HABAKKUKS BOG

En bog i De Hebraiske Skrifter; i den hebraiske tekst og i Septuaginta samt i almindelige danske bibler er den placeret som den ottende af de såkaldte små profeter. Den består af to dele: (1) En samtale mellem skribenten og Jehova (kap. 1, 2) og (2) en bøn i form af klagesange. — Kap. 3.

Skribent. Hvem skribenten er, fremgår af bogen selv. Begge afsnit tilskrives „profeten Habakkuk“. — 1:1; 3:1; se HABAKKUK.

Kanonisk. At Habakkuks Bog hører med til Bibelens kanon, bekræftes af gamle kataloger eller fortegnelser over De Hebraiske Skrifters bøger. Heri nævnes bogen ganske vist ikke ved navn, men den er tydeligvis medregnet i udtrykket ’de tolv små profeter’, for ellers ville der ikke være 12. Et uomtvisteligt vidnesbyrd om at bogen er kanonisk, er at der citeres fra den i De Kristne Græske Skrifter. I en tale til vantro jøder citerede Paulus Habakkuk 1:5 (LXX), uden dog at nævne profeten ved navn. (Apg 13:40, 41) Og for at tilskynde de kristne til at udvise tro citerede han flere gange Habakkuk 2:4: „Den retfærdige skal leve ved sin trofasthed.“ — Ro 1:16, 17; Ga 3:11; He 10:38, 39.

Blandt Dødehavsrullerne har man fundet en rulle med en førmasoretisk hebraisk tekst til Habakkuks Bog (kap. 1, 2) med en tilhørende kommentar. Det er bemærkelsesværdigt at Jehovas navn forekommer i teksten skrevet med gammelhebraiske bogstaver, mens man har undgået navnet i kommentaren og i stedet brugt det hebraiske ord ’El (der betyder „Gud“).

Forskerne mener at denne rulle er skrevet hen imod slutningen af det 1. århundrede f.v.t. Det betyder at den er det ældste eksisterende hebraiske håndskrift til Habakkuks Bog. I denne rulle står der „kaldæerne“ i Habakkuk 1:6, og den viser således samstemmende med den masoretiske tekst at det var kaldæerne (babylonierne) Jehova ville oprejse og bruge som sit redskab.

Affattelsestidspunkt og baggrund. Ordene „Jehova er i sit hellige tempel“ (Hab 2:20) og bogens efterskrift („Til dirigenten; på mine strengeinstrumenter“) viser at Habakkuk profeterede før Salomons tempel i Jerusalem blev ødelagt i 607 f.v.t. Jehovas udsagn om at han ville ’oprejse kaldæerne’ (1:6), og indholdet af det profetiske budskab i almindelighed, viser at kaldæerne (babylonierne) endnu ikke havde ødelagt Jerusalem. Men Habakkuk 1:17 kunne tyde på at de allerede var begyndt at omstyrte nogle nationer. I den gode judæiske kong Josias’ regeringstid (659-629 f.v.t.) indtog kaldæerne og mederne Nineve (i 632 f.v.t.), og Babylon var da på vej til at blive et verdensrige. — Na 3:7.

Med støtte i den rabbinske tradition mener nogle at Habakkuk profeterede tidligere, nemlig i kong Manasse af Judas regeringstid. De antager at han var en af de profeter der omtales eller hentydes til i 2 Kongebog 21:10 og 2 Krønikebog 33:10. De hævder at babylonierne endnu ikke var blevet en trussel, og at det var grunden til at Habakkuks profeti forekom judæerne usandsynlig. — Se Hab 1:5, 6.

På den anden side befandt Juda sig i begyndelsen af Jojakims regeringstid inden for Ægyptens indflydelsessfære (2Kg 23:34, 35), og det var derfor muligt at de egensindige judæere på det tidspunkt havde svært ved at tro at Gud ville oprejse kaldæerne og bruge disse til at straffe dem. (Hab 1:5, 6) Kong Nebukadnezar af Babylon besejrede farao Neko i slaget ved Karkemisj i 625 f.v.t., i kong Jojakims fjerde regeringsår. (Jer 46:2) Habakkuk kan have fremsat og nedskrevet sin profeti før denne begivenhed, og han kan muligvis have fuldført nedskrivningen i Juda omkring 628 f.v.t. At den kaldæiske trussel omtales i fremtid, vidner om at profetien er fremsat før Jojakim blev vasal under Babylon (620-618 f.v.t.). — 2Kg 24:1.

Stil. Bogens stil er kraftfuld og medrivende. Der anvendes malende illustrationer og sammenligninger. (Hab 1:8, 11, 14, 15; 2:5, 11, 14, 16, 17; 3:6, 8-11) S. R. Driver har om Habakkuks stil sagt: „Habakkuk skriver meget kraftfuldt. Trods sin korthed er hans bog energiladet; hans skildringer er malende og magtfulde; tankerne er lige poetiske i indhold og udtryk.“ Disse træk skyldes naturligvis i første række guddommelig inspiration.

Habakkuks Bog understreger Jehovas overhøjhed over nationerne (Hab 2:20; 3:6, 12) og fremhæver således hans universelle suverænitet. Den lægger også vægt på at den retfærdige lever ved tro. (2:4) Den skaber tillid til Jehova idet den viser at han ikke dør (1:12), at han tærsker nationerne i retfærdighed, og at han drager ud for at frelse sit folk. (3:12, 13) Om dem der jubler af glæde over Jehova, siges der at han er deres frelses Gud og kilden til deres livskraft. — 3:18, 19.

[Ramme på side 807]

HOVEDPUNKTER I HABAKKUKS BOG

Et svar på spørgsmålet: Vil Gud udslette de ugudelige?

Øjensynlig skrevet omkring år 628 f.v.t., da kaldæerne var ved at blive mere fremtrædende, men før Jojakim blev vasal under dem

Habakkuk råber om hjælp og spørger hvor længe Gud vil lade de ugudelige leve (1:1–2:1)

Da Jehova svarer at han vil oprejse kaldæerne som sit strafferedskab, forstår Habakkuk ikke hvordan den Hellige kan bruge en så forræderisk nation, en der gør sin krigsmaskine til en gud, som samler mennesker som fisk i sit vod, og som skånselsløst dræber nationer

Profeten venter på Jehovas svar i erkendelse af at han vil blive retledt

Jehova svarer at han har en fastsat tid, og udtaler et ve over kaldæerne (2:2-20)

Jehova forsikrer at selv om det profetiske syn måske synes at tøve, „rækker [det] frem til den fastsatte tid, og det iler af sted mod enden“ idet det uophørligt bevæger sig frem mod sin opfyldelse

Et flerfoldigt ve viser at selv om Gud har brugt kaldæerne som sit redskab, kan de ikke ustraffet plyndre andre nationer, sønderhugge mange folkeslag, bygge byer med blodsudgydelse, lade andre drikke det vanærende nederlags bæger og dyrke afguder

Profeten beder Jehova om at gribe ind og dog vise barmhjertighed på den kommende trængselsdag (3:1-19)

Profeten gribes af frygt og bæven ved tanken om fortidige manifestationer af Jehovas magt, men han er fast besluttet på at vente roligt på trængselens dag og juble af glæde over sin frelses Gud

Selv hvis de nødvendige midler til livets opretholdelse skulle svigte, er Habakkuk besluttet på at juble over Jehova som frelsens Gud, den der styrker ham