STORE HAV, DET

Det indhav der ligger mellem Europa, Afrika og Asien. Hebræerne kaldte det Det Store Hav, mens det i dag kaldes Middelhavet efter den latinske betegnelse Mare mediterraneum, „havet midt i landet“, fordi det er næsten helt omgivet af land. Denne beliggenhed samt varme vinde fra Saharaørkenen fremkalder en øget fordampning som har til følge at vandet får et større saltindhold og dermed en større vægtfylde. Ved Gibraltarstrædet strømmer det lettere vand fra Atlanterhavet derfor ind ved overfladen, mens det tungere vand fra Middelhavet strømmer ud nær bunden. Havgående skibe har kun adgang til dette indhav ad smalle stræder — ad Gibraltarstrædet i vest, ad Dardanellerne og Bosporus i nordøst og siden det 19. århundrede ad Suezkanalen i sydøst.

Også i dag kan Middelhavet med rette kaldes Det Store Hav, sådan som det er blevet kaldt af oldtidens folkeslag siden Moses’ tid, for det er i enhver henseende stort. (4Mo 34:6, 7) Fraregnet dets forskellige arme, der betragtes som selvstændige have, måler det omkring 3700 km i længden, over 970 km på det bredeste sted og dækker et areal på ca. 2.510.000 km². Dets største dybde er omkring 5100 m.

I den nordlige del er Middelhavet ved hjælp af den italienske og den græske halvø opdelt i Det Tyrrhenske Hav, Det Joniske Hav, Adriaterhavet og Det Ægæiske Hav, hvilket bidrager til dets uregelmæssige form og forlænger dets kystlinje betragteligt. Mellem Sicilien og Nordafrika, omtrent midtvejs mellem øst og vest, indsnævres havet til en bredde af kun 150 km, og vandet er dette sted forholdsvis lavt.

Ezekiels profeti siger at fiskene i Det Store Hav er „meget talrige“. (Ez 47:10) Der er over 400 fiskearter i havet foruden smukke koraller og mange svampe.

Bibelskribenterne omtalte ikke blot havet som „Det Store Hav“ (Jos 1:4; 9:1, 2; 15:12, 47; 23:4; Ez 47:15, 19, 20; 48:28), men benyttede også andre beskrivende betegnelser for det. De kaldte det for eksempel „havet i vest“, da det dannede den vestlige grænse for deres gudgivne land. (5Mo 11:24; 34:1, 2) Set fra Jerusalem kunne det kaldes „det vestlige hav“ i modsætning til „det østlige hav“, det vil sige Dødehavet. (Joel 2:20; Zak 14:8) Det blev også kaldt „filistrenes hav“ (2Mo 23:31) eller blot „havet“. — 4Mo 34:5.

Siden de tidligste tider er Det Store Hav blevet gennemkrydset af fønikierne og andre søfarende folk, som har opdaget øer og drevet handel mellem mange af havnebyerne. Bibelen nævner øer som Arvad, Chios, Cypern, Kauda, Kos, Kreta, Malta, Patmos, Rhodos, Samos og Samothrake. En del af byerne på disse øer og langs fastlandets kyster i den østlige ende af Det Store Hav er også nævnt i Bibelen, for eksempel Adramyttium, Akko (Ptolemais), Akzib, Alexandria, Amfipolis, Askalon, Attalia, Dor, Føniks, Gebal, Gode Havne, Knidus, Lasæa, Patara, Puteoli, Regium, Salamis, Salmone og Syrakus.

Jesus Kristus besøgte området omkring havnebyerne Tyrus og Zidon (Mr 7:24, 31); Peter var i Joppe og Cæsarea (Apg 10:5, 6, 24); Paulus var i Pafos, Troas, Neapolis, Kenkreæ, Efesus, Assos, Mitylene og Milet (Apg 13:13; 16:11; 18:18, 19; 20:14, 15). Det Store Hav er kendt for sine voldsomme storme der har resulteret i mange skibbrud og store tab af menneskeliv. Blandt de heldigere var de der overlevede sammen med Paulus. — Apg 27:14, 15, 39-44.