Jehova belønner tro og mod
„Vor Gud som vi tjener, [kan] redde os. Han vil redde os ud af den brændende ildovn og af din hånd, o konge.“ — DANIEL 3:17.
1. Hvad så vi i den foregående artikel, og hvorfor vil vi betragte disse beretninger endnu en gang?
JEHOVA GUD, universets Suveræn, har belært mange verdensherskere om sin overhøjhed. I den foregående artikel så vi nogle eksempler på dette fra de seks første kapitler i Daniels bog. Vi vil nu betragte disse beretninger igen for at se hvad vi selv kan lære af dem, i overensstemmelse med den inspirerede apostel Paulus’ ord: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ — Romerne 15:4.
2, 3. Hvem var blandt dem der blev taget til fange af kong Nebukadnezar, og hvad kan vi slutte af deres navnes betydning?
2 I år 617 f.v.t., under kong Jojakims søn Jojakins kortvarige styre, befalede kong Nebukadnezar at nogle af de kønneste og klogeste unge jøder skulle bringes til Babylon. Blandt dem var Daniel, Hananja, Misjael og Azarja. — Daniel 1:3, 4, 6.
3 Hvis man ser på betydningen af deres navne er det tydeligt at disse fire unge hebræere havde gudfrygtige forældre, trods de onde forhold der dengang herskede i Juda. Daniel betyder „Gud er min dommer“, Hananja betyder „Jehova har været nådig“, Misjael betyder muligvis „Hvem er som Gud?“ eller „Hvem tilhører Gud?“ og Azarja betyder „Jah har hjulpet“. Der er ingen tvivl om at deres navne har tilskyndet dem til at være trofaste mod den eneste sande Gud. Kaldæerne gav de fire hebræere navnene Beltsazzar, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego. Som trælle under en fremmed magt havde de naturligvis ingen indflydelse på hvad de blev kaldt af dem der havde taget dem til fange. — Daniel 1:7.
Deres tro og mod sættes på prøve
4. Hvad viser at Jehova ønskede at hans folk tog lovene om rene og urene dyr alvorligt?
4 De fire hebræeres forældre havde givet dem en god start i livet, ikke blot ved at give dem navne der vidnede om gudsfrygt, men også ved at opdrage dem i nøje overensstemmelse med Moseloven, deriblandt dens kostforskrifter. Jehova Gud har selv vist at han betragter disse forskrifter som vigtige, for efter en række kostmæssige forbud sagde han: „I skal være hellige, for jeg er hellig.“ — 3 Mosebog 11:44, 45.
5. Hvordan blev de fire unge hebræeres gode opdragelse sat på prøve?
5 De fire unge hebræeres gode opdragelse skulle snart blive sat på prøve. Hvordan? Jo, de fik tildelt „en daglig forsyning af kongens fine mad og den vin han drak af“. (Daniel 1:5) De vidste at de ifølge Moseloven blandt andet ikke måtte spise svinekød, kaninkød, østers og ål. Selv det kød Moseloven ikke indeholdt noget forbud imod var det risikabelt at spise ved Babylons hof, eftersom man ikke kunne vide om blodet var løbet fra kødet på rette måde. Desuden kunne kødet være besmittet gennem hedenske ritualer. — 3 Mosebog 3:16, 17.
6. Hvordan reagerede de fire hebræere på prøven?
6 Hvad kunne de fire unge mænd gøre? Vi læser at Daniel i sit hjerte besluttede at han ikke ville besmitte sig med sådanne fødevarer. De tre andre er uden tvivl kommet til samme konklusion. De bad derfor om grøntsager i stedet for kongens lækkerier, og om vand i stedet for vin. Hvad der smagte bedst var sagen uvedkommende. Der er ingen tvivl om at det har krævet tro og mod at stå fast på dette krav. Jehova var imidlertid interesseret i de fire unge mænd og sørgede for at overhofmesteren var Daniel venligt stemt. Denne embedsmand turde dog ikke imødekomme Daniels anmodning af frygt for hvordan en sådan kost ville påvirke Daniels helbred. Daniel bad derfor om at de måtte prøve denne kost i ti dage. Han var overbevist om at det at adlyde Guds lov ikke blot ville give dem en god samvittighed, men også ville være sundt for dem. De fire hebræere har ganske givet måttet udholde megen latterliggørelse som følge af deres holdning. — Daniel 1:8-14; Esajas 48:17, 18.
