Kapitel elleve

Tidspunktet for Messias’ komme åbenbares

 1. Hvad kan vi være sikre på i betragtning af at Jehova nøje overholder sine tider?

JEHOVA overholder nøje sine tider. Han har fuldstændig kontrol over de tider og perioder der er forbundet med hans gerninger. (Apostelgerninger 1:7) Alle de begivenheder han har bestemt skal finde sted inden for disse tider og perioder, vil med sikkerhed indtræffe. Det slår ikke fejl.

 2, 3. Hvilken profeti var Daniel særlig interesseret i, og hvem var Babylon underlagt på det tidspunkt?

² Som en flittig læser af Skrifterne havde profeten Daniel en fast tro på Jehovas evne til at fastsætte tidspunktet for visse begivenheder og til at sørge for at de indtraf. Af særlig interesse for Daniel var profetierne angående Jerusalems øde tilstand. Jeremias havde nedskrevet den åbenbaring Gud gav ham om hvor længe den hellige by skulle ligge øde, og Daniel studerede denne profeti nøje. Han skrev: „I Ahasverus’ søn Darius’ første år, han som var af medisk æt og som var blevet gjort til konge over kaldæernes rige — i det første år af hans regeringstid lagde jeg, Daniel, i bøgerne mærke til tallet på de år Jerusalems øde tilstand skulle vare, ifølge Jehovas ord som var kommet til profeten Jeremias, nemlig halvfjerds år.“ — Daniel 9:1, 2; Jeremias 25:11.

³ Mederen Darius herskede da over „kaldæernes rige“. Den forudsigelse Daniel havde fremsat tidligere da han tydede håndskriften på væggen, var blevet opfyldt umiddelbart efter. Det babyloniske rige eksisterede ikke mere. Det var blevet „givet til mederne og perserne“ i 539 f.v.t. — Daniel 5:24-28, 30, 31.

DANIEL BEDER YDMYGT TIL JEHOVA

 4. (a) Hvad var nødvendigt hvis jøderne skulle udfries? (b) Hvad gjorde Daniel i forbindelse med at han henvendte sig til Gud?

⁴ Daniel forstod at de 70 år hvori Jerusalem skulle ligge øde, var ved at udløbe. Hvad gjorde han nu? Han fortæller selv: „Jeg rettede da mit ansigt mod Jehova, den sande Gud, for at søge ham med bøn og anråbelser, med faste og sæk og aske, og jeg bad til Jehova min Gud og aflagde bekendelse.“ (Daniel 9:3, 4) Den rette hjertetilstand var nødvendig hvis jøderne skulle opnå Guds barmhjertighed og blive udfriet. (3 Mosebog 26:31-46; 1 Kongebog 8:46-53) De måtte have tro, vise ydmyghed og oprigtigt angre de synder som havde ført til deres landflygtighed og trældom. Daniel vendte sig derfor til Gud på sit syndige folks vegne. Han fastede, sørgede og klædte sig i sæk, et symbol på oprigtig anger og omvendelse.

 5. Hvorfor var Daniel sikker på at jøderne ville vende tilbage til deres hjemland?

⁵ Jeremias’ profeti havde givet Daniel håb, for den viste at jøderne snart ville vende tilbage til deres hjemland, Juda. (Jeremias 25:12; 29:10) Han var uden tvivl overbevist om at de undertvungne jøder snart ville blive udfriet, for en mand ved navn Kyros herskede allerede som konge over Perserriget. Havde Esajas ikke profeteret at Kyros ville blive brugt af Jehova til at udfri jøderne så Jerusalem og templet kunne blive genopbygget? (Esajas 44:28–45:3) Men Daniel havde ingen idé om hvordan det ville ske. Han fortsatte derfor med at bede til Jehova.

