Hans fader havde været underlagt Babylons konge Nebukadnezar, men i sit tredje år som vasalkonge (618 f.v.t.) havde han gjort oprør (2Kg 24:1), hvorefter Jerusalem var blevet belejret. Udtrykket „på den tid“ (2Kg 24:10), hvormed belejringen tidsfæstes, sigter ikke nødvendigvis til Jojakins korte regeringstid, men snarere til perioden i almindelighed, således at belejringen — i overensstemmelse med Daniel 1:1, 2 — kan være begyndt i hans fader Jojakims regeringstid. Jojakim døde sandsynligvis under belejringen, hvorpå Jojakin besteg Judas trone. Hans herredømme endte imidlertid blot tre måneder og ti dage senere da han overgav sig til Nebukadnezar (617 f.v.t., i adar måned ifølge en babylonisk krønike). (2Kg 24:11, 12; 2Kr 36:9; Assyrian and Babylonian Chronicles, A. K. Grayson, 1975, s. 102) Som en opfyldelse af Jehovas ord ved Jeremias blev han ført i landflygtighed til Babylon. (Jer 22:24-27; 24:1; 27:19, 20; 29:1, 2) Andre medlemmer af kongehuset samt hoffolk, håndværkere og krigere blev også ført i landflygtighed. — 2Kg 24:14-16; se NEBUKADNEZAR.

I 2 Kongebog 24:1 oplyses det at Nebukadnezar drog imod Juda, og at „Jojakim blev hans tjener [eller vasal] i tre år“. Derefter „faldt han [Jojakim] fra og gjorde oprør mod ham [Nebukadnezar]“. Det er åbenbart dette år — Jojakims tredje år som vasalkonge under Babylon — Daniel sigter til i Daniel 1:1. Det kan ikke være det tredje af de elleve år Jojakim regerede over Juda, for på det tidspunkt var han ikke underlagt Babylon, men Ægyptens farao Neko. Det var først i Jojakims fjerde regeringsår at Nebukadnezar med sin sejr ved Karkemisj (625 f.v.t. [åbenbart efter nisan]) gjorde ende på det ægyptiske herredømme over Aram og Palæstina. (Jer 46:2) Eftersom Jojakims oprør mod Babylon førte til hans fald efter ca. 11 år på tronen, må hans tre år som vasalkonge under Babylon være begyndt hen imod slutningen af hans ottende regeringsår, eller tidligt i år 620 f.v.t.