’Bevar forventningen!’

 1, 2. (a) Hvilke spørgsmål med hensyn til Jehovas dag kunne du stille dig selv? (b) Hvordan var situationen for nogle af profeterne, og hvilken indstilling havde Mika?

HVOR længe har du ventet på at Jehovas dag befrier jorden for al ondskab? Hvor længe er du villig til at vente, og med hvilken indstilling vil du vente? Og hvordan vil du leve dit liv indtil dagen kommer? Dit svar på disse spørgsmål vil klart nok afvige fra hvad folk i almindelighed vil svare, for de har ingen forventning om „Jehovas dag“.

² Mens du venter på denne store dag, kan det de 12 profeter skrev, være til hjælp for dig. Mange af disse profeter levede på en tid da Gud stod i begreb med at eksekvere en dom. For eksempel tjente Mika som profet da domseksekveringen over Samaria var nær, for byen blev ødelagt af assyrerne i 740 f.v.t. (Se tidslinjen på side 20 og 21). Lige så sikkert som Jehovas dag kom over Samaria, kom den senere over Juda. Mika vidste ikke hvornår Gud ville gribe ind, men forholdt han sig blot tavs og gjorde intet mens han håbede på at Jehova snart ville gribe ind? Han fortalte selv hvad han gjorde: „Jeg vil spejde efter Jehova. Jeg vil vente på min frelses Gud. Min Gud vil høre mig.“ (Mika 7:7) Ja, Mika var sikker på at Jehova ville gribe ind, og holdt derfor udkig som en trofast vagtpost på sit vagttårn. — 2 Samuel 18:24-27; Mika 1:3, 4.

 3. Hvordan så Habakkuk og Zefanias på fremtiden og på den domseksekvering de forventede?

³ Find nu Zefanias og Habakkuk på tidslinjen, og se hvornår de levede. Læg mærke til at de tjente i en periode som lå nærmere Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. Men alligevel vidste de ikke om eksekveringen af Guds dom var lige for hånden, eller om den lå langt ude i fremtiden. (Habakkuk 1:2; Zefanias 1:7, 14-18) Zefanias skrev: „’Bliv . . . ved med at nære forventning til mig,’ lyder Jehovas udsagn, ’til dagen da jeg rejser mig til byttet, for min dom går ud på . . . at udøse min fordømmelse over dem, hele min brændende vrede.“ (Zefanias 3:8) Og hvad sagde Habakkuk, der levede kort efter Zefanias? „Synet rækker frem til den fastsatte tid, og det iler af sted mod enden, og det lyver ikke. Hvis det tøver, da bevar forventningen om det; for det skal nok komme. Det vil ikke være forsinket.“ — Habakkuk 2:3.

 4. Hvordan var situationen blandt folket da Zefanias og Habakkuk profeterede, og hvilken indstilling havde de to profeter?

⁴ Ser man nærmere på den sammenhæng hvori Zefanias 3:8 og Habakkuk 2:3 forekommer, finder man en beskrivelse af tiden dengang. Zefanias forkyndte „Jehovas vredes dag“ på en tid da visse jøder sagde: „Jehova gør hverken godt eller ondt.“ På den dag ville både fjendtlige nationer og genstridige jøder få Guds mishag at føle. (Zefanias 1:4, 12; 2:2, 4, 13; 3:3, 4) Tror du Zefanias nærede frygt for Guds fordømmelse og vrede? Nej, tværtimod. Han skulle „nære forventning“. ’Hvad så med Habakkuk?’ spørger du måske. Han skulle også ’bevare forventningen’. Zefanias og Habakkuk tog naturligvis ikke let på det der lå forude, eller levede som om alt ville blive ved det gamle. (Habakkuk 3:16; 2 Peter 3:4) De skulle begge „nære forventning“. Og vi ved i dag at det de forventede, virkelig skete, nemlig i 607 f.v.t. Det viste sig altså at de gjorde klogt i at ’bevare forventningen’.

 5, 6. Hvilken indstilling bør vi have i betragtning af at vi ved hvor vi befinder os på tidens strøm?