 6. Hvad gav Daniel udtryk for i sin bøn?

⁶ Daniel henledte opmærksomheden på Guds barmhjertighed og loyale hengivenhed. Ydmygt erkendte han at jøderne havde syndet ved at gøre oprør mod Jehova, vende sig bort fra hans bud og ikke høre på hans profeter. Gud havde med rette ’fordrevet dem på grund af deres troløshed’. Daniel bad: „Jehova, vi har et ansigt fuldt af skam, vi, vore konger, vore fyrster og vore forfædre, for vi har syndet imod dig. Jehova vor Gud tilhører barmhjertigheden og tilgivelsen, for vi har gjort oprør imod ham. Og vi har ikke adlydt Jehova vor Guds røst og vandret efter de love som han forelagde os ved sine tjenere profeterne. Og alle i Israel har overtrådt din lov, og man har vendt sig bort ved ikke at adlyde din røst, så du har udøst den forbandelse og den ed over os som står skrevet i den sande Guds tjener Moses’ lov, for vi har syndet imod Ham.“ — Daniel 9:5-11; 2 Mosebog 19:5-8; 24:3, 7, 8.

 7. Hvorfor kan man sige at det var med rette Jehova tillod at jøderne kom i fangenskab?

⁷ Gud havde advaret israelitterne om hvilke følger det ville få ikke at adlyde ham og overholde den pagt han havde indgået med dem. (3 Mosebog 26:31-33; 5 Mosebog 28:15; 31:17) Daniel anerkender at det er helt berettiget som Gud har handlet, for han siger: „Derfor opfyldte han de ord som han havde udtalt imod os og imod vore dommere der dømte os, ved at bringe så stor en ulykke over os at der ikke under den ganske himmel er gjort det der er gjort mod Jerusalem. Sådan som der står skrevet i Mose lov, er hele denne ulykke kommet over os, og vi har ikke formildet Jehova vor Guds ansigt ved at vende om fra vor brøde og ved at vise indsigt i din sandhed. Og Jehova vågede over ulykken og bragte den til sidst over os, for Jehova vor Gud er retfærdig i alle de gerninger han har gjort, og vi har ikke adlydt hans røst.“ — Daniel 9:12-14.

 8. Hvad er hovedmotivet til Daniels bøn til Jehova?

⁸ Daniel prøver ikke at retfærdiggøre sit folks handlinger. Det er fortjent at jøderne er kommet i landflygtighed, sådan som han beredvilligt indrømmer: „Vi har syndet, vi har handlet ugudeligt.“ (Daniel 9:15) Det der ligger ham på sinde, er heller ikke blot at jøderne bliver befriet for deres lidelser. Nej, hovedsagen for ham er Jehovas herlighed og ære. Ved at tilgive jøderne og føre dem tilbage til deres hjemland ville Gud opfylde det løfte han havde givet gennem Jeremias, og hellige sit eget store navn. Daniel siger bønfaldende: „Jehova, måtte din vrede og din forbitrelse dog vende sig fra din by Jerusalem, dit hellige bjerg, i overensstemmelse med alle dine retfærdighedsgerninger; for ved vore synder og ved vore forfædres misgerninger er Jerusalem og dit folk blevet til skændsel blandt alle rundt omkring os.“ — Daniel 9:16.

 9. (a) Hvilke inderlige anmodninger slutter Daniel sin bøn med? (b) Hvad foruroliger Daniel, og hvordan viser han at han sætter Guds navn højt?

⁹ Og Daniel fortsætter sin indtrængende bøn: „Hør nu, vor Gud, din tjeners bøn og hans anråbelser, og lad dit ansigt lyse over din helligdom som ligger øde, for din egen skyld, Jehova. Bøj dit øre, min Gud, og hør. Lad dine øjne være åbne og se vor øde tilstand og den by som kaldes ved dit navn; for det er ikke på grund af vore retfærdighedsgerninger at vi fremfører vore ydmyge bønner for dig, men på grund af din store barmhjertighed. Jehova, hør. Jehova, tilgiv os. Jehova, giv agt og grib ind. For din egen skyld, min Gud, tøv ikke. For dit navn er nævnt over din by og dit folk.“ (Daniel 9:17-19) Hvis Gud ikke tilgav sit folk, men lod det forblive i landflygtighed, og han tillod at hans hellige by, Jerusalem, lå øde i al fremtid, ville nationerne så betragte ham som universets Suveræn? Ville de ikke drage den slutning at Jehova var magtesløs og intet kunne stille op over for Babylons guder? Jo, det ville være en skændsel for Jehovas navn, og dét foruroligede Daniel. Af de 19 gange Guds navn, Jehova, forekommer i Daniels Bog, findes de 18 i forbindelse med denne bøn!

