Kan man have gavn af lidelser?

MANGE bliver bitre når de udsættes for svære lidelser. Andre der gennemgår de samme eller endog værre lidelser, bliver mere medfølende og kærlige over for deres medmennesker. Tilsvarende er der nogle som fornægter Guds eksistens når de udsættes for vedvarende trængsler, mens andre gennemlever alvorlige prøvelser med en urokkelig tro på den Almægtige. Hvorfor forholder det sig sådan?

Når folk bliver bitre og mister troen skyldes det ofte at de tillægger sig selv for stor betydning og glemmer at de er syndige mennesker der lever i en verden som ignorerer Guds lov. Fejlagtigt giver de Gud skylden for de onde gerninger mennesker begår. Derfor lærer de intet af de vanskeligheder de gennemgår, og når vanskelighederne hører op, har disse mennesker måske endnu flere kedelige personlighedstræk end før.

For at dette ikke skal ske for os må vi søge at få noget positivt ud af enhver situation vi måtte komme i. Det kræver at vi har det rette syn på menneskelige lidelser. Klagesangene i Bibelen tjener som en stor hjælp til at se tingene i det rette perspektiv.

Bevar håbet

Bogen består af fem sange der begræder Jerusalems frygtelige ødelæggelse for babyloniernes hånd. I den tredje af disse sange giver Jeremias, tilskyndet af Guds ånd, udtryk for sine egne stærke følelser som han overfører på hele nationen, idet han sammenligner den med en våbenfør mand. (Klagesangene 3:1) Selv om Jeremias havde lidt sammen med hele folket, gjorde denne erfaring ham ikke bitter. Han så fortrøstningsfuldt frem til den tid hvor Gud igen ville vise sit folk gunst og betragtede det der overgik nationen som Guds retfærdige dom.

Håbet om en fremtidig udfrielse opretholdt Jeremias. Vi læser: „Din sjæl [Jehova] vil helt sikkert huske det og bøje sig over mig. Dette vil jeg tage mig til hjerte. Derfor bliver jeg ved med at vente.“ (Klagesangene 3:20, 21) Der herskede ingen tvivl i Jeremias’ sind om at Jehova til sin tid igen ville begunstige sit angrende folk. Sandt nok havde han ladet dem lide et knusende nederlag. Men Jehova ville alligevel så at sige bøje sig ned fra sit højt hævede himmelske stade og oprejse dem fra deres fornedrede tilstand. Med dette i tanke kunne Jeremias finde trøst og tålmodigt vente på at Jehova ville handle til gavn for sit angrende folk.

Når vi gennemgår smertelige oplevelser bør vi derfor ikke miste håbet. Vi bør huske på at prøvelser har en afslutning lige så vel som de har en begyndelse. Gud vil aldrig tillade at hans trofaste tjenere udsættes for endeløse lidelser sammen med dem der ikke udgør hans indviede folk. Af den grund bør vi tålmodigt vente indtil Jehova bringer lindring.

Den kendsgerning at man er i live er i sig selv grund nok til at nære håb. På Jeremias’ tid blev byen Jerusalem og Judas land lagt øde, og mange israelitter omkom. Men der var trods alt nogle der overlevede, hvilket var en forsikring om at Gud fortsat viste sit folk barmhjertighed. Vi læser: „Det skyldes al Jehovas loyale hengivenhed at vi ikke har mødt vort endeligt, for hans barmhjertighed svigter aldrig. Den er ny hver morgen. Stor er din trofasthed. ’Jehova er min andel,’ har min sjæl sagt, ’derfor bliver jeg ved med at vente på ham.’“ — Klagesangene 3:22-24.

Hvis det ikke havde været for Guds loyale hengivenhed og hans medfølende omsorg for sit folk, ville der ikke have været en eneste overlevende blandt israelitterne. Men Jehova var barmhjertig, og denne barmhjertighed ville fornys hver morgen og fortsat blive hans folk til gavn. Jehovas store trofasthed er en forsikring om at man kan stole på hans barmhjertighed. Den er vedvarende, aldrig svag eller virkningsløs. Og eftersom den Højeste var sit folks andel eller arv, kunne de tillidsfuldt vente på at de prøvende omstændigheder som han havde tilladt at de blev udsat for på grund af deres troløshed, på et tidspunkt ville vende sig til det bedre.

Hvordan man venter med tålmodighed

Hvad bør kendetegne en sådan afventende holdning? Klagesangene svarer: „God er Jehova mod den som håber på ham, mod den sjæl som vil søge ham. Det er godt for en at vente, og det i tavshed, på frelse fra Jehova. Det er godt for en våbenfør mand at han bærer åg i sin ungdom. Lad ham sidde ensom og tie, for Han har lagt åget på ham. Lad ham trykke sin mund mod støvet. Måske er der håb. Lad ham vende kinden til den der slår ham. Lad ham mættes med forsmædelse.“ — Klagesangene 3:25-30.

Læg mærke til at man i nødens stund bør blive ved med at se hen til Gud og komme nær til ham i håb om at finde lindring. Man bør søge at vise tålmodighed idet man venter i stilhed eller uden at beklage sig, indtil man erfarer den Almægtiges udfrielse eller frelse. Den som allerede i sin ungdom lærer at bære et åg af modgang, vil have meget stor gavn af det. Hvorfor det? Fordi dette vil gøre det langt lettere for ham at komme igennem en lignende situation senere i livet uden at miste håbet. Erkendelsen af at han har klaret lignende genvordigheder før giver ham grund til at håbe at han vil kunne gøre det igen.

