Jehova giver fred og sandhed i overflod
„Jeg vil helbrede dem og åbenbare fred og sandhed i overflod for dem.“ — Jeremias 33:6.
1, 2. (a) Hvad viser historien når vi taler om fred? (b) Hvad lærte Jehova Israel om fred i 607 f.v.t.?
FRED! Alle mennesker ønsker fred, men alligevel har der sjældent været fred i menneskets historie. Især det 20. århundrede har været kendetegnet af krige, deriblandt de to mest ødelæggende krige i historien. Efter den første verdenskrig oprettede man Folkeforbundet for at sikre verdensfreden. Det lykkedes ikke for den organisation. Efter den anden verdenskrig oprettede man De Forenede Nationer med det samme mål for øje. Vi behøver blot at læse dagspressen for at se hvor sørgeligt også denne organisation kommer til kort.
2 Bør det overraske os at menneskeskabte organisationer ikke kan indføre fred? Nej. For over 2500 år siden fik Guds udvalgte folk, Israel, en belæring i den forbindelse. I det syvende århundrede før vor tidsregning blev freden i Israel truet af den regerende verdensmagt, Babylon. Israel søgte hjælp hos Ægypten, men Ægypten kunne intet gøre. (Jeremias 37:5-8; Ezekiel 17:11-15) I 607 f.v.t. nedbrød de babyloniske hære Jerusalems mure og brændte Jehovas tempel. På den måde lærte Israel af smertelig erfaring hvor tåbeligt det er at nære tillid til menneskeskabte organisationer. I stedet for at opnå fred blev nationen ført i fangenskab i Babylon. — 2 Krønikebog 36:17-21.
3. Hvilke historiske begivenheder gav Israel endnu en vigtig lektion om fred, som en opfyldelse af Jehovas ord gennem Jeremias?
3 Før Jerusalems fald havde Jehova imidlertid åbenbaret at det var ham, og ikke Ægypten, der ville indføre sand fred i Israel. Gennem Jeremias lovede han: „Jeg vil helbrede dem og åbenbare fred og sandhed i overflod for dem. Og jeg vil bringe Judas fangne og Israels fangne tilbage, og jeg vil opbygge dem som i begyndelsen.“ (Jeremias 33:6, 7) Jehovas løfte begyndte at gå i opfyldelse i år 539 f.v.t., da Babylon blev besejret og de landflygtige israelitter fik deres frihed. (2 Krønikebog 36:22, 23) I slutningen af 537 f.v.t. fejrede en gruppe israelitter for første gang i 70 år løvhyttefesten på Israels jord. Efter højtiden gik de i gang med at genopbygge Jehovas tempel. Hvilke følelser vakte det i dem? Beretningen lyder: „Hele folket brød ud i høje jubelråb, idet de priste Jehova fordi grunden til Jehovas hus blev lagt.“ — Ezra 3:11.
4. Hvordan ansporede Jehova israelitterne til at bygge templet, og hvilket løfte om fred fremsatte han?
4 Det hele begyndte så godt, men modstanderne fik israelitterne til at miste modet så de standsede tempelbyggeriet. Nogle år senere lod Jehova profeterne Haggaj og Zakarias fremstå for at vække israelitterne til dåd så de fuldførte genopbygningsarbejdet. Det må have været spændende for dem at høre Haggaj sige følgende om det tempel der ville blive bygget: „’Dette sidste hus’ herlighed vil blive større end det førstes,’ har Hærstyrkers Jehova sagt. ’Og på dette sted vil jeg skænke fred.’“ — Haggaj 2:9.
Jehova indfrier sine løfter
5. Hvad er bemærkelsesværdigt ved det ottende kapitel i Zakarias’ Bog?
5 I Zakarias’ Bog i Bibelen finder vi flere inspirerede syner og profetier der opmuntrede Guds folk i det sjette århundrede før vor tidsregning. Også i dag forsikrer disse profetier os om Jehovas støtte. De giver os al mulig grund til at tro at Jehova også vil skænke sit folk fred i dag. For eksempel bruger profeten Zakarias i det ottende kapitel ti gange udtrykket: ’Således har Jehova sagt.’ Udtrykket anvendes hver gang umiddelbart før en udtalelse der tager sigte på Guds folks fred. Nogle af disse løfter blev opfyldt på Zakarias’ tid. Men de har alle fået, eller er i færd med at få, en opfyldelse i vor tid.
„Jeg vil være fyldt med stor nidkærhed for Zion“
6, 7. Hvordan var Jehova ’nidkær for Zion med stor forbitrelse’?
