Baruk — Jeremias’ trofaste sekretær

KENDER du „Baruk, Nerijas søn“? (Jeremias 36:4) Han omtales kun i fire af Bibelens kapitler, men mange bibellæsere er klar over at han var profeten Jeremias’ personlige sekretær og nære ven. Sammen gennemlevede de Juda riges 18 sidste stormfulde år, babyloniernes grufulde ødelæggelse af Jerusalem i 607 f.v.t. og en efterfølgende landflygtighed i Ægypten.

To lerklumper med seglaftryka har vakt forskernes interesse for Baruk. Lerklumperne, der blev fundet for få år siden, er fra det syvende århundrede før vor tidsregning og bærer teksten: „Tilhører Berekjahu [Baruks hebraiske navn], søn af Nerijahu [Nerijas hebraiske navn], sekretæren.“ Hvem var Baruk? Hvilken slægt kom han fra? Hvilken uddannelse og position havde han? Hvad fortæller hans beslutsomme trofasthed mod Jeremias om ham? Hvad kan vi lære af ham? Lad os undersøge Bibelens og historikernes oplysninger om ham.

Baggrund og position

Mange lærde mener at Baruk var ud af en fremtrædende slægt af sekretærer i Juda. De anfører en række begrundelser, blandt andet hans særlige stillingsbetegnelse „sekretæren“ („skriveren“, da. aut.). Bibelen nævner også at hans bror Seraja var en højtstående hofmand hos kong Zedekias. — Jeremias 36:32; 51:59.

Arkæologen Philip J. King skriver om sekretærer på Jeremias’ tid: „Sekretærer udgjorde en faggruppe og var fremtrædende i Juda i slutningen af det syvende og begyndelsen af det sjette århundrede før vor tidsregning. . . . Titlen blev båret af kongelige embedsmænd.“

Desuden giver beretningen i Jeremias’ Bog, kapitel 36, som vi vil gennemgå i enkeltheder, det indtryk at Baruk havde foretræde for kongens rådgivere og kunne benytte det spiserum, eller konferencerum, der tilhørte Gemarja, en fyrste eller embedsmand. Bibelforskeren James Muilenberg siger uddybende: „Baruk havde adgang til sekretærens rum fordi det tilkom ham som medlem af det hofråd der trådte sammen ved den afgørende begivenhed hvor bogrullen blev læst op. Han var blandt ligemænd.“

Bogen Corpus of West Semitic Stamp Seals støtter den antagelse at Baruk havde høj rang: „Eftersom lerklumpen med Berekjahus navn blev fundet sammen med talrige lerklumper der var stemplet af andre højtstående embedsmænd, er det rimeligt at gå ud fra at Baruk/Berekjahu bestred sit embede inden for de samme offentlige instanser som de øvrige embedsmænd.“ De tilgængelige oplysninger tyder på at Baruk og hans bror Seraja var embedsmænd der støttede den trofaste profet Jeremias i de begivenhedsrige år forud for Jerusalems ødelæggelse.

Åbenlys støtte til Jeremias

Baruk trådte ind på skuepladsen omkring 625 f.v.t., i „Jojakims . . . fjerde år“, som nævnt i Jeremias’ Bog, kapitel 36. Da havde Jeremias profeteret i 23 år. — Jeremias 25:1-3; 36:1, 4.

Jehova befalede Jeremias: „Tag dig en bogrulle og skriv alle de ord i den som jeg har talt til dig imod Israel og imod Juda og imod alle nationerne, . . . siden Josias’ dage, helt frem til denne dag.“ Beretningen fortsætter: „Da kaldte Jeremias på Baruk, Nerijas søn, for at Baruk, efter Jeremias’ diktat, . . . kunne skrive alle de ord fra Jehova som Han havde sagt ham.“ — Jeremias 36:2-4.

Hvorfor blev Baruk kaldet? Jeremias sagde til ham: „Jeg er lukket inde. Jeg kan ikke gå til Jehovas hus.“ (Jeremias 36:5) Åbenbart var Jeremias blevet forment adgang til tempelområdet, hvor Jehovas budskab skulle læses op, måske fordi hans hidtidige budskaber havde vakt magthavernes vrede. (Jeremias 26:1-9) Baruk var uden tvivl en oprigtig tilbeder af Jehova, og han „gjorde da nøjagtig som profeten Jeremias havde givet ham påbud om“. — Jeremias 36:8.

Det tog tid at nedskrive de advarsler der var blevet fremsat i løbet af de foregående 23 år, og måske ventede Jeremias også på det rette øjeblik. Men i november eller december 624 f.v.t. skete det at Baruk frimodigt „læste . . . Jeremias’ ord op fra bogen i hele folkets påhør i Jehovas hus, i det spiserum der tilhørte Gemarja“. — Jeremias 36:8-10.