GABRIEL KOMMER HURTIGT

10. (a) Hvem blev sendt til Daniel, og hvorfor? (b) Hvorfor omtalte Daniel Gabriel som ’en mand’?

¹⁰ Endnu mens Daniel er i færd med at bede, viser engelen Gabriel sig. Han siger: „Daniel, nu er jeg draget ud for at give dig indsigt sammen med forståelsen. Allerede ved begyndelsen af dine ydmyge bønner udgik et ord, og jeg er selv kommet for at aflægge beretning, for du er højt skattet. Så mærk dig sagen og forstå det du ser.“ Hvorfor omtaler Daniel ham som „manden Gabriel“? (Daniel 9:20-23) Da Daniel tidligere havde søgt at forstå synet af gedebukken og vædderen, viste der sig „en der så ud som en mand“ for ham. Det var engelen Gabriel der var blevet sendt til Daniel for at give ham indsigt og forståelse. (Daniel 8:15-17) Efter Daniels bøn kom denne engel til ham igen på samme måde, i menneskeskikkelse, og talte med ham som den ene mand taler til den anden.

11, 12. (a) Hvordan viste fromme jøder i Babylon deres respekt for de ofre som Moseloven foreskrev, selv om der ikke var noget tempel eller alter for Jehova i Babylon? (b) Hvorfor blev Daniel kaldt „højt skattet“?

¹¹ Gabriel kommer „ved tidspunktet for aftenofferet“. Jehovas alter var blevet ødelagt sammen med templet i Jerusalem, og jøderne var de hedenske babylonieres fanger, så der blev ikke bragt nogen ofre til Gud af jøderne i Babylon. Men på de foreskrevne tidspunkter for ofrene under Moseloven plejede fromme jøder i Babylon at bede til Gud og lovprise ham. Daniel er Jehova helt hengiven, og han kaldes derfor „højt skattet“. Gud, „som hører bøn“, har behag i ham, og Gabriel bliver i hast sendt for at besvare Daniels ydmyge bøn. — Salme 65:2.

¹² Selv da det var med fare for sit liv, havde Daniel fortsat bedt til Gud tre gange om dagen. (Daniel 6:10, 11) Det er ikke så mærkeligt at han var „højt skattet“ af Jehova. Det der satte ham i stand til at se hvad der var Guds vilje, var at han, foruden at bede, indgående studerede Guds ord. Daniel var vedholdende i bønnen og vidste hvordan han skulle henvende sig til Gud på rette måde så hans bønner blev besvaret. Han understregede Guds retfærdighed. (Daniel 9:7, 14, 16) Og selv om Daniels fjender ikke kunne finde noget at anklage ham for, vidste han at han var en synder i Guds øjne og bekendte beredvilligt sin synd. — Daniel 6:4; Romerne 3:23.

„HALVFJERDS UGER“ TIL AT BRINGE SYND TIL OPHØR

13, 14. (a) Hvilken vigtig oplysning åbenbarer Gabriel for Daniel? (b) Hvor lang en tidsperiode strækker de „halvfjerds uger“ sig over, og hvordan ved vi det?

¹³ Daniel får virkelig et fyldestgørende svar på sin bøn! Jehova forsikrer ham ikke alene om at jøderne vil vende tilbage til deres hjemland, men han giver ham også indsigt i noget der har langt større betydning — hvornår den forudsagte Messias vil træde frem. (1 Mosebog 22:17, 18; Esajas 9:6, 7) Gabriel siger til Daniel: „Der er fastsat halvfjerds uger over dit folk og over din hellige by, til at gøre ende på overtrædelsen og bringe synd til ophør og skaffe soning for brøde og indføre varig retfærdighed og sætte segl på syn og profet og salve Det Allerhelligste. Og du skal vide og have den indsigt at fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår, indtil Messias, Føreren, vil der være syv uger og toogtres uger. Det vil blive genrejst og genopbygget med torv og voldgrav, men under tidernes trængsel.“ — Daniel 9:24, 25.

