DUG

Små vanddråber fremkommet ved fortætning af luftens fugtighed. Det hebraiske ord for „dug“, tal, kan også betyde „let regn“. (Ord 3:20) Når temperaturen i de lavere luftlag falder til nulpunktet, bliver duggen til sølvskinnende, hvid rimfrost. Jehova er dugdråbernes ophav, og det siges om ham at han spreder rimen „som aske“. — Sl 147:16; Job 38:28.

Duggen dannes når aftenluftens vanddampe afkøles og i flydende form afsættes på køligere genstande. Den opstår også når varm, fugtig luft stiger op fra jorden og kommer i forbindelse med den køligere luft. Bibelen fortæller at på et tidligt tidspunkt i jordens historie, før der faldt regn, „[steg] en tåge [damp] . . . til stadighed op fra jorden og vandede hele agerjordens flade“. (1Mo 2:6 og fdn.) Der dannes også dug når væsken i planterne fordamper på grund af varmen. Planterne bliver imidlertid ved med at trække vand op fra rødderne indtil temperaturforskellen mellem spidsen af bladene og rødderne er udlignet. Man kan ofte høre træer der omsætter meget vand på den måde, dryppe af dug om natten. Det er formodentlig sådan det meste af morgenduggen opstår. Job sagde: „Min rod er åben for vand, og duggen vil overnatte på mine smågrene.“ — Job 29:19.

I Israel falder der som regel ingen eller næsten ingen regn fra midten af april til midten af oktober. I denne periode vandes plantevæksten af duggen. The Geography of the Bible af D. Baly (1974, s. 45) siger: „Israelitterne satte stor pris på duggen, . . . for den øger vindruernes vækst i tørketiden.“ Esajas taler om „duggens sky i [vin]høstens hede“. (Es 18:4, 5) Derefter fulgte efterårsregnen eller ’tidligregnen’. (Joel 2:23; Jak 5:7) Natteduggen er visse steder så rigelig at træer og andre planter får mere end nok væde til at erstatte det vandtab der sker ved fordampningen om dagen. Når der høstes rigeligt på steder hvor der ellers ville være tørke og sult, kan det meget vel skyldes natteduggen.

Duggens betydning ses af at tørkeramte og slappe planter kommer sig hurtigere hvis der dannes væde på bladene om natten, end hvis de bliver vandet ved roden. De absorberer så megen væde at de kan klare sig normalt den følgende dag uden yderligere vanding. Den mængde væde planten optager fra duggen og senere udskiller gennem rødderne til oplagring i jorden, kan undertiden veje lige så meget som planten selv.

Under israelitternes 40 år lange ørkenvandring faldt der guddommeligt tilvejebragt manna sammen med duggen, og når duggen fordampede, blev mannaen tilbage. (2Mo 16:13-18; 4Mo 11:9) Ved hjælp af to tegn i forbindelse med dug fik Gideon bevis for Guds støtte forud for kampen mod midjanitterne. Da han lagde en nyafklippet uldpels frem på tærskepladsen om natten, blev den første gang dækket af dug, mens jorden var tør. Anden gang var det omvendte tilfældet. Der siges ikke om det var i tørtiden, hvor man kunne forvente dug. — Dom 6:36–7:1.

Brugt billedligt. Dug forbindes i Bibelen med velsignelse, frugtbarhed og overflod. (1Mo 27:28; 5Mo 33:13, 28; Zak 8:12) En tilbagevenden til Jehova ville medføre velsignelse, idet Gud sagde: „Jeg vil være som dug for Israel.“ (Ho 14:1, 5) Ved Mika forudsagde Gud at „Jakobs rest“ midt blandt mange folkeslag skulle blive „som duggen fra Jehova, som rigelige regnskyl på planterne“, hvorved han forudsagde at det åndelige Israels rest ville blive til guddommelig velsignelse for folkene. — Mik 5:7.

Omvendt forbindes tilbageholdelse af eller mangel på dug med en ugunstig tilstand. (1Mo 27:39; Hag 1:10) Da Gud holdt duggen og regnen tilbage fra Israels land på kong Akabs og profeten Elias’ tid, blev der hungersnød. — 1Kg 17:1; Lu 4:25.

I Israel forsvandt morgenskyer og dug hurtigt når solen fik magt. Den smule loyal hengivenhed der havde været i Efraim (Israel) og Juda, var forsvundet på samme måde. (Ho 6:4) På grund af deres urette handlinger ville Efraims (Israels) indbyggere blive ført i landflygtighed og blive som „duggen der tidligt forsvinder“. — Ho 13:1-3, 16.

Dugdråber er tyste og talrige. Måske for at beskrive et overraskende eller talstærkt angreb sagde Husjaj til Absalom: „Vi vil være over [David] som når duggen falder på jorden.“ (2Sa 17:12) Jehovas konges unge mandskab sammenlignes med dug, måske på grund af dets store mængde. — Sl 110:3.

Duggen er også mild og forfriskende, og Moses’ profetiske afskedssang omtales derfor som dug. (5Mo 32:2) En konges velvilje sammenlignes med duggens forfriskende virkning på planterne. (Ord 19:12) Enheden og kærligheden blandt Guds folk er forfriskende „som Hermons dug, der kommer ned over Zions bjerge“. Når vanddampene om natten steg op fra Hermonbjergets skove og sneklædte højder, kunne de kolde luftstrømme der kom ned over Hermon fra nord, føre dem så mange kilometer sydpå at de fortættedes og faldt som dug på Zions bjerge. — Sl 133:1-3; BILLEDE, bd. 1, s. 332.