Hvordan fire stridsvogne og en krone beskytter os
“Det skal ske – hvis I virkelig adlyder Jehova jeres Guds røst.” – ZAK. 6:15.
SANGE: 17, 136
1, 2. Hvordan var situationen for jøderne i Jerusalem efter Zakarias’ syvende syn?
EFTER at Zakarias har haft sit syvende syn, har han meget at spekulere over. Jehova havde forsikret ham om at han ville stille uærlige mennesker til regnskab for deres onde handlinger, hvilket sikkert har styrket Zakarias. Men tingene havde jo ikke forandret sig. Der var stadig mange der handlede uærligt og ondt, og templet var langt fra genopført. Hvordan kunne jøderne være så hurtige til at opgive den opgave Jehova havde givet dem? Var de bare vendt tilbage til deres hjemland af selviske grunde?
2 Zakarias var klar over at de jøder der var rejst til Jerusalem, var mænd og kvinder med en stærk tro. Det var dem “hvis ånd den sande Gud havde vakt” så de blev motiveret til at forlade deres hjem og forretninger i Babylon. (Ezra 1:2, 3, 5) De forlod deres velkendte omgivelser og flyttede til et sted de fleste af dem aldrig havde set. Hvis genopbygningen af templet ikke havde været vigtig for dem, ville de ikke have begivet sig ud på den 1.600 kilometer lange krævende rejse.
3, 4. Hvilke udfordringer kom de der vendte tilbage til Jerusalem, ud for?
3 Forestil dig hvordan rejsen må have været. Undervejs har jøderne sikkert gjort sig mange tanker om deres nye hjem. De ældste iblandt dem, som havde set Jerusalem i dens storhedstid, havde helt sikkert fortalt om byens skønhed og templets pragt. (Ezra 3:12) Hvis du havde været en af de rejsende, hvilke følelser ville synet af dit nye hjem, Jerusalem, så have vakt i dig? Ville du være blevet ked af at se ruinerne, der var helt groet til? Ville du være kommet til at sammenligne Jerusalems faldefærdige bymure, der havde store huller der hvor portene og vagttårnene engang havde været, med de stærke og imponerende dobbeltmure du kendte fra Babylon? Selvom det uden tvivl har været et trist syn, mistede folket ikke modet. Under den lange rejse havde de oplevet hvordan Jehova havde været med dem. Det første de gjorde da de ankom, var at opstille et alter der hvor det tidligere tempel havde været, og de begyndte at bringe ofre til Jehova hver dag. (Ezra 3:1, 2) De var ivrige efter at komme i gang, og det virkede som om intet kunne slå dem ud.
4 Foruden arbejdet med templet skulle jøderne også genopbygge deres byer. Der var huse der skulle sættes i stand, marker der skulle dyrkes, og munde der skulle mættes. (Ezra 2:70) Der var virkelig meget at gøre. Men inden længe mødte de hård modstand. Til at begynde med var de urokkelige, men modstanden fortsatte i 15 år og gjorde dem modløse. (Ezra 4:1-4) Og i 522 f.v.t., da Persiens konge forbød byggeriet, virkede situationen helt håbløs. Fremtiden så meget usikker ud for Jerusalem. – Ezra 4:21-24.
5. Hvad gjorde Jehova for at styrke sit folk?
5 Jehova vidste at hans folk havde brug for opmuntring. Derfor gav han Zakarias et sidste syn for at forsikre jøderne om sin kærlighed og værdsættelse af alt det de havde gjort, og for at de skulle vide at han ville beskytte dem hvis de igen tog fat på arbejdet. I forbindelse med genopførelsen af templet lovede han: “Det skal ske – hvis I virkelig adlyder Jehova jeres Guds røst.” – Zak. 6:15.
EN MÆGTIG HÆR AF ENGLE RYKKER UD
6. (a) Hvordan begynder Zakarias’ ottende syn? (Se indledningsbilledet). (b) Hvorfor har hestene forskellig farve?
6 Det sidste af Zakarias’ otte syner er nok det mest trosstyrkende. (Læs Zakarias 6:1-3). Se det for dig: Fire stridsvogne stormer frem mellem to bjerge af kobber. Hestene der trækker vognene, har forskellig farve, hvilket gør det lettere at se forskel på dem. Efter at Zakarias havde set dem, spurgte han: “Hvad betyder disse?” (Zak. 6:4) Det vil vi også gerne vide, for synet har stor betydning for os.
Jehova gør stadig brug af sine engle for at beskytte og styrke sit folk
7, 8. (a) Hvad symboliserer de to bjerge? (b) Hvad fortæller det os at bjergene er lavet af kobber?