Gemarjas søn Mikaja meddelte sin far og nogle fyrster hvad der havde fundet sted, og de indbød Baruk til at læse bogrullens ordlyd op igen. Beretningen fortsætter: „Men så snart de hørte alle ordene, så de på hinanden i rædsel; og de sagde til Baruk: ’Vi må absolut fortælle kongen alt dette. . . . Gå, skjul dig, du og Jeremias, så ingen ved hvor I er.’“ — Jeremias 36:11-19.

Da kong Jojakim hørte hvad Baruk havde skrevet efter Jeremias’ diktat, skar han i raseri rullen i stykker, kastede stumperne i ilden og befalede sine mænd at arrestere Jeremias og Baruk. Men på Jehovas befaling fremstillede de to mænd i deres skjulested en ny rulle med samme tekst. — Jeremias 36:21-32.

Baruk har uden tvivl været klar over den risiko hans hverv indebar. Han må have kendt til de trusler mod Jeremias der var blevet fremsat nogle år forinden. Han har sikkert også hørt hvordan det var gået Urija, der havde profeteret „samstemmende med alle Jeremias’ ord“, og som var blevet slået ihjel på kong Jojakims foranledning. Alligevel var Baruk indstillet på at benytte sine fagkundskaber og sine forbindelser i embedsstanden til at støtte Jeremias i opgaven. — Jeremias 26:1-9, 20-24.

Søg ikke „store ting“

På et tidspunkt under nedskrivningen af den første bogrulle var Baruk dybt nedbøjet. Han udbrød: „Ve mig nu, for Jehova har føjet sorg til min lidelse! Jeg er blevet udmattet på grund af min sukken, og et hvilested har jeg ikke fundet.“ Hvad skyldtes denne krise? — Jeremias 45:1-3.

Det oplyses ikke. Men vi kan forestille os Baruks situation. Opregningen af 23 års advarsler til Israels og Judas folk har tydeligt vist ham at de var faldet fra tilbedelsen af Jehova og havde fornægtet ham. Jehovas beslutning om at ødelægge Jerusalem og Juda og sende befolkningen i 70 års landflygtighed i Babylon — oplysninger som Jehova havde åbenbaret samme år og måske ladet nedfælde i skriftrullen — må have rystet Baruk. (Jeremias 25:1-11) Desuden var der risiko for at hans urokkelige støtte til Jeremias på dette afgørende tidspunkt kunne koste ham hans stilling og videre karriere.

Hvorom alting er, så greb Jehova selv ind for at minde Baruk om den forestående fuldbyrdelse af dommen. „Hvad jeg har opbygget, river jeg ned, og hvad jeg har plantet, rykker jeg op, ja hele landet,“ udtalte Jehova og formanede Baruk: „Men du søger dig store ting. Søg dem ikke.“ — Jeremias 45:4, 5.

Jehova sagde ikke specifikt hvori disse „store ting“ bestod, men Baruk må selv have vidst om problemet var ambitioner eller materialisme. Jehova rådede ham til at være realistisk og huske hvad der lå forude: „Jeg bringer ulykke over alt kød, . . . men jeg vil give dig din sjæl som bytte alle de steder hvor du måtte gå hen.“ Baruks mest værdifulde eje — selve livet — ville blive bevaret uanset hvor han gik hen. — Jeremias 45:5.

Disse begivenheder, der er refereret i Jeremias’ Bog, kapitel 36 og 45, fandt sted mellem 625 og 624 f.v.t. Derefter omtales Baruk først nogle måneder før babylonierne ødelagde Jerusalem og Juda i 607 f.v.t. Hvad skete der?

Baruk hjælper igen Jeremias

Mens Jeremias under babyloniernes belejring af Jerusalem blev „holdt tilbage i vagtforgården“, befalede Jehova ham at købe sin fætters jordlod i Anatot som tegn på at landet igen ville blive beboet. Baruk blev tilkaldt for at bistå med de juridiske formaliteter. — Jeremias 32:1, 2, 6, 7.

Jeremias berettede: „Jeg skrev det i en kontrakt og forseglede den og tog vidner idet jeg vejede pengene af på vægtskåle. Derefter tog jeg købekontrakten, den der var forseglet, . . . og den der var åben; og jeg gav så købekontrakten til Baruk.“ Dernæst pålagde han Baruk at opbevare købekontrakterne forsvarligt i et lerkar. Nogle lærde mener at Jeremias’ ord om at han „skrev“ kontrakten, i virkeligheden betyder at han dikterede ordlyden til Baruk, den professionelle sekretær, som så udførte skrivearbejdet. — Jeremias 32:10-14; 36:4, 17, 18; 45:1.