7. Hvordan blev de unge hebræere belønnet for deres modige standpunkt?
7 Det krævede tro og mod af de fire hebræere at bede om en anden kost, men de blev rigt belønnet. Efter de ti dage så de bedre og sundere ud end nogen af de andre. Jehova skænkede dem lærdom, indsigt og visdom, så da de trådte frem for kongen efter at have fået tre års oplæring „fandt han dem ti gange bedre end alle de magere og besværgere der var i hele hans rige“. — Daniel 1:20.
8. Hvad kan Jehovas tjenere i nutiden lære af dette?
8 Alle der tjener Jehova Gud i dag kan lære noget af dette. De fire unge mænd kunne have tænkt ved sig selv at Moselovens kostforskrifter ikke var så vigtige, i hvert fald ikke sammenlignet med de ti bud eller lovene om ofre og om de årlige højtider. Men nej, de loyale hebræere ønskede at efterleve alle budene i Guds lov. Dette minder os om et princip som Jesus fremholdt ifølge Lukas 16:10: „Den der er trofast i det mindste, er også trofast i meget, og den der er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.“ — Jævnfør Mattæus 23:23.
9. Hvordan har nogle Jehovas vidner vist et lignende mod i vore dage?
9 Jehovas vidner har ofte brug for tro og mod, for eksempel når de må bede deres arbejdsgivere om fri til at overvære et områdestævne. Gang på gang erfarer de at der gøres en undtagelse i deres tilfælde. Forkyndere der ønsker at blive pionerer eller hjælpepionerer har vedholdende bedt om deltidsarbejde, og i mange tilfælde har de fået det.
10. Hvad kan kristne forældre lære af dette?
10 Gudfrygtige forældre i dag kan lære meget ved at betragte hvor godt de fire hebræere var oplært. Hvis kristne forældre har deres børns åndelige interesser i tanke, vil de sætte dem først i deres liv, i overensstemmelse med ordene i Mattæus 6:33. Gør de det, kan de forvente at deres børn vil kunne modstå det pres de udsættes for fra jævnaldrende og lærere, for eksempel med hensyn til at fejre fødselsdage eller helligdage, eller til på anden måde at overtræde Bibelens principper. De gudfrygtige forældre beviser dermed at ordene i Ordsprogene 22:6 er sande.
Daniel tyder frygtløst Nebukadnezars drømme
11. Hvordan kan vi i dag følge Daniels og hans venners eksempel?
11 Det andet kapitel i Daniels bog indeholder endnu et eksempel på tro og mod. Blev Daniel og hans tre venner grebet af panik da Daniel hørte at kongen havde befalet at alle Babylons vismænd skulle dræbes fordi de ikke kunne fortælle ham om hans drøm og dens tydning? Nej, bestemt ikke! I fuld forvisning om at Jehova ville give ham de oplysninger kongen ønskede, trådte Daniel frem for kongen og bad om tid til at finde svaret. Kongen efterkom denne anmodning, og Daniel og hans tre venner lagde sagen frem for Jehova i bøn. Jehova belønnede deres tro ved at give dem de nødvendige oplysninger. Derefter takkede Daniel Jehova i en inderlig bøn. (Daniel 2:23) Tydningen af drømmen i kapitel 4 indebar at Daniel måtte fortælle kong Nebukadnezar at han i syv år skulle leve som et vildt dyr. Dette krævede en tro og et mod som Guds folk også må vise i vor tid, når de forkynder budskabet om hans hævn over Satans verden.
’Ilds magt slukkes’
12, 13. Hvilken prøve som Daniels tre venner kom ud for, berettes der om i kapitel 3 i Daniels bog?
