ULD

De bløde, krusede hår der udgør pelsen hos visse dyr, især får. Hebræerne og andre af fortidens folkeslag klippede ulden af dyrene og anvendte den i udstrakt grad til beklædning og broderier. (2Mo 35:4-6, 25; 36:8, 35, 37; 38:18; 39:1-8, 22-29; 3Mo 13:47; Ord 31:13, 22; Ez 34:3) Uldent tøj isolerer mod varme og kulde, og det er rart at have på fordi det varmer uden at være særlig tungt og desuden opsuger fugt uden at føles klamt mod huden.

Under Moseloven skulle israelitterne skænke „det første af den afklippede uld“ af deres hjorde til præsterne. (5Mo 18:3-5) Det ikkepræstelige folk måtte ikke ’klæde sig i stof som var blandet af uld og hør’. — 5Mo 22:11; 3Mo 19:19; se KLÆDE, STOF (Andre anvendelser).

Uldens betydning i fortiden fremgår af at moabitterkongen Mesja betalte Israels konge „et hundrede tusind vædderlam og et hundrede tusind uklippede væddere“ som tribut. (2Kg 3:4) Uld var desuden en værdifuld handelsvare. — Ez 27:1, 2, 7, 16, 18.

Eftersom ulden ofte er hvid i sin naturlige tilstand, forbindes den undertiden med hvidhed og renhed. Gennem profeten Esajas sammenlignede Jehova for eksempel synder som var tilgivet, med hvid uld idet han sagde: „Om så jeres synder skulle være som skarlagen, vil de blive gjort hvide som sne; om så de skulle være røde som højrødt klæde, vil de blive som uld.“ — Es 1:18-20.

Jehova „giver sne som uld“, idet han dækker landet med sne som med et varmt tæppe af hvid uld. — Sl 147:16.

I et syn siges der symbolsk om „den gamle af dage“, Jehova Gud, at hans hår er som ren uld. (Da 7:9) Dette henleder tanken på den høje alder og visdom som forbindes med gråhårethed. (Jf. Job 15:9, 10.) Da apostelen Johannes i et syn så „én ligesom en menneskesøn“, bemærkede han ligeledes at „hans hoved og hans hår [var] hvidt som hvid uld, som sne“. (Åb 1:12-14) Denne beskrivelse af hans hår skal muligvis lede tanken hen på at det var blevet hvidt på retfærdighedens vej. — Ord 16:31.