Baruk og Jeremias fulgte datidens juridiske fremgangsmåde. Et særkende var at kontrakten, eller skødet, blev udfærdiget i to eksemplarer. Bogen Corpus of West Semitic Stamp Seals siger i den forbindelse: „Den første kontrakt blev kaldt ’den forseglede kontrakt’ fordi den blev rullet sammen og forseglet med en eller flere lerklumper der blev stemplet med et segl. Det var det originale eksemplar af kontrakten. . . . Det andet eksemplar, ’den åbne kontrakt’, var en genpart af det forseglede og bindende dokument og var beregnet til almindelig gennemlæsning. Altså fandtes der to enslydende eksemplarer, henholdsvis en original og en kopi, skrevet på hver sit ark papyrus.“ Arkæologiske fund bekræfter at man havde for skik at opbevare dokumenter i lerkar.

Nogen tid senere erobrede babylonierne Jerusalem, nedbrændte byen og førte alle på nær nogle få fattige i landflygtighed. Nebukadnezar udnævnte Gedalja til statholder, men han blev myrdet to måneder senere. Trods Jeremias’ inspirerede råd planlagde de tilbageværende jøder at drage til Ægypten, og i den forbindelse omtales Baruk igen. — Jeremias 39:2, 8; 40:5; 41:1, 2; 42:13-17.

Jødernes ledere sagde til Jeremias: „Det er løgn, det du siger. Jehova vor Gud har ikke sendt dig og sagt: ’I må ikke drage til Ægypten for at bo dér som udlændinge.’ Men Baruk, Nerijas søn, ægger dig imod os, for at vi skal overgives i kaldæernes hånd, så de kan gøre det af med os eller føre os i landflygtighed til Babylon.“ (Jeremias 43:2, 3) Beskyldningen lader formode at de jødiske ledere antog at Jeremias i høj grad lå under for Baruks indflydelse. Mente de at Baruk på grund af sin stilling eller sit langvarige venskab med Jeremias var andet og mere end sekretær for profeten? Måske; men i modsætning til det de jødiske ledere troede, kom budskabet fra Jehova.

Trods Guds advarsel drog de tilbageværende jøder af sted og tog „profeten Jeremias og Baruk, Nerijas søn“, med. Jeremias skrev: „De kom omsider til Ægyptens land, for de adlød ikke Jehovas røst; og de kom til Takpankes,“ en grænseby i det østlige Nildelta, nær Sinajhalvøen. Derefter hører man ikke mere til Baruk i Bibelens beretning. — Jeremias 43:5-7.

Hvad vi kan lære af Baruk

Vi kan lære meget værdifuldt af Baruk. Noget af det vigtigste lærer vi af hans villighed til at bruge sine faglige færdigheder og forbindelser i Jehovas tjeneste, uden at skele til følgerne. I dag viser mange Jehovas Vidner, både mænd og kvinder, samme indstilling og stiller deres evner og kræfter til rådighed i beteltjenesten, ved byggeprojekter og lignende. Hvordan kan du vise samme indstilling som Baruk?

Da Baruk blev mindet om at Juda riges sidste tid ikke var en tid til at søge „store ting“ for sig selv, tog han åbenbart vejledningen til sig, for han fik virkelig sin sjæl som bytte. Vi har god grund til at følge rådet, for også vi lever i de sidste dage for en tingenes ordning. Jehova lover os det samme — vores liv vil blive skånet. Kan vi ligesom Baruk tage sådanne formaninger til os?

Beretningen lærer os desuden en nyttig forholdsregel. Baruk hjalp Jeremias og hans fætter med at følge de fornødne lovmæssige procedurer i deres transaktion, selvom de to mænd var i familie med hinanden. Dette bibelske fortilfælde er til gavn for kristne der har erhvervsmæssig forbindelse med deres åndelige brødre og søstre. Det er bibelsk, gavnligt og kærligt at følge eksemplet og nedfælde forretningsaftaler skriftligt.

Baruk optræder kun i forbigående i Bibelen, men alle kristne i dag kan have gavn af at vide noget om ham. Vil du efterligne Jeremias’ trofaste sekretærs gode eksempel?

[Fodnote]

[Illustration på side 16]

Lerklumpen med Baruks seglaftryk

[Kildeangivelse]

Lerklump: Med tilladelse fra Israelmuseet, Jerusalem