1. Mederen Darius, der i en alder af ca. 62 år afløste kaldæerkongen Belsazzar efter at Babylon var blevet indtaget af den persiske hær under Kyros. (Da 5:30, 31) Han betegnes også som „Ahasverus’ søn . . ., han som var af medisk æt“. — Da 9:1.

Forsøg på at identificere mederen Darius. Endnu har man ikke fundet nogen omtale af „mederen Darius“ i ikkebibelske inskriptioner, og han omtales heller ikke af verdslige oldtidshistorikere forud for Josefus (som var jødisk historiker i det 1. årh. e.v.t.). Mange kritikere hævder derfor at mederen Darius er en opdigtet person.

Nogle forskere siger at Kyros kort efter indtagelsen af Babylon indsatte sin søn Kambyses (II) som „konge af Babylon“. Det er rigtigt at Kambyses efter alt at dømme repræsenterede sin fader ved den årlige nytårsfest i Babylon, men det lader til at han resten af tiden residerede i Sippar. En undersøgelse der bygger på studiet af kileskrifttekster, tyder på at Kambyses i virkeligheden først antog titlen „konge af Babylon“ den 1. nisan 530 f.v.t. da han blev gjort til Kyros’ medregent; det var på det tidspunkt Kyros drog ud på det felttog der resulterede i hans død. Forsøgene på at identificere Darius med Kyros’ søn Kambyses II strander på at Darius var „omkring toogtres år“ da Babylon faldt. — Da 5:31.

En anden opfattelse går ud på at Darius kan have været et andet navn for Kyros, men det strider mod den omstændighed at Darius var „meder“ og „af medisk æt“, hvilket sigter til at hans fader, Ahasverus, var meder. Kyros kaldes udtrykkeligt „perser“, og selv om hans moder måske har været meder, sådan som nogle historikere hævder, var hans fader ifølge Kyroscylinderen Kambyses I, som var perser. — Da 9:1; 6:28.

Andre igen forsøger at identificere Darius med en formodet „onkel“ til Kyros som den græske historiker Xenofon kalder „Kyaxares, søn af Astyages“. Xenofon fortæller at Kyaxares efterfulgte mederkongen Astyages på tronen, men at Kyaxares senere gav både sin datter og hele Medien til sin nevø Kyros. (Cyropaedia, I, v, 2; VIII, v, 19) Xenofons oplysninger modsiges imidlertid af både Herodot og Ktesias (græske historikere der levede omtrent samtidig med Xenofon), og Herodot hævder at Astyages døde uden at efterlade sig en mandlig arving. Nabonids Krønike viser at Kyros blev konge over mederne ved at tage Astyages til fange. For at kunne identificere Darius med Kyaxares II måtte man desuden forudsætte at Astyages også var kendt som Ahasverus, eftersom mederen Darius var „Ahasverus’ søn“. (Da 9:1) Denne opfattelse kan derfor heller ikke bekræftes.

Hvem var mederen Darius?

I flere nyere opslagsværker bliver Darius identificeret med Gubaru (der almindeligvis sidestilles med den Gobryas der omtales i Xenofons Cyropaedia), som blev statholder i Babylon efter Medo-Persiens erobring af byen. Dette bygger i det væsentlige på følgende vidnesbyrd:

Den gamle kileskrifttekst der kaldes Nabonids Krønike, fortæller i forbindelse med Babylons fald at „statholderen over Gutium Ug(?)baru og Kyros’ tropper [drog] ind i Babylon uden kamp“. Efter at have beskrevet Kyros’ indtog i byen 17 dage senere fortæller inskriptionen at „hans statholder Gubaru beskikkede statholdere i Babylon“. (Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 216; jf. Darius the Mede af J. C. Whitcomb, 1959, s. 17.) „Ugbaru“ og „Gubaru“ er ikke navne på samme person. Selv om de ser næsten ens ud, er det værd at bemærke at den første stavelse i de to navne skrives med to vidt forskellige tegn i kileskrift. Krøniken fortæller at Ugbaru, statholderen over Gutium, døde få uger efter erobringen. Andre kileskrifttekster oplyser at Gubaru levede videre og tjente som statholder i 14 år, ikke alene over byen Babylon, men over hele Babylonien såvel som over „området på den anden side af Floden“, hvortil hørte Syrien, Fønikien og Palæstina ned til Ægyptens grænse. Gubaru herskede således over et område som dækkede hele Den Frugtbare Halvmåne og stort set svarede til det babyloniske verdensrige. Mederen Darius blev som bekendt omtalt som „konge over kaldæernes rige“ (Da 5:31; 9:1), men ikke som ’konge af Persien’, den betegnelse der normalt bruges om kong Kyros. (Da 10:1; Ezr 1:1, 2; 3:7; 4:3) Det område som Gubaru regerede over, ser altså ud til at have været det samme som det Darius herskede over.

Eftersom Gubaru ingen steder kaldes „Darius“, formoder nogle at „Darius“ var hans titel eller kongenavn. W. F. Albright siger: „Det synes meget sandsynligt at Gobryas [Gubaru] antog kongeværdigheden sammen med navnet ’Darius’, måske en gammel persisk kongetitel, mens Kyros var ude på et østligt felttog.“ (Journal of Biblical Literature, 1921, bd. XL, s. 112, fdn. 19) Som svar på den indvending at kileskrifttavlerne ingen steder omtaler Gubaru som „konge“, peger de der identificerer Gubaru med kong Darius, på at kileskrifttavlerne heller ikke anvender kongetitlen om Belsazzar — selv om det kileskriftdokument der er kendt som „Et polemisk digt om Nabonid“, udtrykkeligt siger at Nabonid ’betroede kongemagten’ til sin søn. — Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter, s. 221.

