KAPITEL 15
“Jeg vil sætte en stopper for din prostitution”
FOKUS: Hvad vi lærer af de beskrivelser af prostituerede kvinder vi finder i Ezekiels Bog og i Åbenbaringen
1, 2. Hvilken type prostitueret vil vække stærk afsky?
MAN bliver trist til mode når man hører om en kvinde der er prostitueret. Man tænker måske på hvad der har ført til at hun lever sådan et nedværdigende liv. Har hun været udsat for vold eller misbrug som barn siden hun er endt på gaden? Er det ekstrem fattigdom der har drevet hende til at sælge sig selv? Eller er hun flygtet fra en brutal mand? I denne onde verden hører man alt for ofte den slags sørgelige historier. Det er ikke så mærkeligt at Jesus Kristus behandlede flere prostituerede med stor forståelse og venlighed. Han fortalte dem at de der angrede og ændrede deres måde at leve på, kunne få håb om et bedre liv. – Matt. 21:28-32; Luk. 7:36-50.
2 Men forestil dig så en helt anden type prostitueret, en kvinde der frivilligt vælger sådan et liv. Hun ser det ikke som noget nedværdigende, men som noget der giver hende magt! Hun elsker de penge og den indflydelse som denne profession giver hende. Og hvad hvis hun ovenikøbet har en god og trofast ægtemand, som hun helt bevidst bedrager for at leve som prostitueret? Det er svært at føle andet end afsky for sådan en kvinde og det liv hun har valgt. Den stærke reaktion vi kan føle, forklarer hvorfor Jehova Gud gentagne gange bruger billedet med en prostitueret kvinde for at beskrive hvad han mener om falsk religion.
3. Hvilke passager vil vi gennemgå i dette kapitel?
3 I Ezekiels Bog er der to ret specielle passager der bruger billedet med prostitution til at illustrere hvor groft Guds folk, både i Israel og i Juda, havde svigtet Jehova. (Ezek., kap. 16 og 23) Men før vi undersøger de to passager, skal vi se nærmere på en anden “kvinde” der er prostitueret i symbolsk forstand. Hendes prostitution begyndte længe før Ezekiels tid, ja, længe før Israels nation blev oprettet – og den trives den dag i dag. Bibelens sidste bog, Åbenbaringen, afslører hvem denne prostituerede kvinde er.
“Mor til alle de prostituerede”
4, 5. Hvad er “Babylon den Store”, og hvordan ved vi det? (Se indledningsbilledet).
4 Vi får en levende beskrivelse af denne kvinde i det syn Jesus gav apostlen Johannes ved slutningen af det første århundrede. Hun bliver kaldt “den magtfulde prostituerede kvinde” og “Babylon den Store, mor til alle de prostituerede”. (Åb. 17:1, 5) I mange hundrede år har religiøse ledere og bibelkommentatorer gættet på hvem Babylon den Store er. De har for eksempel sagt at kvinden står for Babylon, Romerriget eller den romerskkatolske kirke. Men i flere årtier har Jehovas Vidner forstået hvem denne “magtfulde prostituerede kvinde” virkelig er. Det er det verdensimperium som udgøres af al falsk religion. Hvordan ved vi det?
5 Denne prostituerede kvinde bliver fordømt for at have umoralske forhold til “jordens konger”, det vil sige de politiske magthavere. Derfor kan hun ikke selv repræsentere politisk magt. Desuden viser Åbenbaringen at “jordens købmænd”, det vil sige de kommercielle systemer i denne verden, græder over Babylon den Stores ødelæggelse. Altså kan Babylon den Store heller ikke symbolisere forretningsverdenen. Men hvem er hun så? Vi får at vide at hun giver sig af med “okkulte handlinger” og afgudsdyrkelse, og at hun ‘vildleder’ nationerne. Passer den beskrivelse ikke godt på de korrupte religiøse organisationer i denne verden? Læg også mærke til at denne prostituerede kvinde ifølge beskrivelsen ‘sidder på’ denne verdens politiske elementer, altså har en vis magt over dem. Desuden forfølger hun Jehova Guds trofaste tjenere. (Åb. 17:2, 3; 18:11, 23, 24) Er det ikke præcis hvad falsk religion altid har gjort og stadig gør i dag?