6 Udtrykket forekommer første gang i Zakarias 8:2, hvor vi læser: „Således har Hærstyrkers Jehova sagt: ’Jeg vil være fyldt med stor nidkærhed for Zion, og med stor forbitrelse vil jeg være nidkær for det.’“ Jehova lovede at være fyldt med stor nidkærhed for sit folk, hvilket betød at han ville være stærkt interesseret i at genoprette dets fred. At Israel blev ført tilbage til sit land og templet blev genopbygget var et vidnesbyrd om denne nidkærhed.
7 Hvad skete der med dem der havde modstået Jehovas folk? Hans ’store forbitrelse’ mod disse fjender ville være lige så stærk som hans nidkærhed for sit folk. Når trofaste jøder tilbad i det genopbyggede tempel, ville de kunne tænke over den skæbne der var overgået det mægtige Babylon der nu var faldet. De kunne også tænke over at det på ingen måde var lykkedes fjenderne at forhindre genopbygningen af templet. (Ezra 4:1-6; 6:3) De kunne desuden takke Jehova for at han havde indfriet sit løfte. Hans nidkærhed havde givet dem sejr.
„Sandhedens By“
8. Hvordan ville Jerusalem på Zakarias’ tid blive en sandhedens by i modsætning til før?
8 Endnu en gang skriver Zakarias: „Således har Jehova sagt.“ Hvad har Jehova nu at sige? „Jeg vil vende tilbage til Zion og bo midt i Jerusalem; og Jerusalem skal kaldes Sandhedens By, og Hærstyrkers Jehovas bjerg skal kaldes Det Hellige Bjerg.“ (Zakarias 8:3) Op til år 607 f.v.t. var Jerusalem på ingen måde en sandhedens by. Byens præster og profeter var fordærvede, og dens indbyggere var troløse. (Jeremias 6:13; 7:29-34; 13:23-27) Nu var Guds folk i færd med at genopbygge templet, hvorved det viste sin nidkærhed for den rene tilbedelse. Jehova havde endnu en gang i ånden taget bolig i Jerusalem. Den sandhed der var forbundet med den rene tilbedelse blev atter talt i byen, og Jerusalem kunne derfor kaldes „Sandhedens By“. Dens ophøjede beliggenhed kunne omtales som „Jehovas bjerg“.
9. Hvilken bemærkelsesværdig forandring erfarede „Guds Israel“ i 1919?
9 Disse to udtalelser fik deres opfyldelse på fortidens Israel, men er også af stor betydning for os der lever her ved det 20. århundredes afslutning. For næsten 80 år siden, under den første verdenskrig, blev de få tusind salvede der dengang repræsenterede „Guds Israel“, ført i åndeligt fangenskab, ligesom fortidens Israel var blevet ført i fangenskab i Babylon. (Galaterne 6:16) De blev profetisk beskrevet som lig der lå på gaden. Ikke desto mindre havde de et oprigtigt ønske om at tilbede Jehova „i ånd og sandhed“. (Johannes 4:24) I 1919 udfriede Jehova dem derfor fra fangenskabet og oprejste dem fra deres åndeligt døde tilstand. (Åbenbaringen 11:7-13) Jehova bekræftede således med eftertryk Esajas’ profetiske spørgsmål: „Kommer et land til verden under veer på én dag? Eller fødes en nation på et øjeblik?“ (Esajas 66:8) I 1919 blev Jehovas folk atter en åndelig nation i sit eget „land“, eller åndelige domæne på jorden.
10. Hvilke velsignelser har de salvede kristne fra og med 1919 nydt i deres „land“?
10 Da de salvede kristne var kommet i sikkerhed i dette land, tjente de i Jehovas store åndelige tempel. De blev udpeget til at være „den trofaste og kloge træl“ og tog imod den ansvarsopgave at føre tilsyn med det Jesus ejer på jorden, en forret som de stadig varetager her ved slutningen af det 20. århundrede. (Mattæus 24:45-47) De lærte at Jehova er „selve fredens Gud“. — 1 Thessaloniker 5:23.
11. Hvordan har kristenhedens religiøse ledere vist sig som fjender af Guds folk?
11 Hvad er der sket med fjenderne af Guds Israel? Jehovas vrede mod modstanderne er lige så stærk som den nidkærhed han nærer for sit folk. Under den første verdenskrig lagde kristenhedens religiøse ledere et enormt pres på denne lille gruppe kristne der talte sandhed, for at bringe den til tavshed, men det slog fejl. Under den anden verdenskrig var kristenhedens præster kun forenede om én ting: På begge sider af fronten opfordrede de myndighederne til at undertrykke Jehovas Vidner. Den dag i dag opfordrer de religiøse ledere i mange lande de ledende til at forbyde Jehovas Vidners kristne forkyndelsesarbejde eller pålægge det begrænsninger.