¹⁴ Det var en god nyhed! Ikke alene ville Jerusalem blive genopbygget og tilbedelsen genindført i et nyt tempel, men „Messias, Føreren,“ ville træde frem på et bestemt tidspunkt. Det ville ske inden for „halvfjerds uger“. Da Gabriel intet siger om dage, er der ikke tale om bogstavelige uger på hver syv dage, hvilket ville blive til 490 dage — lidt over et år og fire måneder. Det ville tage meget længere tid at genopbygge Jerusalem „med torv og voldgrav“. De uger der er tale om, er åruger; det vil sige at hver uge ville udgøre et tidsrum af syv år. Den tanke fremgår af flere nyere bibeloversættelser, for eksempel af fodnoten til Daniel 9:24 i Tanakh — The Holy Scriptures, der er udgivet af The Jewish Publication Society. Det siges også i fodnoten til samme vers i de danske autoriserede oversættelser af 1931 og 1992. An American Translation siger direkte: „Halvfjerds åruger er bestemt for dit folk og for din hellige by.“ Moffatts og Rotherhams oversættelser siger noget lignende.

15. Hvilke tre perioder er de „halvfjerds uger“ inddelt i, og hvornår skulle de begynde?

¹⁵ Ifølge engelens ord ville de „halvfjerds uger“ være inddelt i tre perioder: 1) „syv uger“, 2) „toogtres uger“ og 3) én uge. Det vil sige 49 år, 434 år og 7 år, i alt 490 år. I den forbindelse er gengivelsen i den reviderede engelske oversættelse interessant: „Halvfjerds gange syv år er afmærket for dit folk og din hellige by.“ (The Revised English Bible, 1989) Efter jødernes landflygtighed og lidelser i Babylon i 70 år ville de erfare Guds særlige gunst i 490 år, eller 7 × 70 år. Denne periode skulle regnes fra det tidspunkt da ’ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgik’. Hvornår var det?

DE „HALVFJERDS UGER“ BEGYNDER

16. Hvad var formålet med at Kyros gav jøderne lov til at vende tilbage til deres hjemland, sådan som det fremgår af hans dekret?

¹⁶ Tre markante begivenheder må tages i betragtning når man skal afgøre hvornår de „halvfjerds uger“ begyndte. Den første indtraf i 537 f.v.t. da Kyros udstedte sit dekret om at jøderne kunne vende tilbage til deres hjemland. Der siges heri: „Således har kong Kyros af Persien sagt: ’Alle jordens riger har Jehova, himmelens Gud, givet mig, og han har betroet mig at bygge ham et hus i Jerusalem, som er i Juda. Hvem der end er iblandt jer af hele hans folk, med ham være hans Gud, så han drager op til Jerusalem, som er i Juda, og genopbygger Jehovas, Israels Guds, hus — han er den sande Gud — som er i Jerusalem. Og enhver der er tilbage på et hvilket som helst sted hvor han bor som udlænding, ham skal mændene på hans sted støtte med sølv og guld og ejendele og husdyr samt frivillige gaver til den sande Guds hus, som er i Jerusalem.’“ (Ezra 1:2-4) Formålet med dette dekret var altså at templet — „Jehovas, Israels Guds, hus“ — skulle genopbygges på det sted hvor det i sin tid lå.

17. Hvilken grund anføres til Ezras rejse til Jerusalem i det brev han medbragte?

¹⁷ Den anden begivenhed indtraf i perserkongen Artaxerxes’ syvende regeringsår (Artaxerxes den Langhåndede, søn af Xerxes I). På det tidspunkt foretog den skriftlærde Ezra en rejse på fire måneder fra Babylon til Jerusalem. Han medbragte et særligt brev fra kongen, men det indeholdt ingen bemyndigelse til at genopbygge Jerusalem. Ezras opgave bestod udelukkende i „at hædre Jehovas hus“. Derfor nævnes der i brevet guld og sølv, hellige kar og bidrag af hvede, vin, olie og salt til understøttelse af tilbedelsen i templet, og desuden blev de der tjente der, fritaget for at betale skat. — Ezra 7:6-27.

