Tag profeterne som eksempel — Joel
1. Hvordan kan vi efterligne Joels ydmyghed i vores forkyndelse?
1 Hvem var profeten Joel? Han fortæller ikke andet om sig selv end at han var „Petuels søn“. (Joel 1:1) Ja, den ydmyge profet lagde vægt på budskabet fra Jehova, ikke på sin egen rolle som budbringer. I vores tjeneste er det også vigtigt at vi henleder opmærksomheden på Jehova og hans ord, Bibelen, og ikke søger personlig hæder eller anerkendelse. (1 Kor. 9:16; 2 Kor. 3:5) Det budskab vi forkynder, virker styrkende på os. Lad os se på nogle dele af profetierne i Joels Bog der kan øge vores nidkærhed og styrke vores håb.
2. Hvad skulle det at Jehovas dag er nær, motivere os til?
2 „Jehovas dag er nær.“ (Joel 1:15) Disse ord blev skrevet for flere tusind år siden, men rent faktisk lever vi på den tid hvor de får deres endelige opfyldelse! Vi oplever at verdensforholdene forværres, og at mange enten ignorerer eller latterliggør det budskab vi forkynder, alt sammen tegn der tydeligt viser at vi lever i de sidste dage for denne onde verden. (2 Tim. 3:1-5; 2 Pet. 3:3, 4) Det at tænke over hvor tæt vi er på enden, vil motivere os til at give tjenesten topprioritet i vores liv. — 2 Pet. 3:11, 12.
3. Hvorfor er forkyndelsen så vigtig i tiden op til den store trængsel?
3 „Jehova er et tilflugtssted for sit folk.“ (Joel 3:16) Den rystelse der er omtalt i dette vers, kan kun sigte til Jehovas domseksekvering i den store trængsel. Men det er opmuntrende at vide at Jehova vil beskytte og udfri sine trofaste tjenere til den tid. (Åb. 7:9, 14) Når vi deltager i forkyndelsen og erfarer at Jehova støtter og styrker os, opbygges vores tro og udholdenhed, og det vil komme os til gavn under den store trængsel.
4. Hvorfor kan vi være glade og se fremtiden trygt i møde?
4 På grund af det budskab Joel forkyndte, har nogle kaldt ham en ulykkesprofet. Ikke desto mindre indeholder hans ord et skønt løfte for Guds folk om udfrielse. (Joel 2:32) Så lad os gå fremtiden i møde med oprejst pande og nidkært forkynde den gode nyhed om Guds rige mens vi ’jubler og fryder os over Jehova vores Gud’. — Joel 2:23.