7 I Bibelen kan bjerge sigte til riger, eller regeringer. Bjergene i Zakarias’ syn svarer til de to bjerge der beskrives i Daniels profeti. Det ene bjerg er et symbol på Jehovas evige herredømme over hele universet. Det andet er et billede på det messianske rige med Jesus som konge. (Dan. 2:35, 45) Lige siden Jesus blev indsat på tronen i efteråret 1914, har disse to bjerge sammen spillet en særlig rolle i gennemførelsen af Jehovas vilje på jorden.
8 Hvorfor er bjergene lavet af kobber? Kobber er et ædelt og værdifuldt metal. Det var dette skinnende metal Jehova gav israelitterne besked på at bruge da teltboligen og senere templet i Jerusalem skulle opføres. (2 Mos. 27:1-3; 1 Kong. 7:13-16) Det at de symbolske bjerge er lavet af kobber, understreger den ophøjede kvalitet der kendetegner Jehovas universelle suverænitet og det messianske rige, som vil sørge for at mennesker vil opleve tryghed, stabilitet og mange velsignelser.
9. Hvem fører stridsvognene, og hvilken opgave har de fået?
9 Hvad er stridsvognene og deres førere et billede på? De der fører vognene, er engle, sikkert grupper eller styrker af engle. (Læs Zakarias 6:5-8). De er blevet sendt ud på en mission af “jordens Herre”. Hvad går opgaven ud på? Stridsvognene og deres førere bliver sendt ud til forskellige områder for at beskytte Jehovas folk, især mod “Nordens land”, Babylon. Jehova ville sikre at Babylon aldrig ville få lov til at gøre hans folk til slaver igen. Hvor må det have styrket og opmuntret jøderne på Zakarias’ tid. De kunne nu genoptage byggeriet uden at frygte for deres fjender.
10. Hvordan styrker Zakarias’ syn om stridsvognene og deres førere Guds folk i dag?
10 Hærstyrkers Jehova gør også brug af sine engle for at beskytte og styrke sit folk i dag. (Mal. 3:6; Hebr. 1:7, 14) Siden det åndelige Israel kom ud af fangenskabet under Babylon den Store i 1919, har den sande tilbedelse været i stadig vækst på trods af intens modstand. (Åb. 18:4) Fordi englene beskytter os, behøver vi ikke at være bange for at Jehovas folk igen vil komme i åndeligt fangenskab. (Sl. 34:7) Vi kan derimod være helt sikre på at Guds tjenere vil blive ved med at trives åndeligt. Zakarias’ syn minder os om at vi kan føle os trygge i ly af de to bjerge.
11. Hvorfor behøver vi ikke at frygte det kommende angreb på Guds folk?
11 Om kort tid vil de politiske magter i Satans verden danne en koalition med det formål at tilintetgøre Guds folk. (Ez. 38:2, 10-12; Dan. 11:40, 44, 45; Åb. 19:19) Disse fjendtlige styrker beskrives i Ezekiels profeti som “en sky der dækker landet”, og de kommer “ridende på heste” for at angribe os. (Ez. 38:15, 16)a Har vi grund til at frygte dette angreb? Overhovedet ikke! Vi har jo englene på vores side. Når det ser allerværst ud under den store trængsel, vil Jehovas mægtige hær af åndeskabninger rykke ud for at beskytte Guds folk og tilintetgøre alle der modarbejder hans styre. (2 Thess. 1:7, 8) Det bliver helt utroligt at opleve! Men hvem er det der skal lede denne store hær?
JEHOVA KRONER EN PRÆST TIL KONGE
12, 13. (a) Hvad får Zakarias nu besked på at gøre? (b) Hvad viser at manden der kaldes “Spire”, er et profetisk billede på Jesus Kristus?
12 Zakarias har haft otte syner, som det kun var ham der så. Nu får han imidlertid besked på at udføre en profetisk handling der skal styrke dem der genopbygger templet. (Læs Zakarias 6:9-12). Jehova siger at han skal tage imod sølv og guld fra Heldaj, Tobija og Jedaja – tre mænd der for nylig var vendt tilbage fra Babylon – og lave en “prægtig krone” af materialerne. (Zak. 6:11) Får Zakarias besked på at sætte kronen på hovedet af landshøvdingen Zerubbabel, der er fra Judas stamme og en af Davids efterkommere? Nej. De der var til stede, må have undret sig over at det var ypperstepræsten Josua der blev kronet.
13 Skulle ypperstepræsten Josua nu til at være konge? Nej, for han var ikke født i Davids slægtslinje. Kroningen var en profetisk handling der pegede frem til at der ville komme en evig konge og præst i fremtiden. Den ypperstepræst der skulle være konge, kaldes “Spire”, og ifølge Bibelen er spiren, eller skuddet, Jesus Kristus. – Es. 11:1; Matt. 2:23, fdn.
