MANDEL

[hebr.: luz (1Mo 30:37); sjaqedhʹ (1Mo 43:11)].

Mandeltræet (Amygdalus communis) er hjemmehørende i Palæstina, Libanon og visse steder i Mesopotamien. Det hører til rosenfamilien og fandtes både vildtvoksende og dyrket.

Det hebraiske navn sjaqedhʹ betyder bogstaveligt „den der vågner“, hvilket er meget passende eftersom mandeltræet er et af de første træer der blomstrer efter vinterhvilen. Det blomstrer allerede sidst i januar eller først i februar. Bemærk ordspillet i Jeremias 1:11, 12, hvor ordet „mandeltræ“ (sjaqedhʹ) forbindes med ordet „årvågen“ (sjoqedhʹ). Træet kan blive hen ved 5 m højt, og i blomstringstiden er det dækket af smukke lyserøde og undertiden hvide blomster som sidder parvis. I Prædikeren 12:5 benyttes det blomstrende mandeltræ som et billede på oldingens hvide hår. Bladene er takkede og lancetformede. Frugten er lidt aflang, rundet i den ene ende og spids i den anden. Den er altid blevet regnet for en delikatesse. Jakob pålagde sine sønner at tage blandt andet mandler med som gave da de for anden gang rejste til Ægypten. (1Mo 43:11) Af kernerne kan der presses en eftertragtet olie; 10 kg kerner giver da omkring 4,5 kg olie.

Bægrene på lampestanderen i teltboligen var formet som mandelblomster, sikkert på grund af disses sarte skønhed. (2Mo 25:33, 34; 37:19, 20) Arons stav var en mandelgren der fra den ene dag til den anden mirakuløst satte knopper og bar modne mandler som bevis på at Gud godkendte ham som den salvede ypperstepræst. — 4Mo 17:8.

[Illustration på side 229]

Mandelblomster. Mandeltræet er et af de første træer der blomstrer efter vinterhvilen; deraf dens hebraiske navn, der betyder „den der vågner“