Kapitel seksten

Et håbets budskab til mismodige fanger

Esajas 55:1-13

 1. Beskriv situationen for de landflygtige jøder i Babylon.

DET var en mørk periode i Judas historie. Guds pagtsfolk var blevet tvunget bort fra sit hjemland og befandt sig nu som fanger i Babylon, hvor de længtes tilbage til deres land. Sandt nok havde de et vist mål af frihed til at føre en normal tilværelse. (Jeremias 29:4-7) Nogle lærte et håndværk eller drev forretning.a (Nehemias 3:8, 31, 32) Men livet for de jødiske landflygtige var alligevel ikke let. De var i fangenskab, både fysisk og åndeligt. Lad os se hvordan.

 2, 3. Hvilken indvirkning havde det på jødernes tilbedelse af Jehova at de var i landflygtighed?

² Da babylonierne ødelagde Jerusalem i 607 f.v.t., var det mere end en nation der gik til grunde; det gik også ud over den sande tilbedelse. De plyndrede Jehovas tempel og ødelagde det. Præsteordningen blev sat ud af kraft ved at nogle af Levis stamme blev bortført som fanger eller ligefrem dræbt. Uden tempel, alter eller organiseret præsteskab var det umuligt for jøderne at bringe de ofre til den sande Gud som Moseloven foreskrev.

³ De trofaste jøder kunne dog bevare deres religiøse identitet ved at foretage omskærelse og følge Moseloven i den udstrækning det var muligt. For eksempel kunne de holde sig fra forbudte spiser og overholde sabbatten. Men herved udsatte de sig for hån og latterliggørelse, for babylonierne betragtede jødernes religiøse ritualer som tåbelige. De landflygtiges mismod kommer til udtryk i salmistens ord: „Ved Babylons floder — dér satte vi os. Og vi græd når vi mindedes Zion. På poplerne i dets midte hængte vi vore lyrer. For dér bad de os, de som holdt os fangne, om sange; ja, de der spottede os bad om fryd: ’Syng en af Zions sange for os.’“ — Salme 137:1-3.

 4. Hvorfor kunne jøderne ikke gøre sig håb om at blive udfriet af nogen af de omboende folkeslag, men hvem kunne de hente hjælp hos?

⁴ Hvor kunne de jødiske fanger hente trøst? Fra hvilken kant ville frelsen komme? Ikke fra nogen af de omboende folkeslag! De formåede intet over for babyloniernes hærstyrker, og mange var fjendtligt indstillede over for jøderne. Dog var situationen ikke håbløs. Jehova, som de havde gjort oprør imod da de var et frit folk, udstrakte barmhjertigt en opmuntrende indbydelse til dem i landflygtigheden.

„Kom, her er vand“

 5. Hvad ligger der i ordene: „Kom, her er vand“?

⁵ Gennem Esajas taler Jehova profetisk til jøderne der er i fangenskab i Babylon: „Hej, alle I tørstige! Kom, her er vand. Og de som ikke har penge! Kom, køb og spis. Ja, kom, køb vin og mælk uden penge, ja uden betaling.“ (Esajas 55:1) Sproget der bruges, er rigt på billeder. For eksempel når der siges: „Kom, her er vand.“ Uden vand er liv umuligt. Uden denne dyrebare væske kan et menneske kun leve i omkring en uge. Det er derfor meget passende at Jehova bruger vand som et billede på den virkning hans ord vil have på de jødiske fanger. Budskabet fra ham vil være forfriskende som koldt vand på en varm dag. Det vil virke opløftende på dem, gøre ende på deres mismod og slukke deres tørst efter sandhed og retfærdighed. Det vil også indgyde dem håb om udfrielse fra fangenskabet. Men for at få gavn af det må de landflygtige jøder tage imod det, give agt på det og handle efter det.

