OVERMOD
Overdreven selvtillid eller indbildskhed der får en til at tage sig uberettigede friheder, at optræde trodsigt, hensynsløst, utilbørligt eller anmassende. Ordet er betydningsmæssigt beslægtet med hovmod, stolthed og formastelighed. Det står i modsætning til mildhed og beskedenhed.
Stolthed og vrede fører til overmod. Det hebraiske ord zadhōnʹ, der de fleste steder gengives med „overmod“, er afledt af udsagnsordet zīdh, der betyder „at koge, komme i kog, blive ophidset“. (1Mo 25:29; 2Mo 21:14) Hvis man er ophidset af vrede eller opblæst af stolthed, kan man blive overmodig så man handler ubesindigt og drister sig til at overskride sine beføjelser. Ordsproget siger: „Overmodig, selvsikker pralhals er navnet på den der handler i overmodets rasen.“ (Ord 21:24) I 5 Mosebog 1:43 bruges verbalformen til at beskrive den måde israelitterne handlede på, da de ved en lejlighed tilsidesatte Guds bud og handlede uden bemyndigelse. Moses sagde til dem: „Da jeg så talte til jer, hørte I ikke efter, men satte jer op imod Jehovas befaling og handlede overmodigt og drog op i bjergene.“ I den parallelle beretning i 4 Mosebog 14:40-44 anvendes et andet hebraisk ord, ‛afalʹ: „Da sagde Moses: ’. . . Drag ikke derop, for Jehova er ikke iblandt jer . . .’ Alligevel formastede de sig til at drage op mod den øvre del af bjerglandet,“ hvor de blev slået på flugt af landets indbyggere. De var blevet ’opblæste’ på grund af uberettiget selvtillid. — Jf. Hab 2:4, hvor det samme hebraiske ord anvendes.
At vrede kan føre til ødelæggende overmod og grove krænkelser af Guds lov, fremgår også af dette bud i Guds lov til israelitterne: „I det tilfælde at en mand bliver så ophidset [en form af zīdh] mod sin næste at han dræber ham med list, skal du tage ham, om det så er fra mit alter, for at han kan dø.“ — 2Mo 21:14.
Man må vogte sig for at blive overmodig. Kong David, der i særlig grad var genstand for Guds gunst og havde fået stor myndighed af Gud, erkendte at han kunne gå hen og blive overmodig. Han bad: „Hvem ænser altid egne fejltrin? Frikend mig for skjulte synder. Hold også din tjener tilbage fra overmodige gerninger; lad dem ikke beherske mig. Da vil jeg være uangribelig, ja, jeg vil ikke være skyldig i megen overtrædelse.“ (Sl 19:12, 13) Faren for at blive overmodig er stor, og man må derfor være på vagt. En overmodig handling er langt alvorligere end et uagtsomt fejltrin. Uanset hvem man er, er det vederstyggeligt i Guds øjne at tage sig friheder. Skønt Uzzija var en mægtig konge der var blevet velsignet af Gud, blev han slået med spedalskhed da han overmodigt tiltog sig den ret at udføre en tjeneste som det udelukkende tilkom præsterne at udføre. (2Kr 26:16-21) Overmod fik kong Saul til at gøre oprør mod Jehova. Da han ikke ville vente på Samuel, dristede han sig til selv at bringe et brændoffer. (1Sa 13:8-14) Desuden stolede han på sin egen dømmekraft og skånede amalekitterkongen Agag og det bedste af byttet skønt Jehova havde befalet ham at vie amalekitterne til udslettelse. På grund af sine overmodige handlinger blev Saul forkastet som konge. — 1Sa 15:8, 9, 11, 18, 19.
En ikkekongelig israelit der handlede overmodigt, var Uzza. Da pagtens ark var ved at blive ført op til Jerusalem på en oksetrukket vogn — en fremgangsmåde der var i modstrid med den som Gud havde anvist — og okserne var nær ved at få vognen til at vælte, rakte Uzza hånden ud og greb fat i arken for at støtte den. På grund af denne overmodige og uærbødige handling blev han slået af Jehova og døde. — 2Sa 6:6, 7.
