GOG
Navnets betydning er usikker.
1. En efterkommer af Ruben. — 1Kr 5:3, 4.
2. I Ezekiels Bog, kapitlerne 38 og 39, er det navnet på anføreren for en hær der er samlet fra mange lande, og som retter et angreb mod Guds folk. Angrebet kommer efter at Jehova har indsamlet sit folk fra nationerne og genrejst det på „Israels bjerge“, der tidligere lå øde. Da de bor trygt, tilsyneladende uden beskyttelse, og nyder stor velstand, fristes Gog til at rette et ondsindet og tilintetgørende angreb mod dem. Til dette formål samler han en vældig hær fra mange folkeslag, men angrebet vækker Jehovas forbitrelse og fører til nederlag og undergang for Gog og alle hans horder. Deres lig bliver til føde for fuglene og markens vilde dyr, og deres knogler begraves i den dal der herefter kaldes „Gogs Horders Dal“ (ordr.: „Hamon-Gogs Dal“).
Hvor angrebet kommer fra og hensigten med det. Angrebet har sit udspring langt fra Israels land. Gog kommer fra „Magogs land“, der ligger i „de fjerneste egne mod nord“. (Ez 38:2, 15) Han er „den øverste høvding [„storfyrste“, DA92; „den ypperste fyrste“, KJ, RS] over Mesjek og Tubal“. (Ez 38:2, 3) Nogle oversættelser siger her „fyrsten over Rosj, Mesjek og Tubal“ (DA31, AS, JB) og lader således „Rosj“ (hebr. for „hoved“) gå på et land eller et folk. Intet andet sted i Bibelen nævnes imidlertid et land eller et folk af det navn. Mesjek og Tubal er, ligesom Magog, navne der blev givet Jafets sønner (1Mo 10:2), og de tre lande der bar disse navne, lå nord for Israel. (Se MAGOG, 2; MESJEK, 1; TUBAL.) Andre afdelinger af angrebsstyrkerne som kom nordfra, og som også var efterkommere af Jafet, var Gomer og Togarma (der menes at være stamfædre til henholdsvis kimmerierne og armenierne, gamle oldtidsfolk). Persien, der ligeledes var befolket af jafetitter, lå mod nordøst. Men sammensværgelsen omfattede også nogle af Kams efterkommere, der kom fra syd: Ætiopien og Put, der lå i Afrika. (Ez 38:4-6, 15) Gog er altså øverstbefalende for en massiv angrebsstyrke som har til hensigt at knuse Jehovas folk, der synes at være holdt i en skruestik.
Israel beskrives som boende „på jordens navle“. (Ez 38:12) Det gamle Israel lå ikke alene centralt i forhold til Europas, Asiens og Afrikas kontinenter, men var også center for den rene tilbedelse af den sande Gud og blev af ham betragtet som hans „øjesten“. — 5Mo 32:9, 10; Zak 2:8.
Jehova erklærer at han vil ’sætte kroge i Gogs kæber’ og få ham til at gå til angreb. (Ez 38:4; jf. 2Kg 19:20, 21, 28.) Profetien viser imidlertid at dette allerede er Gogs ønske, og at planen allerede er noget der er udtænkt i hans hjerte. (Ez 38:10, 11) Jehova trækker ikke desto mindre Gog frem ved at genrejse og velsigne sit navnfolk. Dette ansporer Gog til at vise sin ondsindethed mod Guds folk, og han kaster sig villigt ud i et foretagende der hurtigt fører til ødelæggelse for ham selv og alle hans medsammensvorne. Ved at nedkæmpe og udslette Gog og hans angrebsstyrker ophøjer og helliger Jehova sit eget navn for alles øjne. — Ez 38:12-23; 39:5-13, 21, 22; jf. Joel 3:9-17.
Hvem Gog er. De lande og folk der nævnes i profetien om Gog, kendes fra Bibelen og i nogen grad også fra den verdslige historie, men det har ikke været muligt at identificere Gog med en historisk kendt jordisk hersker. Der henvises ofte til Gyges, konge af Lydien i det vestlige Lilleasien, kaldet Guggu i den assyriske konge Assurbanipals indskrifter. (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 165) Men Gyges døde flere årtier før Ezekiel skrev sin profeti, så denne identifikation er udelukket. Desuden tidsfæster profetien Gogs angreb til „de sidste år“ og „de sidste dage“. (Ez 38:8, 16; jf. Es 2:2; Jer 30:24; 2Ti 3:1.) Navnet Gog er derfor åbenbart kryptisk eller symbolsk og betegner ikke nogen kendt jordisk konge eller leder.