 6. Hvordan vil det gavne jøderne at købe „vin og mælk“?

⁶ Jehova tilbyder dem også „vin og mælk“. Mælk styrker legemet og hjælper børn og unge til at vokse. På samme måde giver Jehovas ord hans folk åndelig styrke og befæster forholdet til ham. Og hvad med vinen? Vin bruges ofte ved festlige lejligheder. I Bibelen forbindes den med velstand og glæde. (Salme 104:15) Ved at opfordre israelitterne til at ’købe vin’ forsikrer Jehova dem om at hvis de helhjertet vender om til den sande tilbedelse, vil det bevirke at de ikke skal ’andet end fryde sig’. — 5 Mosebog 16:15; Salme 19:8; Ordsprogene 10:22.

 7. Hvorfor er Jehovas medfølelse med de landflygtige bemærkelsesværdig, og hvad lærer vi heraf om Gud?

⁷ Hvor barmhjertigt af Jehova at styrke og opmuntre de landflygtige jøder på denne måde! Hans medfølelse er især bemærkelsesværdig når man tænker på hvordan jøderne gang på gang har været genstridige og gjort oprør mod Gud. Egentlig har de ikke gjort sig fortjent til den. Men salmisten David skrev flere hundrede år tidligere: „Jehova er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed. Han vil ikke bebrejde for bestandig, og han vil ikke være fortørnet for stedse.“ (Salme 103:8, 9) Så i stedet for at slå hånden af sit folk tager Jehova tværtimod det første skridt til en forsoning. Han er virkelig en Gud der „har behag i loyal hengivenhed“. — Mika 7:18.

En forkert anbragt tillid

 8. Hvem stolede mange jøder på til trods for den advarsel de havde fået?

⁸ Indtil nu har mange jøder ikke stolet helt og fuldt på Jehovas evne til at frelse. Før Jerusalems fald så folkets ledere for eksempel hen til mægtige nationer efter støtte og bedrev åndelig utugt med både Ægypten og Babylon. (Ezekiel 16:26-29; 23:14) Med god grund advarede Jeremias dem: „Forbandet er den våbenføre mand som sætter sin lid til det jordiske menneske og har gjort kød til sin arm, og hvis hjerte vender sig bort fra Jehova.“ (Jeremias 17:5) Men det var præcis hvad Guds folk gjorde!

 9. På hvilken måde var det muligt at mange jøder ’betalte penge for noget der ikke var brød’?

⁹ Nu var de kommet i trældom under en af de nationer som de havde sat deres lid til. Havde de så lært noget heraf? Måske der var nogle som ikke havde, for Jehova spørger: „Hvorfor betaler I penge for noget der ikke er brød, og hvorfor slider I for noget som ikke kan mætte?“ (Esajas 55:2a) Hvis de jødiske fanger stolede på nogen anden end Jehova, ’betalte de for noget der ikke var brød’. Babylonierne ville ikke give dem fri, for de var kendt for aldrig at give deres fanger lov til at vende hjem til deres land. Med sin imperialisme, kommercialisme og afgudsdyrkelse havde Babylon intet at tilbyde de landflygtige jøder.

10. (a) Hvordan vil Jehova belønne de landflygtige jøder hvis de hørte på ham? (b) Hvilken pagt havde Jehova sluttet med David?

¹⁰ Jehova beder indtrængende sit folk: „Hør opmærksomt på mig, og spis noget der er godt, og lad jeres sjæl nyde de fede retter. Bøj jeres øre og kom til mig. Hør, og jeres sjæl vil blive i live, og jeg vil slutte en varig pagt med jer om de pålidelige beviser på loyal hengivenhed mod David.“ (Esajas 55:2b, 3) Det eneste håb for disse åndeligt underernærede er Jehova, der nu taler profetisk til dem gennem Esajas. Deres liv afhænger helt af om de opmærksomt hører på budskabet fra Gud, for derved vil ’deres sjæl blive i live’. Men hvad er det for „en varig pagt“ Jehova vil slutte med dem der hører på ham? Det er pagten om „de pålidelige beviser på loyal hengivenhed mod David“. Mange hundrede år før havde Jehova lovet David at hans trone ville blive „grundfæstet for stedse“. (2 Samuel 7:16) Den ’varige pagt’ drejede sig derfor om kongedømmet.

