg havde] bedt Jehova om at beskytte hende. Da hun blev fundet myrdet, må jeg indrømme at jeg i begyndelsen havde svært ved at forstå hvorfor mine bønner ikke var blevet hørt. Jeg ved jo godt at Jehova ikke har lovet sine tjenere mirakuløs beskyttelse, men jeg blev ved med at bede om en forklaring. Jeg har fundet trøst i at vide at Jehova beskytter sit folk åndeligt, det vil sige at han giver os hvad vi behøver for at vi kan værne om vores forhold til ham. Vores mulighed for at få evigt liv afhænger af denne form for beskyttelse, og derfor er den vigtigere end beskyttelse mod fysiske farer. I den forstand har Jehova beskyttet Theresa, for hun tjente ham trofast indtil sin død. Jeg har fået fred i sindet i bevidstheden om at hendes fremtidsudsigter ligger i Jehovas kærlige hænder.“
Styrket under sygdom
15. Hvordan kan Jehova hjælpe os når vi rammes af sygdom?
15 Jehova kan styrke os „på sygelejet“, ligesom han gjorde med David. (Sl. 41:3) I vor tid bringer Jehova os ikke i sikkerhed ved at helbrede os mirakuløst, men han hjælper os. Hvordan? De principper der findes i hans ord, kan hjælpe os til at træffe kloge afgørelser med hensyn til behandling og andre ting. (Ordsp. 2:6) I artikler i Vagttårnet og Vågn op! kan vi finde nyttige oplysninger og praktiske forslag angående specifikke helbredsproblemer. Gennem sin ånd kan Jehova give os „den kraft som er ud over det normale“ så vi kan udholde situationen og bevare vores uangribelighed uanset hvad der sker. (2 Kor. 4:7) Med denne hjælp kan vi undgå at blive så optaget af vores sygdom at vi mister vores åndelige udsyn.
16. Hvordan har en broder klaret at blive ramt af sygdom?
16 Tænk på den unge broder der omtales i indledningen til den foregående artikel. Han fik i 1998 stillet diagnosen amyotrofisk lateralsklerose, eller ALS, og blev med tiden fuldstændig lam.b Hvordan har han kunnet klare at blive ramt af denne sygdom? Han fortæller: „Jeg har haft øjeblikke med smerter og frustration, hvor jeg følte at døden ville være min eneste udvej. Hver gang jeg føler at det bliver for meget for mig, beder jeg Jehova om at give mig tre ting: et roligt hjerte, tålmodighed og udholdenhed. Jeg føler at Jehova har besvaret mine bønner. Et roligt hjerte giver mig mulighed for at grunde over trøstende tanker, som for eksempel hvordan det vil være at leve i den nye verden når jeg igen kan gå, nyde et godt måltid mad og tale med min familie. Tålmodighed hjælper mig til at bære de vanskeligheder og udfordringer som lammelsen medfører. Udholdenhed hjælper mig til at forblive trofast og ikke miste den åndelige ligevægt. Jeg kan virkelig identificere mig med salmisten David, for jeg føler også at Jehova har styrket mig på sygelejet.“ — Es. 35:5, 6.
Materiel hjælp
17. Hvad har Jehova lovet at gøre for os, og hvad ligger der i dette løfte?
17 Jehova har lovet at sørge for os materielt. (Læs Mattæus 6:33, 34 og Hebræerbrevet 13:5, 6). Det betyder ikke at vi kan forvente at få det nødvendige ved et mirakel, eller at vi kan holde op med at arbejde. (2 Thess. 3:10) Det der ligger i Jehovas løfte, er at hvis vi søger Guds rige først og er villige til at arbejde for at forsørge os selv, kan vi stole på at Jehova vil hjælpe os til at få det nødvendige. (1 Thess. 4:11, 12; 1 Tim. 5:8) Han kan give os det vi har brug for, på måder som vi ikke forventer, måske gennem en trosfælle der kommer os til hjælp eller tilbyder os arbejde.
18. Fortæl en erfaring der viser at vi kan få det nødvendige når vi lider nød.
18 Tænk på den enlige mor der blev nævnt i indledningen til den foregående artikel. Da hun og hendes lille datter flyttede til et nyt område, havde hun svært ved at finde arbejde. Hun fortæller: „Jeg gik ud i forkyndelsen om formiddagen, og så brugte jeg eftermiddagene på at lede efter arbejde. Jeg kan huske at jeg en dag gik ind i en butik for at købe mælk. Jeg stod og kiggede på grøntsagerne, men jeg havde ikke penge nok til at købe nogen. Aldrig har jeg følt mig så nedtrykt. Da jeg kom hjem fra butikken den dag, var min veranda fyldt med poser med alle mulige grøntsager. Der var mad nok til flere måneder. Jeg satte mig bare ned og græd og takkede Jehova.“ Søsteren fandt snart ud af at poserne kom fra en broder i menigheden der dyrkede grøntsager i sin have. Hun skrev senere til ham: „Jeg takkede dig mange gange den dag, men jeg takkede også Jehova fordi han gennem din venlighed mindede mig om sin kærlighed.“ — Ordsp. 19:17.
19. Hvilken tillid vil Jehovas tjenere nære under den store trængsel, og hvad må vi være besluttede på at gøre nu?
19 Det Jehova har gjort både på Bibelens tid og i vor tid, giver os grund til at stole på at han vil hjælpe os. Når den store trængsel inden længe kommer over Satans verden, får vi mere end nogen sinde brug for Jehovas hjælp. Men Jehovas tjenere vil kunne se hen til ham med fuldstændig tillid. De vil kunne løfte deres hoveder og glæde sig idet de ved at deres befrielse nærmer sig. (Luk. 21:28) Lad os indtil da, uanset hvilke prøvelser vi måtte komme ud for, være besluttede på at stole på Jehova, i fuld forvisning om at vor uforanderlige Gud virkelig er ’den der bringer os i sikkerhed’.
[Fodnoter]
Husker du dette?
• Hvordan kan Jehova bringe dem i sikkerhed der er døde i en alt for tidlig alder?
• Hvorfor er åndelig beskyttelse det allervigtigste?
• Hvad indebærer Jehovas løfte om at han vil sørge for os materielt?
[Illustration på side 8]
Broder Rutherford og hans medarbejdere blev arresteret i 1918, men senere løsladt, og anklagerne mod dem blev frafaldet
[Illustration på side 10]
Jehova kan styrke os på sygelejet