EFRATA
(Eʹfrata) [frugtbarhed].
1. Hustru til Kaleb (Kelubaj), der var søn af Hezron af Judas stamme. Hun blev gift med Kaleb under trældommen i Ægypten efter at hans hustru Azuba var død. Efrata blev moder til Hur og oldemoder til Bezalel, den dygtige kunsthåndværker der havde en fremtrædende stilling ved opførelsen af teltboligen. — 1Kr 2:9, 19, 50; 4:4; 2Mo 35:30-35.
2. Åbenbart det ældre navn på Betlehem eller navnet på området deromkring. Navnene Betlehem og Efrata bruges sammen i flere tekster. I beretningen om Rakels død fortælles det at hun blev begravet „på vejen til Efrat [Efrata], det er Betlehem“. (1Mo 35:16, 19; 48:7) Medlemmer af Elimeleks familie blev kaldt „efratitter fra Betlehem“, og det var Betlehem hans enke No’omi vendte tilbage til fra Moab. (Rut 1:2, 19) I den velsignelse der blev udtalt over Boaz da han ægtede Rut, ønskede man at han måtte ’vise sit værd i Efrata og gøre sit navn kendt i Betlehem’. (Rut 4:11) Endelig forekommer navnene forbundet som „Betlehem Efrata“ i profetien om Messias’ fødsel. (Mik 5:2) I betragtning heraf er navnet Efrata i Salme 132:6, der handler om Davids omsorg for pagtens ark, uden tvivl også møntet på Davids hjemby. — Se BETLEHEM, 1.