²⁰ Af ovennævnte grunde forstod mange jøder i det første århundrede at Messias’ død ville indebære at Gud fuldstændig kunne tilgive synder. De vidste at Skrifterne talte om menneskets nedarvede ufuldkommenhed. (Prædikeren 7:20) Man blev dagligt mindet om behovet for ofre der kunne sone synd; det lå i selve Lovpagtens opbygning og natur. De begivenheder der beskrives i beretningerne om Jesu liv fremstiller ham som et fuldkomment menneske hvis død kunne sone menneskehedens synd.f (Mattæus 20:28; Lukas 1:26-38) Da De Kristne Græske Skrifter kastede lys over at de forskellige ofre under Loven var et forbillede på dette sidste og fuldkomne offer, fik man større forståelse af hele Lovens struktur og andre dele af Skrifterne.g — Hebræerne 10:1-10.

I vers 26 siges der endvidere at „efter de toogtres uger skal en salvet [„Messias“, hebraisk: masjīʹach] blive afskåret“, med andre ord slås ihjel. (Se rammen „Hvem var ’den salvede’? Hvornår ville han fremstå?“)