En evig arving til et varigt kongedømme

11. Hvorfor har opfyldelsen af Guds løfte til David uden tvivl forekommet de landflygtige jøder i Babylon usandsynlig?

¹¹ Tanken om et kongedømme i Davids slægtslinje har sikkert ligget de jødiske landflygtige fjernt. De havde mistet deres land; ja, oven i købet deres nationalitet! Det var dog kun for en tid. Jehova havde ikke glemt sin pagt med David. Guds løfte om et evigt kongedømme i Davids slægt ville blive opfyldt, hvor usandsynligt det end måtte forekomme. Men hvordan og hvornår ville det ske? I 537 f.v.t. udfriede Jehova sit folk fra fangenskabet i Babylon og førte det tilbage til dets hjemland. Blev resultatet at et varigt rige eller kongedømme blev oprettet? Nej, jøderne fortsatte med at være underlagt et andet hedensk rige, Medo-Persien. De „fastsatte tider“ for nationerne var endnu ikke udløbet. (Lukas 21:24) Der var ingen konge på tronen i Israel, så det løfte Jehova havde givet David, ville forblive uopfyldt i århundreder endnu.

12. Hvilket skridt tog Jehova hen imod opfyldelsen af den pagt han havde sluttet med David om et varigt rige?

¹² Over 500 år efter israelitternes udfrielse fra fangenskabet i Babylon tog Jehova et stort skridt hen imod opfyldelsen af pagten med David. Det skete da han overførte sin førstefødte søns liv — hans skaberværks begyndelse — fra himmelsk herlighed til den jødiske jomfru Marias moderliv. (Kolossenserne 1:15-17) Da Maria fik budskabet herom, sagde Jehovas engel til hende: „Han skal være stor og skal kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Lukas 1:32, 33) På denne måde blev Jesus født i Davids kongelige slægtslinje og arvede retten til kongemagten. Når Jesus var indsat på tronen, ville han herske „for stedse“. (Esajas 9:7; Daniel 7:14) Vejen var nu åben for at Jehova kunne opfylde sit århundredgamle løfte om at ville give kong David en evig arving.

„Fører og leder for folkestammer“

13. Hvordan var Jesus et „vidne for folkestammer“ både under sin jordiske tjeneste og efter sin himmelfart?

¹³ Hvad ville denne fremtidige konge gøre? Jehova siger: „Se! Som vidne for folkestammer har jeg givet ham, som fører og leder for folkestammer.“ (Esajas 55:4) Da Jesus var blevet voksen, repræsenterede han Jehova her på jorden; han var Guds vidne over for nationerne, folkestammerne. Hans jordiske tjeneste var dog hovedsagelig rettet mod „de bortkomne får af Israels hus“. Men kort før han steg til himmelen, sagde han til sine disciple: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne . . . Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 10:5, 6; 15:24; 28:19, 20) Med tiden blev budskabet om Riget derfor bragt ud til ikkejøder, og nogle af disse fik en andel i opfyldelsen af pagten med David. (Apostelgerninger 13:46) Selv efter sin død, opstandelse og himmelfart fortsatte Jesus på denne måde med at være Jehovas „vidne for folkestammer“.

14, 15. (a) Hvordan viste Jesus at han var en „fører og leder“? (b) Hvad havde Jesu disciple i det første århundrede udsigt til?

