SKALDETHED

Det at man helt eller delvis har mistet sit hovedhår. Som regel danner der sig bare pletter ved tindingerne eller på issen, mens håret vokser normalt på resten af hovedet. Bibelen taler om ’skaldethed’ (hebr.: qårchahʹ), ’isseskaldethed’ (hebr.: qaraʹchath) og ’pandeskaldethed’ (hebr.: gibbeʹach og gabbaʹchath). (3Mo 13:41-44; 21:5) Den egentlige årsag til skaldethed er ukendt. Tilstanden synes i første række at være arveligt betinget, men faktorer som infektioner, hormonforstyrrelser, alder, psykiske tilstande, syfilis og endda visse former for medicinsk behandling kan også spille ind.

Skaldethed er en defekt der berører udseendet, og blev derfor blandt oldtidens folkeslag forbundet med skam, sorg og ulykke. (Es 3:24; 15:2; Jer 47:5; Ez 27:31; Am 8:10; Mik 1:16) Under Moseloven blev det imidlertid ikke regnet for urent at være skaldet. (3Mo 13:40) Loven anfører ikke skaldethed som en defekt der ville forhindre en i at tjene som præst. I Ezekiels syn blev der givet påbud om at præsterne hverken måtte barbere deres hoved eller lade deres hovedhår vokse frit; de skulle klippe håret. — Ez 44:20.

Jehovas profet Elisa var skaldet. Efter at han havde overtaget Elias’ profetgerning og var på vej fra Jeriko op mod Betel, blev han hånet af nogle børn der råbte: „Gå derop, skaldepande! Gå derop, skaldepande!“ Årsagen til deres tilråb synes ikke at have været at Elisa var skaldet, men at de så en skaldet mand bære Elias’ velkendte embedsklædning. De ønskede ikke nogen efterfølger af Elias dér på stedet. Han kunne enten fortsætte op til Betel eller stige op til himmelen i et stormvejr sådan som den tidligere bærer af embedsklædningen havde gjort. (2Kg 2:11) For at imødegå denne protest imod at han var Elias’ efterfølger, og for at lære disse knægte og deres forældre at vise en passende respekt for Jehovas profet nedkaldte Elisa ondt over flokken i Elias’ Guds navn. Det var en prøve på hans profetværdighed. Jehova viste sin godkendelse af Elisa ved at lade to hunbjørne komme ud fra en nærliggende skov og sønderrive 42 af børnene. — 2Kg 2:23, 24.

Hos nogle folkeslag ragede man sig skaldet når man sørgede over en afdød slægtning, eller af religiøse grunde, men denne skik var forbudt blandt israelitterne. (5Mo 14:1) Præsterne fik specielt påbud om at de ikke måtte rage sig skaldede eller skære spidsen af deres skæg på grund af en afdød. (3Mo 21:5) Israelitterne fik at vide at de ikke måtte klippe deres hår rundt ved tindingerne eller ødelægge spidsen af deres skæg. — 3Mo 19:27; Jer 9:26; se SKÆG.

I Ægypten var det almindeligt at mændene ragede sig, og de betragtede skæg som et tegn på sorg eller sjuskethed. Det var derfor Josef barberede sig da han blev hentet ud af fangehullet, før han blev fremstillet for Farao. (1Mo 41:14) Ægypterne tildækkede imidlertid deres skaldethed med en paryk, og mange mænd som barberede deres hovedhår og skæg af, gik med paryk og forlorent skæg. I Papyrus Ebers, en ægyptisk lægebog fra det 2. årtusind f.v.t., foreslås 11 behandlinger mod skaldethed.

Ifølge Moseloven skulle en person der var angrebet af spedalskhed på hovedet, lade sig barbere ved begyndelsen af sin karantæneperiode, den dag han blev renset, og igen på den syvende dag derefter. (3Mo 13:33; 14:8, 9) Hvis en nasiræer blev uren, skulle han barbere sit hoved den dag hans renselse blev stadfæstet. (4Mo 6:9) En tilfangetagen kvinde som en israelitisk soldat ville tage til ægte, skulle barbere sit hoved. — 5Mo 21:12.

Nebukadnezars soldater blev midlertidigt skaldede under den anstrengende og vanskelige belejring af fastlandsbyen Tyrus. Jehova sagde til Ezekiel at „hvert hoved blev slidt skaldet og hver skulder blev slidt nøgen“ da Nebukadnezars kampstyrke udførte „et stort arbejde“ med at eksekvere dom over Tyrus. Soldaternes hoveder blev slidt skaldede af de gnavende hjelme, og deres skuldre blev slidt nøgne af at bære materialer til konstruktionen af belejringstårne og fæstningsværker. — Ez 26:7-12; 29:17, 18.

I aposteltiden straffede man nogle steder — for eksempel i det umoralske Korinth — kvinder der blev grebet i utugt eller ægteskabsbrud, med at lade deres hår rage af. Trælkvinder fik deres hår klippet kort. Paulus bruger åbenbart dette som en illustration idet han siger at en kvinde i den kristne menighed som beder eller profeterer med utildækket hoved (skønt hun altså har sit hår som en hovedbeklædning), lige så godt kan tage skridtet fuldt ud og vise sin skamløse ringeagt for ledelsens princip ved at lade sit hår rage helt af. — 1Kor 11:3-10.