6. Hvordan kan Babylon den Store siges at være “mor til alle de prostituerede”?
6 Hvorfor bliver Babylon den Store ikke kun kaldt “den magtfulde prostituerede kvinde”, men også “mor til alle de prostituerede”? Falsk religion er opdelt i utallige grupper. Der er flere trosretninger, sekter og kulter end nogen kan tælle. Lige siden menneskenes sprog blev forvirret i det gamle Babel, eller Babylon, har forkerte religiøse opfattelser spredt sig i alle retninger, og der er opstået en endeløs række af religioner. Det er meget rammende at “Babylon den Store” har fået navn efter byen Babylon, hvor så mange falske religioner blev udklækket! (1. Mos. 11:1-9) Man kan sige at alle disse religioner er “døtre” af den samme organisation, “den magtfulde prostituerede kvinde”. Ved hjælp af forskellige religioner har Satan ofte lokket folk til spiritisme, okkultisme og afgudsdyrkelse og givet dem et væld af forkerte opfattelser, alt sammen noget der vanærer Gud. Det er ikke så mærkeligt at Guds folk bliver advaret mod denne fordærvede, globale organisation: “Gå ud fra hende, mit folk. Ellers vil I være medskyldige i hendes synder”! – Læs Åbenbaringen 18:4, 5.
7. Hvorfor følger vi advarslen om at “gå ud” fra Babylon den Store?
7 Har du lyttet til advarslen? Husk at det er Jehova selv der har skabt os mennesker med et ‘åndeligt behov’. (Matt. 5:3) Den eneste rigtige måde at dække dette behov på er gennem den rene tilbedelse af Jehova. Det er klart at de der tjener Jehova, vil holde sig så langt væk fra åndelig prostitution som overhovedet muligt. Men Satan Djævelen vil have at vi skal gøre det modsatte! Han elsker at lokke nogle der tjener Jehova, ud i åndelig prostitution. Og alt for ofte er det lykkedes for ham. På Ezekiels tid havde Guds folk allerede i lang tid været involveret i åndelig prostitution. Vi kan have gavn af at se nærmere på dette forløb, for det kan lære os meget om Jehovas normer, hans retfærdighed og hans barmhjertighed.
“Du prostituerede dig”
8-10. Hvilket krav til tilbedelse hjælper os til at forstå hvordan Jehova ser på at man har noget med falsk religion at gøre? Brug en sammenligning.
8 I Ezekiels Bog bruger Jehova sammenligningen med en prostitueret kvinde på en særligt personlig måde. Ezekiel blev inspireret til at nedskrive to meget levende skildringer af den sorg og skuffelse Jehova følte på grund af den illoyale og umoralske måde hans folk opførte sig på. Hvorfor sammenlignede Jehova sit folk med prostituerede kvinder?
9 For at forstå dette må vi minde os selv om et grundlæggende krav til ren tilbedelse som vi behandlede i kapitel 5 i denne publikation. I sin Lov til Israel sagde Jehova: “Du må ikke have andre guder end mig [eller “i trods mod mig”, fdn.]. ... jeg, Jehova din Gud, er en Gud der kræver at man kun tilbeder mig.” (2. Mos. 20:3, 5) Senere understregede han den samme sandhed med disse ord: “Du må ikke bøje dig for nogen anden gud, for Jehova er kendt for at kræve at man kun tilbeder ham. Ja, han er en Gud der kræver at man kun tilbeder ham.” (2. Mos. 34:14) Jehova kunne ikke have udtrykt sin holdning mere klart. Hvis vi skal tilbede Jehova på en måde han godkender, må vi kun tilbede ham.
