Jehova våger over os til vort eget bedste
„[Jehovas] øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham.“ — 2 KRØN. 16:9.
1. Hvorfor ransager Jehova os?
JEHOVA er den fuldkomne Fader. Han kender os så godt at han endda er klar over „enhver tilbøjelighed i tankerne“ hos os. (1 Krøn. 28:9) Men han ransager os ikke for at finde fejl. (Sl. 11:4; 130:3) Tværtimod ønsker han i sin kærlighed at beskytte os mod alt hvad der kunne skade vort forhold til ham eller ødelægge vore muligheder for at opnå evigt liv. — Sl. 25:8-10, 12, 13.
2. Til gavn for hvem viser Jehova sin styrke?
2 Jehova er uforlignelig i styrke og ser alt. Derfor kan han komme sine loyale til hjælp når som helst de kalder på ham, og støtte dem i deres trængsler. „[Jehovas] øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham,“ siges der i Anden Krønikebog 16:9. Læg mærke til at Jehova bruger sin styrke til gavn for dem der tjener ham af et helt hjerte, et hjerte med et rent og uforfalsket motiv. En sådan interesse viser han ikke dem der handler bedragerisk eller hyklerisk. — Jos. 7:1, 20, 21, 25; Ordsp. 1:23-33.
Vi må vandre med Gud
3, 4. Hvad vil det sige at ’vandre med Gud’, og hvilke bibelske eksempler belyser det?
3 For mange er det ubegribeligt at Skaberen af det vældige univers billedligt talt lader mennesker vandre sammen med ham. Men det er netop hvad Jehova ønsker at vi skal. På Bibelens tid vandrede Enok og Noa med Gud. (1 Mos. 5:24; 6:9) Moses „holdt stand som så han den usynlige“. (Hebr. 11:27) Kong David så sig selv vandre ydmygt ved siden af sin himmelske Fader. Han sagde: „Fordi [Jehova] er ved min højre, bliver jeg ikke bragt til at vakle.“ — Sl. 16:8.
4 Naturligvis kan vi ikke rent bogstaveligt tage Jehova i hånden og vandre sammen med ham. Men vi kan gøre det i overført betydning. Hvordan? Salmisten Asaf skriver: „Jeg er til stadighed hos dig; du har grebet fat i min højre hånd. Med dit råd fører du mig.“ (Sl. 73:23, 24) Vi vandrer altså med Jehova når vi nøje følger hans vejledning, som vi især får gennem hans skrevne ord og gennem „den trofaste og kloge træl“. — Matt. 24:45; 2 Tim. 3:16.
5. Hvordan lader Jehova sit faderlige øje hvile på sine loyale, og hvilke følelser skulle vi nære for ham?
5 Eftersom de der vandrer med Jehova, er dyrebare for ham, lader han sit faderlige øje hvile på dem, idet han tager sig af dem, beskytter dem og underviser dem. „Jeg giver dig indsigt og lærer dig den vej du skal gå,“ siger Gud. „Jeg vil råde dig, med mit øje hvilende på dig.“ (Sl. 32:8) Spørg dig selv: ’Ser jeg mig selv gå med Jehova i hånden, så at sige, idet jeg lytter til hans visdom og er mig bevidst at hans kærlige øje hviler på mig? Påvirkes mine tanker, ord og handlinger af bevidstheden om hans tilstedeværelse? Hvordan betragter jeg Jehova når jeg fejler? Ser jeg ham som en streng og fjern Gud eller som en kærlig og barmhjertig Fader der ønsker at hjælpe dem der angrer, til at komme tilbage til hans trygge favn?’ — Sl. 51:17.
6. Hvilken fordel har Jehova i forhold til jordiske forældre?
6 Nogle gange kommer Jehova os måske til hjælp inden vi når at komme på afveje. Det kan for eksempel være at han lægger mærke til at vort hjerte, som jo er forræderisk, begynder at begære noget der er forkert. (Jer. 17:9) I en sådan situation kan Jehova handle hurtigere end nogen jordiske forældre ville kunne, for med sit „klare blik“ kan han se hvad der bor i os, og ransage vore inderste tanker. (Sl. 11:4; 139:4; Jer. 17:10) Lad os se nærmere på hvad Gud gjorde i en situation der opstod for Baruk, profeten Jeremias’ personlige sekretær og nære ven.