¹⁴ Jesus skulle også være „fører og leder“. I overensstemmelse med denne profetiske beskrivelse påtog han sig fuldt og helt det ansvar der fulgte med opgaven. Han førte på enhver måde an. Han tiltrak store skarer, underviste dem og pegede på den gavn man ville få af at følge hans ledelse. (Mattæus 4:24; 7:28, 29; 11:5) Han oplærte sine disciple effektivt og forberedte dem til det forkyndelsesarbejde der lå foran dem. (Lukas 10:1-12; Apostelgerninger 1:8; Kolossenserne 1:23) I løbet af blot tre og et halvt år lagde Jesus grunden til en forenet international menighed med tusinder af medlemmer fra mange folk og racer. Kun en virkelig „fører og leder“ kunne have udført et så monumentalt værk.b

¹⁵ De som blev indsamlet i det første århundrede og kom til at udgøre den første kristne menighed, blev salvet med Guds hellige ånd og havde udsigt til at blive Jesu medregenter i hans himmelske rige. (Åbenbaringen 14:1) Esajas’ profeti rækker imidlertid ud over de første kristnes tid. Historien og Bibelens profetier viser at Jesus Kristus ikke begyndte at herske som konge i Guds rige før 1914. Kort efter opstod der blandt de salvede kristne på jorden en situation som på mange måder svarede til situationen blandt de landflygtige jøder i det 6. århundrede før vor tidsregning. Ja, det der skete, var i realiteten en større opfyldelse af Esajas’ profeti.

Fangenskab og udfrielse i nutiden

16. Hvilke trængsler markerede Jesu indsættelse på tronen i 1914?

¹⁶ Jesu indsættelse på tronen i 1914 blev her på jorden markeret af trængsler uden fortilfælde. Hvad var grunden? At Jesus som den indsatte konge uddrev Satan og de andre onde åndeskabninger fra himmelen. Da Satans virkeområde nu var begrænset til jorden, begyndte han at føre krig mod dem der var tilbage af de hellige, resten af de salvede kristne. (Åbenbaringen 12:7-12, 17) Angrebet kulminerede i 1918 da forkyndelsen praktisk talt blev bragt til ophør og de ansvarlige ledere på Vagttårnsselskabets hovedkontor i New York blev fængslet, falskeligt anklaget for statsfjendtlig virksomhed. På denne måde kom Jehovas nutidige tjenere i åndeligt fangenskab, svarende til fortidens jøders bogstavelige fangenskab. Det var til stor forsmædelse for dem.

17. Hvordan ændredes situationen for de salvede i 1919, og hvordan blev de styrket til arbejdet?

¹⁷ Guds tjeneres fangne tilstand varede dog ikke længe. Den 26. marts 1919 blev de fængslede ledere løsladt, og senere blev de renset for alle anklager. Jehova udgød hellig ånd over sine udfriede tjenere og gav dem således kraft til at udføre det arbejde der lå foran dem. De tog med glæde imod indbydelsen til „frit [at] tage af livets vand“. (Åbenbaringen 22:17) De købte „vin og mælk uden penge, ja uden betaling,“ og blev åndeligt styrket til den vækst som ville finde sted, og som den salvede rest ikke havde forudset.

En stor skare kommer løbende til Guds salvede

18. Hvilke to skarer finder man blandt Jesu Kristi disciple, og hvad udgør de i dag?

¹⁸ Blandt Jesu disciple er der to skarer med hver sit håb. For det første er der dem der har håb om himmelsk liv som Jesu medregenter i Guds rige. Det er den „lille hjord“ på 144.000, der består af salvede kristne af både jødisk og ikkejødisk herkomst. De udgør „Guds Israel“, og de indsamles først. (Lukas 12:32; Galaterne 6:16; Åbenbaringen 14:1) For det andet er der dem der har håb om evigt liv i et paradis på jorden. Det er ’den store skare’ af „andre får“ som har vist sig her i de sidste dage. Denne store skare, hvis antal ikke er bestemt på forhånd, tjener — før den store trængsel bryder løs — side om side med den lille hjord, og begge skarer udgør „én hjord“ under „én hyrde“. — Åbenbaringen 7:9, 10; Johannes 10:16.