12, 13. Hvordan er Jehovas vrede mod kristenheden kommet til udtryk?
12 Jehova har ikke ladet dette gå upåagtet hen. Efter den første verdenskrig erfarede kristenheden, sammen med den øvrige del af Babylon den Store, et fald. (Åbenbaringen 14:8) Kristenhedens fald blev offentligt kendt da der fra og med 1922 blev udgydt en række symbolske plager der offentligt afslørede dens åndeligt døde tilstand og advarede om dens kommende ødelæggelse. (Åbenbaringen 8:7–9:21) At disse plager fortsætter med at blive udgydt fremgår af det foredrag der den 23. april 1995 blev holdt i hele verden med titlen: „Snart er vi fri for falsk religion.“ Dette foredrag blev fulgt op af uddelingen af hundrede millioner eksemplarer af en særlig udgave af Rigets Nyheder.
13 I dag befinder kristenheden sig i en ynkværdig tilstand. I hele det 20. århundrede har dens medlemmer slået hinanden ihjel i forkastelige krige der er blevet velsignet af dens præster. I nogle lande er kristenhedens indflydelse i dag stort set lig nul. Den er bestemt til at blive udslettet sammen med den øvrige del af Babylon den Store. — Åbenbaringen 18:21.
Jehovas folks fred
14. Hvilket profetisk billede skildrer et folk der lever i fred?
14 I modsætning hertil erfarer Jehovas folk her i 1996 fred i overflod i dets genoprettede land, sådan som det beskrives i Jehovas tredje udtalelse: „Således har Hærstyrkers Jehova sagt: ’Der vil igen sidde gamle mænd og gamle kvinder på Jerusalems torve, hver med sin stav i hånden på grund af deres mange levedage. Og byens torve vil være fyldt med drenge og piger der leger på dens torve.’“ — Zakarias 8:4, 5.
15. Hvilken fred erfarer Jehovas tjenere trods nationernes krige?
15 Dette smukke billede skildrer noget der er meget bemærkelsesværdigt i denne krigsplagede verden, nemlig et folk der lever i fred. Siden 1919 er følgende profetiske ord af Esajas gået i opfyldelse: „’Der vil være fortsat fred for den der er langt borte og for den der er nær,’ har Jehova sagt, ’og jeg vil helbrede ham.’ ’Men . . . der er ingen fred,’ har min Gud sagt, ’for de ugudelige.’“ (Esajas 57:19-21) Selv om Jehovas tjenere ikke er en del af verden kan de naturligvis ikke undgå at blive berørt af de uroligheder der finder sted i forskellige lande. (Johannes 17:15, 16) I nogle lande udholder de alvorlige vanskeligheder, og nogle er endda blevet slået ihjel. Men på to væsentlige områder erfarer sande kristne fred. For det første har de „fred med Gud gennem [deres] Herre Jesus Kristus“. (Romerne 5:1) For det andet har de fred indbyrdes. De tilegner sig „visdommen ovenfra“ der „først og fremmest [er] ren, derefter fredsstiftende“. (Jakob 3:17; Galaterne 5:22-24) Desuden ser de frem til at nyde fred i ordets fulde forstand når ’de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og kan glæde sig over megen fred’. — Salme 37:11.
16, 17. (a) Hvordan har „gamle mænd og gamle kvinder“ samt „drenge og piger“ styrket Jehovas organisation? (b) Hvad viser at Jehovas folk nyder fred?
16 Der findes stadig „gamle mænd og gamle kvinder“ blandt Jehovas folk, salvede som husker nogle af de første sejre Jehovas organisation har vundet. Deres trofasthed og udholdenhed er højt værdsat. Yngre salvede førte an i de prøvende år i 1930’erne og under den anden verdenskrig og i de spændende år med vækst der fulgte. Siden, og især efter 1935, har ’den store skare’ af „andre får“ vist sig. (Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:16) Efterhånden som de salvede kristne er blevet ældre og færre, har de andre får hjulpet dem med forkyndelsesarbejdet, og har sørget for at det i dag udføres overalt på jorden. I de senere år er de andre får i stort tal strømmet til Guds folks land. Alene sidste år blev 338.491 døbt som et symbol på at de havde indviet sig til Jehova. Disse nye er i åndelig forstand meget unge. Vi værdsætter deres iver og begejstring idet de slutter op om dem der taknemmeligt lovpriser „vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet“. — Åbenbaringen 7:10.