12 I det tredje kapitel i Daniels bog finder vi en enestående beretning om hvordan Jehova belønnede sine tre hebraiske tjeneres tro og mod. Prøv om du kan se det for dig: Alle Babylons højtstående mænd er samlet på Durasletten. Foran dem står en guldbilledstøtte der er næsten 27 meter høj og godt 2,5 meter bred. For at appellere til deres følelser har kongen sørget for et orkester. Når musikken lyder skal hele forsamlingen „falde ned og tilbede billedstøtten af guld som kong Nebukadnezar har opstillet. Og den der ikke falder ned og tilbeder, vil øjeblikkelig blive kastet i den brændende ildovn“. — Daniel 3:5, 6.
13 Det har afgjort krævet både tro og mod at trodse denne befaling. Men de tre hebræere havde været ’trofaste i det mindste’, og det hjalp dem nu til at være ’trofaste i meget’. De ville under ingen omstændigheder falde ned og tilbede billedstøtten, heller ikke hvis deres standpunkt kunne bringe andre jøder i fare. Nogle misundelige mænd bemærkede deres iøjnefaldende holdning og meddelte det straks til kongen.
14. Hvordan reagerede Nebukadnezar da de ikke ville tilbede billedstøtten, og hvad sagde de som svar på hans ultimatum?
14 I „raseri og forbitrelse“ befalede Nebukadnezar at de tre hebræere skulle hentes. Spørgsmålet: „Er det sandt?“ viser at det var ham helt ubegribeligt at de ville nægte at falde ned og tilbede guldbilledstøtten. Han var villig til at give dem endnu en chance, men hvis de stadig nægtede ville de blive kastet i den brændende ildovn. „Hvem er så den gud,“ sagde den hovmodige konge, „som kan redde jer ud af mine hænder?“ Med sandt mod og en urokkelig tro på Jehova svarede de tre hebræere respektfuldt: „Vi behøver ikke at give dig svar på dette, Nebukadnezar. Hvis det sker, kan vor Gud som vi tjener, redde os. Han vil redde os ud af den brændende ildovn . . ., o konge. Og hvis ikke, så skal du vide, o konge, at dine guder tjener vi ikke, og guldbilledstøtten som du har opstillet, tilbeder vi ikke.“ — Daniel 3:13-18.
15. Hvad gav Nebukadnezar derefter ordre til?
15 Hvis Nebukadnezar før havde været vred, blev han nu rasende, for vi læser at „udtrykket i hans ansigt forandredes“ over for de tre hebræere. (Daniel 3:19) Hvor vred han var kan ses af at han gav ordre til at ovnen skulle gøres syv gange hedere end sædvanlig. Nogle stærke mænd fra hans hær tog så de tre hebræere og kastede dem i ildovnen, men flammerne var så voldsomme at disse soldater selv blev dræbt.
16. Hvordan blev de tre hebræere belønnet for deres tro?
16 Da kongen fik øje på fire mænd, ikke kun tre, der gik fuldstændig uskadte omkring i ilden, blev han forfærdet. Da han bød de tre hebræere komme ud, kunne han konstatere at ikke et hår på deres hoveder var svedet og at der end ikke var brandlugt ved deres kapper. Jehova havde belønnet dem rigt for deres tro og mod! Det var utvivlsomt dem apostelen Paulus havde i tanke da han blandt den store sky af vidner nævnte nogle der „slukkede ilds magt“. (Hebræerne 11:34) De har sat et godt eksempel for alle Jehovas tjenere siden da!
17. Hvilke lignende, gode eksempler ser vi i dag?
17 I dag er det ikke truslen om at blive kastet i en bogstavelig ildovn Jehovas vidner konfronteres med, men manges uangribelighed er blevet sat på en hård prøve når man har forlangt at de skulle ære nationale symboler. Andres loyalitet er blevet prøvet når man har krævet at de skulle købe politiske partikort eller gå ind i hæren. Jehova har imidlertid støttet og hjulpet dem alle til at modstå disse uangribelighedsprøver og derved bevise at Djævelen er en løgner og at Jehova er den sande Gud.
