SILKE
De stærkeste af alle naturfibre og siden bibelsk tid brugt til fremstilling af smukke og fine stoffer. Silkefibrene fremstilles af kokoner spundet af tynde tråde af hærdet sekret fra forskellige larver, især de kinesiske silkesommerfuglelarver, der lever af morbærblade. I grave på en fønikisk gravplads nær Sabratah i Libyen har man fundet silkestoffer som ifølge arkæologer er vævet for over 2000 år siden.
Opdræt af silkesommerfuglelarver ser ud til at være begyndt i Kina, hvorfra industrien har bredt sig til andre lande, som for eksempel Indien. Grækerne beskrev ting der var lavet af silke, som sirikosʹ, hvorved de forbandt silke med „Seres“ (der i almindelighed identificeres med kineserne). Silke nævnes i Bibelen sammen med de kostbarheder der blev købt af „Babylon den Store“. — Åb 18:2, 11, 12.
I nogle bibeloversættelser er det hebraiske ord mæʹsjī i Ezekiel 16:10, 13 gengivet med „silke“. (AS, AT, DA31, JP, Ka, KJ, Le, Li, RS) Ifølge den rabbinske overlevering er mæʹsjī en betegnelse for silke; der hersker imidlertid usikkerhed herom. Ny Verden-Oversættelsen har derfor, med støtte fra nutidige ordbogsforfattere, valgt at gengive det med „kostbart stof“.