HEBRÆERBREVET

Et inspireret brev i De Kristne Græske Skrifter. Det blev ifølge de foreliggende vidnesbyrd skrevet af apostelen Paulus til de kristne hebræere i Judæa omkring år 61. For disse hebræere var brevet yderst betimeligt og aktuelt. Jesu død og opstandelse lå på det tidspunkt 28 år tilbage i tiden. I den første del af denne periode havde de jødiske religiøse ledere udsat de jødekristne i Jerusalem og Judæa for hård forfølgelse, hvorunder nogle af dem var blevet dræbt, og resten for de flestes vedkommende var blevet spredt og fordrevet fra Jerusalem. (Apg 8:1) De der var blevet spredt, fortsatte med at udbrede den gode nyhed alle vegne hvor de kom hen. (Apg 8:4) Apostlene var blevet i Jerusalem og holdt sammen på den menighed der var blevet tilbage dér, og den var vokset trods hård forfølgelse. (Apg 8:14) Derefter var menigheden kommet ind i en periode med fred. (Apg 9:31) Senere havde Herodes Agrippa I ladet apostelen Jakob, Johannes’ broder, dræbe, og han havde forfulgt og mishandlet andre i menigheden. (Apg 12:1-5) Nogen tid herefter var der opstået stor materiel nød blandt de kristne i Judæa, hvorved de kristne i Achaia og Makedonien (omkring år 55) havde fået lejlighed til at vise deres kærlighed og samhørighed ved at sende nødhjælpsforsyninger. (1Kor 16:1-3; 2Kor 9:1-5) Menigheden i Jerusalem havde altså gennemgået mange trængsler.

Formålet med brevet. Menigheden i Jerusalem bestod næsten udelukkende af jøder og nogle som havde været jødiske proselytter. Mange af dem havde fået kundskab om sandheden efter den hårde forfølgelse. Da brevet til hebræerne blev skrevet, nød menigheden en vis fred, for Paulus skrev: „I jeres kamp . . . har I endnu ikke stået imod så langt som til blodet.“ (He 12:4) Men selv om den direkte forfølgelse, som kunne betyde døden, nu var stilnet af, var de jødiske religiøse lederes stærke modstand ikke ophørt. Menighedens nye medlemmer måtte lige så vel som de øvrige udholde denne modstand. Andre var umodne og havde endnu ikke gjort fremskridt til den modenhed som de i betragtning af tiden burde have opnået. (5:12) Den modstand de hver dag mødte hos jøderne, satte deres tro på prøve. De havde derfor brug for at opdyrke egenskaben udholdenhed. — 12:1, 2.

Tiden var ved at udløbe for Jerusalem. Hverken apostelen Paulus eller medlemmerne af menigheden i Jerusalem vidste hvornår den forudsagte ødelæggelse ville indtræffe, men Gud vidste det. (Lu 21:20-24; Da 9:24, 27) Situationen krævede at de kristne var årvågne og havde tro så de flygtede fra Jerusalem når de så byen omringet af lejrede hære. Alle i menigheden måtte forud ruste sig til disse afgørende begivenheder. Ifølge overleveringen var det blot omkring fem år efter at dette brev var blevet skrevet, at Cestius Gallus’ hære angreb byen og derefter trak sig tilbage. Fire år senere blev Jerusalem og templet jævnet med jorden af romerne under hærføreren Titus. Men før noget af dette skete, havde Jehova givet sine tjenere den inspirerede vejledning de havde brug for.

Modstand fra jøderne. De jødiske religiøse ledere havde ved løgnagtig propaganda gjort alt hvad de kunne for at ophidse til had mod Kristi disciple. Det fremgik af deres handlinger at de var besluttede på at bekæmpe kristendommen med alle midler. (Jf. Apg 22:22; 23:12-15, 23, 24; 24:1-4; 25:1-3.) De og deres tilhængere generede de kristne ved hver en lejlighed og kastede sig åbenbart ud i diskussioner med dem for at bryde deres loyalitet mod Kristus. De angreb kristendommen med argumenter der for en jøde måtte forekomme stærke og svære at modsige.

På det tidspunkt kunne jødedommen prale af mange håndgribelige, materielle ting og ydre vidnesbyrd. Jøderne kunne sige at alt dette viste at jødedommen var langt ypperligere, og at kristendommen var dåragtig. Som de engang sagde til Jesus, havde deres nation jo Abraham til fader, den som løfterne blev givet til. (Joh 8:33, 39) Moses, som Gud talte med „mund til mund“, var Guds store tjener og profet. (4Mo 12:7, 8) Jøderne havde fra gammel tid Loven og profeternes ord. Var selve den omstændighed at jødedommen var ældgammel, ikke et bevis for at den var den sande tro? Da Lovpagten var blevet indgået, havde Gud talt gennem engle, ja, Loven selv var blevet givet gennem engle og formidlet ved mellemmanden Moses. (Apg 7:53; Ga 3:19) Ved den lejlighed havde Gud givet et frygtindgydende bevis for sin magt ved at ryste Sinaj Bjerg; dette herlige skue var ledsaget af lyden af et horn, af røg, tordenbrag og lynglimt. — 2Mo 19:16-19; 20:18; He 12:18-21.

