TYRUS

[klippe].

Den vigtigste fønikiske havneby; den identificeres med det nuværende Sur, der ligger ca. 50 km nord for Karmels Bjerg og 35 km sydsydvest for Zidon. (BILLEDE, bd. 2, s. 531) Tyrus var en gammel by (Es 23:1, 7), men nøjagtig hvornår den blev grundlagt som en koloni af zidonierne, vides ikke. Den nævnes første gang efter indtagelsen af det forjættede land i ca. 1467 f.v.t. og var da en befæstet by, en af de byer der lå ved grænsen til Asers stammeområde. Det ser ud til at Tyrus fra begyndelsen og gennem hele sin historie forblev uden for Israels grænser som en uafhængig nabo til Israel. — Jos 19:24, 29; 2Sa 24:7.

Der bestod i perioder et venskabeligt forhold mellem Tyrus og Israel, især i Davids og Salomons regeringstid. Dygtige tyriske håndværkere byggede David et palads af blandt andet cedertræ som blev leveret af kong Hiram af Tyrus. (2Sa 5:11; 1Kr 14:1) Tyrierne leverede også David cedertræ som senere skulle bruges ved tempelbyggeriet. — 1Kr 22:1-4.

Efter Davids død hjalp kong Hiram af Tyrus hans søn Salomon med materialer og arbejdskraft til opførelsen af templet og forskellige regeringsbygninger. (1Kg 5:1-10; 7:1-8; 2Kr 2:3-14) En halvisraelit der var en dygtig håndværker og søn af en tyrisk kobbersmed, blev beskæftiget ved byggeriet af templet. (1Kg 7:13, 14; 2Kr 2:13, 14) For deres hjælp blev tyrierne betalt med hvede, byg, olie og vin. (1Kg 5:11, 12; 2Kr 2:15) Desuden gav Salomon kongen af Tyrus 20 byer, en gave som den tyriske monark dog ikke var særlig tilfreds med. — 1Kg 9:10-13.

Tyrus blev med tiden en af oldtidens store sømagter, og dens søfolk og handelsflåde af „tarsisskibe“ blev kendt for deres rejser til fjerntliggende steder. Salomon og kongen af Tyrus drev skibsfart sammen for at indføre ofirguld og andre kostbarheder. — 1Kg 9:26-28; 10:11, 22; 2Kr 9:21.

Skønt tyrierne plejede denne forbindelse med Israel, er der intet som tyder på at de som folk betragtet var interesserede i at tilbede Jehova; deres kontakt var hovedsagelig af handelsmæssig art. De stammede fra Kana’an og praktiserede en form for ba’alsdyrkelse. Deres hovedguddomme var Melkart og Astarte. Da Etba’al var konge over zidonierne (og derfor også over Tyrus), blev hans datter Jesabel gift med Akab, kongen i nordriget Israel. Jesabel blev berygtet for sine ihærdige forsøg på at udrydde tilbedelsen af Jehova. — 1Kg 16:29, 31; 18:4, 13, 19.

Fordømt af Gud. Det var imidlertid ikke på grund af Jesabels og hendes datter Ataljas personlige ondskab at Tyrus blev stærkt fordømt af Gud. Tyrus voksede sig mægtig på andre folkeslags, deriblandt Israels, bekostning. Byen havde en omfattende metal-, glas- og purpurfarveindustri og var et centrum for karavanehandelen og et vigtigt knudepunkt for vareimport og -eksport. Den industrielle og kommercielle udvikling førte ikke blot velstand med sig, men også hovmod og stolthed. Dens købmænd og handelsmænd pralede af at være fyrster og folk der nød ære på jorden. (Es 23:8) Med tiden udviklede Tyrus også en fjendtlig indstilling til Jehova og sammensvor sig med nabolandene mod Guds folk. (Sl 83:2-8) Det var derfor byens dristige trods mod Jehova der til sidst medførte dens dom, fald og ødelæggelse.

I slutningen af det 9. århundrede f.v.t. gav Jehova agt på byens hovmodige indstilling. Han advarede byen om at den kunne vente gengældelse fordi den havde taget hans folks guld, sølv og andre kostbare skatte og udsmykket sine templer med det. Den ville også blive krævet til regnskab fordi den havde solgt Guds tjenere som trælle. — Joel 3:4-8; Am 1:9, 10.

