AHASVERUS
(Ahasveʹrus).
Et navn eller en titel der i De Hebraiske Skrifter anvendes om tre forskellige herskere.
1. Mederen Darius’ fader, som omtales i Daniel 9:1. Det er ikke for øjeblikket muligt med sikkerhed at identificere denne Ahasverus med nogen person i den verdslige historie.
2. Den Ahasverus der omtales i Ezra 4:6 og i begyndelsen af hvis regeringstid der blev indgivet en skriftlig anklage mod jøderne, kan have været Kambyses, der efterfulgte Kyros, Babylons erobrer og jødernes befrier. Kambyses regerede fra 529 til 522 f.v.t.
3. Den Ahasverus der omtales i Esters Bog, menes at være Xerxes I, som var søn af perseren Darius den Store (Darius Hystaspes). Ahasverus (Xerxes I) herskede over 127 provinser fra Indien til Ætiopien. Byen Susan var hovedstad en stor del af hans regeringstid. — Est 1:1, 2.
I Esters Bog regnes denne konges regeringsår øjensynlig fra det tidspunkt da han begyndte at herske sammen med sin fader, Darius den Store. Det vil sige at Xerxes’ tiltrædelsesår er 496 f.v.t., og at hans første regeringsår er 495 f.v.t. (Se PERSIEN, PERSERE.) I sit tredje regeringsår bød han ved en overdådig fest den smukke dronning Vasjti at træde frem og vise folket og fyrsterne sin skønhed. Ved hendes afslag blussede hans vrede op, og han forstødte hende. (Est 1:3, 10-12, 19-21) I sit syvende regeringsår udvalgte han jødinden Ester blandt de mange jomfruer der blev ført ind til ham som en mulig erstatning for Vasjti. (Est 2:1-4, 16, 17) I sit 12. regeringsår lod han sin førsteminister Haman bruge den kongelige signetring til at udstede et dekret der ville medføre jødernes udryddelse. Denne plan blev forpurret af Ester og hendes fætter Mordokaj. Haman blev hængt, og et nyt dekret blev udstedt som gav jøderne ret til at forsvare sig mod deres fjender. — Est 3:1-11; 7:9, 10; 8:3-14; 9:5-10.
„Kong Ahasverus pålagde derpå landet og øerne i havet tvangsarbejde.“ (Est 10:1) Dette stemmer med at Xerxes fuldførte en stor del af de byggerier som hans fader, Darius, havde påbegyndt i Persepolis.
Det ser også ud til at den ’fjerde konge’ der nævnes i Daniel 11:2, er Xerxes I, idet de tre foregående var Kyros den Store, Kambyses II og Darius Hystaspes. Der fulgte ganske vist syv konger efter Xerxes på Perserrigets trone, men Xerxes var den sidste persiske hersker der førte krig i Grækenland, hvis fremståen som det dominerende verdensrige beskrives i det følgende vers. — Da 11:3.