JEREMIAS

(Jeremiʹas) [gr. form af hebr. Jirmejahʹ el. Jirmejaʹhu, der muligvis betyder „Jehova ophøjer“ el. „Jehova løser [sandsynligvis fra moderlivet]“].

Formen „Jeremias“ er den græske form, som bruges i Septuaginta og De Kristne Græske Skrifter, og som derfra er kommet ind i vort sprog. Den hebraiske form ville være „Jirmeja“ eller „Jeremja“.

En profet, søn af præsten Hilkija fra Anatot, en præsteby i Benjamins område, knap 5 km nordnordøst for Tempelbjerget i Jerusalem. (Jer 1:1; Jos 21:13, 17, 18) Jeremias’ fader var ikke ypperstepræsten Hilkija af Eleazars slægt, men var sandsynligvis af Itamars slægt og nedstammede muligvis fra Ebjatar, som kong Salomon afsatte fra præstetjenesten. — 1Kg 2:26, 27.

Hans kaldelse. Jeremias blev kaldet til profet som ung i 647 f.v.t., i kong Josias af Judas 13. regeringsår. (Josias regerede 659-629 f.v.t.) Jehova sagde til ham: „Før jeg dannede dig i moders liv kendte jeg dig, og før du kom frem fra moders skød helligede jeg dig. Til profet for nationerne gjorde jeg dig.“ (Jer 1:2-5) Han var således en af de få mænd hvis fødsel skyldtes Jehova, enten ved at han greb ind og gjorde et mirakel, eller ved at han ledede begivenhederne sådan at de pågældende blev hans særlige tjenere. Til disse mænd hørte også Isak, Samson, Samuel, Johannes Døber og Jesus. — Se FORUDVIDEN, FORUDBESTEMMELSE.

Da Jehova talte til Jeremias, svarede han usikkert: „Ak, suveræne Herre Jehova! Se, jeg ved jo ikke hvordan jeg skal tale, for jeg er kun en dreng.“ (Jer 1:6) Denne udtalelse, sammenholdt med den frimodighed og fasthed Jeremias optrådte med i sin profetgerning, viser at hans usædvanlige styrke ikke var medfødt, men skyldtes hans ubetingede tillid til Jehova. Jehova var med ham „som en vældig kriger“, og det var Jehova der gjorde ham „til en befæstet by og til en jernsøjle og til kobbermure mod hele landet“. (Jer 20:11; 1:18, 19) Jeremias var så kendt for sit mod og sin frimodighed at nogle under Jesu jordiske tjeneste tog Jesus for at være Jeremias der var vendt tilbage. — Mt 16:13, 14.

Hans skrifter. Foruden at være profet var Jeremias også forsker og historiker. Ud over at han har skrevet den bog der bærer hans navn, regnes han i almindelighed også for at have skrevet Første og Anden Kongebog, som dækker de to rigers (Judas og Israels) historie fra det tidspunkt da Samuelsbøgerne slutter (det vil sige fra de sidste år af Davids regering), frem til begge rigers afslutning. Hans kronologiske angivelse af kongernes regeringstid (hvor han sammenholder Israels og Judas kongers regeringstider med hinanden) er en hjælp til at tidsfæste visse begivenheder nøjagtigt. Efter Jerusalems fald skrev Jeremias også den bog der hedder Klagesangene.

Hans domsforkyndelse. Jeremias var ikke en kronisk klagende person. Han optrådte ligevægtigt og var kærlig, hensynsfuld og medfølende. Han viste en beundringsværdig udholdenhed og var dybt bedrøvet over sine landsmænds adfærd og de straffe de måtte udstå. — Jer 8:21.

Det var i virkeligheden Jehova der rettede anklager mod Juda, og Jeremias var som profet forpligtet til at forkynde dem, hvilket han utrætteligt gjorde. Anklagerne var fuldt berettigede, for israelitterne var som Guds folk bundet til Gud ved en pagt og var underlagt hans lov, som de groft overtrådte. Som begrundelse for Jeremias’ domsforkyndelse henviste Jehova gang på gang til Moseloven og gjorde fyrsterne og folket opmærksomme på deres ansvar og foreholdt dem i hvilke henseender de havde overtrådt Loven. Han henledte igen og igen deres opmærksomhed på de ting som han, gennem profeten Moses, havde advaret om ville komme over dem hvis de tilsidesatte hans ord og brød hans pagt. — 3Mo 26; 5Mo 28.

