Ofre der har Guds behag
„LIVET udsprang af døden — den opfattelse havde aztekerne, som foretog menneskeofringer i et hidtil ukendt omfang i Mesoamerika,“ siger bogen The Mighty Aztecs. Den siger videre: „Efterhånden som imperiet voksede, var det kun blod og mere blod som kunne opretholde den skrøbelige tillid til imperiet.“ Ifølge et andet opslagsværk foretog aztekerne omkring 20.000 menneskeofringer om året.
Folk har gennem tiden bragt ofre af den ene eller den anden slags til deres guddomme som følge af frygt og uvished eller fordi de havde skyldfølelse og dårlig samvittighed. Eftersom Bibelen viser at den almægtige Gud, Jehova, selv har foreskrevet visse ofre, vil det derfor være passende at spørge: Hvilken slags ofre behager Gud? Og hører det at bringe ofre med til den sande tilbedelse i dag?
Forskellige ofre i den sande tilbedelse
Da Israels nation blev dannet, gav Jehova israelitterne en klar vejledning om hvordan han ønskede at blive tilbedt, og det indbefattede at de skulle bringe ofre. (Fjerde Mosebog kapitel 28 og 29) Nogle af disse ofre bestod af jordens afgrøde; andre ofre bestod af tyre, får, geder, duer og turtelduer. (3 Mosebog 1:3, 5, 10, 14; 23:10-18; 4 Mosebog 15:1-7; 28:7) Der var brændofre som skulle fortæres af ilden. (2 Mosebog 29:38-42) Der var også mulighed for at bringe fællesskabsofre, hvor de der bragte dem, deltog ved at spise af det der blev ofret til Gud. — 3 Mosebog 19:5-8.
Alle de ofre der blev bragt til Gud under Moseloven, var en nødvendig del af tilbedelsen af Gud og var et udtryk for at man anerkendte ham som universets Suveræn. Gennem sådanne ofre viste israelitterne Jehova taknemmelighed for hans velsignelse og beskyttelse, og de opnåede tilgivelse for deres synder. Så længe de trofast tilbad Jehova på den måde han krævede, blev de rigt velsignet. — Ordsprogene 3:9, 10.
Det vigtigste for Jehova var indstillingen hos dem der bragte ham ofre. Gennem sin profet Hoseas sagde Jehova: „Det er loyal hengivenhed jeg har behag i, og ikke slagtoffer, ja kundskab om Gud, snarere end brændofre.“ (Hoseas 6:6) Da folket vendte sig bort fra den sande tilbedelse og øvede skamløshed og udgød uskyldigt blod, var de ofre de frembar på Jehovas alter, derfor værdiløse. Det er grunden til at Jehova gennem Esajas sagde til Israels nation: „Hvad gavner jeres mange slagtofre mig? . . . Jeg har fået nok af vædderbrændofre og fedekvægs fedt; og i blod af tyre og vædderlam og bukke har jeg ikke fundet behag.“ — Esajas 1:11.
„Noget som jeg ikke har påbudt“
Som en skarp kontrast til israelitterne ofrede indbyggerne i Kana’an børn til falske guder, blandt andet til den ammonitiske gud Molek, også kendt som Milkom eller Molok. (1 Kongebog 11:5, 7, 33; Apostelgerninger 7:43) I Halley’s Bible Handbook siges der: „Kana’anæernes gudsdyrkelse bestod i at de hengav sig til umoralitet som et religiøst ritual i nærværelse af deres guder, og derefter i at de myrdede deres førstefødte børn og ofrede dem til de samme guder.“
Havde Jehova Gud behag i sådanne handlinger? Afgjort ikke. Da israelitterne var parat til at drage ind i Kana’ans land, gav Jehova dem det bud vi læser i Tredje Mosebog 20:2, 3: „Du skal sige til Israels sønner: ’En hvilken som helst mand blandt Israels sønner og blandt de fastboende udlændinge der opholder sig i Israel, som giver noget af sit afkom til Molek, skal ubetinget lide døden. Landets folk skal stene ham til døde. Og jeg selv vil rette mit ansigt mod den mand og udrydde ham af hans folks midte, fordi han har givet noget af sit afkom til Molek og således besmittet min helligdom og vanhelliget mit hellige navn.’“
Nogle israelitter vendte sig bort fra den sande tilbedelse og lod sig forlede til den dæmoniske handling at ofre deres børn til falske guder. Om dette siges der i Salme 106:35-38: „De blandede sig med nationerne og lærte deres gerninger og dyrkede deres gudebilleder, så disse blev en snare for dem, og de ofrede deres sønner og deres døtre til dæmoner. Således udgød de uskyldigt blod, blodet af deres sønner og døtre — som de ofrede til Kana’ans gudebilleder — så landet besudledes af det udgydte blod.“
Jehova så med afsky på denne praksis. Gennem sin profet Jeremias sagde han om Judas sønner: „De har sat deres afskyeligheder i det hus som mit navn er nævnt over, for at gøre det urent. Og de har bygget Tofets offerhøje, der er i Hinnoms Søns Dal, for at brænde deres sønner og deres døtre i ilden, noget som jeg ikke har påbudt og som ikke er opkommet i mit hjerte.“ — Jeremias 7:30, 31.
