FLÆNGER

Det var almindeligt blandt oldtidens folkeslag at man viste sin sorg ved at tilføje sig selv flænger eller rive sig på arme og hænder og i ansigtet. (Jer 47:5; 48:37) Hensigten kan have været at formilde de guddomme der mentes at herske over de døde. Den græske historiker Herodot (IV, 71) fortæller om de sørgeskikke skyterne iagttog når deres konge døde: „De skærer et stykke af øret, klipper håret af i en rundkreds omkring hovedet, sårer sig flere steder i armene, kradser sig i panden og på næsen og støder pile gennem deres venstre hånd.“ — Herodots historie, oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø, 1979.

At tilføje sig selv flænger eller snitsår var dog ikke kun et sørgeritual. I håb om at blive bønhørt af deres gud „flængede [ba’alsprofeterne] sig med dolke og lanser, sådan som de havde for skik, indtil blodet flød ned ad dem“. (1Kg 18:28) Tilsvarende skikke var kendt blandt andre folkeslag. Herodot (II, 61) nævner for eksempel at de karere der boede i Ægypten, sårede sig i panden med knive under festen for Isis.

Guds lov forbød udtrykkeligt israelitterne at rive flænger i sig selv på grund af en død. (3Mo 19:28; 21:5; 5Mo 14:1) De var nemlig et helligt folk for Jehova, en særlig ejendom, og skulle derfor holde sig fri af enhver form for afguderiske handlinger. (5Mo 14:2) Desuden var det meget upassende at et folk der vidste klar besked med de dødes tilstand og opstandelseshåbet, gik til sådanne yderligheder i sorgen over en afdød. (Da 12:13; He 11:19) Forbudet mod at vansire sig selv har også tjent til at indskærpe dem den rette respekt for menneskelegemet som Guds skaberværk.

Det lader dog til at israelitterne nu og da tilsidesatte Guds lov om at de ikke måtte rive flænger i deres legeme. — Jer 41:5; jf. Mik 5:1.