10 Vi kan sammenligne det med et ægteskab. Både ægtemanden og hustruen har ret til at forvente at han eller hun er ‘den eneste’. Hvis den ene viser romantisk eller seksuel interesse for en uden for ægteskabet, vil den anden med rette føle sig svigtet og blive dybt såret. (Læs Hebræerne 13:4). Når det drejer sig om tilbedelse, føler Jehova sig med rette svigtet hvis hans eget folk, der er viet til ham alene, begynder at tilbede falske guder. Denne følelse af personligt svigt udtrykker han særligt stærkt i Ezekiel, kapitel 16.
11. Hvad fortæller Jehova om Jerusalem og byens fortid?
11 I Ezekiels Bog, kapitel 16, finder vi Jehovas længste tale i denne bog, ja, en af de længste profetiske udtalelser af Jehova i De Hebraiske Skrifter i det hele taget. Jehova omtaler Jerusalem som en pige og lader byen repræsentere hele det utro Juda. Han fortæller den sørgelige og rystende historie om hvor pigen kom fra, og hvordan hun svigtede ham. Hun begyndte som et hjælpeløst hittebarn der var snavset og forladt. Hendes forældre var de hedenske kanaanæere i landet. Det passer med at en kanaanæisk stamme, jebusitterne, boede i Jerusalem lige indtil David erobrede byen. Jehova fik medlidenhed med hittebarnet, vaskede det og sørgede for det. Og som voksen blev denne kvinde som en hustru for ham. Det stemmer med at israelitterne, der blev indbyggere i byen, var indviet til Jehova fordi de frivilligt havde indgået en pagt med ham på Moses’ tid. (2. Mos. 24:7, 8) Da Jerusalem var blevet landets hovedstad, velsignede Jehova byen og gjorde den rig og smuk – ligesom en magtfuld og velhavende ægtemand der forkæler sin hustru med smykker. – Ezek. 16:1-14.
12. Hvordan blev illoyalitet en del af Jerusalems historie?
12 Læg mærke til hvad der så skete. Jehova sagde: “Du begyndte at stole på din skønhed, og du prostituerede dig fordi du var blevet så kendt. Du tilbød dig villigt til enhver der kom forbi, og han fik lov til at nyde din skønhed.” (Ezek. 16:15) På Salomons tid velsignede Jehova sit folk og gjorde det så velstående at Jerusalem blev en strålende by der var noget ganske særligt i datidens verden. (1. Kong. 10:23, 27) Men så begyndte illoyaliteten at snige sig ind. Salomon, der gerne ville behage sine mange udenlandske hustruer, begyndte at gøre Jerusalem uren ved at tilbede hedenske guder. (1. Kong. 11:1-8) Nogle af hans efterfølgere på tronen opførte sig endnu værre og forurenede hele landet med falsk tilbedelse. Hvad mente Jehova om denne åndelige prostitution og folkets svigt? Han kaldte det “noget som er uhørt og aldrig burde ske”. (Ezek. 16:16) Men hans oprørske folk sank endnu dybere ned i fordærv!
Nogle israelitter ofrede deres børn til falske guder som Molek
13. Hvilke grusomheder begik Guds folk i Jerusalem?
13 Forestil dig den sorg og afsky Jehova må have følt da han satte ord på den ondskab der var kommet til at kendetegne hans udvalgte folk: “Du tog dine sønner og dine døtre som du havde født mig, og dem ofrede du til afguder så de kunne blive fortæret – som om det ikke var nok at du havde prostitueret dig! Du slagtede mine sønner, og du bragte dem som ofre ved at kaste dem i ilden.” (Ezek. 16:20, 21) Disse ufattelige grusomheder viser noget om den ondskab der bor i Satans hjerte. Han elsker at lokke Jehovas folk til at begå den slags modbydelige handlinger! Men Jehova ser alt. Han kan rette op på selv de mest sataniske forbrydelser, og han vil sørge for retfærdighed. – Læs Job 34:24.