⁵ Vi kan være lige så sikre på at „Jehovas vredes dag“ vil komme over den nuværende tingenes ordning. Den vil blive en kendsgerning, et faktum, en realitet! Det nærer du sikkert ingen tvivl om. Men ligesom Zefanias og Habakkuk kender du heller ikke tidspunktet. (Markus 13:32) Den vil dog komme, og opfyldelsen af Bibelens profetier i vor tid giver grund til at tro at det snart vil ske. Jehovas ord til de to profeter gælder derfor også dig: ’Bevar forventningen!’ Og husk denne vigtige sandhed: Vores Gud er den eneste „som griber ind for den der nærer forventning til ham“. — Esajas 64:4.

⁶ Du kan vise at du nærer den samme forventning. Med det du siger og gør, kan du vise at du har fuld tillid til at „Jehovas vredes dag“ kommer nøjagtig til tiden. Denne overbevisning sammen med de tilsvarende handlinger stemmer med noget Jesus sagde. Hans opfordring til apostlene og til alle salvede kristne lød: „Hav noget bundet om jeres lænd og lad jeres lamper brænde, og vær I selv som mennesker der venter på deres herre . . . Lykkelige er de trælle som herren finder vågne når han kommer! Jeg skal sige jer som sandt er: Han vil binde noget om sig og lade dem lægge sig til bords, og han vil komme hen og varte dem op.“ (Lukas 12:35-37) Ja, at vente med den rette indstilling viser at man har fuld tillid til at Jehovas store dag ikke kommer et øjeblik senere end han har fastsat.

 7, 8. (a) Hvad har Guds tålmodighed medført? (b) Hvilken indstilling opfordrer Peter os til at have?

⁷ Guds tjenere i nutiden var i forventning før Guds rige blev oprettet i himmelen i 1914, og de har været det siden. Det har dog ikke betydet at de har ventet passivt. Tværtimod. De har været travlt optaget af deres gudgivne vidnearbejde. (Apostelgerninger 1:8) Men tænk over hvordan din situation ville have været hvis Jehovas store dag var indtruffet i 1914! Ja, selv hvis den var indtruffet for 40 år siden! Ville du da have været blandt dem der var kendetegnet af „handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“? (2 Peter 3:11) Og hvad med din familie som nu er Jehovas Vidner, eller dine nære venner i menigheden? Det er klart at denne tidsperiode hvor vi har ventet, har åbnet frelsens vej for dig og mange andre, sådan som det fremgår af Andet Petersbrev 3:9. At Jehova ikke udslettede hele den onde tingenes ordning umiddelbart efter Rigets oprettelse, har givet mange mulighed for at ændre sind, ligesom ninevitterne omvendte sig og blev skånet. Vi kan alle give apostelen Peter ret i at vi må ’regne vor Herres tålmodighed for frelse’. (2 Peter 3:15) Og lige nu er der stadig mulighed for at nogle kan angre og omvende sig og foretage ændringer i deres liv og tænkemåde.

⁸ Nogle vil måske synes at det der skete på Mikas, Zefanias’ og Habakkuks tid, ikke kommer dem særligt ved. ’Det er så lang tid siden!’ siger de måske. Men er der alligevel ikke noget vi kan lære af det? Vi har allerede nævnt Peters opfordring til de kristne om at de skulle sikre sig at deres handlinger ’hørte en hellig adfærd og gudhengivenhed til’. Og lige efter understregede han noget andet de måtte gøre. Han tilføjede: „Mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke.“ (2 Peter 3:11, 12) Det vil sige at de — og vi — skulle have Jehovas dag „i tanke“ og ’bevare forventningen’ om den.

 9. Hvorfor vil det være på sin plads at vi ’spejder efter Jehova’?

⁹ Uanset om vi har tjent Jehova i få eller mange år, må vi have samme indstilling som Mika: Vi må „spejde efter Jehova“ og ’vente på vor frelses Gud’. (Romerne 13:11) Menneskeligt set er det forståeligt at vi længes efter afslutningen og gerne vil vide hvor lang tid der er tilbage. Men det kan vi simpelt hen ikke vide. Tænk på Jesu ord: „Hvis husets herre havde vidst i hvilken vagt tyven kom, ville han have holdt sig vågen og ikke tilladt at der blev brudt ind i hans hus. Af den grund må også I vise jer parate, for Menneskesønnen kommer i en time I ikke forestiller jer.“ — Mattæus 24:43, 44.