19. Hvordan har „en nation“ som Guds Israel ikke tidligere kendte til, sluttet sig til de salvede?

¹⁹ I de efterfølgende ord i Esajas’ profeti aner man indsamlingen af denne store skare: „Se! En nation som du ikke kender, vil du kalde på, og folk fra en nation som ikke har kendt dig, vil komme løbende til dig, for Jehova din Guds skyld, ja, på grund af Israels Hellige, fordi han har hædret dig.“ (Esajas 55:5) I årene umiddelbart efter udfrielsen fra det åndelige fangenskab forstod den salvede rest ikke at den skulle „kalde på“ en stor „nation“ som også skulle samles omkring tilbedelsen af Jehova før Harmagedon. Men som tiden gik, var der mange retsindige som ikke havde et himmelsk håb, der begyndte at slutte sig til de salvede og tjene Jehova med den samme nidkærhed som dem. De havde lagt mærke til den tilstand der rådede blandt Guds folk, og forstod at Jehova var med det. (Zakarias 8:23) I 1930’erne fik de salvede forståelse af hvem denne voksende gruppe var, og de blev klar over at der endnu var et stort indsamlingsarbejde tilbage. Den store skare kom i billedlig forstand „løbende“ til Guds pagtsfolk, og det med god grund.

20. (a) Hvorfor er det vigtigt at søge Jehova nu, og hvordan gør man det? (b) Hvad vil Jehova til gengæld gøre mod dem der søger ham?

²⁰ På Esajas’ tid lød opfordringen: „Søg Jehova mens han kan findes. Kald på ham mens han er nær.“ (Esajas 55:6) I vor tid gælder disse ord både dem der udgør Guds Israel, og den voksende store skare. Jehova giver ikke sin velsignelse betingelsesløst eller lader sin indbydelse stå åben på ubestemt tid. Nu er tiden inde til at søge Guds gunst. Når den tid Jehova har fastsat til dommens eksekvering, er kommet, vil det være for sent. Derfor siger Esajas: „Lad den ugudelige forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; og lad ham vende om til Jehova, som vil forbarme sig over ham, ja til vor Gud, for han vil tilgive i rigt mål.“ — Esajas 55:7.

21. Hvordan viste israelitterne at de ikke forblev tro mod deres forfædres erklæring?

²¹ Udtrykket „vende om“ på hebraisk er det samme som at „vende tilbage“, det vil sige at de der skal vende om til Jehova, tidligere har haft et godt forhold til ham. Udtrykket minder os om at mange sider af Esajas’ profeti i første omgang blev opfyldt på de jødiske fanger i Babylon. Århundreder før havde deres forfædre erklæret at de var fast besluttede på at adlyde Jehova, nemlig da de sagde: „Det kunne aldrig falde os ind at forlade Jehova for at dyrke andre guder.“ (Josua 24:16) Historien viser at ’det der ikke kunne falde dem ind’, alligevel skete — oven i købet flere gange! Guds folks troløshed var grunden til at det var i landflygtighed i Babylon.

22. I hvilken forbindelse siger Jehova at hans tanker og veje er højere end menneskers?

²² Hvad ville der ske hvis de vendte om? Gennem Esajas lover Jehova at han vil „tilgive i rigt mål“. Og han tilføjer: „’For jeres tanker er ikke mine tanker, og mine veje er ikke jeres veje,’ lyder Jehovas udsagn. ’For som himmelen er højere end jorden, sådan er mine veje højere end jeres veje, og mine tanker højere end jeres tanker.’“ (Esajas 55:8, 9) Jehova er fuldkommen, og hans tanker og veje ligger uendeligt højere end vore. Selv hans barmhjertighed er så højt hævet over vores at vi aldrig vil kunne gøre os håb om at nå op på siden af den. Tænk nemlig over følgende: Når vi tilgiver nogen, er det en synder som tilgiver en anden synder. Vi forstår at vi før eller senere vil få brug for at nogen tilgiver os. (Mattæus 6:12) Men Jehova får aldrig brug for nogens tilgivelse, og alligevel tilgiver han „i rigt mål“! Hvilken kærlig og gavmild Gud! Og i sin barmhjertighed åbner Jehova himmelens sluser og udøser velsignelser over dem der vender om til ham af hele deres hjerte. — Malakias 3:10.