Israels nation mistede til sidst Guds gunst fordi folket tog del i sådanne afskyelige handlinger. Dens hovedstad, Jerusalem, blev senere ødelagt, og folket blev ført som fanger til Babylon. (Jeremias 7:32-34) Det er tydeligt at skikken med at ofre børn ikke stammer fra den sande Gud og ikke er en del af den sande tilbedelse. Menneskeofringer af enhver slags er dæmoniske, og Guds sande tilbedere holder sig fra alt som har forbindelse med en sådan praksis.
Jesu Kristi genløsningsoffer
Nogle vil måske spørge: ’Hvorfor foreskrev Jehovas lov til israelitterne at de skulle bringe dyreofre?’ Apostelen Paulus tog dette spørgsmål op og forklarede: „Hvorfor da loven? Den blev føjet til for at gøre overtrædelserne kendt, indtil det afkom som løftet var givet til, kom. . . . Følgelig er loven blevet en opdrager der leder os til Kristus.“ (Galaterne 3:19-24) Dyreofringerne under Moseloven var et billede på et større offer som Jehova Gud ville bringe til gavn for menneskene — nemlig sin søn, Jesus Kristus. Jesus beskrev denne kærlighedshandling med ordene: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Johannes 3:16.
Af kærlighed til Gud og menneskeheden ofrede Jesus villigt sit fuldkomne menneskeliv som en løsesum for Adams efterkommere. (Romerne 5:12, 15) Jesus sagde: „Menneskesønnen [er ikke] kommet for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ (Mattæus 20:28) Ingen anden på jorden kunne løskøbe menneskene fra synd og død, som Adam havde solgt dem til. (Salme 49:7, 8) Paulus forklarede at Jesus „ikke med blod af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle [gik] ind på det hellige sted og skaffede os en evig udfrielse“. (Hebræerne 9:12) Gud tog imod Jesu offerblod, og på den måde „udslettede [han] det mod os rettede håndskrevne dokument“. Det vil sige at Jehova ophævede Lovpagten og dens ofre og gjorde det således muligt for menneskene at få ’det evige livs gave’. — Kolossenserne 2:14; Romerne 6:23.
Åndelige ofre
Eftersom brændofre og slagtofre ikke længere er en del af den sande tilbedelse, kræves der så at vi bringer nogen form for ofre i dag? Ja, det gør der. Jesus Kristus levede et selvopofrende liv i tjenesten for Gud og ofrede til sidst sig selv for hele menneskeheden. Derfor sagde han: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ (Mattæus 16:24) Det vil sige at enhver som ønsker at efterfølge Jesus, må bringe visse ofre. Hvilke ofre?
En sand discipel af Kristus lever ikke længere for sig selv, men for at gøre Guds vilje. Han lader Guds ønsker gå forud for hvad han personligt foretrækker. Læg mærke til apostelen Paulus’ ord: „Derfor beder jeg jer indtrængende, brødre, ved Guds inderlige barmhjertighed, om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste. Og lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ — Romerne 12:1, 2.
Ud over dette viser Bibelen at vores lovprisning af Jehova kan betragtes som ofre. Profeten Hoseas brugte udtrykket „vore læbers tyre“ og viste derved at Gud anser lovprisningen fra vore læber for at være et af de ypperste ofre. (Hoseas 14:2) Apostelen Paulus tilskyndede de kristne hebræere til „altid [at] bringe Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn“. (Hebræerne 13:15) I dag er Jehovas Vidner travlt optaget af at forkynde den gode nyhed og gøre disciple af folk af alle nationerne. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) De bringer lovprisningsofre til Gud dag og nat rundt om på jorden. — Åbenbaringen 7:15.
Sammen med forkyndelsen hører det at gøre godt mod andre også til de ofre der behager Gud. „Glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag,“ sagde Paulus. (Hebræerne 13:16) Ja, for at lovprisningsofre kan have Guds behag, kræver det at de der bringer dem, har en god adfærd. Paulus siger at vi skal „leve et liv der er den gode nyhed om Messias værdigt“. — Filipperne 1:27; Esajas 52:11.
Ligesom i fortiden vil alle ofre til fremme af den sande tilbedelse føre til stor glæde og til velsignelser fra Jehova. Lad os derfor bestræbe os for at bringe ofre der virkelig har Guds behag.
[Illustration på side 18]
„De ofrede deres sønner og deres døtre . . . til Kana’ans gudebilleder“
[Illustrationer på side 20]
Sande kristne bringer ofre der har Guds behag, ved at forkynde den gode nyhed og ved at gøre godt på andre måder