17 I dag er ’torvene fyldt med drenge og piger’, forkyndere med ungdommelig energi. I tjenesteåret 1995 blev der indsendt rapporter fra 232 lande og øgrupper. Men der forekommer ingen indbyrdes kappestrid, intet stammehad og ingen upassende skinsyge mellem de salvede og de andre får. Sammen vokser vi alle åndeligt, forenede i kærlighed. Det verdensomspændende brodersamfund af Jehovas Vidner er noget helt enestående i vore dages verden. — Kolossenserne 3:14; 1 Peter 2:17.
For vanskeligt for Jehova?
18, 19. Hvordan har Jehova i årene siden 1919 udrettet noget der kunne have forekommet for vanskeligt ud fra et menneskeligt synspunkt?
18 Da den salvede rest i 1918 blot bestod af nogle få tusind nedslåede sjæle der befandt sig i åndeligt fangenskab, kunne ingen mennesker have forudset den udvikling begivenhederne ville tage. Men det kunne Jehova, hvilket fremgår af hans fjerde profetiske udtalelse: „Således har Hærstyrkers Jehova sagt: ’Skønt det i de dage skulle synes for vanskeligt for den rest der er tilbage af dette folk, skulle det da også synes for vanskeligt for mig?’ lyder Hærstyrkers Jehovas udsagn.“ — Zakarias 8:6.
19 I 1919 genopvakte Jehovas ånd hans folk til det arbejde der lå forude. Det krævede ikke desto mindre tro at holde sig til den lille organisation der udgjorde Jehovas tilbedere. De var så få, og meget stod dem ikke klart. Men Jehova styrkede dem lidt efter lidt organisationsmæssigt og udrustede dem til at udføre den kristne gerning at forkynde den gode nyhed og gøre disciple. (Esajas 60:17, 19; Mattæus 24:14; 28:19, 20) Han hjalp dem gradvis til den rette forståelse af sådanne vigtige emner som neutralitet og den universelle suverænitet. Var det for vanskeligt for Jehova at gennemføre sin vilje ved hjælp af denne lille gruppe forkyndere? Bestemt ikke! Det fremgår af tallene på side 12 til 15 i dette blad, hvor vi finder oversigten over Jehovas Vidners virksomhed i tjenesteåret 1995.
„Jeg vil være deres Gud“
20. Hvor omfattende skulle indsamlingen af Guds folk blive ifølge profetien?
20 Den femte udtalelse viser også noget om den glædelige tilstand Jehovas vidner i dag befinder sig i: „Således har Hærstyrkers Jehova sagt: ’Se, jeg frelser mit folk fra landet hvor solen står op og fra landet hvor solen går ned. Og jeg vil hente dem, og de skal bo midt i Jerusalem; og de skal blive mit folk, og jeg vil være deres Gud i sandhed og retfærdighed.’“ — Zakarias 8:7, 8.
21. Hvordan er freden blandt Jehovas folk blevet bevaret og øget?
21 Nu i 1996 kan vi uden betænkelighed sige at den gode nyhed er blevet forkyndt overalt i verden, „fra landet hvor solen står op“ til „landet hvor solen går ned“. Der er blevet gjort disciple af folk af alle nationer, og de har erfaret opfyldelsen af Jehovas løfte: „Alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred.“ (Esajas 54:13) Vi har fred fordi vi er oplært af Jehova. Til dette formål er der blevet udgivet publikationer på over 300 sprog. Alene sidste år blev der føjet yderligere 21 sprog til. Vagttårnet udkommer nu samtidigt på 111 sprog og Vågn op! på 54 sprog. De områdestævner og internationale stævner der afholdes, er et offentligt vidnesbyrd om Guds folks fred. De ugentlige møder forener os og giver os den opmuntring vi behøver for at kunne stå fast. (Hebræerne 10:23-25) Ja, Jehova oplærer sit folk „i sandhed og retfærdighed“. Han skænker sit folk fred, og det er en stor forret at vi kan få del i denne fred.
Kan du forklare følgende?
◻ Hvordan har Jehova i nyere tid været ’nidkær for sit folk med stor forbitrelse’?
◻ Hvordan erfarer Jehovas folk fred, selv i krigsramte lande?
◻ I hvilken forstand er ’torvene fyldt med drenge og piger’?
◻ Hvordan kan Jehovas folk blive oplært af ham?
[Oversigt på side 12-15]
RAPPORT OVER JEHOVAS VIDNERS VIRKSOMHED I HELE VERDEN I 1995
(Se den trykte publikation)
[Illustration på side 8, 9]
I det 6. århundrede før vor tidsregning erfarede de trofaste jøder der genopbyggede templet at Jehova var den eneste der kunne indføre fred