18. Hvilken meddelelse bekymrede Nehemias, og hvordan fik kong Artaxerxes kendskab til den?

¹⁸ Den tredje begivenhed indtraf 13 år senere, i perserkongen Artaxerxes’ 20. regeringsår. Nehemias tjente da som kongens mundskænk i „borgen Susan“. Jerusalem var i nogen grad blevet genopbygget af den rest der var vendt tilbage fra Babylon. Men situationen lod meget tilbage at ønske. Nehemias havde fået at vide at ’Jerusalems mur var nedbrudt, og dens porte var brændt op af ild’. Det bekymrede ham meget, og han blev trist til mode. Da kongen spurgte ham om grunden til hans sørgmodige ansigtsudtryk, svarede han: „Måtte kongen leve evindelig! Hvorfor skulle mit ansigt ikke være trist, når byen, mine forfædres graves hus, ligger i ruiner og dens porte er fortæret af ild?“ — Nehemias 1:1-3; 2:1-3.

19. (a) Hvad var det første Nehemias gjorde da kong Artaxerxes udspurgte ham? (b) Hvad anmodede Nehemias om, og hvordan anerkendte han at det var Jehova der stod bag tilladelsen?

¹⁹ Nehemias’ beretning fortsætter: „Derpå sagde kongen til mig: ’Hvad er det du søger at opnå?’ Jeg bad så til himmelens Gud, hvorpå jeg sagde til kongen: ’Hvis kongen mener at det er godt, og hvis din tjener kan godkendes af dig, anmoder jeg om at du vil sende mig til Juda, til mine forfædres graves by, så jeg kan genopbygge den.’“ Anmodningen blev godkendt af kongen, som også opfyldte Nehemias’ næste ønske: „Hvis kongen mener at det er godt, så lad der blive givet mig breve til landshøvdingerne på den anden side af Floden [Eufrat], så de lader mig passere indtil jeg når frem til Juda, samt et brev til Asaf, der vogter parken som tilhører kongen, så han giver mig træ til tømrerarbejdet på portene til den borg der hører til huset, og til byens mur og til det hus som jeg flytter ind i.“ Nehemias forstod at det var Jehova som stod bag alt dette, for han sagde: „Og kongen gav mig det, eftersom min Guds gode hånd var over mig.“ — Nehemias 2:4-8.

20. (a) Hvornår trådte ordet om „at genrejse og genopbygge Jerusalem“ i kraft? (b) Hvornår begyndte de „halvfjerds uger“, og hvornår endte de? (c) Hvilke vidnesbyrd hjælper os til at fastslå tidspunkterne for begyndelsen og udløbet af de „halvfjerds uger“?

²⁰ Selv om tilladelsen blev givet i nisan måned, i begyndelsen af Artaxerxes’ 20. regeringsår, var det først flere måneder senere at „ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem“ trådte i kraft. Det skete da Nehemias ankom til Jerusalem og begyndte sit genopbygningsarbejde. Ezras rejse havde taget fire måneder, men Susan (eller Susa) lå over 300 kilometer øst for Babylon og derfor endnu længere fra Jerusalem. Højst sandsynligt ankom Nehemias derfor til Jerusalem hen imod slutningen af Artaxerxes’ 20. regeringsår, eller i 455 f.v.t. På det tidspunkt begyndte de forudsagte „halvfjerds uger“, eller 490 år. De ville udløbe i den sidste del af år 36 e.v.t. — Se „Hvornår begyndte Artaxerxes’ regering?“ på side 197.

„MESSIAS, FØREREN,“ TRÆDER FREM

21. (a) Hvad skulle der ske i løbet af de første „syv uger“, og under hvilke omstændigheder? (b) I hvilket år skulle Messias træde frem, og hvad siger Lukasevangeliet der skete på dette tidspunkt?