14. Hvem var Jerusalems to søstre i den illustration Jehova brugte, og hvem viste sig at være den værste af de tre?
14 Jerusalem havde åbenbart ikke nogen fornemmelse af sin egen ondskab. Hun fortsatte med sin prostitution. Jehova sagde at hun var endnu mere skamløs end andre prostituerede, for hun betalte faktisk andre for at begå umoralske handlinger med hende! (Ezek. 16:34) Jerusalem var præcis som sin “mor”, de hedenske stammer der tidligere boede i landet. (Ezek. 16:44, 45) Jehova fortsatte illustrationen med en familie og sagde at Jerusalems storesøster var Samaria, der for længst var begyndt på et liv med religiøs prostitution. Gud omtalte også en anden søster, nemlig Sodoma. Denne by, der længe forinden var blevet ødelagt på grund af sin stolthed og perversitet, nævnes her i symbolsk betydning. Det Jehova pegede på, var at Jerusalem opførte sig mere ondt end begge sine søstre, Samaria og endda Sodoma! (Ezek. 16:46-50) Guds folk ignorerede utallige advarsler og fortsatte med sine afskyelige handlinger.
15. Hvad var formålet med at Jehova straffede Jerusalem, og hvilket løfte gav han?
15 Hvad ville Jehova gøre? Han sagde til Jerusalem: “Jeg [vil] samle alle de elskere som du har glædet”, og “jeg vil give dig i deres hånd”. De hedenske nationer der før havde været hendes allierede, ville nu ødelægge hende og rive hendes smukke og dyre pynt af hende. “De vil stene dig og hugge dig ned med deres sværd,” sagde Jehova. Hvad var hans mål med denne straf? Det var ikke at udrydde folket. Nej, formålet var, som han sagde: “Jeg vil sætte en stopper for din prostitution.” Gud tilføjede: “Så vil jeg lade min vrede mod dig stilne af, og min harme vil vende sig væk fra dig; jeg vil falde til ro og ikke længere føle mig krænket.” Som vi så i kapitel 9 i denne publikation, ønskede Jehova at hans folk skulle komme tilbage til sit land efter eksilet, og at den sande tilbedelse skulle genindføres. Hvorfor? Han sagde selv: “Jeg vil huske den pagt jeg indgik med dig i din første tid.” (Ezek. 16:37-42, 60) Jehova var ikke som sit folk – han ville være loyal i et og alt! – Læs Åbenbaringen 15:4.
16, 17. (a) Hvorfor siger vi ikke længere at Ohola og Oholiba er profetiske forbilleder på kristenheden? (Se boksen “De prostituerede søstre”). (b) Hvad kan vi lære af Ezekiel, kapitel 16 og 23?
16 Jehovas lange, magtfulde tale i Ezekiel, kapitel 16, kan lære os meget om hans høje normer, hans retfærdighedssans og hans store barmhjertighed. Det samme gælder det vi kan læse i Ezekiel, kapitel 23. Sande kristne i dag tager ved lære af de utvetydige budskaber Jehova gav sit folk angående åndelig prostitution. Vi vil gøre alt for ikke at såre Jehova sådan som Juda og Jerusalem gjorde! Derfor vil vi holde os på lang afstand af enhver form for afgudsdyrkelse. Det indebærer at vi holder os fra begærlighed og materialisme, der også kan være en slags afgudsdyrkelse. (Matt. 6:24; Kol. 3:5) Vi vil holde fast ved vores taknemmelighed over at Jehova har været så barmhjertig at han har genindført den rene tilbedelse her i de sidste dage, og over at han aldrig mere vil tillade at den bliver forurenet! Han har oprettet “en varig pagt” med det åndelige Israel, en pagt som aldrig vil blive brudt på grund af illoyalitet eller åndelig prostitution. (Ezek. 16:60) Lad os glæde os over det store privilegium det er at vi hører til Jehovas rene folk i dag.
17 Men hvad kan Jehovas fordømmelse af de prostituerede der omtales i Ezekiels Bog, fortælle os om “den magtfulde prostituerede kvinde”, Babylon den Store? Lad os se.
“Hun vil være væk for altid”
18, 19. Hvilke ligheder er der mellem de prostituerede kvinder der beskrives i Ezekiels Bog, og hende der beskrives i Åbenbaringen?