Foruden alle disse ting fra gammel tid havde jøderne det prægtige tempel med dets præsteskab som var indsat af Jehova. Præster gjorde tjeneste ved templet og frembar hver dag mange ofre. Dertil kom præsternes kostbare dragter og den herlighed der var forbundet med templets ceremonier. ’Havde Jehova ikke befalet at der skulle frembæres syndofre i helligdommen, og gik ypperstepræsten, en efterkommer af Moses’ egen broder Aron, ikke ind i Det Allerhelligste på forsoningsdagen med et offer for hele folkets synder? Og trådte han ikke ved denne lejlighed i symbolsk forstand ind i selve Guds nærhed?’ kunne jøderne sige. (3Mo 16) ’Og tilhørte kongedømmet ikke jøderne, og skulle der ikke sidde en messias (hvis komme de stadig ventede) på tronen i Jerusalem?’

Hvis formålet med Hebræerbrevet var at udruste de kristne til at svare på indvendinger der blev rejst af jøderne, havde disse fjender af kristendommen åbenbart sagt: ’Hvad kunne dette nye „kætteri“ pege på som vidnesbyrd om at det var den sande tro og nød Guds gunst? Hvor var disse „kætteres“ tempel og deres præsteskab? Ja, hvor var deres leder? Opnåede han i sin levetid nogen betydning blandt samtidens herskere — denne Jesus, galilæeren, tømrerens søn, som ikke havde nogen rabbineruddannelse? Og led han ikke en forsmædelig død? Hvor var hans rige? Og hvem var hans apostle og disciple? Simple fiskere og skatteopkrævere! Og hvem var det for øvrigt at kristendommen for det meste tiltrak? De fattige og ringe, de såkaldte „landets folk“ — og hvad værre var, man godtog uomskårne hedninger, som ikke var Abrahams afkom. Hvorfor skulle nogen sætte sin lid til denne Jesus, der var blevet henrettet som gudsbespotter og oprørsstifter? Hvorfor skulle man lytte til hans disciple, som jo var ulærde og almindelige mennesker?’ — Apg 4:13.

Den kristne ordnings fortrin. Nogle af de umodne kristne var måske begyndt at glemme eller se bort fra deres frelse gennem Kristus. (He 2:1-4) Eller de var måske begyndt at vakle under presset fra de ikkekristne jøder der omgav dem. Apostelen kommer dem til undsætning med en mesterlig argumentation ud fra De Hebraiske Skrifter, som jøderne hævdede at de støttede sig til, og han beviser uigendriveligt at den kristne tingenes ordning, det kristne præstedømme og Jesu Kristi kongeværdighed er langt bedre end det jøderne havde. Han viser ud fra Skrifterne at Jesus Kristus er Guds søn, der er større end englene (1:4-6), større end Abraham (7:1-7), større end Moses (3:1-6) og større end profeterne (1:1, 2). Kristus er i virkeligheden indsat som arving til alle ting, kronet med herlighed og ære og sat over hele Jehovas skaberværk. — 1:2; 2:7-9.

Kristi præstedømme står langt over det aronitiske, som tilhørte Levis stamme. Det er ikke nedarvet gennem syndigt kød, men er baseret på en ed fra Gud. (He 6:13-20; 7:5-17, 20-28) Men hvorfor måtte Kristus gennem så mange trængsler og dø en lidelsesfuld død? Det var forudsagt at dette var nødvendigt for menneskehedens frelse og for at han kunne blive egnet til at tjene som ypperstepræst og den som Gud ville underlægge alt. (2:8-10; 9:27, 28; jf. Es 53:12.) Han måtte blive kød og blod og lide døden for at frigøre alle dem der af frygt for døden havde været holdt i trældom. Ved sin død bliver han i stand til at gøre Djævelen til intet, hvilket ingen jordisk præst kunne gøre. (He 2:14-16) Som følge af sine lidelser kan denne ypperstepræst sætte sig ind i vore svagheder, og han kan komme os til hjælp idet han selv er blevet prøvet i alle henseender. — 2:17, 18; 4:15.