²¹ Hvor mange år gik der før Jerusalem kunne siges at være genopbygget? Genopbygningen af byen skulle foregå „under tidernes trængsel“. Der var vanskeligheder blandt jøderne selv og modstand fra samaritanere og andre, men øjensynlig var arbejdet fuldført i nødvendigt omfang omkring 406 f.v.t. — inden for de „syv uger“, eller 49 år. (Daniel 9:25) Så skulle der gå en tidsperiode på 62 uger, eller 434 år. Derefter ville den længe lovede Messias træde frem. Tæller vi 483 år (49 plus 434) fra 455 f.v.t., kommer vi til år 29 e.v.t. Hvad skete der på dette tidspunkt? Lukas skriver i sit evangelium: „I det femtende år af kejser Tiberius’ regeringstid, da Pontius Pilatus var landshøvding i Judæa, og Herodes var landsdelshersker i Galilæa, . . . kom Guds erklæring til Johannes, Zakarias’ søn, i ørkenen. Han kom så til hele landet omkring Jordan og forkyndte en dåb der som symbol betegner sindsændring til synders tilgivelse.“ På det tidspunkt var folket „i forventning“; man ventede på at Messias skulle vise sig. — Lukas 3:1-3, 15.

22. Hvornår og hvordan blev Jesus den forudsagte Messias?

²² Johannes var ikke den lovede Messias, men om det han blev vidne til da Jesus fra Nazaret blev døbt i efteråret 29 e.v.t., siger han: „Jeg iagttog ånden komme ned som en due fra himmelen, og den blev over ham. Selv jeg kendte ham ikke, men han som har sendt mig for at døbe i vand sagde til mig: ’Den du ser ånden komme ned over og blive over, han er den der døber i hellig ånd.’ Og jeg har selv set det, og jeg har vidnet om at han er Guds søn.“ (Johannes 1:32-34) Ved sin dåb blev Jesus den Salvede — Messias, eller Kristus. Kort efter mødte Johannes’ discipel Andreas den salvede Jesus og sagde derefter til Simon Peter: „Vi har fundet Messias.“ (Johannes 1:41) „Messias, Føreren,“ fremtrådte således nøjagtig til tiden — ved udløbet af de 69 uger!

BEGIVENHEDERNE I DEN SIDSTE UGE

23. Hvorfor måtte „Messias, Føreren,“ dø, og hvornår skulle det ske?

²³ Hvad skulle der ske i den halvfjerdsindstyvende uge? Gabriel havde sagt at der var fastsat „halvfjerds uger“ „til at gøre ende på overtrædelsen og bringe synd til ophør og skaffe soning for brøde og indføre varig retfærdighed og sætte segl på syn og profet og salve Det Allerhelligste“. For at dette kunne ske måtte „Messias, Føreren,“ dø. Hvornår? Gabriel sagde: „Efter de toogtres uger vil Messias blive ryddet bort uden at have noget. . . . Og han skal lade pagten stå ved magt for de mange i én uge; og i midten af ugen vil han få slagtoffer og offergave til at ophøre.“ (Daniel 9:26a, 27a) Det kritiske tidspunkt ville altså indtræffe „i midten af ugen“, i midten af den sidste af de halvfjerds åruger.

24, 25. (a) Hvornår døde Jesus som forudsagt, og hvad ophørte ved hans død og opstandelse? (b) Hvad muliggjorde Jesu død?

²⁴ Jesu Kristi offentlige tjeneste begyndte i den sidste del af år 29 og varede i tre og et halvt år. Som forudsagt blev han „ryddet bort“ om foråret i år 33 da han døde på marterpælen, hvorved han gav sit liv som en løsesum for alle mennesker. (Esajas 53:8; Mattæus 20:28) Da den opstandne Jesus frembar værdien af sit opofrede menneskeliv for Gud i himmelen, var de slagtofre og offergaver som Moseloven foreskrev, ikke længere nødvendige. Selv om de jødiske præster fortsatte med at frembære ofre indtil templet i Jerusalem blev ødelagt i år 70, var disse ofre ikke længere antagelige for Gud. De var blevet erstattet af et bedre offer, et som aldrig behøvede at blive gentaget. Som apostelen Paulus skrev: „[Kristus] har frembåret ét slagtoffer for synder for bestandig . . . For med ét offer har han gjort dem der helliges, fuldkomne for bestandig.“ — Hebræerne 10:12, 14.