Daniel viser atter tro og mod
18. Hvordan viste Belsazzar foragt for Jehova, jødernes Gud, som beskrevet i Daniel, kapitel 5, vers 3, 4?
18 I det femte kapitel i Daniels bog fortælles der om endnu en lejlighed hvor Daniel viste tro og mod. Belsazzar, Babylons konge, holdt en overdådig, gudsbespottelig banket for tusind af sine stormænd, foruden sine hustruer og sine konkubiner. Pludselig viste en mærkelig skrift sig på væggen. Dette forskrækkede kongen så meget at hans hofteled blev slappe og hans knæ slog mod hinanden. Da Babylons vismænd måtte give fortabt, blev Daniel, den sande Guds tjener, tilkaldt for at tyde budskabet.
19. Hvad er bemærkelsesværdigt ved Daniels tydning af skriften på væggen?
19 Dér stod Daniel — ganske alene i de prægtige omgivelser, og med fjender til alle sider. Var han bange? Udvandede han sit budskab eller glemte han hvad han var kommet for? Nej. Rolig og fattet aflagde han et klart og værdigt vidnesbyrd om sin Gud. Han nøjedes ikke med blot at tyde skriften, men mindede også kongen om at Jehova Gud havde ydmyget hans farfader ved at lade ham leve som et vildt dyr indtil han erkendte at den højeste Gud er hersker over menneskenes rige. „Selv om du vidste alt dette,“ sagde Daniel til Belsazzar, ’ydmygede du dig ikke men vanhelligede karrene fra Jehovas tempel og priste guder af guld, sølv, kobber, jern, træ og sten som hverken ser eller hører eller ved noget. Men den Gud som alle dine veje tilhører, har du ikke æret. Derfor lyder dette budskab fra ham: Du er blevet vejet på vægten og fundet for let, og dit rige er blevet delt mellem mederne og perserne.’ Ja, endnu en gang viste Daniel tro og mod, og derved satte han et godt eksempel for Guds tjenere i nutiden. — Daniel 5:22-28.
20. På hvilken anden måde viste Daniel, i Darius’ regeringstid, at han havde en stærk tro?
20 I Daniels bog, det sjette kapitel, finder vi endnu en beretning der kan tilskynde os til at vise tro og mod. Det var nu kong Darius der herskede, og han havde gjort Daniel til en af de tre øverste embedsmænd i riget. Nogle mænd der var misundelige på Daniel, og som vidste at de kun havde én mulighed for at finde noget at anklage ham for, overtalte kongen til at udstede en lov om at der i 30 dage ikke måtte bedes til nogen anden end kongen. Daniel rettede sig ikke efter denne lov, men blev ved med at bede i sit tagkammer med vinduerne åbne mod Jerusalem. Han blev derfor fundet skyldig i at have overtrådt loven og dømt til at kastes i løvekulen — den straf loven foreskrev. Igen belønnede Gud Daniel for hans tro og mod. Hvordan? Jehova „stoppede løvers gab“, som der siges i Hebræerbrevet 11:33.
21. Hvad bør vi være fast besluttede på, i betragtning af de trosstyrkende beretninger om tro og mod der findes i de første seks kapitler i Daniels bog?
21 De trosstyrkende beretninger i kapitel 1 til 6 i Daniels bog viser hvor rigt Jehova Gud har belønnet dem der viser tro og mod. De blev mirakuløst udfriet af farefulde situationer, og blev desuden ophøjet. Vi kan finde trøst og håb i disse beretninger om trofaste vidner der stod fast trods prøvelser og modstand, og det er netop derfor de er blevet nedskrevet. Måtte vi derfor være fast besluttede på at efterligne deres tro og mod. — Romerne 15:4; Hebræerne 6:12.
Repetition
◻ Hvad antyder de fire hebræeres navne om deres opdragelse?
◻ Hvad kan vi lære af de fire hebræeres reaktion på den prøve der havde med kosten at gøre?
◻ På hvilke måder er Jehovas vidners uangribelighed blevet prøvet i vor tid, ligesom de tre hebræeres uangribelighed blev prøvet?
◻ Hvordan viste Daniel tro og mod da han forkyndte for Belsazzar?
[Illustration på side 17]
Daniel og hans venner nægtede at gå på kompromis