10. Hvad kan vi lære af apostelen Johannes’ liv og indstilling?

¹⁰ Tanken i Jesu ord ligner meget det Mika, Zefanias og Habakkuk skrev. Hans ord var dog ikke henvendt til det jødiske folk i almindelighed, men til hans disciple, til os. Mange oprigtige kristne har virkelig fulgt Jesu opfordring og vist at de var „parate“ og havde bevaret forventningen. Det er apostelen Johannes et eksempel på. Han var en af de fire der var med Jesus på Oliebjerget, og som spurgte ham om afslutningen på tingenes ordning. (Mattæus 24:3; Markus 13:3, 4) Det var i år 33, men Johannes kunne ikke se på nogen tidslinje for at få at vide hvor hurtigt tingene ville ske. Gå nu cirka 60 år frem i tiden. Johannes var blevet gammel, men var dog ikke blevet træt eller havde mistet forventningen. Tværtimod. Da han hørte Jesus sige: „Ja; jeg kommer hurtigt,“ svarede han: „Amen! Kom, Herre Jesus.“ Johannes fortrød ikke den måde han havde tilbragt årene på. Han var overbevist om at når Jehova eksekverede dommen, ville han også give hver enkelt løn efter hans gerninger. (Åbenbaringen 22:12, 20) Uanset hvornår dommen blev fuldbyrdet, ønskede Johannes at være ’parat’, sådan som Herren Jesus havde opfordret disciplene til. Har du det samme ønske?

11. Hvordan var folkets indstilling på Mikas og Hoseas’ tid til forskel fra de to profeters?

¹¹ Der er noget andet vi kan lære af de profeter der levede på en tid da Jehova stod i begreb med at eksekvere sine domme, først over Israel og siden over Juda. Mika ’spejdede efter Jehova og ventede på sin frelses Gud’, men det gjorde mange i hans samtid ikke. De ’hadede det gode og elskede det onde’. Mika advarede dem om at hvis de ikke omvendte sig, ville Jehova ikke svare dem når de råbte til ham om hjælp. (Mika 3:2, 4; 7:7) Den samtidige profet i det nordlige rige, Hoseas, gav sine tilhørere følgende opfordring med et billede hentet fra landbruget: „Så jeres sæd med retfærdighed; høst i forhold til loyal hengivenhed. Pløj jer et stykke nyt land når det er tid at søge Jehova.“ Men alligevel var det kun få der lyttede. De ’pløjede ugudelighed’ og ’høstede uretfærdighed’. (Hoseas 10:12, 13) De gjorde sig skyldige i korruption og bedrag eller så gennem fingre med det. De ’stolede på deres egen adfærd’ i stedet for på Jehova. Nogle i dag vil måske spørge: ’Hvordan kunne dét ske for sande tilbedere midt i det forjættede land?’ Hoseas viste at det skyldtes en indstilling som vi også må være på vagt over for hvis vi vil bevare forventningen om Jehovas store dag. Hvilken indstilling? Den at være tilfreds med situationen som den er, eller, udtrykt med Hoseas’ ord, at være ’mæt’.

12. (a) Hvordan havde forholdene udviklet sig for israelitterne før 740 f.v.t., som påpeget af Hoseas? (b) Hvordan ytrede det sig at israelitterne var blevet „mætte“?

¹² Efter at israelitterne var kommet ind i det forjættede land, et land der flød med mælk og honning, opnåede de betydelig velstand. Hvad førte det til? Hoseas udtalte Jehovas ord: „Som deres græsgang var, sådan blev de mætte. De blev mætte, og deres hjerte blev stolt. Derfor glemte de mig.“ (Hoseas 13:6) Flere hundrede år tidligere havde Jehova netop advaret sit folk herom. (5 Mosebog 8:11-14; 32:15) Men alligevel var israelitterne på Hoseas’ og Amos’ tid bukket under for det — de var blevet „mætte“. Amos beskriver forholdene nærmere. Han fortæller at mange havde luksuriøst udstyrede huse; nogle havde oven i købet to huse. De spiste den bedste mad, drak den fineste vin af kostbare skåle og brugte „de bedste olier“ til deres hud, måske i form af parfumerede salver. (Amos 3:12, 15; 6:4-6) Ingen af disse ting var naturligvis forkerte i sig selv, men det var forkert at tillægge dem for stor betydning.