Når en person får lagt et modgangens åg på sig, skal han selvfølgelig ikke løbe omkring og lufte sine beklagelser. Nej, han bør ’sidde ensom, som et menneske der sørger, og forblive tavs’. Han bør så at sige ’kaste sig til jorden og trykke sin mund mod støvet’, hvilket betyder at han ydmygt vil underkaste sig de prøvelser som Gud tillader at komme over ham og forhåbningsfuldt se frem til den kommende udfrielse. Han vil ikke gøre oprør mod sine forfølgere, men tålmodigt finde sig i fysisk og verbal mishandling. Dette minder os om den opførsel Jesus Kristus lagde for dagen. Bibelens beretning siger: „Når han blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig til ham der dømmer retfærdigt.“ — 1 Peter 2:23.

Noget andet der er vigtigt at huske når man udsættes for lidelser, er at det ikke er med Guds godkendelse at mennesker handler ondt. Den Højeste har imidlertid en god hensigt med at tillade at visse ting sker. Dette udtrykkes med de følgende ord i Klagesangene: „Jehova forstøder ikke for altid. For selv om han har voldt græmmelse, vil han også vise barmhjertighed i sin store loyale hengivenhed. For det er ikke af hjertet han har voldt menneskenes sønner nød eller volder dem græmmelse. At man knuser alle jordens fanger under sine fødder, at man bøjer en våbenfør mands ret for den Højestes ansigt, at man gør et menneske uret i dets retssag — det billiger Jehova ikke.“ — Klagesangene 3:31-36.

I tilfældet med de troløse israelitter tillod Jehova Gud at de blev udsat for en frygtelig behandling af babylonierne. Han forstødte dem i den grad at han tillod at de blev ført i landflygtighed. Men det var i en god hensigt, nemlig for at frembringe en angrende rest blandt de overlevende og deres afkom. Det var over for denne rest at Jehova ville vise barmhjertighed. Den Almægtige fandt intet behag i at straffe israelitterne. Han ønskede ikke af hjertet at volde dem græmmelse og bringe dem i nød ved at overgive dem i deres fjenders hånd. Jehova billigede ikke den frygtelige behandling disse fjender gav hans folk. Han godkendte ikke nogen som undertrykte krigsfanger, eller som nægtede et menneske dets gudgivne ret og som undlod at vise retfærdighed i en retssag.

Når vi lider for menneskehånd bør vi derfor ikke bebrejde Gud de forkerte handlinger mennesker begår. Den Højeste billiger ikke deres undertrykkelse og vold, og i sidste ende skal de stå ham til regnskab for deres forkerte handlinger.

En anden ting er at folk selv kan være skyld i deres lidelser. De troløse israelitter vendte Jehova Gud ryggen, hvorved de afviste hans beskyttende omsorg. Derefter kunne han med rette overgive dem til deres fjender. De havde ingen grund til at klage over det der var kommet over dem. Dette bliver understreget i spørgsmålet: „Hvordan kan et levende menneske, en våbenfør mand, klage over sin synd?“ (Klagesangene 3:39) I stedet for at klage burde israelitterne angrende have vendt om til Jehova og bedt ham vise barmhjertighed. Vi læser: „Lad os undersøge vore veje og udforske dem, og lad os vende om til Jehova. Lad os løfte vort hjerte såvel som vore hænder til Gud i himmelen: ’Vi har overtrådt din lov, og vi har været opsætsige.’“ — Klagesangene 3:40-42.

Det var ikke tiden til at de skulle knurre eller komme med beklagelser. Det var snarere tiden til at de skulle betragte deres veje, deres handlemåde eller opførsel, og tænke over udfaldet. I stedet for at fortsætte ad deres egne veje til skade for dem selv, måtte de vende om til Jehova og indordne sig under hans påbud. Blot at vise ydre tegn på omvendelse, såsom at løfte hænderne i bøn, var ikke nok. Det var nødvendigt at angre overtrædelserne inderligt, af hjertet.

Når vi gennemgår lidelser bør vi altså betragte den måde vi lever vort liv på. Er vore problemer selvforskyldte fordi vi har ignoreret Gud lov? Hvis det er tilfældet har vi ingen grund til at skyde skylden på Gud. I stedet bør vi vise at vi har lært af den smertelige tugt vi har erfaret idet vi ophører med den forkerte handlemåde og angrende vender os til Gud. Hvis vi har forsøgt at føre et retskaffent liv og alligevel erfarer trængsler, bør vi ydmygt underkaste os vore prøvelser idet vi tålmodigt og uden beklagelser venter på at Jehova Gud bringer lindring. Vi bør heller ikke glemme at det som onde mennesker gør imod os, ikke har Guds godkendelse. Det vil gavne os hvis vi anvender vejledningen i Guds ord når vi udsættes for lidelser. Det vil lære os tålmodighed, udholdenhed og fuldstændig tillid til Jehova. Lad os aldrig efterligne undertrykkende mennesker i deres onde handlinger, men i stedet fortsætte med at være venlige og medfølende over for alle.

[Illustration på side 23]

Jeremias, der skrev Klagesangene, kunne tale af egen erfaring om det at gennemgå lidelser