Hvis man ikke er sikker på hvad der skal gøres i en bestemt sag, eller er usikker med hensyn til om man er berettiget til at gøre en bestemt ting, bør man først rådføre sig med nogen som har den nødvendige viden og dømmekraft. Bibelen siger: „Ved overmod gives kun kamp, men hos dem der rådslår er der visdom.“ (Ord 13:10) Overmod kan få skæbnesvangre følger, men beskedenhed fører til frelse. Vismanden siger: „Kommer der overmod, da kommer der vanære, men hos de beskedne er der visdom.“ — Ord 11:2.
Manglende respekt for Guds suverænitet. Når man handler overmodigt eller formasteligt over for Jehova, vidner det om manglende respekt for hans suverænitet og guddommelighed. Det er især forkasteligt når det drejer sig om dem der hævder at være hans tjenere, men som ikke repræsenterer ham på rette måde. Om de falske profeter sagde Jehova: „Den profet som formaster sig [en form af zīdh] til i mit navn at tale et ord som jeg ikke har påbudt ham at tale, . . . den profet skal dø. . . . Når det som profeten taler i Jehovas navn ikke sker eller går i opfyldelse, da er det et ord som Jehova ikke har talt. Profeten har talt formasteligt [el.: med overmod, zadhōnʹ].“ — 5Mo 18:20-22.
Det vidner også om manglende respekt for Jehova hvis man optræder respektløst over for hans udnævnte tjenere, hvilket kan være en følge af overmod eller formastelighed. I Israel blev vanskelige sager bragt for retten på ’det sted som Jehova udvalgte’ (hvilket fra og med Davids tid var Jerusalem). Enhver som lod hånt om den dom der blev afsagt, skulle lide døden, for ved at trodse dem der handlede på Guds vegne, trodsede man Gud selv. Loven sagde: „Du skal handle i overensstemmelse med den lov som de påpeger over for dig, og efter den dom som de afsiger over for dig. . . . Og den mand der handler formasteligt [el.: med overmod, zadhōnʹ] og ikke hører på præsten som står dér og forretter tjeneste for Jehova din Gud, eller på dommeren — den mand skal dø; og du skal fjerne det onde fra Israel. Og hele folket vil høre det og frygte, og de vil ikke handle formasteligt [el.: handle overmodigt, en form af zīdh] mere.“ (5Mo 17:8-13; jf. 4Mo 15:30.) Apostelen Peter beskriver nogle der viser grov mangel på respekt for Gud og hans udnævnte tjenere, idet han siger: „Dristige [af gr. tolmētēsʹ; „frække“, DA48; „hensynsløse“, DA92; „formastelige“, KJ], selvrådige, skælver de ikke for sådanne som er herlige, men spotter.“ Han siger videre at den slags mænd vil „forgå i deres fordærvelse“. — 2Pe 2:10, 12.
Overmod bringes til ophør. Det gamle Babylon var indbegrebet af overmod over for Gud og var derfor genstand for Guds uforsonlige fjendskab. Profeten Jeremias sagde henvendt til denne by: „’Se! Jeg er imod dig, du Overmod,’ lyder den suveræne Herres, Hærstyrkers Jehovas, udsagn . . . ’Overmod skal snuble og falde.’“ (Jer 50:29, 31, 32) Det symbolske store Babylon har vist sig at være Guds bitreste og mest overmodige fjende på jorden. Dette Babylon har gjort jordens beboere berusede af sin „utugts vin“ og har udgydt „blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden“. Det vil derfor blive tilintetgjort for evigt. (Åb 17:2, 5; 18:7, 8, 20, 24) Dette er i overensstemmelse med Jehovas løfte om at gøre ende på alt babylonisk overmod: „Jeg skal bringe de overmodiges stolthed til ophør, ja, tyrannernes hovmod vil jeg ydmyge.“ — Es 13:11.