Velsignelser til dem der vender om til Jehova

23. Med hvilket billede viser Jehova at hans ord med sikkerhed vil blive opfyldt?

²³ Jehova giver sit folk dette løfte: „Ligesom skylregnen og sneen kommer ned fra himmelen og ikke vender tilbage dertil før den har vædet jorden og fået den til at bære og spire, og givet sæd til den der sår, og brød til den der spiser, sådan vil det være med mit ord som går ud af min mund. Det vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag, men vil gøre hvad jeg har behag i, og gennemføre hvad jeg har sendt det til.“ (Esajas 55:10, 11) Alt hvad Jehova siger, vil blive opfyldt. Ligesom regnen og sneen der falder fra himmelen, opfylder det formål at væde jorden og få den til at bære frugt, sådan er Jehovas ord som går ud af hans mund, fuldstændig pålideligt. Det han lover, vil han opfylde — det er helt sikkert! — 4 Mosebog 23:19.

24, 25. Hvilke velsignelser ventede der de landflygtige jøder som gav agt på Jehovas ord gennem Esajas?

²⁴ Hvis jøderne derfor ville give agt på de ord Jehova profetisk havde rettet til dem gennem Esajas, ville de komme til at opleve den frelse Jehova havde lovet, og de ville erfare en glæde uden lige. Jehova siger: „For med fryd drager I ud, og med fred føres I ind. Bjergene og højene bryder ud i glædesråb foran jer, og markens træer vil alle klappe i hænder. I stedet for tornekrattet vil enebærtræet skyde op. I stedet for brændenælden vil myrten skyde op. Og det skal være til berømmelse for Jehova, et varigt tegn som ikke udslettes.“ — Esajas 55:12, 13.

²⁵ I 537 f.v.t. drog de landflygtige jøder ud af Babylon med stor glæde. (Salme 126:1, 2) Da de ankom til Jerusalem, fandt de landet overgroet med tornekrat og brændenælder — det havde jo ligget øde i årevis! Men de hjemvendte jøder kunne nu rydde jorden og gøre landet smukt igen. Høje træer, som for eksempel enebærtræet og myrten, erstattede tornekrat og brændenælder. Det var tydeligt at landet blev velsignet af Jehova mens folket tjente ham med „glædesråb“. Det var som om landet og jorden selv glædede sig.

26. Hvilken begunstiget tilstand kan Guds folk glæde sig over i dag?

²⁶ I 1919 blev resten af de salvede kristne udfriet fra deres åndelige fangenskab. (Esajas 66:8) Sammen med den store skare andre får tjener de nu Gud og glæder sig over at være i et åndeligt paradis. Efter at være blevet befriet for enhver babylonisk indflydelse befinder de sig i en begunstiget tilstand, en tilstand som er blevet „til berømmelse“ for Jehova. Deres åndelige velstand kaster glans over hans navn og ophøjer ham som den sande profetis Gud. Det Jehova har gjort for dem, er et bevis på hans guddommelighed og et vidnesbyrd om at han er tro mod sit ord og har barmhjertighed med dem der angrer og omvender sig. Måtte alle som fortsætter med at ’købe vin og mælk uden penge, ja uden betaling,’ glæde sig over at tjene ham i al evighed!

[Fodnoter]

[Illustration på side 234]

Jøder som var åndeligt tørstige, blev indbudt til at komme og drikke „vand“ og købe „vin og mælk“

[Illustration på side 239]

Jesus viste at han var „fører og leder“ for folkestammer

[Illustrationer på side 244, 245]

„Lad den ugudelige forlade sin vej“