13. Hvordan kom israelitterne til kort, uanset om de havde lidt eller meget?

¹³ Det var dog ikke alle i det nordlige rige der blev velstående og „mætte“. Nogle var fattige og måtte kæmpe for deres udkomme og for at kunne skaffe mad til deres familie. (Amos 2:6; 4:1; 8:4-6) Det samme er tilfældet mange steder på jorden i dag. Gjaldt den beskrivelse vi finder i Hoseas 13:6, også de fattige i fortidens Israel, og gælder den i dag? Ja. Jehova viser at uanset om en der tilbeder Jehova, har lidt eller meget, må han passe på ikke at blive så optaget af det materielle at han ’glemmer Gud’. — Lukas 12:22-30.

14. Hvorfor er det på sin plads at stille sig selv spørgsmålet om man stadig nærer forventning?

¹⁴ På dette fremskredne tidspunkt i historien hvor så mange profetier i Bibelen er blevet opfyldt, har vi endnu større grund til at være på vagt — at være parate og i forventning. Hvad nu hvis vi allerede har ventet i nogen tid, måske i adskillige år? Før i tiden brugte vi vore kræfter i forkyndelsen og traf personlige beslutninger der vidnede om at vi var overbeviste om at Jehovas dag ikke var langt borte. Men den er ikke kommet endnu! Hvordan er det så gået med vores forventning? Ja, spørg dig selv: ’Er min forventning stadig lige stærk, eller er den kølnet betydeligt?’ — Åbenbaringen 2:4.

15. Hvad ville være tegn på at vores forventning var blevet svagere?

¹⁵ Man kan bruge flere metoder til at bedømme om man stadig nærer forventning. Men hvorfor ikke bruge beskrivelsen i Amos’ Bog af israelitternes indstilling på den tid? De var blevet „mætte“, tilfredse! Vi kunne så analysere os selv og se om vi dér finder nogen tendens til at være ’mæt’, det vil sige tilfreds med situationen som den er. En der før i tiden i tanke og handling viste at han nærede en stærk forventning, er måske begyndt at føre en mere luksuriøs tilværelse: at anskaffe sig dyre møbler, en finere bil, mere modepræget tøj, at bruge en dyrere kosmetik og dyrere smykker og at servere mere udsøgt vin og finere mad. Bibelen siger på ingen måde at vi skal være asketer og berøve os selv rimelige levevilkår. Den der arbejder hårdt, „bør spise og drikke og nyde godt af al sin møje“. (Prædikeren 3:13) Men der er den fare at man lægger mere og mere vægt på mad og drikke og det personlige udseende. (1 Peter 3:3) Jesus lagde mærke til at der var sket en sådan forandring med nogle af de salvede i Lilleasien, et eksempel som viser at der er en reel fare for at det kan gå kristne sådan. (Åbenbaringen 3:14-17) Er der sket noget lignende for os? Er vi ’blevet mætte’ og måske blevet mere optaget af det materielle? Er vores forventning blevet svagere? — Romerne 8:5-8.

16. Hvorfor vil det ikke være i børnenes interesse at man opmuntrer dem til at stræbe efter velstand og komfort?

¹⁶ En svækkelse af vores forventning om Jehovas store dag kunne give sig til kende i de råd vi giver vore børn eller andre. Vi tænker måske: ’Jeg valgte at give afkald på en karriere eller en uddannelse fordi jeg mente at enden var nær. Nu vil jeg sørge for at mine børn får en uddannelse som kan give dem en tryg tilværelse.’ Måske der var nogle på Hoseas’ tid der tænkte noget lignende. Ville forældrenes råd med henblik på velstand og komfort i så fald have været til virkelig gavn for børnene? Og hvis børnene dengang havde stræbt efter en sådan livsform, hvordan gik det dem da i 740 f.v.t. da Samaria blev erobret af assyrerne? — Hoseas 13:16; Zefanias 1:12, 13.