Mod, udholdenhed, kærlighed. Jeremias’ mod og udholdenhed svarede til den dybe kærlighed han nærede til sit folk. Han havde skarpe fordømmelser og frygtelige domme at forkynde, især for præsterne, profeterne, de styrende og dem der fulgte „den vante kurs“ og havde udviklet en „vedvarende troløshed“. (Jer 8:5, 6) Men han var klar over at hans opgave også bestod i at „bygge og plante“. (Jer 1:10) Han græd over den ulykke der skulle overgå Jerusalem. (Jer 8:21, 22; 9:1) Klagesangene er et vidnesbyrd om hans kærlighed til og omsorg for Jehovas navn og folk. Til trods for den feje og vankelmodige kong Zedekias’ svigefulde holdning over for ham opfordrede Jeremias ham indtrængende til at adlyde Jehovas røst så han kunne blive i live. (Jer 38:4, 5, 19-23) Desuden var Jeremias ikke selvretfærdig, men tog sig selv med når han erkendte folkets ugudelighed over for Jehova. (Jer 14:20, 21) Efter at han var blevet frigivet af Nebuzar-Adan, tøvede han med at forlade dem der skulle føres i landflygtighed til Babylon, måske fordi han følte at han burde dele lod med dem, eller fordi han gerne ville fortsætte med at være deres åndelige vejleder. — Jer 40:5.

Under sin lange tjeneste blev Jeremias nu og da mismodig og havde brug for trøst og opmuntring fra Jehova, men selv i den situation glemte han ikke at bede Jehova om hjælp. — Jer kap. 20.

Venner. I de mere end 40 år Jeremias’ profetgerning varede, stod han ikke på noget tidspunkt alene. Jehova var med ham og udfriede ham fra hans fjender. (Jer 1:19) Han fandt glæde i Jehovas ord. (Jer 15:16) Han plejede ingen omgang med dem der lod Gud ude af betragtning (Jer 15:17), men fandt gode venner som lod sig opbygge af ham (Jer 1:10), deriblandt rekabitterne, Ebed-Melek og Baruk. Gennem disse venner blev han hjulpet og udfriet fra døden, og mere end én gang åbenbarede Jehova sin magt ved at beskytte ham. — Jer 26:7-24; 35:1-19; 36:19-26; 38:7-13; 39:11-14; 40:1-5.

Billedhandlinger. Jeremias udførte adskillige billedhandlinger som skildrede Jerusalems tilstand og den ulykke der ville ramme byen. Blandt disse er hans besøg i pottemagerens hus (Jer 18:1-11) og handlingen med det ødelagte bælte. (Jer 13:1-11) Han fik påbud om at forblive ugift som en advarsel om at de børn der blev født i Jerusalems sidste dage, ville komme til at ’dø af alvorlige sygdomme’. (Jer 16:1-4) Han knuste en lertøjsflaske for øjnene af Jerusalems ældste som symbol på at byen snart ville blive knust. (Jer 19:1, 2, 10, 11) Han købte en mark af sin farbroders søn Hanamel for at skildre at der efter de 70 års landflygtighed ville finde en genoprettelse sted og atter blive købt marker i Juda. (Jer 32:8-15, 44) I Takpankes i Ægypten skjulte han nogle store sten i mørtelen i teglstensterrassen ved indgangen til Faraos hus og forudsagde at Nebukadnezar ville opstille sin trone lige oven over disse sten. — Jer 43:8-10.

En sand profet. Jeremias blev anerkendt som en sand profet af Daniel, der ved at granske Jeremias’ ord om de 70 års landflygtighed blev i stand til at styrke og opmuntre jøderne da deres udfrielse var nær. (Da 9:1, 2; Jer 29:10) Ezra henledte opmærksomheden på opfyldelsen af Jeremias’ ord. (Ezr 1:1; se også 2Kr 36:20, 21.) Apostelen Mattæus henviste til at en af Jeremias’ profetier gik i opfyldelse i Jesu tidligste barndom. (Mt 2:17, 18; Jer 31:15) Apostelen Paulus omtalte profeterne, deriblandt Jeremias, hvis bog han citerede i Hebræerne 8:8-12. (Jer 31:31-34) Samme bibelskribent sagde om disse mænd at „dem var verden ikke værd“, og at „alle disse fik godt vidnesbyrd ved deres tro“. — He 11:32, 38, 39.