En sand Fader for Baruk
7, 8. (a) Hvem var Baruk, og hvilke skadelige ønsker var han måske begyndt at nære? (b) Hvordan viste Jehova sin faderlige omsorg for Baruk?
7 Baruk var skriver af profession og tjente trofast sammen med Jeremias i en opgave der viste sig at blive meget vanskelig — de skulle nemlig forkynde Jehovas domme over Juda. (Jer. 1:18, 19) På et tidspunkt begyndte Baruk, der måske kom fra en fremtrædende familie, at søge „store ting“ for sig selv. Måske begyndte han at få personlige ambitioner eller at ønske sig materiel velstand. Uanset hvad, bemærkede Jehova at denne farlige tankegang var ved at udvikle sig i Baruks hjerte. Jehova greb omgående ind ved gennem Jeremias at sige til Baruk: „Du har sagt: ’Ve mig nu, for Jehova har føjet sorg til min lidelse! Jeg er blevet udmattet på grund af min sukken, og et hvilested har jeg ikke fundet.’“ Derpå sagde Gud: „Du søger dig store ting. Søg dem ikke.“ — Jer. 45:1-5.
8 Selvom Jehova var bestemt over for Baruk, var han ikke vred, men viste ham ægte faderlig omsorg. Åbenbart så Gud at Baruks ønsker ikke var et udtryk for at han havde et ondt eller uredeligt hjerte. Jehova vidste også at det var de sidste dage for Jerusalem og Juda, og han ønskede ikke at Baruk skulle miste sit åndelige fodfæste på dette kritiske tidspunkt. For at få sin tjener til at se virkeligheden i øjnene mindede Gud ham derfor om at han ville ’bringe ulykke over alt kød’, og tilføjede at hvis Baruk handlede klogt, ville han bevare livet. (Jer. 45:5) Faktisk sagde Gud: ’Vær realistisk, Baruk. Husk hvad der snart vil ske med det utro Juda og Jerusalem. Forbliv trofast og bevar livet! Jeg vil beskytte dig.’ Jehova nåede åbenbart Baruks hjerte, for han reagerede positivt og overlevede Jerusalems ødelæggelse 17 år senere.
9. Hvordan ville du besvare spørgsmålene i denne paragraf?
9 Når vi tænker nærmere over beretningen om Baruk, kunne vi overveje følgende spørgsmål og skriftsteder: Hvad lærer vi om Jehova og de følelser han nærer for sine tjenere, når vi ser hvordan han behandlede Baruk? (Læs Hebræerbrevet 12:9). Hvad kan vi, i betragtning af de kritiske tider vi lever i, lære af Guds råd til Baruk og af hvordan Baruk derefter handlede? (Læs Lukas 21:34-36). Hvordan kan kristne ældste efterligne Jeremias og genspejle den omsorg Jehova har for sine tjenere? — Læs Galaterbrevet 6:1.
Faderens kærlighed genspejles af Sønnen
10. Hvordan er Jesus udrustet til at klare sin opgave som den kristne menigheds hoved?
10 I den førkristne æra kom den kærlighed Jehova nærede til sit folk, til udtryk gennem profeterne og andre af hans trofaste tjenere. I vor tid kommer den først og fremmest til udtryk gennem den kristne menigheds hoved, Jesus Kristus. (Ef. 1:22, 23) I Åbenbaringens Bog skildres Jesus således som et lam med „syv øjne“. Disse øjne betyder „Guds syv ånder som er blevet sendt ud over hele jorden“. (Åb. 5:6) Da Jesus er udrustet med Guds hellige ånd i fuldt mål, er han i besiddelse af fuldkommen dømmekraft. Han ser også hvordan vi er inderst inde, og intet undgår hans opmærksomhed.