²⁵ Skønt menneskene stadig var underlagt synd og død, var profetien blevet opfyldt med Jesu død og opstandelse. Der ’var gjort ende på overtrædelsen, synd var bragt til ophør, der var skaffet soning for brøde og indført varig retfærdighed’. Gud havde fjernet Lovpagten, der havde afsløret og fordømt jøderne som syndere. (Romerne 5:12, 19, 20; Galaterne 3:13, 19; Efeserne 2:15; Kolossenserne 2:13, 14) Nu kunne angrende overtrædere få deres synder slettet ud og få straffen eftergivet. Det var nu muligt for dem der havde tro, at blive forligt med Gud på grundlag af Messias’ sonoffer. De kunne se frem til at modtage „evigt liv ved Kristus Jesus“ som en gave fra Gud. — Romerne 3:21-26; 6:22, 23; 1 Johannes 2:1, 2.

26. (a) Hvilken pagt ’stod ved magt i én uge’ skønt Lovpagten var blevet fjernet? (b) Hvad skete der ved udløbet af den halvfjerdsindstyvende uge?

²⁶ Jehova fjernede altså Lovpagten ved hjælp af Kristi død i år 33. Hvordan kunne man da sige at Messias ville „lade pagten stå ved magt for de mange i én uge“? Fordi der her var tale om Abrahamspagten. Gud lod de velsignelser som denne pagt medførte for Abrahams hebraiske efterkommere, strække sig frem til afslutningen af den halvfjerdsindstyvende uge. Men da de ’halvfjerds åruger’ var udløbet, i år 36, forkyndte apostelen Peter for den gudhengivne italienske centurion Kornelius, hans husstand og andre ikkejøder. Fra da af blev den gode nyhed forkyndt blandt folk fra nationerne. — Apostelgerninger 3:25, 26; 10:1-48; Galaterne 3:8, 9, 14.

27. Hvad var „Det Allerhelligste“ der blev salvet, og hvordan skete det?

²⁷ I profetien hed det også at „Det Allerhelligste“ ville blive salvet. Der tænkes ikke her på det inderste rum, Det Allerhelligste, i templet i Jerusalem. „Det Allerhelligste“ er Guds himmelske helligdom. Det var her Jesus frembar værdien af sit opofrede menneskeliv for sin Fader. Med Jesu dåb i år 29 e.v.t. blev den himmelske, åndelige virkelighed der skildredes ved Det Allerhelligste i den jordiske teltbolig og senere i templet, salvet eller sat til side. — Hebræerne 9:11, 12.

PROFETIEN BEKRÆFTES AF GUD

28. Hvad menes der med at der blev ’sat segl på syn og profet’?

²⁸ Den messianske profeti som engelen Gabriel udtalte, nævnte også at der ville blive ’sat segl på syn og profet’. Det betød at alt hvad der var forudsagt om Messias — alt hvad han udrettede ved hjælp af sit offer og sin opstandelse, ved at han trådte frem i himmelen og ved det der ellers skete i den halvfjerdsindstyvende uge — ville være forsynet med Guds godkendelses segl, at det ville vise sig at være sandt, og at man kunne stole på det. Synet ville også være beseglet i den forstand at det kun gjaldt Messias. Det ville kun blive opfyldt på ham og på det som Gud udrettede ved ham. Kun i forbindelse med den forudsagte Messias ville man finde den rette tydning af synet. Kun under dette segl fandtes forståelsen og opfyldelsen af det.

29. Hvad skulle der ske med det genopbyggede Jerusalem, og hvad var grunden?

²⁹ Gabriel havde tidligere forudsagt at Jerusalem ville blive genopbygget. Nu forudsiger han at den genopbyggede by og templet ville blive ødelagt: „Og folket som tilhører en fører der kommer, vil ødelægge byen og det hellige sted. Og enden på det vil komme med oversvømmelse. Og indtil enden vil der være krig; det der er truffet afgørelse om, er ødelæggelse. . . . Og på afskyelighedernes vinge kommer en der forårsager ødelæggelse; og indtil udslettelsen vil det der er truffet afgørelse om, blive udøst over den der ligger øde.“ (Daniel 9:26b, 27b) Selv om denne ødelæggelse ville finde sted efter de „halvfjerds uger“, ville den være en direkte følge af det der skete i den sidste „uge“, hvor jøderne forkastede Jesus som Messias og lod ham henrette. — Mattæus 23:37, 38.

