For det første er det værd at bemærke at knoglerne var “tørret ud” og “meget tørre”. (Ez. 37:2, 11) Det indikerer at knoglerne kom fra nogle der havde været døde i meget lang tid.

Det fangenskab som fortidens Israel oplevede, varede lang tid. Fangenskabet begyndte i 740 f.v.t. da det nordlige tistammerige faldt og mange af indbyggerne blev ført i eksil. I 607 f.v.t. blev Jerusalem ødelagt og indbyggerne i sydriget Juda ført i eksil. Perioden med fangenskab ophørte i 537 f.v.t. da en rest af jøderne vendte tilbage for at genopbygge templet og genoprette den sande tilbedelse i Jerusalem.

Set i lyset af disse detaljer fra Bibelen er det tydeligt at Guds folks fangenskab under Babylon den Store må have varet meget længere end den svære tid i årene 1918-1919. Fangenskabet svarer til den periode hvor det symbolske ukrudt ville vokse sammen med hveden, “rigets sønner”. (Matt. 13:36-43) I denne periode var der langt flere frafaldne end sande kristne. Den kristne menighed blev i realiteten holdt i fangenskab af Babylon den Store, et fangenskab der begyndte i det andet århundrede e.v.t. og varede frem til renselsen af det åndelige tempel i endens tid. – Apg. 20:29, 30; 2 Thess. 2:3, 6; 1 Joh. 2:18, 19.

I denne lange periode med åndeligt fangenskab forsøgte præsterne og deres politiske medsammensvorne at holde fast ved deres magt ved at hindre folk i at få adgang til Guds ord. Til tider var det forbudt at læse Bibelen på det jævne folks sprog. Nogle af dem der gjorde det, blev endda brændt på bålet. For at kvæle ethvert forsøg på at sprede sandhedens lys blev der uddelt hårde straffe til alle som gav udtryk for holdninger der var i modstrid med gejstlighedens.