11. Hvilken opgave har Jesus Kristus, og hvordan genspejler han sin Faders indstilling til os?
11 Jesus er dog ikke nogen politibetjent der iagttager os fra himmelen, ligesom Jehova ikke er det. Jesus ransager os med kærlige øjne. En af hans titler, „Evig Fader“, minder os om den opgave han har i forbindelse med at skænke alle der tror på ham, evigt liv. (Es. 9:6) Desuden kan han som den kristne menigheds hoved bevæge villige, åndeligt modne kristne, især ældste, til at give trøst og vejledning til dem der har behov for det. — 1 Thess. 5:14; 2 Tim. 4:1, 2.
12. (a) Hvad viser brevene til de syv menigheder i Lilleasien om Jesus? (b) Hvordan genspejler de ældste Kristi indstilling til Guds hjord?
12 Den dybe interesse Kristus nærer for hjorden, fremgår af brevene til de ældste i de syv menigheder i Lilleasien. (Åb. 2:1–3:22) I disse breve viste Jesus både at han var opmærksom på hvad der skete i hver enkelt menighed, og at han nærede stor omsorg for sine disciple. Det samme gør sig gældende i dag — blot i endnu højere grad — for åbenbaringssynet opfyldes på „Herrens dag“.a (Åb. 1:10) Kristi kærlighed kommer ofte til udtryk gennem de ældste, der tjener som åndelige hyrder i menigheden. Han kan bevæge disse „gaver i form af mennesker“ til at trøste, opmuntre og vejlede når der er behov for det. (Ef. 4:8; Apg. 20:28; læs Esajas 32:1, 2). Betragter du deres bestræbelser som et udtryk for den interesse Kristus nærer for dig personligt?
Hjælp i rette tid
13-15. Hvordan kan Gud vælge at besvare vore bønner? Giv eksempler.
13 Har du nogen sinde bedt inderligt til Gud om hjælp og fået svar i form af et opmuntrende besøg af en åndeligt moden kristen? (Jak. 5:14-16) Eller måske kom hjælpen i form af et foredrag ved et kristent møde eller oplysninger i en af vores publikationer. Jehova besvarer ofte bønner på disse måder. For eksempel kom en søster der i flere uger havde været offer for en groft uretfærdig behandling, hen til en ældstebroder efter at han havde holdt et foredrag. I stedet for at beklage sig over sit problem udtrykte hun dyb værdsættelse af bestemte bibelske tanker der var blevet fremholdt i foredraget. De passede lige på hendes situation og trøstede hende meget. Hvor var hun glad for at hun havde overværet mødet!
14 Den hjælp man får gennem bønnen, ses af et eksempel med tre indsatte i et fængsel som lærte sandheden fra Bibelen at kende og blev udøbte forkyndere mens de sad inde. På grund af en voldsepisode i fængselet blev alle indsatte frataget adskillige privilegier. Det udløste en protest. De indsatte besluttede at de efter morgenmaden næste dag ville nægte at levere deres brugte tallerkener tilbage. De tre udøbte forkyndere befandt sig nu i et dilemma. Hvis de sluttede sig til oprøret, ville de overtræde Jehovas befaling i Romerbrevet 13:1. Og hvis de ikke gjorde det, kunne de blive udsat for repressalier fra vrede fanger.
15 Det var umuligt for de tre mænd at komme til at tale sammen, men de bad alle Jehova om visdom. Næste morgen fandt de alle tre ud af at de var nået frem til nøjagtig samme løsning — de ville simpelt hen sige nej tak til morgenmaden. Da vagterne senere kom rundt for at indsamle tallerkenerne, havde de tre mænd derfor ikke nogen de kunne aflevere. De var lykkelige for at ’den som hører bøn’, var nær hos dem! — Sl. 65:2.