14. Hvad vil Jesus gøre som konge og ypperstepræst?
14 Som konge og præst er det Jesus Kristus der leder Jehovas store hær. Han sørger aktivt for at Guds folk som et hele kan føle sig trygt midt i en ond verden. (Jer. 23:5, 6) I nær fremtid vil han som hærfører vise sin loyalitet over for Jehovas styre og beskytte Guds folk ved at besejre jordens nationer. (Åb. 17:12-14; 19:11, 14, 15) Men inden da har Jesus et stort arbejde der skal udføres.
HAN SKAL BYGGE TEMPLET
15, 16. (a) Hvilket genoprettelses- og renselsesarbejde har fundet sted i nyere tid, og hvem har stået i spidsen for det? (b) Hvordan vil forholdene være efter Kristus’ tusindårsrige?
15 Foruden sin rolle som konge og ypperstepræst var Jesus også den der skulle “bygge Jehovas tempel”. (Læs Zakarias 6:13). I nyere tid har Jesus’ byggearbejde indbefattet at befri Guds sande tilbedere fra Babylon den Store og at genoprette den kristne menighed i 1919. Han udnævnte også en ‘trofast og klog træl’, der skulle føre tilsyn med arbejdet i de jordiske forgårde til det store åndelige tempel. (Matt. 24:45) Desuden har Jesus været optaget af at rense Guds tjenere og hjælpe dem til at have en ren tilbedelse. – Mal. 3:1-3.
16 Under tusindårsriget vil Jesus Kristus og de 144.000, der skal være konger og præster sammen med ham, føre trofaste mennesker frem til fuldkommenhed. Derefter vil alle der bor på jorden, være nogle der tjener Jehova, og den sande tilbedelse vil være fuldstændigt genoprettet.
VÆR MED I BYGGEARBEJDET
17. Hvad forsikrede Jehova jøderne om, og hvilken virkning havde hans budskab på dem?
17 Hvilken virkning havde det budskab Zakarias overbragte sine landsmænd? Jehova havde forsikret jøderne om at han ville hjælpe og beskytte dem så de kunne bygge templet færdig – noget der uden tvivl har fyldt dem med håb og mod. Alligevel har de nok spekuleret på hvordan de skulle kunne gennemføre det enorme projekt når de var så få. Det næste Zakarias siger, fjerner enhver tvivl de måtte have. Ud over den hjælp de havde fået af trofaste mænd som Heldaj, Tobija og Jedaja, fortæller Jehova dem at mange andre “vil komme og bygge på Jehovas tempel”. (Læs Zakarias 6:15). Nu hvor jøderne er blevet overbevist om at Jehova er med dem, tager de straks fat på byggearbejdet, selvom det stadig er underlagt forbud. Jehova sørger endda for at forbuddet, der har virket som en bjerglignende forhindring, bliver fjernet. Og i 515 f.v.t. er templet langt om længe blevet genopbygget. (Ezra 6:22; Zak. 4:6, 7) Jehovas ord gælder dog også vores tid, hvor et langt større byggearbejde foregår.
18. Hvordan bliver Zakarias 6:15 opfyldt i dag?
18 I dag er millioner af mennesker med til at opfylde ordene i Zakarias 6:15 ved ivrigt at støtte Jehovas store åndelige tempel med deres “velstand”, heriblandt deres tid, energi og midler. (Ordsp. 3:9) Vi kan være helt sikre på at Jehova værdsætter vores helhjertede støtte. Tænk på eksemplet med Heldaj, Tobija og Jedaja, der kom med materialerne til den krone som Zakarias lavede. Kronen blev “et minde”, eller en påmindelse, om deres bidrag til den sande tilbedelse. (Zak. 6:14) Det vi gør for Jehova, og den kærlighed vi viser ham, vil heller aldrig blive glemt. – Hebr. 6:10.
19. Hvilken virkning bør Zakarias’ syner have på os?
19 Det store arbejde der er blevet udført i de sidste dage i forbindelse med den sande tilbedelse, viser med al tydelighed at Jehova velsigner os, og at Kristus leder os. Vi er en del af en organisation der altid vil eksistere, og som beskytter os. Intet kan forhindre Jehovas hensigt med den rene tilbedelse i at blive gennemført. Hvor er det vigtigt at vi værdsætter vores plads blandt Jehovas folk og ‘adlyder Jehova vores Guds røst’. Så vil vi fortsat blive beskyttet af vores konge og ypperstepræst, Jesus Kristus, og af englene der fører de fire stridsvogne. Når vi gør alt hvad vi kan, for at støtte den sande tilbedelse, kan vi være sikre på at Hærstyrkers Jehova vil være med os i den tid der er tilbage for denne onde verden – og i al evighed.
a Se “Spørgsmål fra læserne” i Vagttårnet for 15. maj 2015, s. 29-30.