30. Hvordan viser historien at Jehovas afgørelse var blevet opfyldt, og at han havde overholdt sine tider?

³⁰ Historien viser at de romerske legioner under anførsel af den syriske statholder Cestius Gallus omringede Jerusalem i år 66. Trods jødernes modstand trængte de romerske styrker med deres afguderiske felttegn ind i byen og begyndte at underminere den nordlige tempelmur. Deres tilstedeværelse gjorde dem til en ’afskyelighed’ der kunne forårsage fuldstændig ødelæggelse. (Mattæus 24:15, 16) I år 70 kom romerne under hærføreren Titus ligesom en flodbølge der ’oversvømmede’ og ødelagde byen og templet. Intet standsede dem, for dette var noget der var besluttet — „truffet afgørelse om“ — af Gud. Jehova, der nøje overholder sine tider, havde atter opfyldt sit ord!

HVAD HAR DU LAGT MÆRKE TIL?

• Hvilken bøn bad Daniel til Jehova da Jerusalems 70 års øde tilstand var ved at nærme sig sin afslutning?

• Hvor langt et tidsrum strakte de „halvfjerds uger“ sig over, hvornår begyndte de, og hvornår endte de?

• Hvornår trådte „Messias, Føreren,“ frem, og på hvilket kritisk tidspunkt blev han „ryddet bort“?

• Hvilken pagt ’stod ved magt for de mange i én uge’?

• Hvad fandt sted efter de „halvfjerds uger“?

[Ramme/illustration på side 197]

Hvornår begyndte Artaxerxes’ regering?

DER er uenighed blandt historikerne om i hvilket år perserkongen Artaxerxes begyndte at regere. Nogle har sat hans tiltrædelsesår til 465 f.v.t. fordi hans far, Xerxes, begyndte at regere i 486 f.v.t. og døde i sit 21. regeringsår. Der er imidlertid vidnesbyrd om at Artaxerxes kom på tronen i 475 f.v.t., og at hans første regeringsår begyndte i 474 f.v.t.

Indskrifter og skulpturer fra den gamle persiske hovedstad Persepolis tyder på at Xerxes var sin fars, Darius I’s, medregent i en periode. Hvis denne periode har strakt sig over 10 år og Xerxes herskede alene i 11 år efter Darius’ død i 486 f.v.t., må Artaxerxes’ første regeringsår have været år 474 f.v.t.

En anden beviskæde har forbindelse med den athenske statsmand og general Themistokles, der slog den persiske hær under Xerxes i 480 f.v.t. Themistokles faldt senere i unåde hos grækerne og blev anklaget for forræderi. Han flygtede og søgte beskyttelse ved det persiske hof, hvor han blev vel modtaget. Ifølge den græske historiker Thukydid fandt dette sted da Artaxerxes „nylig var kommet på tronen“. Den græske historiker Diodoros fra Sicilien ansætter Themistokles’ død til 471 f.v.t. Da Themistokles anmodede om et år til at lære persisk før han kom i audiens hos Artaxerxes, må han være kommet til Lilleasien senest i 473 f.v.t. Dette tidspunkt bekræftes af Eusebios’ verdenshistorie, som er oversat til latin af Hieronymus. Eftersom Artaxerxes „nylig var kommet på tronen“ da Themistokles kom til Asien i 473 f.v.t., siger den tyske teolog Ernst Wilhelm Hengstenberg i sin Christologie des Alten Testaments at Artaxerxes begyndte at regere i 474 f.v.t., hvilket støttes af andre kilder. Han tilføjer: „Artaxerxes’ 20. regeringsår er år 455 før Kristus.“

[Illustration]

Buste af Themistokles

[Diagram/illustrationer på side 188, 189]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

„HALVFJERDS UGER“

[Helsides illustration på side 180]

[Helsides illustration på side 193]