17. Hvordan kan vi efterligne Mika?

¹⁷ Ligesom de sande tilbedere i fortiden kan vi have tillid til at det Gud har lovet, vil blive opfyldt til tiden, til hans fastsatte tid. (Josua 23:14) Profeten Mika gjorde klogt i at vente på sin frelses Gud. Vi kan i dag i historiens perspektiv se tilbage på Mikas tid og lægge mærke til hvor nær han levede på det tidspunkt da Samaria faldt. Hvad så med os og den tid vi lever på? Når vi betragter vort eget liv, vil vi da kunne se at vi har truffet kloge valg, for eksempel med hensyn til en verdslig karriere, livsform og heltidstjeneste? Det er rigtigt at vi ikke kender ’dagen og timen’. (Mattæus 24:36-42) Men der er ingen tvivl om at vi gør klogt i at have en indstilling som Mikas og handle i overensstemmelse med den. Og når Mika oprejses til liv i et genoprettet jordisk paradis, vil det i sandhed glæde ham at vi har haft gavn af hans profetiske budskab og trofaste eksempel. Vi vil da være et levende bevis på at Jehova er frelsens Gud!

18, 19. (a) Hvilken katastrofe pegede Obadias frem til? (b) Hvilket håb fremholdt Obadias for Israel?

¹⁸ Vores tillid hviler på en solid grundvold. Lad os i den forbindelse se på den korte Obadias’ Bog. Den handler om Jehovas dom over fortidens Edom, der hoverede over sin „broders“, Israels, ulykke. (Obadias 12) Ødelæggelsen kom som forudsagt og er omtalt i kapitel 10 i denne bog. Babylonierne under Nabonid erobrede Edom i midten af det sjette århundrede før vor tidsregning, og Edom ophørte som nation betragtet med at eksistere. Der findes imidlertid en anden betydningsfuld profeti i Obadias’ budskab. Den har at gøre med at bevare forventningen om Jehovas store dag.

¹⁹ Vi ved at den nation (Babylon) der lagde Edom øde, også eksekverede Guds dom over hans troløse folk. I 607 f.v.t. ødelagde babylonierne Jerusalem og førte jøderne i landflygtighed. Derefter lå landet øde hen. Men var det enden på sagen? Nej. Gennem Obadias forudsagde Jehova at israelitterne igen ville tage landet i besiddelse. I Obadias 17 læser vi dette opmuntrende løfte: „På Zions Bjerg skal de der undslipper være, og det skal være helligt; og Jakobs hus skal tage sine besiddelser i eje.“

20, 21. Hvordan bestyrkes vore forventninger af det der siges i Obadias 17?

²⁰ Historien bekræfter at det Jehova havde sagt gennem Obadias, fandt sted. Gud havde forudsagt det, og det skete. Tusinder af landflygtige fra Juda og Israel vendte tilbage til deres hjemland i 537 f.v.t., og med Jehovas hjælp omdannede de landet, der havde været som en ørken, til et frodigt paradis. I Esajas 11:6-9 og 35:1-7 læser vi profetierne om denne storslåede forandring. Men det mest betydningsfulde var at den sande tilbedelse blev genoprettet med centrum i det genopbyggede tempel for Jehova. Obadias 17 er således endnu et bevis på at man kan stole på Jehovas løfter. De bliver altid opfyldt.

²¹ Obadias sluttede sin profeti med følgende betydningsfulde ord: „Og kongedømmet skal være Jehovas.“ (Obadias 21) I tillid hertil kan vi se frem til den herlige tid da Jehova vil herske gennem Jesus Kristus uden modstandere i hele universet, planeten Jorden indbefattet. Uanset om vi har ventet i kort eller lang tid på Jehovas store dag og de velsignelser den vil medføre, kan vi være helt sikre på at vore bibelsk begrundede forventninger vil blive indfriet.

22. Hvordan præger Habakkuk 2:3 og Mika 4:5 dit syn på fremtiden?

²² Det er derfor på sin plads at gentage Habakkuks forsikring, som også gælder vor tid: „Synet rækker frem til den fastsatte tid, og det iler af sted mod enden, og det lyver ikke. Hvis det tøver, da bevar forventningen om det; for det skal nok komme. Det vil ikke være forsinket.“ (Habakkuk 2:3) Selvom det i menneskers øjne kunne se ud til at Jehovas store dag tøver med at komme, kan vi være sikre på at dagen vil komme til den fastsatte tid. Det har Jehova lovet. De som har tjent Jehova i mange år, og de som for nylig er begyndt at tjene ham, kan i forening vandre fremad i tillid til det der siges i Mika 4:5: „Vi vil vandre i Jehova vor Guds navn til fjerne tider, ja, for evigt.“