Endvidere, siger apostelen, er denne ypperstepræst „gået gennem himlene“ og er trådt frem for Gud selv, ikke i et simpelt jordisk telt eller en bygning som kun var et billede af det himmelske. (He 4:14; 8:1; 9:9, 10, 24) Han behøvede kun at træde frem med sit fuldkomne, syndfri offer én gang, ikke mange gange. (7:26-28; 9:25-28) Han har ingen efterfølgere, sådan som de aronitiske præster måtte have, nej, han lever evigt og kan fuldt ud frelse dem han tjener til gavn for. (7:15-17, 23-25) Kristus er mellemmand for den bedre pagt som var forudsagt af Jeremias, og under hvilken der kan gives virkelig tilgivelse for synder og samvittigheden kan renses, hvad Loven aldrig kunne udrette. „De Ti Ord“, Lovpagtens grundlæggende love, var skrevet på sten; den nye pagts lov var skrevet på hjerter. Jehovas profetiske ord gennem Jeremias gjorde Lovpagten forældet, og den skulle med tiden forsvinde. — 8:6-13; Jer 31:31-34; 5Mo 4:13; 10:4.

Hebræerbrevet siger videre at ganske vist blev Guds magt på frygtindgydende måde demonstreret ved Sinaj, hvilket viste at Gud havde godkendt Lovpagten, men Gud havde med endnu større kraft givet sit vidnesbyrd til kende ved indstiftelsen af den nye pagt med tegn, undere og kraftige gerninger og med tildelinger af hellig ånd til alle menighedens forsamlede medlemmer. (He 2:2-4; jf. Apg 2:1-4.) Og hvad Kristi kongedømme angår, så befinder hans trone sig i himlene, langt over den trone som kongerne i Davids slægtslinje sad på i det jordiske Jerusalem. (He 1:9) Gud er grundvolden for Kristi trone, og hans rige kan ikke rystes, sådan som det jordiske rige med sæde i Jerusalem blev det i 607 f.v.t. (1:8; 12:28) Desuden har Gud samlet sit folk foran noget langt mere ærefrygtindgydende end de mirakuløse hændelser ved Sinaj Bjerg. Han har ladet de salvede kristne nærme sig det himmelske Zions Bjerg, og han vil ryste, ikke blot jorden, men også himmelen. — 12:18-27.

Brevet til hebræerne er af uvurderlig betydning for de kristne. Uden dette brev ville mange af de virkeligheder i forbindelse med Kristus som Moseloven pegede frem til, stå uklart. For eksempel havde jøderne ud fra De Hebraiske Skrifter hele tiden vidst at deres ypperstepræst, når han gik ind i Det Allerhelligste i helligdommen på deres vegne, repræsenterede dem over for Jehova. Men de havde aldrig været klar over at den virkelige ypperstepræst en dag ville træde frem for Jehova selv i himmelen. Og hvordan skulle vi, alene ud fra De Hebraiske Skrifter, kunne forstå den storslåede betydning af beretningen om Abrahams møde med Melkizedek eller komme helt til klarhed over hvad denne kongepræst var et billede på? Og det er kun to af de mange virkeligheder vi kommer til at se for os når vi læser dette brev.

Den tro som brevet indgiver, hjælper de kristne til at holde fast ved deres håb ved hjælp af „det klare bevis på virkeligheder som ikke ses“. (He 11:1) I en tid hvor mange sætter deres lid til det gamle, til religiøse organisationers materielle velstand og magt og til den glans der omgiver ritualer og ceremonier, og ser hen til denne verdens visdom i stedet for til Gud, er dette guddommeligt inspirerede brev til hebræerne en stor hjælp til at „Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning“. — 2Ti 3:16, 17.

Hvor, hvornår og af hvem brevet er skrevet. Det er den almindelige antagelse at apostelen Paulus har skrevet Hebræerbrevet. De tidlige forfattere anerkendte det som et brev fra Paulus. Chester Beatty Papyrus II (P⁴⁶) fra ca. 200 e.v.t. indeholder Hebræerbrevet blandt ni af Paulus’ breve, og det er opført blandt „fjorten breve af apostelen Paulus“ i „Athanasios’ Kanon“ fra det 4. århundrede.

Hebræerbrevets skribent nævner ikke sig selv ved navn. Selv om alle Paulus’ andre breve bærer hans navn, er det naturligvis ikke udelukket at han har skrevet dette brev blot fordi det ikke indeholder hans navn. Indre vidnesbyrd i brevet tyder stærkt på at det er skrevet af Paulus, og at det er skrevet fra Italien, sandsynligvis Rom. (He 13:24) Paulus var i Rom under sit første fangenskab, øjensynlig fra år 59 til 61. Timoteus var sammen med Paulus i Rom; han nævnes i apostelens breve til filipperne, kolossenserne og Filemon, breve som er skrevet fra Rom under fangenskabet. (Flp 1:1; 2:19; Kol 1:1, 2; Flm 1:1) Disse omstændigheder passer med bemærkningen i Hebræerne 13:23 om at Timoteus var blevet løsladt, og at skribenten gerne snart ville besøge Jerusalem.

