Og han skal lade pagten stå ved magt for de mange i én uge; og i midten af ugen vil han få slagtoffer og offergave til at ophøre.“ (Daniel 9:26a, 27a) Det kritiske tidspunkt ville altså indtræffe „i midten af ugen“, i midten af den sidste af de halvfjerds åruger.

24, 25. (a) Hvornår døde Jesus som forudsagt, og hvad ophørte ved hans død og opstandelse? (b) Hvad muliggjorde Jesu død?

²⁴ Jesu Kristi offentlige tjeneste begyndte i den sidste del af år 29 og varede i tre og et halvt år. Som forudsagt blev han „ryddet bort“ om foråret i år 33 da han døde på marterpælen, hvorved han gav sit liv som en løsesum for alle mennesker. (Esajas 53:8; Mattæus 20:28) Da den opstandne Jesus frembar værdien af sit opofrede menneskeliv for Gud i himmelen, var de slagtofre og offergaver som Moseloven foreskrev, ikke længere nødvendige. Selv om de jødiske præster fortsatte med at frembære ofre indtil templet i Jerusalem blev ødelagt i år 70, var disse ofre ikke længere antagelige for Gud. De var blevet erstattet af et bedre offer, et som aldrig behøvede at blive gentaget. Som apostelen Paulus skrev: „[Kristus] har frembåret ét slagtoffer for synder for bestandig . . . For med ét offer har han gjort dem der helliges, fuldkomne for bestandig.“ — Hebræerne 10:12, 14.

26. (a) Hvilken pagt ’stod ved magt i én uge’ skønt Lovpagten var blevet fjernet? (b) Hvad skete der ved udløbet af den halvfjerdsindstyvende uge?

²⁶ Jehova fjernede altså Lovpagten ved hjælp af Kristi død i år 33. Hvordan kunne man da sige at Messias ville „lade pagten stå ved magt for de mange i én uge“? Fordi der her var tale om Abrahamspagten. Gud lod de velsignelser som denne pagt medførte for Abrahams hebraiske efterkommere, strække sig frem til afslutningen af den halvfjerdsindstyvende uge. Men da de ’halvfjerds åruger’ var udløbet, i år 36, forkyndte apostelen Peter for den gudhengivne italienske centurion Kornelius, hans husstand og andre ikkejøder. Fra da af blev den gode nyhed forkyndt blandt folk fra nationerne. — Apostelgerninger 3:25, 26; 10:1-48; Galaterne 3:8, 9, 14.

29. Hvad skulle der ske med det genopbyggede Jerusalem, og hvad var grunden?

²⁹ Gabriel havde tidligere forudsagt at Jerusalem ville blive genopbygget. Nu forudsiger han at den genopbyggede by og templet ville blive ødelagt: „Og folket som tilhører en fører der kommer, vil ødelægge byen og det hellige sted. Og enden på det vil komme med oversvømmelse. Og indtil enden vil der være krig; det der er truffet afgørelse om, er ødelæggelse. . . . Og på afskyelighedernes vinge kommer en der forårsager ødelæggelse; og indtil udslettelsen vil det der er truffet afgørelse om, blive udøst over den der ligger øde.“ (Daniel 9:26b, 27b) Selv om denne ødelæggelse ville finde sted efter de „halvfjerds uger“, ville den være en direkte følge af det der skete i den sidste „uge“, hvor jøderne forkastede Jesus som Messias og lod ham henrette. — Mattæus 23:37, 38.

30. Hvordan viser historien at Jehovas afgørelse var blevet opfyldt, og at han havde overholdt sine tider?

³⁰ Historien viser at de romerske legioner under anførsel af den syriske statholder Cestius Gallus omringede Jerusalem i år 66. Trods jødernes modstand trængte de romerske styrker med deres afguderiske felttegn ind i byen og begyndte at underminere den nordlige tempelmur. Deres tilstedeværelse gjorde dem til en ’afskyelighed’ der kunne forårsage fuldstændig ødelæggelse. (Mattæus 24:15, 16) I år 70 kom romerne under hærføreren Titus ligesom en flodbølge der ’oversvømmede’ og ødelagde byen og templet. Intet standsede dem, for dette var noget der var besluttet — „truffet afgørelse om“ — af Gud. Jehova, der nøje overholder sine tider, havde atter opfyldt sit ord!