Senere nedskrev Esajas endnu et budskab imod Tyrus, hvoraf det fremgik at byen ville blive glemt i „halvfjerds år“. (Es 23:1-18) En del år senere nævnte profeten Jeremias Tyrus sammen med de nationer der var udset til at skulle drikke Jehovas forbitrelses vin. (Jer 25:8-17, 22, 27; 27:2-7; 47:2-4) Eftersom de nationer der nævnes i Jeremias’ profeti, skulle „tjene Babylons konge i halvfjerds år“ (Jer 25:8-11), ser det ud til at både Esajas’ og Jeremias’ profeti tog sigte på Nebukadnezars felttog mod Tyrus.

Også gennem Ezekiel, en af Jeremias’ samtidige, forudsagde Jehova at Tyrus ville blive ramt af ulykke for Nebukadnezars hånd. (Ez 26:1–28:19) Skønt Tyrus var blevet sammenlignet med et smukt skib med brogede sejl og solsejl og en forstavn med indlagt elfenben, ville det synke i det åbne hav. (Ez 27:3-36) Tyrus’ „konge“ (sandsynligvis dens række af herskere) pralede hovmodigt: „Jeg er en gud. På et gudesæde har jeg sat mig.“ Men han skulle fjernes som vanhellig og tilintetgøres i ild. — Ez 28:2-19.

Byens ødelæggelse. Under Nebukadnezars langvarige belejring af Tyrus blev hans soldaters hoveder ’slidt skaldede’ på grund af hjelmenes gnaven, og deres skuldre blev ’slidt nøgne’ af at bære materialer til at bygge belejringsværker af. Eftersom Nebukadnezar ikke fik nogen „belønning“ for som Jehovas redskab at eksekvere dommen over Tyrus, lovede Jehova til gengæld at give ham Ægyptens rigdom. (Ez 29:17-20) Ifølge den jødiske historiker Josefus (Against Apion, I, 156 [21]) varede belejringen 13 år og var meget bekostelig for babylonierne. Den verdslige historie fortæller ikke nøjagtig hvor gennemgribende eller resultatrige Nebukadnezars anstrengelser var. Men tyriernes tab i værdier og menneskeliv må have været store. — Ez 26:7-12.

Da israelitterne vendte tilbage fra landflygtigheden i Babylon, kunne tyrierne ikke desto mindre levere cedertræ fra Libanon til det andet tempel, og de genoptog handelsforbindelsen med det genopbyggede Jerusalem. — Ezr 3:7; Ne 13:16.

Skønt krigen med Nebukadnezar havde været hård, havde Tyrus ikke mødt sit endeligt. Af en senere profeti ses det at selv om Tyrus byggede en fæstningsmur og ophobede sølv og guld, ville Jehova sørge for dens totale udslettelse. — Zak 9:3, 4.

Næsten 200 år efter at Zakarias havde fremsat denne profeti, gik den i opfyldelse. I 332 f.v.t. førte Alexander den Store sin hær gennem Lilleasien, og under sin march mod syd gjorde han holdt længe nok til at ofre Tyrus opmærksomhed. Da byen nægtede at åbne portene for ham, lod han rasende sine soldater samle ruinerne af fastlandsbyen sammen og kaste dem i havet således at der dannedes en dæmning ud til øbyen, alt sammen som en opfyldelse af profetien. (Ez 26:4; TEGNING, bd. 2, s. 531) Mens hans flåde holdt tyriernes skibe indesluttet i havnen, begyndte han at bygge de højeste belejringstårne der nogen sinde er blevet anvendt i oldtidens krige. Og endelig, efter syv måneders forløb, blev de 46 m høje bymure gennembrudt. Slaget kostede 8000 soldater livet; desuden blev 2000 fremtrædende borgere dræbt som hævn, og 30.000 indbyggere blev solgt som slaver.

Nævnt i De Græske Skrifter. Efter at Alexander havde jævnet byen med jorden, blev den genopbygget under seleukiderne, og i det 1. århundrede e.v.t. var den en vigtig anløbshavn på Middelhavskysten. Under Jesu omfattende virksomhed i Galilæa kom flere fra egnene omkring Tyrus og Zidon for at høre hans budskab og for at blive helbredt for deres sygdomme. (Mr 3:8-10; Lu 6:17-19) Nogle måneder senere tog Jesus selv til egnen omkring Tyrus, hvor han helbredte en syrisk-fønikisk kvindes barn der var dæmonbesat. (Mt 15:21-29; Mr 7:24-31) Jesus gav udtryk for at hvis han havde gjort de kraftige gerninger som han udførte i Korazin og Betsajda, i Tyrus og Zidon, ville disse byers hedenske indbyggere have givet mere agt på ham end jøderne gjorde. — Mt 11:20-22; Lu 10:13, 14.

[Illustration på side 1047]

En gammel mønt med navnet Tyrus