18 Jehova forandrer sig ikke. (Jak. 1:17) Han har haft den samme holdning til falsk religion lige så længe denne magtfulde prostituerede kvinde har eksisteret. Derfor er vi ikke forbavsede over at se at der er mange ligheder mellem hans dom over de prostituerede kvinder i Ezekiels Bog og dommen over “den magtfulde prostituerede kvinde” som beskrives i Åbenbaringen.
19 For eksempel lægger vi mærke til at straffen over de prostituerede kvinder der omtales i Ezekiels profetier, ikke kom direkte fra Jehova, men fra netop de nationer som Guds illoyale folk havde haft et åndeligt umoralsk forhold til. Den falske religions verdensimperium bliver fordømt for sit umoralske forhold til “jordens konger”. Og hvem kommer hendes straf fra? Vi læser at det netop er de politiske elementer der vil “hade den prostituerede og ødelægge hende og gøre hende nøgen. De vil æde alt hendes kød og brænde hende op med ild.” Hvorfor vil denne verdens regeringer gøre noget så overraskende? Fordi Gud vil ‘indgive i deres hjerter at udføre hans tanke’. – Åb. 17:1-3, 15-17.
20. Hvad viser at dommen over Babylon vil være endegyldig?
20 Jehova vil altså lade denne verdens nationer eksekvere hans dom over al falsk religion, herunder kristenhedens mange trosretninger. Dommen vil være endelig – der bliver ikke tale om tilgivelse, og der bliver ikke nogen mulighed for at religionerne kan ændre og forbedre sig. Åbenbaringen fortæller os at Babylon “vil være væk for altid”. (Åb. 18:21) Guds engle vil glæde sig over at hun er forsvundet. De siger: “Lovpris Jah! Og røgen fra hende bliver ved med at stige op i al evighed.” (Åb. 19:3) Ja, dommen vil stå ved magt for evigt. Aldrig mere vil nogen falsk religion få lov til at opstå og fordærve den rene tilbedelse. Dommen over Babylon og den brændende ødelæggelse af hende vil i billedlig forstand udsende en røg der vil stige op til evig tid.
21. Hvilken periode begynder når falsk religion bliver udslettet, og hvordan vil den periode slutte?
21 Når denne verdens regeringer vender sig mod Babylon den Store, vil det være Guds dom der bliver eksekveret, en milepæl i gennemførelsen af Jehovas vilje. Samtidig bliver det begyndelsen til den store trængsel, en tid med kaos og tumulter i en grad man aldrig har set før. (Matt. 24:21) Trængslens klimaks bliver Harmagedon, Jehovas krig mod den onde verdensordning. (Åb. 16:14, 16) De følgende kapitler i denne publikation vil vise at Ezekiels Bog har meget at fortælle os om den store trængsels forløb. Men inden da vil vi se på nogle ting vi rent praktisk kan lære af kapitel 16 og 23 i Ezekiels Bog – noget som vi skal anvende på os selv.
22, 23. Hvordan kan det vi har lært om de prostituerede kvinder i Ezekiels Bog og i Åbenbaringen, påvirke os i vores hellige tjeneste?
22 Satan elsker at få Guds sande tjenere på afveje. Intet ville glæde ham mere end at få os væk fra den rene tilbedelse så vi følger samme kurs som de prostituerede kvinder der beskrives i Ezekiels Bog. Men vi må huske at Jehova ikke tolererer at vi er illoyale, at vi tilbeder nogen anden end ham! (4. Mos. 25:11) Vi er omhyggelige med at holde os langt væk fra falsk religion så vi ikke ‘rører ved noget der er urent’ i Guds øjne. (Esa. 52:11) Vi viser også loyalitet ved at holde os neutrale i forhold til denne splittede verdens politiske kampe og konflikter. (Joh. 15:19) Nationalisme betragter vi som endnu en falsk religion der promoveres af Satan, og vi tager afstand fra alt hvad der har med det at gøre.
23 Lad os frem for alt huske hvor stor en ære det er at tilbede Jehova i hans helt igennem rene åndelige tempel. Lad os værdsætte denne ordning som Jehova velsigner så rigt, og lad os mere end nogensinde før være besluttet på at vi ikke vil have noget at gøre med falsk religion og dens åndelige prostitution!