På linje hermed peger professor Whitcomb på at Gubaru i sin stilling som statholder under Kyros ifølge Nabonids Krønike „beskikkede statholdere i Babylon“, ligesom der i Daniel 6:1, 2 fortælles at Darius ’satte et hundrede og tyve satrapper over riget’. Whitcomb mener derfor at Gubaru i sin egenskab af statholder over statholdere sandsynligvis blev tiltalt som konge af sine underordnede. (Darius the Mede, s. 31-33) Og under henvisning til det store område som Gubaru (Gobryas) herskede over, siger A. T. Olmstead: „Gobryas [Gubaru] herskede næsten som en uafhængig monark over hele dette vidtstrakte frugtbare land.“ — History of the Persian Empire, 1948, s. 56.

I overensstemmelse med det ovennævnte anser nogle forskere det for sandsynligt at mederen Darius i virkeligheden var vicekonge over kaldæernes rige, men underordnet Kyros, Perserrigets øverste hersker. A. T. Olmstead bemærker: „I forholdet til sine babyloniske undersåtter var Kyros ’Babylons konge, landenes konge’. Ved således at hævde at den gamle kongerække var ubrudt, smigrede han deres forfængelighed og vandt deres loyalitet . . . Men det var satrappen Gobryas der repræsenterede den kongelige myndighed under kongens fravær.“ (History of the Persian Empire, s. 71) De der mener at den bibelske Darius var en sådan vicekonge, peger på Bibelens ord om at Darius „modtog riget“, og at han „var blevet gjort til konge over kaldæernes rige“, som bevis for at han var underordnet en højere konge. — Da 5:31; 9:1; jf. 7:27, hvor ’den Allerhøjeste’, Jehova Gud, giver Riget til ’de hellige’.

Selv om de tilgængelige oplysninger om Gubaru i mange henseender ser ud til at passe på Darius, og selv om Darius måske har været vicekonge under Kyros, kan en sådan identifikation dog stadig ikke betragtes som endegyldig. De historiske optegnelser oplyser ikke Gubarus nationalitet eller herkomst, så man kan ikke vide om han var „meder“ og „Ahasverus’ søn“. De fortæller heller ikke om han havde så stor kongelig myndighed at han kunne udstede en forordning eller bekendtgørelse som den der beskrives i Daniel 6:6-9. Desuden synes det at fremgå af den bibelske beretning at Darius’ herredømme over Babylon var kortvarigt, og at Kyros derefter overtog kongedømmet over Babylon selv om det er muligt at de herskede samtidig, og at Daniel bare specielt nævner det år hvor Darius fik en fremtrædende stilling i Babylon. (Da 6:28; 9:1; 2Kr 36:20-23) Gubaru fortsatte i sin stilling i 14 år.

Hvorfor den historiske identifikation er usikker. Bibelens sandfærdighed behøver naturligvis ingen bekræftelse fra verdslige kilder. De utallige tilfælde hvor bibelske personer eller begivenheder der af kritikere er blevet stemplet som „uhistoriske“, har fået deres plads i historien godtgjort ud over enhver tvivl, skulle afholde os fra at tillægge negativ kritik for stor vægt. (Se BELSAZZAR; SARGON.) De hundredtusinder af kileskrifttavler der er udgravet i Mellemøsten, giver stadig et meget ufuldstændigt og usammenhængende billede af de historiske begivenheder. Og hvad andre kilder angår, er der kun få verdslige historikere fra oldtiden hvis skrifter stadig findes (og dette ofte kun fragmentarisk). Tilmed var de for de flestes vedkommende grækere der levede et, to eller flere hundrede år efter at de begivenheder der beskrives i Daniels Bog, havde fundet sted.

En langt sandsynligere grund til at Darius ikke omtales i de babyloniske beretninger, findes imidlertid i Daniels Bog selv. Den fortæller at Darius til de øvrige embedsmænds store fortrydelse gav Daniel en høj stilling i regeringen. Deres sammensværgelse mod Daniel slog fejl, og Darius lod Daniels anklagere og deres familier henrette, hvorved han uden tvivl pådrog sig de øvrige embedsmænds fjendskab. Darius’ befaling om at alle i riget skulle „frygte for Daniels Gud“, kan heller ikke have undgået at skabe dyb utilfredshed og vrede blandt de mægtige babyloniske præster. Eftersom skriverne var underlagt disse, ville det ikke være spor mærkeligt om beretningerne senere blev ændret og oplysningerne om Darius slettet. Den slags indgreb i de historiske optegnelser er ikke noget ukendt.

Man bør derfor ikke underkende betydningen af Bibelens omtale af det medo-persiske rige som et dobbeltstyre. (Da 5:28; 8:3, 4, 20) Skønt den verdslige historie lader Kyros og perserne være de fremtrædende, viser Bibelen at mederne fortsatte i en slags partnerskab med perserne, og landets love blev betegnet som „medernes og persernes“ love. (Da 6:8; Est 1:19) Mederne spillede en vigtig rolle ved indtagelsen af Babylon. (Es 13:17-19) Ifølge Jeremias’ profeti (51:11) ville ’medernes konger’ (flertal) være blandt Babylons angribere. Darius kan udmærket have været en af disse konger.