Se fremtiden i møde med tillid
16. Hvordan viser forkyndelsesarbejdet at Jehova har omsorg for de symbolske får?
16 Det verdensomspændende forkyndelsesarbejde er endnu et vidnesbyrd om at Jehova har omsorg for de retsindige uanset hvor de bor. (1 Mos. 18:25) Jehova kan ofte ved at gøre brug af englenes ledelse føre sine tjenere til de symbolske får — selv hvis disse bor i områder der endnu ikke er nået med den gode nyhed. (Åb. 14:6, 7) For eksempel var det ved hjælp af en engel at Gud i det første århundrede ledede evangelieforkynderen Filip til en ætiopisk embedsmand så han kunne forklare Skrifterne for ham. Hvad blev resultatet? Manden tog imod den gode nyhed og blev en døbt discipel af Jesus.b — Joh. 10:14; Apg. 8:26-39.
17. Hvorfor bør vi ikke være overdrevent bekymrede for fremtiden?
17 Alt imens afslutningen på den nuværende tingenes ordning nærmer sig, vil de forudsagte „veer“ fortsætte. (Matt. 24:8) Fødevarepriserne vil måske stige markant på grund af øget efterspørgsel, ekstreme vejrforhold eller økonomisk ustabilitet. Det bliver måske sværere at finde arbejde, og der vil måske blive lagt større pres på de ansatte for at få dem til at arbejde længere. Men uanset hvad der sker, så behøver ingen der sætter de åndelige interesser først og holder ’øjet klart’, at bekymre sig overdrevent. De ved at Gud elsker dem og vil tage sig af dem. (Matt. 6:22-34) Tænk for eksempel på hvordan Jehova sørgede for Jeremias da Jerusalems katastrofale endeligt kom i 607 f.v.t.
18. Hvordan beviste Jehova sin kærlighed til Jeremias under Jerusalems belejring?
18 Under den sidste del af babyloniernes belejring af Jerusalem blev Jeremias sat i forvaring i vagtforgården. Hvordan skulle han få mad? Hvis han havde haft sin frihed, kunne han have ledt efter noget at spise. Men nu var han i stedet fuldstændig afhængig af dem der omgav ham, og de fleste af disse hadede ham! Jeremias satte dog ikke sin lid til mennesker, men til Gud, der havde lovet at tage sig af ham. Levede Jehova op til sit løfte? Ja, absolut! Han sørgede for at Jeremias hver dag fik „et rundt brød . . . indtil alt brød var sluppet op i byen“. (Jer. 37:21) Jeremias, såvel som Baruk, Ebed-Melek og andre, overlevede denne periode med hungersnød, sygdom og død. — Jer. 38:2; 39:15-18.
19. Hvad vil vi være besluttede på med hensyn til fremtiden?
19 Ja, „Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres bøn“. (1 Pet. 3:12) Glæder du dig over at din himmelske Fader våger over dig? Føler du dig tryg ved at vide at hans øjne hviler på dig til dit eget bedste? Vær da besluttet på fortsat at vandre med Gud — uanset hvad fremtiden vil bringe. Vi kan være sikre på at Jehova altid vil lade sit vågne, faderlige øje hvile på alle sine loyale. — Sl. 32:8; læs Esajas 41:13.
[Fodnoter]
a Selvom brevene i første række er stilet til Kristi salvede disciple, gælder de i princippet alle Guds tjenere.
b Et andet eksempel på Guds ledelse er beskrevet i Apostelgerninger 16:6-10. Der læser vi at „den hellige ånd forbød“ Paulus og hans rejsefæller at forkynde i Asien og Bitynien. I stedet blev de kaldt til Makedonien, hvor mange retsindige tog godt imod deres budskab.
Kan du forklare følgende?
• Hvordan kan vi vise at vi ’vandrer med Gud’?
• Hvordan viste Jehova sin kærlighed til Baruk?
• Hvordan genspejler Jesus sin Faders egenskaber som hoved for den kristne menighed?
• På hvilke måder kan vi vise at vi stoler på Gud i disse kritiske tider?
[Illustrationer på side 9]
Kristne ældste i dag genspejler Jehovas omsorg for sine tjenere, på samme måde som Jeremias genspejlede hans omsorg for Baruk
[Illustration på side 10]
Hvordan vil Jehova måske hjælpe i rette tid?