Brevet er skrevet før Jerusalems ødelæggelse i år 70, for templet i Jerusalem stod der stadig, og de sædvanlige ceremonier udførtes stadig dér, hvilket tydeligt fremgår af argumentationen i brevet. Og Paulus’ bemærkning om Timoteus’ løsladelse gør det rimeligt at ansætte affattelsestidspunktet til omkring ni år tidligere, nemlig år 61, da Paulus formentlig selv blev løsladt fra sit første fangenskab. — He 13:23.

[Ramme på side 861]

HOVEDPUNKTER I HEBRÆERBREVET

En magtfuld afhandling der styrkede de kristne hebræere og satte dem i stand til at hjælpe deres oprigtige landsmænd i den jødiske ordnings sidste år

Efter alt at dømme skrevet af apostelen Paulus mindre end ti år før Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.v.t.

Guds søns ophøjede stilling (1:1–3:6)

Han er den enestefødte søn, den indsatte arving, det nøjagtige udtryk for selve sin Faders væsen og den gennem hvem alt skabt også opretholdes

Sammenlignet med Sønnen er englene blot tjenere. Kun han kaldes „min søn“ af Faderen; han er den førstefødte som selv englene bøjer sig ærbødigt for; kun om ham og ikke om englene kan det siges at hans kongelige herredømme hviler på Gud, og at Gud er hans trone; han har eksisteret længere end himmelen og jorden, som er skabt ved ham; og han har taget sæde ved Faderens højre hånd

Hvis Loven, som blev givet gennem engle, ikke kunne overtrædes uden straf, så skal der vises dét Gud har sagt gennem Sønnen, som står over englene, mere end almindelig opmærksomhed

Skønt Jesus Kristus i sin jordiske skikkelse var ringere end engle, blev han senere ophøjet over dem og fik myndighed over den kommende beboede jord

Moses var en tjener i Guds hus, men Jesus Kristus står over hele huset

Stadig muligt at gå ind til Guds hvile (3:7–4:13)

På grund af ulydighed og mangel på tro gik de israelitter som drog ud af Ægypten, ikke ind til Guds hvile

Kristne kan gå ind til Guds hvile hvis de gør deres yderste for at være trofaste og ikke er ulydige ligesom israelitterne var

Det levende ord der giver løfte om indgang til Guds hvile, er skarpere end et sværd og sætter (ved den måde hvorpå det enkelte menneske reagerer på det) skel mellem et menneskes sjæl og ånd, det vil sige mellem det som det synes at være, og det som det virkelig er

Kristi præstedømmes og den nye pagts fortrin (4:14–10:31)

Eftersom Jesus Kristus er blevet prøvet i alle henseender, men uden at synde, kan han som ypperstepræst føle med syndige mennesker og vise dem barmhjertighed

Han er af Gud udnævnt til præst i lighed med Melkizedek, hvis præstedømme var større end det levitiske

I modsætning til levitpræsterne af Arons slægt besidder Jesus Kristus et uopløseligt liv og har derfor ikke brug for efterfølgere der kan fortsætte hans frelsesgerning; han er syndfri og har derfor ikke nødig at bringe ofre for sig selv; han har ofret sit eget legeme, ikke dyreofre, og han er gået ind i selve himmelen, ikke en jordisk helligdom, med værdien af sit udgydte blod og har derved gjort den nye pagt gyldig

Den nye pagt med Jesus som mellemmand står over Lovpagten fordi de der har del i den, har Guds love i deres hjerte og opnår sand tilgivelse for deres synder

Værdsættelse af disse velsignelser vil bevæge kristne til offentligt at bekende deres håb og til at komme sammen regelmæssigt

Tro er en betingelse for at vinde Guds behag (10:32–12:29)

Jehova har ikke behag i dem der troløst unddrager sig ham i stedet for at holde ud og erfare opfyldelsen af hans løfter

Den eksemplariske tro som uangribelige mennesker fra Abel og fremefter har vist, tilskynder kristne til at være udholdende i løbet mens de ufravendt ser hen til Jesus Kristus og hans syndfri livsløb under lidelser

De lidelser som Gud tillader at trofaste kristne udsættes for, kan betragtes som en form for tugt fra ham, en tugt hvis formål er at frembringe en frugt der fører til fred, nemlig retfærdighed

Tilskyndelser til trofasthed (13:1-25)

Kristne skal vise broderkærlighed, være gæstfri, huske på troende som lider ondt, holde ægteskabet i ære og være tilfredse med det der er for hånden, i tillid til Jehovas hjælp

De skal efterligne troen hos dem der fører an, og ikke lade sig føre bort af fremmede lærdomme

De skal være villige til at bære skændsel, ligesom Kristus var, og de skal altid bringe Gud lovprisningsoffer gennem ham

De skal være lydige mod dem der fører an