Ifølge de bibelske vidnesbyrd opfyldes profetien i den periode der andre steder kaldes „endens tid“. (Da 11:35; 12:9; jf. Åb 12:12.) Bibelforskere og bibelkommentatorer er generelt enige om at profetien gælder tiden for det messianske rige. Det hedder for eksempel i The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge: „Gog fremtræder som lederen af verdensmagternes sidste fjendtlige angreb på Guds rige.“ (Redigeret af S. Jackson, 1956, bd. V, s. 14) Man kender intet til en opfyldelse på det kødelige Israel. Da opfyldelsen finder sted i „de sidste dage“, må den gælde det åndelige Israel, den kristne menighed (Ro 2:28, 29; Ga 6:16), hvis medlemmer ifølge apostelen Paulus er børn af og ledes af „det Jerusalem som er oventil“. (Ga 4:26) Dette er med til at vise hvem Gog er.
Endnu en hjælp fås i Åbenbaringens Bog. I de profetiske syner vises det at den symbolske drage, Satan Djævelen, vil udsætte den kristne menighed for voldsom forfølgelse. Dette vil ske efter at han er blevet kastet ud af himmelen og ned til jorden sammen med sine dæmonengle, en handling der udvirkes af Guds rige ved Kristus på det tidspunkt da denne begynder at udøve kongemagt. (Åb 12:5-10, 13-17) Det ses endvidere i disse syner at de jordiske nationer samles for at føre krig mod Gud, hans søn og hans trofaste tjenere på jorden, og at de lider et totalt nederlag og tilintetgøres. (Åb 16:13-16; 17:12-14; 19:11-21) Svarende til profetien i Ezekiels Bog kommer fuglene også her og holder festmåltid på ligene af Kristi riges fjender. — Sml. Ez 39:4, 17-20 med Åb 19:21.
Profetien i Ezekiel angående Gog henviser til et ondsindet, verdensomfattende angreb på Guds folk. Gog repræsenterer åbenbart en koalition af nationer der vil angribe Guds folk, men det er i virkeligheden Satan Djævelen der trækker i trådene og leder angrebet. Det er dette angreb der udløser den fuldstændige tilintetgørelse af Satan og hans hærstyrker ved de frygtindgydende kræfter som Gud råder over. — Ez 38:18-22.
Begravelsen af Gogs horder. „Gog og alle hans horder“ begraves i „Dalen Man Rejser Igennem, øst for Salthavet“ (Ez 39:11), eller, ifølge den danske autoriserede oversættelse af 1992, „Abarimdalen øst for havet“. Navnet Abarim bruges i 4 Mosebog 33:47, 48 om bjergene øst for Det Døde Hav. (Se ABARIM.) I dette område findes der to dybe dale eller slugter hvor regnfloderne Arnon og Zered løber. Arnondalen er ca. 520 m dyb og 3 km bred ved randen. Zeredslugten er med sine næsten 1200 m høje, stejle skrænter endnu mere imponerende. En af disse dale kan være brugt til at skildre den profetiske gravplads — enten Arnons Regnflodsdal, der lå direkte øst for havet, eller Zereds Regnflodsdal, der lå mod sydøst og var den mest befærdede af de to. Det er dog også muligt at der ikke er tænkt på nogen bestemt dal eftersom beskrivelsen er symbolsk. At Gog og hans horder begraves i en dyb dal ved Det Døde Hav, svarer åbenbart til Åbenbaringens beskrivelse af at modstanderne af Guds rige kastes i den symbolske ildsø og Satan i afgrunden. — Åb 19:20; 20:1-3.
Er Gog i Åbenbaringen den samme som Gog i Ezekiels Bog?
3. Åbenbaringen 20:8 taler om „Gog og Magog“. Begge navne bruges om „de nationer der er ved jordens fire hjørner“, og som lader sig vildlede af Satan efter at han er løst fra sit fængsel i den symbolske afgrund. Eftersom andre skriftsteder viser at Kristi tusindårige styre gør ende på alle nationale regeringer og grupperinger (Da 2:44; 7:13, 14), må de her omtalte „nationer“ være opstået ved at de har gjort oprør mod hans verdensomspændende herredømme. De rykker frem „over jordens bredde“ og omringer „de helliges lejr og den elskede by“. Dette sker efter afslutningen på Kristi tusindårige styre over jorden. — Åb 20:2, 3, 7-9.
Brugen af navnene „Gog og Magog“ tjener åbenbart til at fremhæve visse ligheder mellem denne situation efter de tusind år og situationen som den var ved det tidligere angreb. Både i Ezekiels Bog og i Åbenbaringens Bog er modstanderne talrige (i Åbenbaringen opgives tallet til at være „som sandet ved havet“, det vil sige ubestemt), begge steder er angrebet et resultat af en omfattende sammensværgelse, og begge steder rettes det mod Guds tjenere på et tidspunkt hvor de nyder stor velstand. Betegnelsen „Gog og Magog“ passer derfor udmærket på dem der lader sig forlede til at gøre oprør efter tusindårsriget. Deres endeligt er fuldstændig tilintetgørelse. — Åb 20:8-10, 14.