RUST
Den rødbrune, porøse belægning der dannes på jern, især under indflydelse af fugtig luft; i bredere forstand det lag der dannes på et hvilket som helst metal ved korrosion. Ved jern taler man om rust, ved kobber og sølv om korrosion, og selv guld kan under visse forhold angribes af syrer eller grundstoffer. Det hebraiske ord chæl’ahʹ, der oversættes med „rust“, er afledt af et ord der betyder „at blive syg“ (2Kr 16:12); med hensyn til metal betyder det derfor rust. (Ez 24:6, 11, 12) Det græske ord brōʹsis betyder „spisen, fortæren“ (Mt 6:19, 20), og iosʹ betyder både „gift“ (Ro 3:13; Jak 3:8) og „rust“. — Jak 5:3.
Ezekiel sammenlignede Jerusalem med en kobbergryde „hvis rust er i den“. Rusten var et billede på den urenhed, skamløshed og blodsudgydelse som Jerusalem havde gjort sig skyldig i. Efter at der var blevet kogt kød i gryden, blev der givet følgende befaling: „Stil den tom på dens gløder, så den bliver så varm at dens kobber ophedes og dens urenhed smeltes i den. Lad dens rust blive fortæret [og dens kobber brænde, så dens urenhed kan smelte i den, dens rust fortæres; RS].“ — Ez 24:3-12.
Jesus Kristus sagde i sin bjergprædiken: „Hold op med at samle jer værdier her på jorden, hvor møl og rust [brōʹsis] fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. I skal hellere samle jer værdier i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler.“ (Mt 6:19, 20) Materielle rigdomme der kun hobes op, gavner ikke nogen; når de ikke bruges, kommer de let til at ruste og vil til sidst blive værdiløse, endog for deres ejer. Det er som Jakob advarende siger til de rige som stoler på deres materielle velstand: „Jeres rigdom er rådnet . . . Jeres guld og sølv er rustet op, og dets rust [iosʹ] skal være et vidnesbyrd imod jer og æde jeres kød. Noget ligesom ild har I samlet sammen i de sidste dage. Se! Lønnen til arbejderne som har høstet jeres marker, den som I har holdt tilbage, skriger, og nødråbene fra høstfolkene er kommet Hærstyrkers Jehova for øre.“ (Jak 5:2-4) I stedet for at bruge deres rigdom på rette måde har de uretfærdigt holdt deres midler tilbage. Jo længere de gør dette, og jo mere rust der sætter sig på dem, jo alvorligere bliver vidnesbyrdet imod dem når de bliver stillet foran Guds domstrone. Jesus anbefalede at man brugte sin rigdom, og at man brugte den klogt, for han sagde: „Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige rigdom, så at de, når den svigter, kan tage imod jer i de evige boliger.“ — Lu 16:9.